Hej haters og trolls

in ,

Vi ved godt, at I flokkes på vores side her i november, når vi taler mod jeres new best christmas friend, Julemærkefondet.

Hele måneden bringer FedFronts side vidnesbyrd fra disse hjem, hvor tykke børn anbringes for at få rettet deres andethed til. Og vi kan ikke acceptere, at I hælder jeres galde ud over dem.

Gaslighting og anden ækel adfærd må I nøjes med at kaste om jer nogle andre steder på internettet (I har faktisk ret meget plads til at udfolde jeres tykfobi, bare ikke lige her).

Bah Humbug til jer allesammen

Hej alle medier i Danmark

in , , ,

I november vil I rigtig gerne tale med os. Og mange af jer får den geniale idé, at vi skal tage imod Julemærkehjemmenes invitation/tilbud om at komme og gå rundt i et Julemærkehjem og tale med dem om "overvægtige" børn samtidig med at julemærkehjem ikke handler om at børn skal tabe sig. Og så kan I lave en spændende historie om det.

Udover at 1) vi ikke anerkender ordet "overvægtig" fordi det står i modsætning til ordet "normalvægtig" og reproducerer et hierarki, hvor slanke mennesker er bedre og mere værd end tykke, og 2) det er hyklerisk at påstå at julemærkehjem ikke er slankeinstitutioner - så er vi i tvivl om, hvorvidt, I egentlig ved, hvad det er I vil have tykke mennesker til at gøre. I kan jo undersøge begrebet Retraumatisering.

Vores pointe er klar og tydelig: det er ikke de tykke børn, som mobbes, der skal laves om - det er den tykfobiske struktur, som lærer andre børn, at det er ok at mobbe tykke børn, som skal laves om.

Julemærkehjemmene er en del af den tykfobiske struktur. Tykke børn tages ud af deres skoler og daglige liv, og de børn (og voksne), som har mobbet dem, bliver bekræftet i at de gjorde noget godt, ved at udskamme børnene for deres tykhed.

Julemærkehjemmene er slankeinstitutioner.

Vi har gjort det nemt for jer at lave jeres research til disse artikler. Brug hashtagget #FedFrontJulemærket - så vil I finde alle vores november-post fra den tid FedFront har eksisteret. Der er posts om at slankekure ikke virker, fordi 95-99% tager det tabte på igen. Der er posts om Health At Every Size - det er videnskabeligt dokumenteret at tykhed og sundhed ikke udelukker hinanden. Der er posts, som piller det hykleriske argument at "julemærkehjem er for alle" fra hinanden (kom nu, I ved godt, det er fat camps). Der er vidnesbyrd fra disse slankeinstitutioner. Der er beskeder til den ekstreme mængde haters, som lige pludselig elsker julemærker og børn, der taber sig, og julemærkehjem hvert år i november - og må give udtryk for deres kærlighed ved at hade FedFront meget hårdt og grundigt.

Hvis du er fra et medie, så betragt denne post, som et svar på alle dine spørgsmål.

#FedFrontJulemærket

Nej, det var ikke OK at være tyk i gamle dage

in , ,

Tykfobien er en struktur i den vestlige kultur - tykfobien har altid været der.

Læs hvad Dina Amlund sagde til Charlottenborg Art Talk: Afgang LIVE vol. 3. Det er FedFronts seneste blogindlæg på Konfront.

Indlægget handler om tykhed i kunst, kultur og sprog, om at Rubenesque er et vildledende ord i moderne sprog - og ikke mindst om Tore Hallas smukke videoværk, AND GOING AFTER STRANGE FLESH, som sætter sig op mod hvordan den vestlige kultur altid har betragtet og udstillet tykhed.

Tykfobiske medier

in

I efteråret 2018 udgav USA Today Travel en absolut tykfobisk video, som vejledte folk i hvad de skulle gøre hvis de blev placeret ved siden af en tyk person i flyet. Et af rådene var:

"If you can, discreetly take pictures. Include them with your complaint. If the airline doesn’t respond appropriately, post your pictures on social media."

At flyve når, man er tyk, er i forvejen en forfærdelig oplevelse, ikke mindst fordi selskaber konstant laver deres sæder mindre for at få flere mennesker ombord. Men at tykke bliver brugt (uden deres viden og samtykke) som en reklamation, er dog alligevel en ny form for meget offentlig, dehumaniserende og ekstremt diskriminerende behandling.

Læs her hvorfor denne video og dette "råd" er et typisk, men grelt, eksempel på de oplevelser, tykke mennesker har i en tykfobisk verden.

