Hvordan er man en god tykallieret?
En allieret spurgte FedFront hvad man kan gøre, hvis man ikke selv er tyk, men bliver vidne til fatshaming. Det var et godt spørgsmål. Fatshaming forekommer i urimeligt mange situationer og på flere forskellige måder. Der kom et godt svar på spørgsmålet med en beskrivelse af hvordan fatshaming kan foregå:
>> Jeg går igennem en park med en veninde, hun trækker sin cykel. En fremmed, ingen af os kender kommer hen til os og begynder at stille mig nærgående spørgsmål og snakke om, at jeg ikke kan være det bekendt over for min kæreste (læs min veninde). Han går igang med at shame mig voldsomt med en attitude i stil med: Hvorfor gør du det mod dig selv og din kæreste.
Det er ud på aftenen og jeg havde ikke set den komme - og har det faktisk virkelig dårligt med det. Jeg ved ikke hvad manden vil, eller hvordan jeg skal reagere eller hvad jeg skal gøre, men min veninde sætter farten op. Hun bruger sin cykel til at holde manden på afstand (altså ved at føre den lidt ud fra kroppen og dermed presse ham til at holde afstand). Hun siger intet til ham, men skærmer ligesom mig fra ham. Efter 50-100 meter giver manden op. Da vi er kommet lidt væk vender hun sig mod mig og spørger hvad det gik ud på og siger til mig, at jeg ikke skal lytte til idioter som ham.
Jeg havde det stadig ret dårligt, men det var en fantastisk hjælp! Og det var faktisk rart, at hun ikke validerede ham ved at indgå i dialog, men ligesom bare lagde stilen, at vi ikke skulle indgå i dialog med ham, da det tydeligvis ikke ville føre noget godt med sig. <<
Fatshaming og andre typer diskrimination af tykke mennesker foregår HELE TIDEN! At afvise den beskrevne situation som værende et enkeltstående tilfælde med en ubehagelig forbipasserende og en tyk person, der bare var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt - er det samme som at skrive sig selv ind i det tykfobiske mønster, der undertrykker tykke mennsker.
Ovenstående eksempel illustrerer meget godt det had, der er til tykke mennesker. Hver eneste gang man som tyk bevæger sig ud i det offentlige rum, skal man være forberedt på, at vidt fremmede mennesker (såvel som venner, familie og bekendte) mener, de har evnen til at vurdere hvad der er pænt og/eller sundt samt retten til at lade den tykke person vide, hvad deres dom nu engang er, i forskellige former for agresioner. Denne negative forholden sig til andres menneskers udseende bunder i at disse mennesker simpelthen føler de sig bedre end tykke mennesker og derfor har ret til at nedgøre enhver tyk person på deres vej.
Fatshaming og diskrimination af tykke mennesker skal stoppe! Alle mennesker er lige meget værd uanset størrelse og form!
/Dina