Der er forskel på body positvity og tykaktivisme
Af Dina Amlund
Body positivity handler om at man som individ lærer at elske sig selv trods negativ påvirkning fra samfundet, som jo tilbeder et bestemt kropsideal. Tykaktivisme handler om at bekæmpe de strukturer, der opretholder disse idealer og hierarkier.
Tykaktivisme er oversat fra det engelske fat activism. Allerede tilbage i slutningen af 1960erne var de første tykaktivister på banen. Der var demonstrationer, møder, tryksager m.m. Under forskellige begreber som fat liberation, fat pride, fat acceptance og andre navne har bevægelsen haft forskellige bølger.
I 1990erne dukkede begrebet body positivity op. Det er en meget sympatisk retning, som handler om at individet skal lære at elske sig selv i en verden, hvor der er så meget tykhad og general kropsudskamning.
Forskellen på tykaktivisme og body positivity er, at tykaktivismen vil ændre samfundets strukturer, så alle mennesker er lige uanset størrelse og form - det er absolut velkomment at tykke individer lærer at elske sig selv, men det er ikke det, der er fokus. Hvor body positivity vil lære individet at begå sig i en kropudskammende verden, som gør det svært at holde af sin egen krop - det er naturligvis velkomment, hvis samfundet dropper de barske kropsdiskurser, men det er ikke det, der er i fokus.
Et problem, som er opstået med body positivity, som ikke har med det oprindelige begreb at gøre, er den udvikling, der har fundet sted på de sociale medier og andre steder seneste år. #BoPo er blevet hijacked af folk, som egentlig ikke er særlig meget uden for hierarkier og normer, f.eks. kvinder, som er ganske lidt tykke, og som ellers lever op til alle andre normative skønhedskrav og befinder sig solidt inden for mange andre privilegier (cis, hetero, hvid, ingen handicap, omgivet af high fashion).
Udover det misbrugte hashtag #BoPo blandt SoMo-stjernene har reklamerne gjort brug af fænomenbegreber som body positivity og curvy. F.eks. en jeansreklame fra Zara med to meget tynde modeller og teksten “Love your curves”, som i sommer blev sendt ud i verden som om det var rebelsk body positivity.
Når de, som ikke reelt er sat udenfor normen, tager en bevægelse til sig som deres egen, så opstår der ikke bare en diskrepans, men en udvanding, der ødelægger det for den oprindelige kamp. Det er en destruktiv retning, som nemt tvinges ind i et koncept, der som body positivity, fokuserer på individet frem for samfundsstrukturerne.
Derfor er FedFront tykaktvistisk: Det er ikke individets ansvar at lære at begå sig i en verden af tyfobi. Det er samfundet som skal indrettes på ny uden tykfobi.