Paradigmeskiftet i slankeindustrierne

in

Her er en længere tekst til en rolig lørdag eftermiddag. Teksten handler om et paradigmeskift for slankeindustrierne, VægtVogternes pengemaskine og om hvorfor salget af traditionelle slankekure pludselig ikke længere er lige så profitabel en forretning som for ti og tyve år siden. Det er spændende læsning der giver et historisk indblik i tykaktivismens kampe.
I FedFront går vi ind for fat acceptance, et begreb som også introduceres i teksten.

Fortsat god lørdag, her er et citat:

"Weight loss’’ was a pursuit that had, somehow, landed on the wrong side of political correctness. People wanted nothing to do with it. Except that many of them did: They wanted to be thinner. They wanted to be not quite so fat. Not that there was anything wrong with being fat! They just wanted to call dieting something else entirely. "

Din tykke ven vil gerne have at du læser kommentarerne

in

Vi følger op på tirsdagens opslag med et essay om tykhed og hvordan ikke-tykke ofte forholder sig til fatshaming. Igen handler det om forskellen på internt kropshad og den eksterne, strukturelle undertrykkelse af mennesker med tykke kroppe. Specifikt handler teksten om hvorfor ikke-tykke bør bruge tid på at læse de tykfobiske kommentarfelter for at få indblik i hvor omfangsrigt hadet mod tykke er.

"When we talk about what it’s like to be fat, you tell me about body image and self esteem and confidence because those are your struggles. But they aren’t mine.

*Where your challenges are deep-rooted and internal, mine are external. As a fat person, the world refuses me at nearly every turn, rejecting my body like a bad organ transplant. Doctors refuse to treat me, and some refuse even to touch me. Strangers regularly mock my body publicly, shouting insults openly, and no one responds. Even loved ones assume that I am constantly trying, and failing, to win the body I was meant to have. That I am shirking a responsibility to achieve a more acceptable body — one like yours."

Iceland's body- and fatactivist

in

Iceland's body- and fatactivist Tara Margrét Vilhjálmsdóttir fights for body equality which is not an easy position to take in a country that hasn't seen much fatactvism within its own borders.

Tara founded The Icelandic Association for Body Respect in 2012, along with other activists, and the reactions have been mixed. The Association focuses on creating a society where people respect each other regardless of their size and aims at enhancing positive body image across the spectre.

Tara is currently the president of the association but has been branching lately into fat acceptance activism specifically as that is her passion. Her site focuses solely on fat acceptance and the voices of fat people. FedFront asked this fierce fighter about her experiences on going deeper into fatactivism:

>>I have seen how the hate has escalated since I started my own page as it only focuses on fat people and their rights. That really triggers some people. I still get amazed when I see the hate I get solely because a) I am a woman b) I am fat c) I fight for society to treat fat people as their equals. And the hate and the bullying mostly comes from grown men. Sometimes I even get a little bit scared, their behaviours and their words are so disgusting that I can't imagine what they would do if they ever met me in real life. Fake Facebook-and Twitter profiles have been founded in my name and I have been the victim of a few trolls who get in touch with me personally thanking me for my fight but it soon becomes apparent that they are trying to get personal info about me to use. Blogs are written about me, my body and what I am fighting about highlighting my supposed ill-health and how I am committing suicide by not actively trying to lose weight. By people that know nothing about body respect, fat studies or fat acceptance or the studies behind it. The ignorance can be baffling sometimes.

I wouldn't keep fighting if people from all over Iceland, people who I have never met, didn't write to me thanking me for my fight and for being their role model. At the same time the hate can baffle me, so does the love. People share their stories and how they have been hating their body and themselves because of it´s size and how that is slowly changing. When someone who is fat (especially a woman) unapologetically steps forward and says: "I am fat and I do not intend to change that and I will be caring for my health on MY terms, the terms of HAES (Health At Every Size)" it can be paradigm-shifting for many people who have been taught that they should feel ashamed and hide from society. At the beginning of my fight I only wrote articles in the papers. But last year I began showing and using my body as a political weapon and that´s when things escalated, both on a positive and negative note. Despite all the hate I am optimistic. So much has changed in just a few years. The words "weight stigma" didn't exist in the Icelandic vocabulary until a few years ago and now everybody knows them. The other thing is that we have science behind us. And we are seeing how health authorities all over the world, including in Iceland, are realising that the war on obesity was ill fated and has created a lot more negative than positive outcomes. We are slowly beginning to see more emphasis on weight-neutral focuses when it comes to public health. Now the public just has to follow and I believe that will happen in the next decades…as long as we keep fighting.<<

Check out Tara's Facebook page:
https://www.facebook.com/fitufordomagleraugun/?fref=ts

Skinnyshaming?

in

Samira Nawa Amini har et debatindlæg i Jyllands-Posten, hvor hun hævder, at det er på tide, der tages hensyn til de tynde, nu hvor de tykke kræver retten til accept. Selvfølgelig skal alle mennesker være her uanset størrelse og form. Det er dog dybt problematisk at sidestille det at være tynd og det at være tyk i et tykfobisk samfund.

