Når man stoppede på julemærkehjemmet skulle der tages et billede, hvor man bar det man havde tabt. De voksne udstillede over for de andre, hvor "doven" man havde været hvis man f.eks. "kun" havde tabt 5 kg. Også selvom man var vokset.
De voksne på julemærkehjemmet skammede sig over os, når vi ikke tabte os så meget som de havde lovet. Skylden blev placeret på os.
De mente at grunden til, at jeg ikke havde tabt mig nok, var fordi jeg havde spist alt for meget på hjemmebesøg eller at mine forældre havde smuglet mad med ved besøg - hvilket aldrig skete. Hvis jeg havde fulgt julemærkehjemmets plan burde jeg jo have tabt mig mere.
De voksne på julemærkehjemmet så os ikke som børn. De så os som problemer de kunne løse. De var ikke stolte af os, men af de resultater de havde opnået ved at slanke os.
I dag har jeg PTSD og en spiseforstyrrelse bl.a. pga. de oplevelser jeg havde på Julemærkehjemmet. Jeg får aldrig et normalt forhold til mad og det er 100% på grund af Julemærkehjemmet og alle de voksnes overdrevne fokus på min tykhed.”
Fra Julemærkehjemmet husker jeg konstant pres for at dyrke motion. Uendelig meget fangeleg. Tonse igennem sand på stranden og så hen til en trappe, hvor de voksne ville have de tykke og langsomme forrest og de hurtigere bagerst. Og så gjaldt det om at indhente den foran en. De tykke børn blev altså presset bagfra af de andre børn.
Jeg kan den dag i dag ikke lide når folk går hurtigt bag mig.
Fra julemærkehjemmet husker jeg skammen ved fredagsslik. Man fik en plastikkop med popcorn eller en lille flødebolle med ordene: “Ja, normalt er det her jo ikke godt for jer". Som om vi skulle føle at de voksne var særligt søde ved os.
På julemærkehjemmet blev vi tvunget til at spise op. Holdet måtte ikke gå fra bordet før alle havde spist helt op. Vi oplevede flere gange at være så mætte, at vi næsten kastede op på bordet. Intet barn kan indeholde en gigantisk grahambolle med ananas i, lige efter at have spist en kæmpe portion grød.
På Julemærkehjemmet var måltiderne mystiske. Tørre grahamsmelsboller, rosenkål bagt i kartoffelmos med en teske ketchup rørt op i A38 - fedtfattigt. Kylling med skind på, som vi skulle tage af, mens de voksne og "ikke-slankerne" godt måtte spise det.
Fra Julemærkehjemmet husker jeg tydeligt den obligatoriske venten på gangen når man skulle vejes. Når man kom ud, ventede de andre på at høre om man havde tabt sig eller ej.
Jeg havde eksem, som blev forværret af de mange bade vi skulle tage på grund af den megen obligatoriske motion på julemærkehjemmet. Badene var i øvrigt tvungne fællesbade.
De voksne smurte mig ind i rød locobasecreme, men det hjalp ikke, så jeg begyndte at gøre modstand. Det resulterede i at jeg blev holdt nede og smurt ind i creme af de voksne. Derefter blev jeg tvunget til at have pyjamas på, da cremen jo ikke måtte komme på deres dyner, for så skulle de vaskes oftere. Alt imens blev min eksem bare værre og værre.
Jeg blev ofte efterladt alene på julemærkehjemmet fordi jeg var yngst og derfor ikke havde engelsk. Jeg måtte for Guds skyld ikke være med, da det ville ødelægge de andres undervisning - jeg ville jo være i vejen. Jeg var pissebange for at være alene i huset. Bl.a. pga. en meget streng og sur pædagog. Jeg troede i mange år han var en fantasifigur, indtil min mor bekræftede at han var ægte.
Julemærkehjemmet overskred flere af mine grænser, gav mig en spiseforstyrrelse og ar på sjælen jeg stadig har i dag.
Var 9 år i 2000 da jeg var på Julemærkehjem. Flere traumatiske ting skete. Troede jeg var den eneste der har haft en dårlig oplevelse, da jeg har hørt mange beskrive det som deres “bedste oplevelse nogensinde”. Derfor har jeg aldrig snakket højt om det negative.
Jeg er lærervikar på en folkeskole. I dag var jeg i en 2. klasse, hvor forældrene, sammen med lærerne, fortalte klassen at deres barn skal på julemærkehjem. Jeg fik at vide, at barnet skal afsted fordi hun er tyk og bliver drillet - og fordi de mener hun skal hjælpes til ‘at være mere selvstændig’. Barnet går i 2. klasse! Øv, jeg får så ondt i maven.
Der var aldrig samtaler om det mentale aspekt på julemærkehjemmet, kun fokus på at komme til ‘at se normal ud’ via vægttab.
Mit ophold på julemærkehjemmet gav mig den følelse, at ingen vil elske mig når jeg er tyk.
Vi havde på skift køkken-uge på julemærkehjemmet. Køkkenlederen havde samtale med os om hvad vi spiste hjemme. Jeg fortalte, at vi fulgte kostpyramiden slavisk.
Hun troede ikke på mig: "Det kan jo ikke passe, at I spiser sådan derhjemme, så havde du jo ikke været tyk.
Når jeg skal have målt blodtryk hos lægen starter jeg altid med at sige, at de skal hente en større manchet, hvilket altid bliver mødt med "Neej, det behøver vi da ikke" for at de kan konstatere at jo, det behøver de (og så løber de rundt efter den, som hovedløse og lykkes sjældent med at kunne finde det). Indtil videre i denne graviditet (er 38 uger henne) er det endnu ikke lykkedes at få målt mit blodtryk ordentligt ved jordemoder, da hun ikke har en stor manchet, så jeg er blevet sendt ekstraordinært på fødegangen og til egen læge for bare at få taget blodtryk, som har vist sig at være helt normalt hver evig eneste gang.
Jeg er bange for andre mennesker, for jeg ved at der grines af mig, at folk væmmes ved synet af mig, at der tages billeder med telefoner og at der stirres på mig som om jeg var fra en anden planet. Jeg er blevet bange for at bo i mit eget hus, fordi bagboens teenagere er meget interesserede i at komme til at kigge på mig og vise mig frem hvis de har besøg. Så sidder der nogen på deres terrasse, tør jeg ikke gå ud i køkkenet fordi de kan se ind. Jeg har flere gange oplevet, at de rejser sig for at komme til at kigge over hegnet, for at grine af mig. Råben og skrigen fra teenagere stresser mig enormt på grund af de oplevelser. Om sommeren er det et rent helvede fordi folk er udenfor og larmer. Jeg ved at folk er bedøvende ligeglade med hvad jeg siger, og de respekterer mig overhovedet ikke, fordi jeg er så tyk og det skræmmer mig også meget. Jeg er 45 år gammel og har mest lyst til at komme på plejehjem eller lignende så jeg kan få lov at være i fred og have ro omkring mig.
Jeg er i ressourceforløb hos jobcenteret og i den forbindelse var jeg til rehabiliteringsmøde. Her sidder der bl.a. en læge og sundhedskoordinator, som skal foreslå forløb, som kan hjælpe mig i arbejde. Jeg er svært psykisk syg med angst. De tilbyder mig kursus i selvværd og selvtillid, samt behandling for BED. Der er ingenting nævnt i min sag om BED. Jeg har ikke BED, jeg er bare tyk. Jeg spurgte om jeg kunne komme i psykologforløb, det kunne jeg ikke, men de synes jeg skulle overveje et BED-forløb, selvom både min bostøtte, jeg selv og pårørende oplyste at jeg ikke har BED.