Jeg er lærervikar på en folkeskole. I dag var jeg i en 2. klasse, hvor forældrene, sammen med lærerne, fortalte klassen at deres barn skal på julemærkehjem. Jeg fik at vide, at barnet skal afsted fordi hun er tyk og bliver drillet - og fordi de mener hun skal hjælpes til ‘at være mere selvstændig’. Barnet går i 2. klasse! Øv, jeg får så ondt i maven.
Der var aldrig samtaler om det mentale aspekt på julemærkehjemmet, kun fokus på at komme til ‘at se normal ud’ via vægttab.
Mit ophold på julemærkehjemmet gav mig den følelse, at ingen vil elske mig når jeg er tyk.
Vi havde på skift køkken-uge på julemærkehjemmet. Køkkenlederen havde samtale med os om hvad vi spiste hjemme. Jeg fortalte, at vi fulgte kostpyramiden slavisk.
Hun troede ikke på mig: "Det kan jo ikke passe, at I spiser sådan derhjemme, så havde du jo ikke været tyk.
Når jeg skal have målt blodtryk hos lægen starter jeg altid med at sige, at de skal hente en større manchet, hvilket altid bliver mødt med "Neej, det behøver vi da ikke" for at de kan konstatere at jo, det behøver de (og så løber de rundt efter den, som hovedløse og lykkes sjældent med at kunne finde det). Indtil videre i denne graviditet (er 38 uger henne) er det endnu ikke lykkedes at få målt mit blodtryk ordentligt ved jordemoder, da hun ikke har en stor manchet, så jeg er blevet sendt ekstraordinært på fødegangen og til egen læge for bare at få taget blodtryk, som har vist sig at være helt normalt hver evig eneste gang.
Jeg er bange for andre mennesker, for jeg ved at der grines af mig, at folk væmmes ved synet af mig, at der tages billeder med telefoner og at der stirres på mig som om jeg var fra en anden planet. Jeg er blevet bange for at bo i mit eget hus, fordi bagboens teenagere er meget interesserede i at komme til at kigge på mig og vise mig frem hvis de har besøg. Så sidder der nogen på deres terrasse, tør jeg ikke gå ud i køkkenet fordi de kan se ind. Jeg har flere gange oplevet, at de rejser sig for at komme til at kigge over hegnet, for at grine af mig. Råben og skrigen fra teenagere stresser mig enormt på grund af de oplevelser. Om sommeren er det et rent helvede fordi folk er udenfor og larmer. Jeg ved at folk er bedøvende ligeglade med hvad jeg siger, og de respekterer mig overhovedet ikke, fordi jeg er så tyk og det skræmmer mig også meget. Jeg er 45 år gammel og har mest lyst til at komme på plejehjem eller lignende så jeg kan få lov at være i fred og have ro omkring mig.
Jeg er i ressourceforløb hos jobcenteret og i den forbindelse var jeg til rehabiliteringsmøde. Her sidder der bl.a. en læge og sundhedskoordinator, som skal foreslå forløb, som kan hjælpe mig i arbejde. Jeg er svært psykisk syg med angst. De tilbyder mig kursus i selvværd og selvtillid, samt behandling for BED. Der er ingenting nævnt i min sag om BED. Jeg har ikke BED, jeg er bare tyk. Jeg spurgte om jeg kunne komme i psykologforløb, det kunne jeg ikke, men de synes jeg skulle overveje et BED-forløb, selvom både min bostøtte, jeg selv og pårørende oplyste at jeg ikke har BED.
Jeg har lige fået ny lejlighed og i den forbindelse ledte jeg efter nye spisestole uden armlæn (så jeg kan sidde ordentligt på stolen). Min moster sagde, at hun gerne ville betale for stolene, hvis jeg valgte nogen med armlæn, så jeg kunne blive motiveret til at tabe mig.
Jeg har i årevis haft følelsesløshed i venstre side af min krop, og har prøvet nærmest alt behandling, men det er generelt ikke blevet bedre. Derfor fik jeg henvisning til neurolog og ventede et halvt år på at komme derhen. Neurologen sagde at jeg var overbelastet i venstre side og havde en nerve i klemme i lysken. Hans forslag til behandling var at jeg skulle bevæge mig mindre og tabe mig. Jeg sagde at jeg ikke forstod hans anbefaling, særligt ikke at jeg skulle bevæge mig mindre, fordi jeg føler bevægelse lindrer. Jeg fortalte også, at jeg ikke ville fokusere på vægttab. Han affejede mig med, at vægttab var det eneste der hjalp. Så jeg gik meget frustreret derfra. Jeg kender flere med lignende problematikker som er tynde, så det passer jo ikke, at det kun er tyndhed der er løsningen. Nu har jeg heldigvis fundet en fysioterapeut som vil hjælpe mig, uden fokus på vægttab. Som han sagde var det en utrolig uprofessionel behandling, som neurologen havde givet mig - og at han i øvrigt tog fejl. At have sundhedsfaglige, som ser en som et menneske selvom man er tyk, giver tryghed.
Jeg har været på sygehuset tre gange inden for de sidste par måneder. Hver gang har de givet mig for små bukser til at starte med. Det er meget ydmygende at skulle bede om større bukser. Og så er næste størrelse koloenorm, som om de har besluttet bare at have en størrelse til alle tykke.