>>Den perfekte krop har længe været debatteret og fokus har længe været på, at unge kvinder som er let overvægtige ikke skal føle sig tykke og gå på unødvendige slankekure fordi de vil ligne de ultraslanke modeller i modemagasinerne. Fatshaming - altså at udskamme folk fordi de er tykke - er et fænomen. Men vi er også nogle, der oplever ‘skinny-shaming’ - som om vi er de usolidariske, der har forsøgt at blive tynde og endda er lykkedes med det.<<

Ovenstående citat er problematisk på 4 måder:

1) Det er meget tydeligt, at ”unge kvinder som er let overvægtige” i denne optik har fået lov at være som de er. Alle andre slags ”overvægtige” ser ikke ud til at nyde godt af Aminis og den gængse tilladelse til at være tyk.

2) Det at være tynd kan afstedkomme urimelige kommentarer fra enkelte, som synes det ikke er pænt at være tynd. Det har Amini oplevet, og det burde ikke ske. Men det er på ingen måde sammenligneligt med at være tyk og dermed placeret i en andetgjort gruppe, der ikke har samme adgang til arbejdsmarked, sundhedsvæsen og almen anderkendelse som menneske.

3) Amini oplever ’skinny-shaming’ som om hun er usolidarisk og er lykkedes med at blive tynd, selvom hun ikke selv har valgt at være tynd, men bare er det fra naturens side. I lige præcis denne udtalelse ligger jo selve erkendelse af, at hun har et privilegium. Amini føler, hun oplever misundelse. Sådan er det, når man tilhører en priviligeret klasse, og der bliver rokket ved samfundets privilegier. Der har været mange røster i debatten gennem årtier, der hævder at det er hårdt at være rig, hårdt at være hvid, hårdt at være cis osv.

4) Amini har enten ikke fulgt med i eller ikke forstået den tykaktivistiske debat, som hun mener har kørt længe – eller også er hun yderst bevidst om denne debat inklusiv debat af sprog og vælger alligevel at bruge ordene ”overvægtig”, ”føle sig tyk” m.m.

/Sofie og Dina

Link til ”Please Stop Complaining When People Call You Skinny” af Justine Wood, en kritisk boganmeldelse af Emma Woolf’s ”The Ministry of Thin”, som handler om at det er hårdt at være tynd:
http://www.mamamia.com.au/skinny-shaming-fat-shaming/

Link til ”We Need To Talk About Thin Privilige” af Melissa A. Fabello, en slank skribent, som fuldtud anerkender, at det ikke er i orden at sige, tynde mennesker er grimme – men at det ikke er en del af et systemisk had mod en bestemt gruppe mennesker:
http://www.mamamia.com.au/thin-privilege-fat-shaming/

Link til det omtalte debatindlæg i JyllandsPosten:
http://jyllands-posten.dk/…/ECE…/det-er-grimt-at-vaere-tynd/

Arbejdsmarked og sundhed

in

FedFront har eksisteret siden februar i år. I den korte tid har vi opgivet at tælle alle dem, der råber og skriger om at vi ikke konstant linker til uvildige medier. Vi synes det er smaddersynd for dem, at deres Google er gået i stykker, så her er et par links fra forskellige medier.

Tykke mennesker bliver diskrimerede på arbejdsmarkedet. Her er en BBC-artikel, der bl.a. berører en dansk sag, og en dansk artikel om forskellige sager, hvor denne negative særbehandling er forekommet.

http://www.bbc.com/…/20161130-fat-people-earn-less-and-have…

https://www.avisen.dk/fyret-efter-tre-dage-for-at-vaere-for…

Og vi fortsætter med en amerikansk artikel om læger, der forsømmer tykke patienter, og en artikel fra Dansk Sygeplejeråds fagblad, hvor der står sort på hvidt at sygeplejersker diskriminerer tykke patienter.

http://www.cbsnews.com/…/fat-phobic-doctors-refuse-to-trea…/

https://dsr.dk/…/sygeplejerskers-forestillinger-om-overvaegt

/Dina