Efter opholdet måtte vi rette op på skaderne fra Julemærkehjemmet

Vi har en tyk datter, som blev skubbet ud i hendes klasse. På grund af pres fra vores side, og grove mobnings-lignende hændelser fra klassekammeraternes side, igangsatte lærer-teamet socialt samlende aktiviteter i frikvarterer. Disse aktiviteter var bl.a. fangelege. Min datter kunne ikke løbe lige så hurtigt som de andre børn, og blev "sorteper" i legen. Hun valgte det derfor fra, og lærerteamet meddelte til os, at hun selv fravalgte og trak sig fra fællesskabet - trods deres indsats for at støtte og opnå det modsatte.

Det er ikke direkte handlinger - men, mere hverdagens indirekte eksklusions- og mistrivsels-fremmende tiltag ... hvor vi spørger os selv, “hvad tænkte lærerteamet dog på”?

Samtidig havde hun smerter på grund af bl.a. vokseværk som hun klagede over, hvortil hun fik at vide at hun søgte at undslå sig bl.a. idræt, og ikke havde ondt i virkeligheden.

Det hele endte med et julemærkeophold i efteråret 2019 (på grund af at vi desværre tog udgangspunkt i den ensidige propaganda fra Julemærkehjemmenes side). Her var der en høj grad af observation fremfor støtte og det endte med at vi en aften blev hidkaldt for at afhente vores datter - som således "blev lukket ud af bagdøren".
På opholdet blev vi, som andre forældre, stigmatiseret som (dårlige) forældre, vi var grunden til vores barns tykhed, mobning og mistrivsel - vi var faktisk i ikke-selvvalgt skole.

Efter opholdet, måtte vi igennem et forløb derhjemme, hvor vi rettede op på personligheds-skaderne fra Julemærkehjems-opholdet. Væk fra fra diskriminering og manglende anerkendelse og tilbage til ”her er børn, børn”.

Vi og vores datter har efterhånden fået nok af stigmatisering, samt af regulering af os og manglende understøttelse af hende, samt påføring af skyld til hende og os. Vi klarer nu os selv, og hun er startet på en ny skole, hvor det går godt, udover at hun er bange for gentagelser og eksklusion og hån.