I forbindelse med noget forskning på hospitalet skulle jeg have scannet mit hoved i en CT-scanner. Scanneren var udelukkende til hovedet, så min krop var ikke et problem. Men dem, der havde bygget scanneren, havde ikke taget højde for kombinationen af en kort hals og tykke skuldre, så mit hoved kunne knapt komme ind i maskinen. De måtte ligge pres på min krop for, at det lykkedes, og samtidig skulle mine arme snøres ind, fordi den tilhørende briks var for smal. To timers totalt fysisk ubehag og ydmygelse.
Da jeg var gravid skulle jeg have målt blodtryk rimelig ofte og da det to gange var blevet målt som lidt for højt blev jeg bedt om at blive tjekket af egen læge. Han målte det også til at være lidt højt, men så skiftede han blodtryksmåleren ud med en med en større omkreds så den sad bedre på min arm (som er tyk) og så viste den at mit blodtryk var normalt. Han fortalte mig at hvis måleren ikke sidder ordentligt kan den komme til at vise et falskt forhøjet blodtryk. Måtte gennem resten af min graviditet bede om en "speciel" blodtryksmåler hver gang og jordmoderen skulle ofte helt ud på gangen og bruge lang tid på at finde den frem og var derfor ofte irriteret indtil de målte og kunne se at det var rigtigt at mit blodtryk ikke var forhøjet. De mente bare at det nok var forhøjet fordi jeg er tyk.
Jeg går til jævnlig kontrol i samme lægehus og hver eneste gang går det op for dem, at deres blodtryksmåler er for lille til min arm.
Jeg var ved lægen fordi jeg havde slået min arm efter en runde golf. Pludselig mente lægen, at jeg skulle have målt blodtryk - og samtidig have en opsang om at jeg nok godt kunne tåle at tabe mig.
Lægen fandt måleapparatet frem. Forsøgte flere gange at få manchetten til at nå. Han siger ting som: "Den skal passe" og "Det er da utroligt den ikke kan nå". Efter et stykke tid sukker han opgivende og forlader lokalet. Han kommer tilbage med et måleapparat, der har større manchet. Han sørger for nøje at fortælle mig, at den jo kun skal bruges på låret, men min arm er jo større end de flestes arm, så han håber den passer.
Det var så utroligt skamfuld en oplevelse at jeg aldrig kom hos den læge igen. Heldigvis var det et lægehus, med andre muligheder.
For ca. 8 år siden var jeg single og sammen med en mand, som jeg troede var ret vild med mig.
Da vi havde haft sex og han kyssede mig farvel, sagde han, at han havde været så spændt på, hvordan det var at være sammen med en der var så tyk, men (sagde han stolt): “Jeg kunne slet ikke mærke forskel”.
Senere sendte han mig dick pics hvor han sad og så porno med tykke mennesker.
I 2018 var jeg i et forløb i psykiatrien ift. udredning for depression. Da jeg til første samtale blev bedt om at beskrive mine symptomer og mine oplevelser de seneste måneder, sagde jeg, at jeg bl.a. havde tabt 10 kg, fordi jeg havde mistet lysten til at spise. Psykiateren gav mig elevatorblikket og sagde køligt: "Det trængte du vist også til."
Så i psykiatriens øjne er det tydeligvis vigtigere at være tynd end i live.
Jeg var tyk igennem hele min barndom. I 6. klasse til et møde med skolesygeplejersken fik jeg at vide, at nu skulle jeg altså til at passe på, for det kunne have alvorlige konsekvenser for min sundhed resten af livet. I 7. klasse udviklede jeg en spiseforstyrrelse. Da jeg kom til samme skolesygeplejerske i 9. klasse med et BMI der kategoriseres som undervægtig fik jeg at vide, at jeg var “en sand succeshistorie” til trods for at jeg var voldsomt spiseforstyrret og deprimeret, men hun så kun et vægttab. Jeg var 14.
Jeg er i ressourceforløb og skulle til et møde sammen med min sagsbehandler fra Jobcentret. Vi fulgtes ind til mødet, og da vi skulle op af nogle trapper til 2. sal, sagde sagsbehandleren (som er tynd): "Ja, nu skal vi have noget motion, for der er ingen elevator. Du må godt holde ved gelænderet." og skævede til mig, som om hun var bange for, at jeg ikke ville klare det. Jeg måtte fortælle hende, at jeg altså selv bor på 2. sal.
Jeg endte med at trække min datter ud af Julemærkehjemmet fire uger før hun var færdig med sit ophold i 2021. Der var fokus på at hun skulle tabe sig og derudover blev hun dårligt behandlet på andre måder. Det har på ingen måder hjulpet min datter at være på Julemærkehjem, det har kun gjort hendes angst værre og hun har nu ekstremt svært ved at være i skole. Hun er så mærket, at blot det at høre eller se reklamer for Julemærkehjemmene, påvirker hende meget.
Vi har simpelthen valgt at hjemmeundervise vores barn efter en skole, der svigtede i forbindelse med mobning af vores tykke barn og oveni dette et forfærdeligt ophold på et Julemærkehjem i 2019.