The Fat Underground blev stiftet i 1973. En tidstypisk feministisk kvindegruppe, som beskæftigede sig med forskellige medier, som musik, digte, essays, billedkunst og andre metoder for at blive hørt i kampen for tykaccpet.
En fantastisk lille film i en meget grynet indpakning, som giver den sit helt eget æstetiske præg, som passer godt til både tiden og indholdet.
1967 var starten på tykaktivismen. Udover den vigtige happening i Central Park, hvor 500 mennesker mødtes for at protestere den tykfobiske diskrimination, kunne man læse en artikel i Saturday Evening Post om anti-fat bias.
Artiklen havde titlen ”More People Should Be Fat” og var skrevet af Lew Louderbeck som reaktion på hvordan tykke mennesker diskrimineres i bl.a. offentlige rum.
Louderbeck blev efterfølgende kontaktet af William Fabrey, som i 1969 stiftede NAAFA National Association to Aid Fat Americans. Og herefter begyndte forskellige tykaktivistiske grupper at spire.
I dag lægger William Fabrey sit tykaktivistiske arbejde i the Council of Size and Weight Discrimination, som beskæftiger sig med tykaktivismens historie.
Illustration: @Tykzine på Instagram
Af Dina Amlund
Body positivity handler om at man som individ lærer at elske sig selv trods negativ påvirkning fra samfundet, som jo tilbeder et bestemt kropsideal. Tykaktivisme handler om at bekæmpe de strukturer, der opretholder disse idealer og hierarkier.
Tykaktivisme er oversat fra det engelske fat activism. Allerede tilbage i slutningen af 1960erne var de første tykaktivister på banen. Der var demonstrationer, møder, tryksager m.m. Under forskellige begreber som fat liberation, fat pride, fat acceptance og andre navne har bevægelsen haft forskellige bølger.
I 1990erne dukkede begrebet body positivity op. Det er en meget sympatisk retning, som handler om at individet skal lære at elske sig selv i en verden, hvor der er så meget tykhad og general kropsudskamning.
Forskellen på tykaktivisme og body positivity er, at tykaktivismen vil ændre samfundets strukturer, så alle mennesker er lige uanset størrelse og form - det er absolut velkomment at tykke individer lærer at elske sig selv, men det er ikke det, der er fokus. Hvor body positivity vil lære individet at begå sig i en kropudskammende verden, som gør det svært at holde af sin egen krop - det er naturligvis velkomment, hvis samfundet dropper de barske kropsdiskurser, men det er ikke det, der er i fokus.
Et problem, som er opstået med body positivity, som ikke har med det oprindelige begreb at gøre, er den udvikling, der har fundet sted på de sociale medier og andre steder seneste år. #BoPo er blevet hijacked af folk, som egentlig ikke er særlig meget uden for hierarkier og normer, f.eks. kvinder, som er ganske lidt tykke, og som ellers lever op til alle andre normative skønhedskrav og befinder sig solidt inden for mange andre privilegier (cis, hetero, hvid, ingen handicap, omgivet af high fashion).
Udover det misbrugte hashtag #BoPo blandt SoMo-stjernene har reklamerne gjort brug af fænomenbegreber som body positivity og curvy. F.eks. en jeansreklame fra Zara med to meget tynde modeller og teksten “Love your curves”, som i sommer blev sendt ud i verden som om det var rebelsk body positivity.
Når de, som ikke reelt er sat udenfor normen, tager en bevægelse til sig som deres egen, så opstår der ikke bare en diskrepans, men en udvanding, der ødelægger det for den oprindelige kamp. Det er en destruktiv retning, som nemt tvinges ind i et koncept, der som body positivity, fokuserer på individet frem for samfundsstrukturerne.
Derfor er FedFront tykaktvistisk: Det er ikke individets ansvar at lære at begå sig i en verden af tyfobi. Det er samfundet som skal indrettes på ny uden tykfobi.
FedFront er blevet nomineret til årets Suzanne Giese Mindelegat.
Vi er glade for al anerkendelse for vores kamp og for at FedFront er blevet så synlig i den feministiske debat. Men vi må gå i rette med denne nominering.
Sofie og Andrea brugte deres platforme til at starte dette fantastiske initiativ, som er FedFront. FedFront køres nu af en lille gruppe aktivister, som er 100% tykaktivistiske og stræber efter et intersektionelt perspektiv i den tykaktivistiske kamp.
Når nomineringen går ud på, at ”man ikke kan have en forkert krop” ”uanset hvor mange deller den tæller”, så går det ikke ind under den tykaktivistiske tankegang. Tykaktivisme, oversat fra det engelske fat activism, er en radikal bevægelse, som går ud på, at nedbryde strukturer i samfundet – ikke blot at opbygge det enkelte individ med #selflove. Pointen med tykaktivisime i modsætning til det populære body positivity, er at det ikke handler om at man som individ lærer at elske sin krop på trods af kropsidealer, men at man dropper enhver form for undertrykkende struktur i samfundet, der kan opretholde hierarkier mellem mennesker.
