Forskellen på internaliseret kropshad og ekstern modstand
Det sker ofte, når FedFront laver et facebook-opslag om den strukturelle diskrimination af tykke mennesker, at ikke-tykke kommenterer at de også har det skidt med deres kroppe og at kampen jo i bund og grund må handle om ’tolerance’ af alle kroppe. Det er FedFront uenig i.
Vi skelner nemlig imellem hvad man kan kalde internaliseret kropshad, dvs. negative tanker og følelser omkring ens egen krop, dårligt selvbillede mv. Og så den strukturelle undertrykkelse og diskrimination af normafvigende kroppe, herunder tykke kroppe.
Der er forskel på de to ting. Der er forskel på at have det dårligt med sin krop og at andre har et problem med ens krop.
Vi lever i en verden hvor idealet, ”den rigtige krop”, er et produkt som konstant re-brandes og sælges på nye flasker. Det påvirker alle mennesker at det forventes at de efterstræber en idealiseret krop, og nogle får selvværdsproblemer og psykiske lidelser når de prøver at efterleve idealerne, eller indser at de ikke kan efterleve dem.
Det er skrækkeligt og det må stoppes. Kampen imod idealiseringen af visse kroppe er feministisk og for så vidt også en del af FedFronts projekt.
Men vi vil gerne understrege at FedFronts primære projekt ikke er at den enkelte skal få det godt med sig selv- det er blot en kærkommen bivirkning. FedFront arbejder for at tykke mennesker skal anerkendes som en undertrykt minoritet der, ligesom andre minoriteter, møder strukturel modstand. Denne modstand er ikke blot sproglig og billedlig i reklamer, litteratur og på tv, men også institutionaliseret i sundhedsvæsenet, på uddannelsesstederne og arbejdsmarkedet. Denne modstand er mere end blot en følelse, den skabes af reelle strukturer.
Vi mener, ligesom alle andre, at alle burde have mulighed for at have det godt med sin krop, men vi banker lige i bordet en ekstra gang og understreger at kampen for tykke menneskers ret til kropslig autonomi og basale borgerrettigheder er meget forskellig fra kampen imod kropsidealernes indvirken på ikke-tykke mennesker.