Naboens teenagere kigger over hegnet, griner af mig og viser mig frem

Jeg er bange for andre mennesker, for jeg ved at der grines af mig, at folk væmmes ved synet af mig, at der tages billeder med telefoner og at der stirres på mig som om jeg var fra en anden planet. Jeg er blevet bange for at bo i mit eget hus, fordi bagboens teenagere er meget interesserede i at komme til at kigge på mig og vise mig frem hvis de har besøg. Så sidder der nogen på deres terrasse, tør jeg ikke gå ud i køkkenet fordi de kan se ind. Jeg har flere gange oplevet, at de rejser sig for at komme til at kigge over hegnet, for at grine af mig. Råben og skrigen fra teenagere stresser mig enormt på grund af de oplevelser. Om sommeren er det et rent helvede fordi folk er udenfor og larmer. Jeg ved at folk er bedøvende ligeglade med hvad jeg siger, og de respekterer mig overhovedet ikke, fordi jeg er så tyk og det skræmmer mig også meget. Jeg er 45 år gammel og har mest lyst til at komme på plejehjem eller lignende så jeg kan få lov at være i fred og have ro omkring mig.

Min moster mente at stole med armlæn kunne motivere mig til at tabe mig

Jeg har lige fået ny lejlighed og i den forbindelse ledte jeg efter nye spisestole uden armlæn (så jeg kan sidde ordentligt på stolen). Min moster sagde, at hun gerne ville betale for stolene, hvis jeg valgte nogen med armlæn, så jeg kunne blive motiveret til at tabe mig.

Efter vi havde haft sex sagde han, at han havde været spændt på hvordan det var med en der var så tyk

For ca. 8 år siden var jeg single og sammen med en mand, som jeg troede var ret vild med mig.
Da vi havde haft sex og han kyssede mig farvel, sagde han, at han havde været så spændt på, hvordan det var at være sammen med en der var så tyk, men (sagde han stolt): “Jeg kunne slet ikke mærke forskel”.
Senere sendte han mig dick pics hvor han sad og så porno med tykke mennesker.

Jeg bliver overfaldet online, når jeg deler tykaktivistiske opslag

Jeg er tyk og meget glad og taknemlig for tykaktivisme og dem, der har styrke til at lave det. Jeg ville ønske, jeg havde overskud til at dele flere tykaktivistiske opslag på sociale medier, for jeg ville virkelig gerne sprede budskabet. Men jeg bliver 'overfaldet' af Facebookvenner, der kommenterer tykfobisk, og familie og bekendte, som vil belære mig IRL. Det kræver, at jeg skal kuratere min Facebookprofil og holde øje med hvem, der kan se hvad, og det orker jeg ikke. At være tyk online kan være lige så ufrit at som at være tyk IRL.

Jeg var på julemærkehjem, resten af min skoletid havde alle fokus på min vægt

Jeg var ikke til 5- eller 10-årsjubilæum for min klasse. I 5. klasse blev jeg taget ud og sendt på Julemærkehjem. Hele resten af min skoletid var der et gigantisk fokus på min vægt fra alle elever og lærere. Jeg kan ikke holde ud at skulle være sammen med dem, jeg gik i klasse med.

Folk i transmiljøet siger, at hvis jeg "vil det nok", så "tager jeg mig sammen og taber mig"

Jeg er tyk og transperson og er blevet nægtet behandling i det danske system pga. min tykhed. I transmiljøet oplever jeg, at folk mener, at hvis man “vil det nok”, så “tager man sig sammen og taber sig”. Jeg har bl.a. lavet et opslag i en gruppe for transpersoner, hvor jeg beklagede mig over at man mødes med krav om “normal” BMI, for at kunne få behandling, og så begyndte folk bare at skrive om hvor meget de havde tabt sig.

"Grønlandsk hval"

Jeg er kvart grønlandsk og tyk. Da jeg skulle introduceres for nogle folk perifært i min omgangskreds, synes de det var sjovt at give mig øgenavnet "grønlandsk hval". Nogen gange giver det mening at jeg har social angst.

Lægen mente jeg skulle tabe mig, så mit ufødte barn ikke skulle blive flov over mig

Da jeg blev gravid ønskede min daværende læge ikke engang tillykke, men sagde blot; “med din størrelse kan det jo gå galt helt op til 12. uge”. Da jeg var til sidste lægeundersøgelse sagde hun “nu skal du sørge for at tabe dig, ellers vil dit barn være flov over dig”. Det sidder stadig dybt i mig og i dag, 3 år efter. Jeg føler mig som verdens dårligste mor, når jeg f.eks. ikke har mulighed for at hoppe på trampolin. Jeg har heldigvis skiftet læge siden.

