Vi følger op på gårsdagens opslag om dokumentation og forskning.
Når man taler med folk om kropsaktivisme og særligt tykhedsaktivisme, vil deres første spørgsmål og største undren ofte være ”men hvad med sundhed?” – udtryk for denne undren er meget forskelligartede, og det er ikke en sjældenhed at det formuleres markant mere uhøfligt.
I FedFront mener vi at der er en bottom line i denne her snak: Uafhængigt af om man kan efterleve diverse sundhedsidealer eller om man har en sygdom, så SKAL man behandles med respekt, man skal have adgang til arbejdsmarkedet og diverse sociale platforme, ligesom andre mennesker, længere er den ikke!
Vi er klar over at det ikke er alle der er med på det der med at alle mennesker skal have ret til at være her og have adgang til basale vilkår. Vi er også klar over at majoriteten af den danske befolkning har den holdning at tykke mennesker de facto er en byrde for velfærdsstaten, og at dette er selvforskyldt. Hvis nu man bor sammen med en af dem der tænker på den måde, eller på anden måde er tvunget til at interagere med dem, så kan det være rart at have nogle argumenter og noget viden i baghånden.
Derfor bringer vi i dag denne blogpost, som er en slags gennemgang af argumenterne for hvorfor man ikke bare kan sige at tykhed per definition er noget der handler om helbred. Teksten er ikke uproblematisk – det er svært at finde tekster der er fuldstændigt på linje med hvad vi i FedFront mener. Vi mener dog at der er vigtige pointer i denne tekst, og så må man have for øje at bevægelsen har eksisteret længe og er i konstant udvikling.
Lad os håbe at læsning som dette kan være et springbræt der vil lede folk videre til at kunne se det absurde i at afkræve en befolkningsgruppe deres helbredsoplysninger før man vil acceptere dem som valide subjekter.
FedFront understreger: helbredsstatus er privat og man har ikke ret til at spørge ind til folks sundhedstilstand med mindre man er blevet inviteret til det.
God læsning og fortsat god dag.
/Andrea, Sofie og Dina
Blogpost: https://kateharding.net/…/but-dont-you-realize-fat-is-unhe…/