Vi lancerer i dag The September Issue!
Andrea Storgaard Brok, som er tidligere aktivist i FedFront, laver nemlig kammeratligt takeover på facebooksiden hele denne måned, og temaet er skønhed!
Man kunne jo nok tænke at så skulle det være en måned der handlede om skønhedstips, mode og alt den slags. Det bliver det ikke. I stedet vil der blive introduceret bl.a. til terminologi man kan bruge når man taler om skønhed, hvilken rolle skønhed spiller i den tykfobiske kultur, hvordan grimhed og fravær af skønhedsprivilegium sættes i forbindelse med tykhed, og hvilke strukturelle fordele man har hvis man er konventionelt smuk, eller som både Andrea og FedFront foretrækker at kalde det, hvis man har skønhedsprivilegie.
Vi starter temaet med en hjemmelavet forklaring af konceptet skønhedsprivilegie:
Skønhedsprivilegie betyder at ens udseende efterlever eller stemmer overens med konventionelle (ofte blandt andet eurocentriske, tyndhedscentrerede eller decideret tykfobiske, ableistiske og cisnormative) skønhedsnormer. Jo mere ens udseende stemmer overens med skønhedsnormerne, jo større sociale og strukturelle belønninger får man. Hvis man læses som smuk har man altså en grad af skønhedsprivilegie.
Man kan have skønhedsprivilegie og være udsat og andetgjort på andre områder, og skønhedsprivilegie påvirker ofte i hvilken grad man bliver udsat for systematisk modstand. For eksempel kan man være tyk og blive læst som smuk på grund af et symmetrisk ansigt, og i kraft af dette skønhedsprivilegie opleve mindre tykfobi end andre tykke. Skønhedsprivilegium kan opfattes som noget der findes på et slags spektrum, altså kan man være skønhedspriviligeret i forskellige grader.
Det var startskuddet på skønhedstemaet!
Hvis du ikke kan vente med at læse mere om skønhedsprivilegie så anbefaler vi at google ’pretty privilege’ og ’beauty privilege’.
Kh
Andrea og FedFront