Jeg husker opholdet på julemærkehjemmet som et kæmpe hul indeni

Jeg blev presset til at tage afsted på julemærkehjem. Jeg fik det først at vide omkring en uge inden jeg skulle afsted. Mine forældre havde holdt det hemmeligt indtil da. Jeg havde intet valg. 
Jeg mener jeg var 12 år. Jeg husker opholdet som et kæmpe hul indeni. Jeg græd hver aften fordi jeg savnede mine forældre og mit hjem. Det er en hård tid at tænke tilbage på. Men det har hele min barndom været. Jeg blev mobbet i folkeskolen. Julemærkehjemmet blev godt nok 10 ugers ro fra mobningen, men det hele startede forfra da jeg kom hjem igen.

Jeg har aldrig snakket med nogen om de dårlige oplevelser jeg havde på julemærkehjemmet

Jeg har aldrig snakket med nogen om de dårlige oplevelser jeg havde på julemærkehjemmet. Mange i min omgangskreds ved sletter ikke at jeg har været på ophold. Jeg synes det et tabu at jeg har været afsted. Hvis jeg nævner det, oplever jeg at folk tit spørger mere ind til det og det orker jeg ikke, da det er for hårdt at snakke om. Især fordi de forventer at man havde et godt ophold.

"Den størrelse havde jeg nok ikke hevet med hjem"

- "Den størrelse havde jeg nok ikke hevet med hjem"
- "Jeg siger jo kun du skal træne, fordi det er sundt for din psyke, det ved du godt"

Udsagn fra familiemedlemmer den sidste uge.

I ved jeg har psykiske udfordringer, lever med daglig trang til at misbruge receptpligtig medicin. I ved at jeg har været syg siden jeg var barn, som startede med anoreksi og OCD.
Du har skældt din mor ud for at ringe til dig og udtrykke bekymring for min størrelse, da jeg var 9 år "Hun er jo helt sindssyg, du var et barn". Men alligevel kommer der lige en bemærkning i ny og næ, her 15 år senere, omkring min størrelse og at det jo ikke er attraktivt: "Jeg havde ikke hevet den størrelse med hjem". "Du burde virkelig begynde at træne, det er sundt for din psyke".

Selvom jeg prøver at sige at jeg ikke kan styre at være i et træningscenter, jeg kommer til at gå for meget op i det, bliver syg og bliver sygeligt obsessed og spiser mindre og mindre.

"Der er ingen grund til at bruge så meget mayonnaise"
"Du får blodpropper"
"Jeg ville da lyve hvis jeg sagde, det ikke er flottere at være slank"

1. 2. 3

Hold jeres kæft og pas jer selv.

Dette er lidt af det jeg dealer med pt. og har gjort igennem mit liv som tyk.

Du var ellers så pæn

Til familiefest: "hvor er det ærgerligt, at du er blevet så kraftig! Du var ellers så pæn". Sagt af forældres venner og en tante.

De voksne på julemærkehjemmene havde et klart og tydeligt hierarki

De voksne på julemærkehjemmene havde et klart og tydeligt hierarki. Jeg var afsted i alt tre gange på to forskellige hjem i 00erne. Der var som regel et par tynde børn. De var øverst i hierarkiet både blandt voksne og børn. Jeg var en af de tykkeste og jeg var samtidig en, der havde lidt svært ved det boglige. Jeg var virkelig langt nede i de voksnes tydelige hierarki. Jeg ville ønske TV2 havde sat skjult kamera op og dokumenteret ligesom de gjorde på plejehjemmene – så ville man kunne se hvor hårdt det var for de fleste af os at være der. Og at de voksne talte til os, som om vores værd afhang af hvor mange kilo, vi tabte. I dag bryder jeg mig ikke om pædagoger og lærere. Hvis jeg møder nogen, forestiller jeg mig, at de arbejder eller har arbejdet på et julemærkehjem, og jeg prøver at slippe ud af samtalen, så hurtigt, jeg kan.

Julefrokost

Jeg var til julefrokost på min tidligere arbejdsplads og alle fik en kagedåse med et motiv, som var det julemærke, der var udgivet, det år hver enkelt var født. Alle syntes, det var en meget fin og betænksom gave – undtagen mig, som blev sat lige tilbage i barndommens traumer. Der var en pose pebernødder i kagedåsen, og da en kollega jokede om at børnene på julemærkehjemmene jo nok ikke skulle have for mange pebernødder, blev der grinet højt og længe. Jeg tog tidligt hjem fra julefrokosten.

