Strukturel modstand er FedFronts fokus
Tykke mennesker møder strukturel modstand i form af f.eks. tilråb på gaden, ringere behandling hos lægen og en gennemsnitlig lønforskel mellem tynd og tyk, som er større end mellem mand og kvinde.
Det er er vigtigt at anerkende, at graden af strukturel modstand varierer. Hvis man er meget tyk vil man møde meget mere indgribende strukturel modstand i livet, end hvis man er lidt tyk og ligner normen mere.
På engelsk operer tykaktivister med begreberne Small fat, Big fat og Super fat. Som small fat vil man møde mindre modstand.
Small fat personer oplever stadig at blive råbt ad, at blive valgt fra på arbejdsmarkedet og kan have en læge, som kun ser tykheden uden at lytte til de symptomer, man er gået til lægen med. Small fat personer ligner i højere grad normen og vil derfor ikke opleve den samme hyppighed af disse tykfobiske situationer i hverdagen. Small fat personer vil i højere grad kunne finde tøj, de kan passe. Tøjstørrelser i gængse butikker er en meget målbar indikator for, hvad det tykfobiske samfund accepterer og afviser.
Big fat personer oplever en meget høj grad af strukturel modstand. Og super fat personer oplever den strukturelle modstand meget håndgribeligt i virkelig mange situationer – hvis ikke konstant.
Vi vil ikke definere begreberne med vægt eller andre tal. Det handler om normens afvisning af tykke mennesker. Det handler ikke om at putte tykke mennesker ind i forskellige kasser. Vi har brug for et sprog for at anerkende graden af smerte og fobisk indgriben i tykke menneskers liv. Vi har ikke brug for flere måder at måle og veje tykke mennesker.
FedFront nægter at svare på spørgsmål om kilo eller eksempler på kendte personer, som kan kaldes small fat eller super fat. Hvis man har forståelse for andethed og identitetspolitik, vil man nok genkende gradbøjelsen af fobi og had samt dets konsekvenser.