Åbenbart kan han nu ikke længere se mig, hvis ikke vi skal lave noget aktivt udenfor

Har en barndomsven, som jeg plejede at se ret ofte, en to-tre gange om måneden. Tidligere har vores samtaler ikke drejet sig om min tykhed og det har været befriende, at kunne tale med et andet menneske uden at det blev bragt på banen. Men sidste år, begyndte jeg at høre mindre og mindre til min ven og har ikke set ham i over et år nu - andet end pr. sms og e-mail. Åbenbart kan han nu ikke længere se mig, hvis ikke vi skal lave noget aktivt udenfor og det kan jeg simpelthen ikke. Jeg er meget tyk og handicappet.

Jeg har faktisk kun den ene ven tilbage, men det ser ud til at det ikke længere er tilfældet. Jeg har nydt hans besøg, hvor vi har fået en kop kaffe og talt om alt mellem himmel og jord, men nu kan det åbenbart ikke længere lade sig gøre fra hans side. Jeg har mange gange skrevet til ham og takket nej til diverse udendørs aktiviteter, for det kan jeg simpelthen ikke deltage i.

Jeg ønsker ikke at være til stede med mange mennesker samlet på grund af andres hadefulde væremåde.

Jeg er dybt ulykkelig over at have mistet min sidste ven, især fordi jeg 100% ved at jeg aldrig har fornærmet ham eller andre af de venner jeg har mistet igennem årene.

Hvorfor kan folk ikke acceptere at der er ting man ikke kan og vil? Det eneste jeg har ønsket var nogen at tale med en gang imellem, men det er nok totalt slut med det nu.

Det føles ikke rart, at rent ud sagt, blive kasseret og valgt fra fordi man er anderledes.