Tykaktivismens historie

Af Dina Amlund

More people should be FAT

1967 var starten på tykaktivismen. Udover den vigtige happening i Central Park, hvor 500 mennesker mødtes for at protestere den tykfobiske diskrimination, kunne man læse en artikel i Saturday Evening Post om anti-fat bias.

Artiklen havde titlen ”More People Should Be Fat” og var skrevet af Lew Louderbeck som reaktion på hvordan tykke mennesker diskrimineres i bl.a. offentlige rum.

Louderbeck blev efterfølgende kontaktet af William Fabrey, som i 1969 stiftede NAAFA National Association to Aid Fat Americans. Og herefter begyndte forskellige tykaktivistiske grupper at spire.

I dag lægger William Fabrey sit tykaktivistiske arbejde i the Council of Size and Weight Discrimination, som beskæftiger sig med tykaktivismens historie.

The Fat Underground

The Fat Underground blev stiftet i 1973. En tidstypisk feministisk kvindegruppe, som beskæftigede sig med forskellige medier, som musik, digte, essays, billedkunst og andre metoder for at blive hørt i kampen for tykaccpet.

En fantastisk lille film i en meget grynet indpakning, som giver den sit helt eget æstetiske præg, som passer godt til både tiden og indholdet.

Big Beautiful Woman

BBW – Big Beautiful Woman – er et begreb, som dukkede op i 1979. Carol Shaw fandt på begrebet, og det blev efterfølgende navnet på det modeblad hun stod i spidsen for. BBW var et magasin henvendt til tykke kvinder med mode- og skønhedstips og ikke et ord om at slanke sig.

BBW er efterfølgende blevet et begreb indenfor porno- og datingverdenen, hvor der også kom en mandlig pendant; BHM – Big Handsome Man.

Begrebet kritiseres af nogen for at være fetichistisk og dermed dehumaniserende. Hvilket det KAN være. Men det behøver ingenlunde være det. Der er intet som helst i vejen med at synes tykke mennesker er smukke.

Man kan naturligvis kritisere det for at være temmelig kønsbinært, og det kan være at det er tid til at reclaime det som BBP – Big Beautiful Person.

BBW-begrebet er under alle omstændigheder en milesten i den tykpositive historie. Det er første gang, man oplevede et magasin og efterfølgende porno- og datingspaces, som klart definerede for tykke mennesker.

Health at Every Size

HAES – Health at Every Size er en populær gren indenfor tykpositiviteten.

Siden 1960erne blev der stillet spørgsmålstegn ved normative sundhedsdiskurser og forbindelsen til den socialt- og kulturrelt betingede tykfobi.

I 1982 skrev Bob Schwartz bogen ”Diets Don’t Work”, som handler om at stoppe med at fokusere på vægttab og i stedet spise intuitivt for både den fysiske og mentale sundheds skyld.

Hovedværket indenfor HAES er naturligvis Linda Bacons bog, som har navn efter denne tankegang. Health at Every Size, fra 2008.

Linda Bacon er professor i fysiologi og forsker i tykhed og sundhed. Hun har mange lettilgængelige videoer på Youtube, bl.a. denne.

HAES er en stor inspiration for mange tykke mennesker, som opdager, at tykhed og sundhed ikke behøver være modsætninger. Samtidig kan bevægelsen også kritiseres for at indgå i absolut normative diskurser om sundhed.

Body Positivity

Body Positivity er noget, som mange mennesker forbinder med sociale medier – og der er en udbredt forestilling om, at det er et temmelig nyt fænomen.

Det er det ikke.

Begrebet Body Positive stammer tilbage fra dengang verden var ved at gå i opløsning af HIV/AIDS-fobi. De, der ønskede at vise allianceskab med HIV/AIDS-positive mennesker, kaldte sig Body Positive. Heldigvis kom der både medicin og information, som ændrede uendeligt meget.

Begrebet Body Positive blev derfor ikke større i denne kontekst og bevægede sig i midten af 90erne over i det, som vi i dag forstår ved kropspositivitet og kropsaktivisme.

Deb Burgard stiftede Body Positive, en platform ud fra hvilken hun arbejder med psykoterapi og aktivisme i forskellige former.

Connie Sobczak og Elizabeth Scott stifte The Body Postive. Det er et community og en virksomhed, der tilbyder forskellige former for workshops og undervisning.

Fælles for dem er, at de arbejder med at individet skal lære at elske sig selv i en verden, der lærer os alle at stile efter perfektion. Og der er en særlig forståelse for tykhed i disse platforme, men fokus er på at alle individer skal føle sig godt tilpas i deres kroppe.

Forskellen på Body Positivity og tykaktivisme er netop fokusset på individet. Body Positivity tænker ikke på strukturerne i samfundet men vil lære individet kærlighed til sig selv. Det er naturligvis kærkomment at strukturerne ændres, men det er ikke det, som kampen drejer sig om. Tykaktivismen, beskæftiger sig med strukturerne, der ødelægger det for det enkelte. Det er mere end velkomment, at individerne får det bedre med sig selv i processen. Men det kampen mod de ødelæggende strukturer, som har fokus for aktivismen.