Glædelig 8. marts!
I dag er en feministisk kampdag, som vi bl.a. kan bruge til at gøre os nogle tanker om, hvad vi synes er vigtigt for det feministiske projekt og hvordan vi vil organisere os.
Det meste af det sidste års tid har vi for eksempel brugt på at arbejde på at få politiseret tykhed på en måde så det bliver taget seriøst, også blandt feminister, som en andetgjort identitet. Det er der kommet en masse god ballade og en masse gode projekter ud af, men der er stadig lang vej endnu skulle vi lige hilse og sige.
Det er faktisk ikke så nemt at queere en ellers ret queer identitet som tykhed. Vi tror det skyldes, at det er umuligt at slippe udenom alle mulige slags hierakier.
Som så mange gange før taler vi her om solidaritet imellem grupperinger og identiteter.
Det vi godt kunne håbe for den næste periode, var at vi lavede en feminisme, der arbejdede mere på tværs end på langs. Der er elementer som er unikke for hver undertrykte gurppe, men der er også mange oplevelser, som er fælles for flere grupper, eller som følger samme magtlinjer. Hvis vi finder dem vi deler stategier og mål med og knytter os tæt sammen, så kan de neoliberale og co. ikke lykkes i at spille minoriserede og andetgjorte ud imod hinanden.
Det der med at knytte sig tæt kan man dog ikke uden at anerkende andres kamp og derfor er dette opslag i dag et lille call out til alle om at huske at give plads, opmærksomhed og støtte til de folk, der står som minoriteter og som er marginaliserede på måder man ikke selv kender til. Det vil vi i hvert fald gøre os umage med.
Rigtig god kampdag! ✊