Jeg er stoppet med at hjælpe folk

Jeg har altid været meget tyk, lige siden 5-års alderen faktisk. Jeg har dog altid været både klog og kvik. Desværre er det sådan, at jo større man er, jo mindre bliver man regnet for at være og når man når min størrelse, så regnes ens intelligens for ikke-eksisterende.

Jeg har været igennem det ene frygtelige forløb efter det andet hos kommunen, det er først for små 10 år siden, at det endeligt lykkedes mig at få tilkendt førtidspension. Knap 24 år i kontanthjælpssystemet, og diverse andre nedværdigende ting, har givet mig ufatteligt mange ar på sjælen og flere alvorlige psykiske diagnoser. Det har dog også givet mig en meget stor viden om systemet, herunder psykiatrien, hvad man skal og ikke skal gøre, når man er underlagt jobcenter og sagsbehandlere og hvor meget magt ens praktiserende læge, rent faktisk har, hvis vedkommende er villig til at gå ind i kampen mod systemet.

Jeg møder ofte folk, som af en eller anden grund er kommet ind i systemet og jeg har ofte prøvet at hjælpe dem, ved at give dem råd og vejledning. Det er jeg dog stoppet totalt med, for jeg fandt efterhånden ud af, at folk overhovedet ikke hørte efter hvad jeg sagde. Folk jeg gav råd, kunne ugen efter sidde og fortælle mig ting som var helt forfærdelige, f.eks. at de havde fået fjernet deres kontanthjælp. De fattede ikke hvorfor det var gået så galt for dem og anede ikke hvad de skulle gøre. Alt det på trods af jeg jo rent faktisk havde brugt mange timer på at forsøge at hjælpe dem og give dem råd og vejledning. En hjælp som åbenbart var gået ind af det ene øre og direkte ud af det andet.

Jeg blev så småt klar over at det også gjaldt stort set alle andre ting, som jeg snakkede med folk om og det blev mere og mere klart at det simpelthen er fordi folk ikke regner mig for at vide noget som helst, på grund af at jeg er meget tyk. Jeg kunne sidde sammen med 4-5 andre mennesker og når jeg sagde noget blev der ikke reageret, men sagde en af de andre det samme, så blev der hørt efter med det samme.

Jeg er nu stoppet totalt med at ville hjælpe andre, for jeg gider ikke bruge tid og energi på det og siger nu bare ja ja eller lignende, når folk fortæller noget. Jeg har kun kontakt til min mor og ellers så er jeg 100% alene i denne verden, de venner jeg havde, er lige så stille forsvundet, efterhånden som jeg blev tykkere og mere syg. Men min forstand er mere klar end nogensinde. Jeg ville kunne hjælpe mange med mangt og meget, men folk kan i den grad sejle i deres egen sø og jeg gider ikke høre på eller om deres problemer mere.