Når man stoppede på julemærkehjemmet skulle der tages et billede, hvor man bar det man havde tabt. De voksne udstillede over for de andre, hvor "doven" man havde været hvis man f.eks. "kun" havde tabt 5 kg. Også selvom man var vokset.
De voksne på julemærkehjemmet skammede sig over os, når vi ikke tabte os så meget som de havde lovet. Skylden blev placeret på os.
De mente at grunden til, at jeg ikke havde tabt mig nok, var fordi jeg havde spist alt for meget på hjemmebesøg eller at mine forældre havde smuglet mad med ved besøg - hvilket aldrig skete. Hvis jeg havde fulgt julemærkehjemmets plan burde jeg jo have tabt mig mere.
De voksne på julemærkehjemmet så os ikke som børn. De så os som problemer de kunne løse. De var ikke stolte af os, men af de resultater de havde opnået ved at slanke os.
I dag har jeg PTSD og en spiseforstyrrelse bl.a. pga. de oplevelser jeg havde på Julemærkehjemmet. Jeg får aldrig et normalt forhold til mad og det er 100% på grund af Julemærkehjemmet og alle de voksnes overdrevne fokus på min tykhed.”
Fra Julemærkehjemmet husker jeg konstant pres for at dyrke motion. Uendelig meget fangeleg. Tonse igennem sand på stranden og så hen til en trappe, hvor de voksne ville have de tykke og langsomme forrest og de hurtigere bagerst. Og så gjaldt det om at indhente den foran en. De tykke børn blev altså presset bagfra af de andre børn.
Jeg kan den dag i dag ikke lide når folk går hurtigt bag mig.
Fra julemærkehjemmet husker jeg skammen ved fredagsslik. Man fik en plastikkop med popcorn eller en lille flødebolle med ordene: “Ja, normalt er det her jo ikke godt for jer". Som om vi skulle føle at de voksne var særligt søde ved os.
På julemærkehjemmet blev vi tvunget til at spise op. Holdet måtte ikke gå fra bordet før alle havde spist helt op. Vi oplevede flere gange at være så mætte, at vi næsten kastede op på bordet. Intet barn kan indeholde en gigantisk grahambolle med ananas i, lige efter at have spist en kæmpe portion grød.
På Julemærkehjemmet var måltiderne mystiske. Tørre grahamsmelsboller, rosenkål bagt i kartoffelmos med en teske ketchup rørt op i A38 - fedtfattigt. Kylling med skind på, som vi skulle tage af, mens de voksne og "ikke-slankerne" godt måtte spise det.
Fra Julemærkehjemmet husker jeg tydeligt den obligatoriske venten på gangen når man skulle vejes. Når man kom ud, ventede de andre på at høre om man havde tabt sig eller ej.
Jeg havde eksem, som blev forværret af de mange bade vi skulle tage på grund af den megen obligatoriske motion på julemærkehjemmet. Badene var i øvrigt tvungne fællesbade.
De voksne smurte mig ind i rød locobasecreme, men det hjalp ikke, så jeg begyndte at gøre modstand. Det resulterede i at jeg blev holdt nede og smurt ind i creme af de voksne. Derefter blev jeg tvunget til at have pyjamas på, da cremen jo ikke måtte komme på deres dyner, for så skulle de vaskes oftere. Alt imens blev min eksem bare værre og værre.
Jeg blev ofte efterladt alene på julemærkehjemmet fordi jeg var yngst og derfor ikke havde engelsk. Jeg måtte for Guds skyld ikke være med, da det ville ødelægge de andres undervisning - jeg ville jo være i vejen. Jeg var pissebange for at være alene i huset. Bl.a. pga. en meget streng og sur pædagog. Jeg troede i mange år han var en fantasifigur, indtil min mor bekræftede at han var ægte.
Julemærkehjemmet overskred flere af mine grænser, gav mig en spiseforstyrrelse og ar på sjælen jeg stadig har i dag.
Var 9 år i 2000 da jeg var på Julemærkehjem. Flere traumatiske ting skete. Troede jeg var den eneste der har haft en dårlig oplevelse, da jeg har hørt mange beskrive det som deres “bedste oplevelse nogensinde”. Derfor har jeg aldrig snakket højt om det negative.
Jeg er lærervikar på en folkeskole. I dag var jeg i en 2. klasse, hvor forældrene, sammen med lærerne, fortalte klassen at deres barn skal på julemærkehjem. Jeg fik at vide, at barnet skal afsted fordi hun er tyk og bliver drillet - og fordi de mener hun skal hjælpes til ‘at være mere selvstændig’. Barnet går i 2. klasse! Øv, jeg får så ondt i maven.
Der var aldrig samtaler om det mentale aspekt på julemærkehjemmet, kun fokus på at komme til ‘at se normal ud’ via vægttab.
Mit ophold på julemærkehjemmet gav mig den følelse, at ingen vil elske mig når jeg er tyk.
Vi havde på skift køkken-uge på julemærkehjemmet. Køkkenlederen havde samtale med os om hvad vi spiste hjemme. Jeg fortalte, at vi fulgte kostpyramiden slavisk.
Hun troede ikke på mig: "Det kan jo ikke passe, at I spiser sådan derhjemme, så havde du jo ikke været tyk.
Jeg endte med at trække min datter ud af Julemærkehjemmet fire uger før hun var færdig med sit ophold i 2021. Der var fokus på at hun skulle tabe sig og derudover blev hun dårligt behandlet på andre måder. Det har på ingen måder hjulpet min datter at være på Julemærkehjem, det har kun gjort hendes angst værre og hun har nu ekstremt svært ved at være i skole. Hun er så mærket, at blot det at høre eller se reklamer for Julemærkehjemmene, påvirker hende meget.
Vi har simpelthen valgt at hjemmeundervise vores barn efter en skole, der svigtede i forbindelse med mobning af vores tykke barn og oveni dette et forfærdeligt ophold på et Julemærkehjem i 2019.
Som pædagog, lagde jeg under min datters julemærkeophold (2019) mærke til en del sammenfald mellem døgninstitutioner for børn (f.eks. anbragte børn), og så julemærkehjemmet. Bl.a. måden børnene blev behandlet og “opdraget" på, den manglende rummelighed, normaliseringen - og i forhold til os forældre, som blev set ned på som lidt dumme (der ikke formåede at bringe vores barn ordentligt ind i samfundet, og sikre ordentlig fysisk og livsstil). Vores ord betød ikke noget, vi var dårlige forældre - de havde jo beviset foran sig: En "fed/overvægtig" pige, der var blevet udstødt/mobbet.
Ligheden mellem døgninstitutioner og julemærkehjem overraskede mig, da Julemærkehjemmene og alle mulige andre gør så meget ud af, at beskrive disse hjem som noget væsensforskelligt fra døgninstitutioner - de fremhæver bl.a. hjerte, empati, og samværet - og glemmer deres praksis (adfærdskorrektion og normalisering - som officielt dominerer i f.eks. døgninstitutioner for anbragte børn).