Når man stoppede på julemærkehjemmet skulle der tages et billede, hvor man bar det man havde tabt. De voksne udstillede over for de andre, hvor "doven" man havde været hvis man f.eks. "kun" havde tabt 5 kg. Også selvom man var vokset.
De voksne på julemærkehjemmet skammede sig over os, når vi ikke tabte os så meget som de havde lovet. Skylden blev placeret på os.
De mente at grunden til, at jeg ikke havde tabt mig nok, var fordi jeg havde spist alt for meget på hjemmebesøg eller at mine forældre havde smuglet mad med ved besøg - hvilket aldrig skete. Hvis jeg havde fulgt julemærkehjemmets plan burde jeg jo have tabt mig mere.
De voksne på julemærkehjemmet så os ikke som børn. De så os som problemer de kunne løse. De var ikke stolte af os, men af de resultater de havde opnået ved at slanke os.
I dag har jeg PTSD og en spiseforstyrrelse bl.a. pga. de oplevelser jeg havde på Julemærkehjemmet. Jeg får aldrig et normalt forhold til mad og det er 100% på grund af Julemærkehjemmet og alle de voksnes overdrevne fokus på min tykhed.”
Fra Julemærkehjemmet husker jeg konstant pres for at dyrke motion. Uendelig meget fangeleg. Tonse igennem sand på stranden og så hen til en trappe, hvor de voksne ville have de tykke og langsomme forrest og de hurtigere bagerst. Og så gjaldt det om at indhente den foran en. De tykke børn blev altså presset bagfra af de andre børn.
Jeg kan den dag i dag ikke lide når folk går hurtigt bag mig.
Fra julemærkehjemmet husker jeg skammen ved fredagsslik. Man fik en plastikkop med popcorn eller en lille flødebolle med ordene: “Ja, normalt er det her jo ikke godt for jer". Som om vi skulle føle at de voksne var særligt søde ved os.
På julemærkehjemmet blev vi tvunget til at spise op. Holdet måtte ikke gå fra bordet før alle havde spist helt op. Vi oplevede flere gange at være så mætte, at vi næsten kastede op på bordet. Intet barn kan indeholde en gigantisk grahambolle med ananas i, lige efter at have spist en kæmpe portion grød.
Jeg var tyk igennem hele min barndom. I 6. klasse til et møde med skolesygeplejersken fik jeg at vide, at nu skulle jeg altså til at passe på, for det kunne have alvorlige konsekvenser for min sundhed resten af livet. I 7. klasse udviklede jeg en spiseforstyrrelse. Da jeg kom til samme skolesygeplejerske i 9. klasse med et BMI der kategoriseres som undervægtig fik jeg at vide, at jeg var “en sand succeshistorie” til trods for at jeg var voldsomt spiseforstyrret og deprimeret, men hun så kun et vægttab. Jeg var 14.
Jeg endte med at trække min datter ud af Julemærkehjemmet fire uger før hun var færdig med sit ophold i 2021. Der var fokus på at hun skulle tabe sig og derudover blev hun dårligt behandlet på andre måder. Det har på ingen måder hjulpet min datter at være på Julemærkehjem, det har kun gjort hendes angst værre og hun har nu ekstremt svært ved at være i skole. Hun er så mærket, at blot det at høre eller se reklamer for Julemærkehjemmene, påvirker hende meget.
Vi har simpelthen valgt at hjemmeundervise vores barn efter en skole, der svigtede i forbindelse med mobning af vores tykke barn og oveni dette et forfærdeligt ophold på et Julemærkehjem i 2019.
Som pædagog, lagde jeg under min datters julemærkeophold (2019) mærke til en del sammenfald mellem døgninstitutioner for børn (f.eks. anbragte børn), og så julemærkehjemmet. Bl.a. måden børnene blev behandlet og “opdraget" på, den manglende rummelighed, normaliseringen - og i forhold til os forældre, som blev set ned på som lidt dumme (der ikke formåede at bringe vores barn ordentligt ind i samfundet, og sikre ordentlig fysisk og livsstil). Vores ord betød ikke noget, vi var dårlige forældre - de havde jo beviset foran sig: En "fed/overvægtig" pige, der var blevet udstødt/mobbet.
Ligheden mellem døgninstitutioner og julemærkehjem overraskede mig, da Julemærkehjemmene og alle mulige andre gør så meget ud af, at beskrive disse hjem som noget væsensforskelligt fra døgninstitutioner - de fremhæver bl.a. hjerte, empati, og samværet - og glemmer deres praksis (adfærdskorrektion og normalisering - som officielt dominerer i f.eks. døgninstitutioner for anbragte børn).
Alt i alt var julemærkehjems-forløbet (2019) en stor skuffelse - trods deres markedsføring. Vi blev ikke lyttet til som forældre. Faktisk fik vi i stedet skylden lagt på os for både forholdene i skolen og at vores barn blev mobbet.
Udover fokus på vægttab, er her noget af det mit barn og jeg oplevede i forbindelse med et ophold på Julemærkehjem i 2021:
Hun skulle gå hurtigere, ikke brokke sig og lade som om hun synes det var sjovt, når de skulle gå 20 km ad landevej eller i sand langs kysten.
Hun skulle "være mere" i sociale relationer, hvor hun følte sig truet, af specielt et andet barn, og hvor de voksne mente mit barn var "særligt provokerende".