FedFronts grund til at tage afstand fra nomineringen til legatet er primært baseret på de destruktive og latterliggørende udtalelser om bl.a. transpersoner, ikke-binære og queerfeminister, som forkvinden for legatets komité, Ditte Giese, med jævne mellemrum sender ud i verden. FedFront står i solidaritet med alle andetgjorte identiteter, og vi er ikke bange for at sige, at vi er nogle af dem, der er stolte af at beskæftige os med identitetspolitik.
FedFront ønsker alliancer med de grupperinger som arbejder imod strukturel undertrykkelse og diskrimination – vi er interesserede i at finde ud af, hvordan vores kampe hænger sammen og hvordan vi kan få gavn af hinandens viden.
Vi kan ikke tage imod en nominering, da vi mener, at værdierne bag Suzanne Gieses Mindelegat ikke stemmer overens med FedFronts værdigrundlag.
Kampen fortsætter!
Her er en tekst som handler om den uambitiøse, overentusiastiske del af den kropspositive bevægelse som ikke formår at politisere kropsaktivismen. De sidste par år er bodypositivity blevet voldsomt populært, bl.a også som salgbart produkt. FedFront mener at #bodypositivity er en udvanding af det tykaktivistiske projekt, som ofte er direkte kontraproduktiv for kampen.
Citat fra teksten:
"This “movement’s” palatability isn't an accident though—it is diligently ambiguous about things like health, superfat bodies, racism, trans issues, white supremacy and other relevant political body ties that can quickly become "hot button" topics. This can then lead to emphatically and unseemly (read: controversial and unpopular) divisive threads. While individual users may be unaware of the purposeful reason behind its popularity, it is in large part easily loved because it prioritizes vagueness and erasure, enabling an effortless dance around these critical issues with the dangerously disarming chant of "I just want us all to bake a cake out of rainbows and smiles and all eat it and be happy!”
Der er nogle blå politikere, som er blevet voldsomt stødte over, at vi ikke har tid til at 'debattere' vores ret til at eksistere med dem – det er ikke til debat! Vi eksisterer! Selv Information kunne ikke lade være med at mene, at vi ikke var en helt rigtig bevægelse. Lige fra vores allerspædeste opstart i februar, stod folk klar til at pille os ned. Vi fik skudt i skoene fra både højre og venstre, at vi ikke har lov til at kalde os en antikapitalistisk bevægelse, fordi Marx var ligeglad med tykke mennesker, og at vi nok ikke kendte forskellen på kapitalisme og konsum.
Here's the thing – og det ville de også selv kunne se, hvis de ikke var så overbeviste om at tykke mennesker ikke er i stand til at læse og forstå kapitalismekritik – FedFront's kamp er det allermest grundlæggende i antikapitalistisme:
FedFront er antikapitalistisk fordi kampen handler om underklasse og herskende klasse. Og hvis man er helt blå og mener at enhver bare personligt kan bevæge sig ud af en klasse, så er der jo ikke meget at diskutere. Og hvis man er Information, kan det være man lige skal tage sin kreative-klasse-medie-privilegie-hat af og finde en siddeplads.
Tykke mennesker udgør en underklasse af flere forskellige årsager, bl.a. fordi:
1) Lønforskellen mellem slank og tyk er større end lønforskellen mellem kvinde og mand
2) Tykke mennesker har sværere ved at finde arbejde
3) Tykke patienter nægtes adgang til ligeså grundige lægeundersøgelser som slanke får
4) Tykke mennsker holdes nede med hån og had i hverdagssituationer og de kulturprodukter vi omgives af
Derudover skal tykke mennesker dagligt forholde sig til alskens fordomme – f.eks. at som tyk er man dum og doven. Det kan give sig til udslag i at politikere, journalister, forskere osv. mener, at tykke ikke er i stand til eller ikke gider læse Marx eller Habermas.
Thinsplaining forekommer når f.eks. en gruppe tykke mennesker positionerer sig på en bestemt måde, hvorefter en eller flere aviser samler folk fra nær og fjern til at sige, at de tykke mennesker har positioneret sig forkert, for det ved de tykke mennesker nok ikke selv noget om.
At tykaktivister behandles med negativ forskelsbehandling er decideret udemokratisk og desværre ikke nyt. Man kan læse om den første danske stemme i denne debat, DE TYKKES BEFRIELSESFRONT som blev stiftet for 11 år siden, og deres oplevelser i medierne. Den modstand, DE TYKKES BEFRIELSESFRONT mødte i forsøget på at komme til orde på lige for med alle andre, er beskrevet i Kvinden & Samfundet, som havde Tyk som tema i 2010.
Her er linket til FedFront's modsvar i Information den 25. april. I dette modsvar er et link til den oprindelige artikel bragt i Information: https://www.facebook.com/fedfront/posts/1811711849156437?hc_location=ufi
I kommentarfeltet på vores facebookpost fra den 25. april 2017 kan man se at både journalisten bag den artikel, som FedFront reagerede på, samt en af meningsdannerne i artiklen, har været inde på vores page og owne up med en undskyldning. Tak for det! Til deres og alle andres forsvar kan siges, at fatshaming og fordomme om tykke mennesker - samt manglen på forståelse for at tykke mennesker udgør en minoritet - er så udbredt en del af vores kultur og samfund, at det finder sted hele tiden og alle vegne. Og det kræver, at der stilles skarpt på det, før vi kan ændre på det. FedFront stiller skarpt!