Min største skræk var Julemærkehjemmet

Min største skræk, da jeg gik i folkeskolen i 1990erne var at komme på julemærkehjem. Jeg havde en veninde i parallelklassen - vi var de to tykkeste og ingen andre ville derfor være venner med os. Hun var på julemærkehjem to gange. Hun var så ulykkelig, mens hun var der. Hun ringede til sine forældre hver dag, og nogle gange fik hun lov til også at ringe til mig. Hun græd hver gang. Jeg var så ked af, at hun var der. Hun var så ulykkelig, og jeg kunne intet stille op. Jeg turde ikke tale med mine forældre om at hun var der, for jeg var så bange for selv at blive sendt afsted, at jeg undlod at tale om det. I skolen var jeg ensom og bange uden hende. Det var så hårdt at blive mobbet, når jeg var alene. Første gang hun havde været afsted, svor hun, at hun aldrig skulle tilbage. Men det kom hun to år senere. I de to år blev vi begge mobbet med at vi nok snart skulle på julemærkehjem. Da hun kom hjem anden gang, var hun helt slukket. I dag ville jeg kalde det en meget voldsom depression. Dengang kunne jeg ikke se, hvad det var. Hun var bare ikke den samme.

Karantæne

Flere af mine veninder har i forbindelse med forårets karantæne udtrykt, at deres største frygt har været at “tage på”, “blive overvægtig” eller “miste sig selv”. Jeg kommenterer sjældent på det, men bliver altid meget ramt af, at det værste der kan ske for mine veninder er, at de kommer til at ligne mig.

Min mor har sat mig på kur efter kur siden jeg var 9 år

Jeg har været tyk siden jeg var 9 år, og lige siden kan jeg huske hvordan at jeg er blevet sat på kur efter kur af min mor.

Som 11-årig blev jeg sendt på Julemærkehjem, som virkede i et par måneder, men jeg tog det hele på igen efterfølgende.
Da jeg som 14-årig blev sendt på efterskole var det med beskeden, "Hvis du tager på, tager jeg dig hjem og får dig til at træne indtil at du kaster op". Det resulterede i bulimi og overtræning. Og sidenhen tvangsoverspisning.
Som 17-årig tvang min mor mig til at få en gastric-bypass-hypnose til 3500 kr., som jeg selv skulle betale. Det virkede i omkring to uger, hvor jeg ingenting spiste - nok mest af frygten for hvad min mor ville sige til det.
Jeg fik som 19-årig stillet diagnosen "tvangsoverspiser" (BED), men min mor tror stadig ikke på den.
I dag, som 20-årig, får jeg regelmæssigt links til gastric-bypass-operationer af varierende art tilsendt fra min mor.

Jeg vidste fra en meget tidlig alder, at jeg ikke var lige så meget værd, fordi jeg var tyk.

Da jeg som barn faldt og slog min fod, blev jeg ikke trøstet, men i stedet belært om, at hvis jeg ikke var så tyk, ville jeg ikke slå mig så meget, når jeg faldt.
Når jeg spiste, trippede min mor på den anden side af bordet; “ikke så meget smør ... Ikke mere nu ...”, mens min far prikkede mig i maven og sagde; “det giver tykke maver!”
Jeg vidste fra en meget tidlig alder, at jeg ikke var lige så meget værd, fordi jeg var tyk.

Før han opdagede, at jeg var tyk, havde vi en virkelig god kemi

Da jeg skrev med en ung mand, jeg havde mødt via net-dating, kom han med en grim kommentar om tykke i en sms. Jeg skrev, at det syntes jeg ikke var pænt, og at den kommentar stødte mig personligt, selvom den ikke var til mig. Først her gik det op for ham, at jeg var tyk. I stedet for at sige undskyld blev han vred og mente, jeg havde sendt forkerte billeder af mig selv til ham. Jeg havde sendt flere billeder af mig selv til ham, og jeg troede, han havde fået det rigtige billede af min krop. Derefter skrev han en masse grimme ting til mig. Han følte sig åbenbart meget ramt på sin selvtillid - tænk at jeg troede at en fyr som ham, ville date en tyk kvinde som mig. Det næste jeg hørte fra ham, var da han sendte billeder af ham selv sammen med tynde kvinder - en tydelig besked om, at det var sådanne kvinder, han ønskede, og at jeg aldrig ville blive god nok til ham. Før han opdagede, at jeg var tyk, havde vi en virkelig god kemi og havde skrevet og ringet sammen i flere uger.

Sexuelt overgreb

Efter at have været udsat for et sexuelt overgreb af en mand jeg datede, fik jeg MEGET blandet respons, når jeg en sjælden gang åbnede op og fortalte mine nærmeste om hændelsen. De værste var 1) "Hør, du bliver jo nødt til at have sex på et eller andet tidspunkt. Tag det dog som et kompliment!" og 2) "Er du sikker på at det var overgreb? Altså, det er jo bare fordi, du er jo tyk, så er det ikke bare fedt at der er nogen der kan lide dig?". Begge udtalelser kom fra slanke "nære" venner.