Forstanderen indkaldte os til et "akut møde", hvor vi skulle forventningsafstemme. Her sad hun og haglede min datter ned, med alt hvad hun mente min datter havde gjort forkert i hele forløbet. Hun talte det på fingrene - og da hun løb tør startede hun forfra. Min datter forsøgte at forklare og forsvare sig, men forstanderen afbrød hende med: "jeg gider ikke høre på dig!".
Min datter var på julemærkehjem i 2021 og blev behandlet rigtig grimt. Foruden fokus på hendes tykhed, udtrykte de voksne, særligt forstanderen, at hun ikke var tilstrækkelig og hun skulle hele tiden gøre og være mere. Det var en forfærdelig oplevelse.
Jeg husker tydeligt mine besøg hos sundhedsplejersken, hvor alle blev vejet på række. Bagefter ventede man på gangen. Vi tykke blev kaldt ind igen, vi skulle have vores taske med, de skulle se vores madpakker, og vi skulle se det røde felt, skammens felt. Jeg husker hvordan, det blev en konkurrence, pigerne imellem, at spise så lidt som muligt - smide madpakken ud, snyde vores forældre ved middagsbordet, springe morgenmad over. Vi gik i tredje klasse, vi var i voksealderen. Vi skulle vokse, udvikle os og lære. Nu mødtes vi i cykelskuret og talte om hvordan vi kunne sulte os selv bedst muligt. Vi fik ros når det lykkedes. For en af pigerne, der kom fra et ustabilt hjem og i forvejen var sårbar, lykkedes det alt for godt. Hun fik en spiseforstyrrelse og stoppede sin pubertet, og vi, i fjerde og femte klasse var så misundelige på hende, på hvad der de facto var hendes sygdom og lidelse.
Senere har vi talt om at skolen aldrig fortalte vores forældre om de her tiltag. Man lagde ansvar og skam over på børn. Man tænkte at skam ville forbedre os.
Jeg var ikke til 5- eller 10-årsjubilæum for min klasse. I 5. klasse blev jeg taget ud og sendt på Julemærkehjem. Hele resten af min skoletid var der et gigantisk fokus på min vægt fra alle elever og lærere. Jeg kan ikke holde ud at skulle være sammen med dem, jeg gik i klasse med.
Jeg har været tyk så længe jeg husker og er altid blevet forskelsbehandlet og mobbet. Jeg hadede at gå i skole og var generelt meget alene som barn.
Jeg husker særligt en episode fra da jeg gik i 3. klasse. Jeg hadede virkelig gymnastiktimerne. Vi skulle altid lave redskabsgymnastik - f.eks. kolbøtte omkring en stang. Det var jeg så bange for. Læreren tvang mig alligevel til det og svinede mig så til, når jeg forsøgte - det lykkedes mig aldrig at lave den kolbøtte. En dag havde hun allieret sig med to andre lærere, som holdt fast i mig og tvang mig rundt om stangen. Det var så ubehageligt. De andre børn stod og grinede i mens. Selv de voksne grinede og sagde at det var “fordi jeg var så f*d”.
Jeg turde ikke sige noget derhjemme, da jeg vidste min mor var meget træt af at høre om at jeg blev mobbet. “Jeg gider ikke høre mere om det”, sagde hun på et tidspunkt.
Det er blot en af de mange frygtelige oplevelser jeg har haft som tykt barn.
Da jeg gik i 9. klasse havde jeg voldsomme smerter i forbindelse med min menstruation og blev sendt til lægen for at se om der kunne gøres noget. Som med så mange andre 15-årige piger tyede lægen til den nemme løsning med p-piller. Lægen fortalte at hun skulle måle mit blodtryk (som var fint) og at jeg skulle komme tilbage en måned senere og have det målt igen, fordi når man var tyk, var risikoen for at blodtrykket steg, højere. Hvis blodtrykket steg, kunne jeg ikke få p-piller mere.
En måned senere møder jeg skrækslagen op hos lægen og er virkelig bekymret for om mit blodtryk er steget, for det ville betyde at min behandling mod smerter ville blive taget fra mig. Mit blodtryk var højere end første gang, men lægen gjorde sig ikke overvejelser om at jeg var bange og bekymret. Hun sendte mig direkte på vægten, sagde at jeg skulle tabe mig og sendte mig hjem igen. Så stoppede jeg ellers med p-piller og at komme hos den læge og måtte affinde mig med utilstrækkelig håndkøbsmedicin og at være syg af smerter flere dage om måneden.
Som teenager oplevede jeg, at min egen læge henviste mig til en hudlæge, med hvad der viste sig at være hudsvamp. Hudlægen kiggede hånligt på mig og sagde at det var noget man fik når man var tyk. Hun fik mig til at føle at jeg havde spildt hendes tid og det var så skamfuldt. Hun udskrev heller ikke midler til behandling, det måtte jeg tilbage til min egen læge for at få. Hele oplevelsen var så ydmygende og den dag i dag undrer det mig, at min egen læge ikke kunne genkende hudsvamp. Siden dengang har jeg ikke stolet på læger og kun besøgt dem, hvis det har været livsnødvendigt.
Den læge jeg gik hos, da jeg gik i 6. klasse, sagde engang til mig, at min halsbetændelse skyldtes min tykhed.