Skolesygeplejersken fortalte mig at jeg var en succes da jeg var voldsomt spiseforstyrret

Jeg var tyk igennem hele min barndom. I 6. klasse til et møde med skolesygeplejersken fik jeg at vide, at nu skulle jeg altså til at passe på, for det kunne have alvorlige konsekvenser for min sundhed resten af livet. I 7. klasse udviklede jeg en spiseforstyrrelse. Da jeg kom til samme skolesygeplejerske i 9. klasse med et BMI der kategoriseres som undervægtig fik jeg at vide, at jeg var “en sand succeshistorie” til trods for at jeg var voldsomt spiseforstyrret og deprimeret, men hun så kun et vægttab. Jeg var 14.

Julemærkehjemmet har gjort min datters angst værre

Jeg endte med at trække min datter ud af Julemærkehjemmet fire uger før hun var færdig med sit ophold i 2021. Der var fokus på at hun skulle tabe sig og derudover blev hun dårligt behandlet på andre måder. Det har på ingen måder hjulpet min datter at være på Julemærkehjem, det har kun gjort hendes angst værre og hun har nu ekstremt svært ved at være i skole. Hun er så mærket, at blot det at høre eller se reklamer for Julemærkehjemmene, påvirker hende meget.

Vi har valgt at hjemmeundervise efter svigt fra skole og Julemærkehjem

Vi har simpelthen valgt at hjemmeundervise vores barn efter en skole, der svigtede i forbindelse med mobning af vores tykke barn og oveni dette et forfærdeligt ophold på et Julemærkehjem i 2019.

Som pædagog oplevede jeg en del sammenfald mellem døgninstitutioner og Julemærkehjemmet

Som pædagog, lagde jeg under min datters julemærkeophold (2019) mærke til en del sammenfald mellem døgninstitutioner for børn (f.eks. anbragte børn), og så julemærkehjemmet. Bl.a. måden børnene blev behandlet og “opdraget" på, den manglende rummelighed, normaliseringen - og i forhold til os forældre, som blev set ned på som lidt dumme (der ikke formåede at bringe vores barn ordentligt ind i samfundet, og sikre ordentlig fysisk og livsstil). Vores ord betød ikke noget, vi var dårlige forældre - de havde jo beviset foran sig: En "fed/overvægtig" pige, der var blevet udstødt/mobbet.

Ligheden mellem døgninstitutioner og julemærkehjem overraskede mig, da Julemærkehjemmene og alle mulige andre gør så meget ud af, at beskrive disse hjem som noget væsensforskelligt fra døgninstitutioner - de fremhæver bl.a. hjerte, empati, og samværet - og glemmer deres praksis (adfærdskorrektion og normalisering - som officielt dominerer i f.eks. døgninstitutioner for anbragte børn).

Vores julemærkehjemsforløb i 2019 var en stor skuffelse

Alt i alt var julemærkehjems-forløbet (2019) en stor skuffelse - trods deres markedsføring. Vi blev ikke lyttet til som forældre. Faktisk fik vi i stedet skylden lagt på os for både forholdene i skolen og at vores barn blev mobbet.

På Julemærkehjemmet blev min datter kaldt "særligt provokerende"

Udover fokus på vægttab, er her noget af det mit barn og jeg oplevede i forbindelse med et ophold på Julemærkehjem i 2021:

Hun skulle gå hurtigere, ikke brokke sig og lade som om hun synes det var sjovt, når de skulle gå 20 km ad landevej eller i sand langs kysten.

Hun skulle "være mere" i sociale relationer, hvor hun følte sig truet, af specielt et andet barn, og hvor de voksne mente mit barn var "særligt provokerende".

Forstanderen indkaldte os til et "akut møde", hvor vi skulle forventningsafstemme. Her sad hun og haglede min datter ned, med alt hvad hun mente min datter havde gjort forkert i hele forløbet. Hun talte det på fingrene - og da hun løb tør startede hun forfra. Min datter forsøgte at forklare og forsvare sig, men forstanderen afbrød hende med: "jeg gider ikke høre på dig!".

Min datter var på julemærkehjem i 2021 - det var en forfærdelig oplevelse

Min datter var på julemærkehjem i 2021 og blev behandlet rigtig grimt. Foruden fokus på hendes tykhed, udtrykte de voksne, særligt forstanderen, at hun ikke var tilstrækkelig og hun skulle hele tiden gøre og være mere. Det var en forfærdelig oplevelse.

Efter besøg hos sundhedsplejen mødtes vi i cykelskuret og talte om hvordan vi kunne sulte os

Jeg husker tydeligt mine besøg hos sundhedsplejersken, hvor alle blev vejet på række. Bagefter ventede man på gangen. Vi tykke blev kaldt ind igen, vi skulle have vores taske med, de skulle se vores madpakker, og vi skulle se det røde felt, skammens felt. Jeg husker hvordan, det blev en konkurrence, pigerne imellem, at spise så lidt som muligt - smide madpakken ud, snyde vores forældre ved middagsbordet, springe morgenmad over. Vi gik i tredje klasse, vi var i voksealderen. Vi skulle vokse, udvikle os og lære. Nu mødtes vi i cykelskuret og talte om hvordan vi kunne sulte os selv bedst muligt. Vi fik ros når det lykkedes. For en af pigerne, der kom fra et ustabilt hjem og i forvejen var sårbar, lykkedes det alt for godt. Hun fik en spiseforstyrrelse og stoppede sin pubertet, og vi, i fjerde og femte klasse var så misundelige på hende, på hvad der de facto var hendes sygdom og lidelse.

Senere har vi talt om at skolen aldrig fortalte vores forældre om de her tiltag. Man lagde ansvar og skam over på børn. Man tænkte at skam ville forbedre os.

Jeg var på julemærkehjem, resten af min skoletid havde alle fokus på min vægt

Jeg var ikke til 5- eller 10-årsjubilæum for min klasse. I 5. klasse blev jeg taget ud og sendt på Julemærkehjem. Hele resten af min skoletid var der et gigantisk fokus på min vægt fra alle elever og lærere. Jeg kan ikke holde ud at skulle være sammen med dem, jeg gik i klasse med.

Idrætslæreren tvang mig til at udføre øvelsen og svinede mig til da jeg forsøgte

Jeg har været tyk så længe jeg husker og er altid blevet forskelsbehandlet og mobbet. Jeg hadede at gå i skole og var generelt meget alene som barn.
Jeg husker særligt en episode fra da jeg gik i 3. klasse. Jeg hadede virkelig gymnastiktimerne. Vi skulle altid lave redskabsgymnastik - f.eks. kolbøtte omkring en stang. Det var jeg så bange for. Læreren tvang mig alligevel til det og svinede mig så til, når jeg forsøgte - det lykkedes mig aldrig at lave den kolbøtte. En dag havde hun allieret sig med to andre lærere, som holdt fast i mig og tvang mig rundt om stangen. Det var så ubehageligt. De andre børn stod og grinede i mens. Selv de voksne grinede og sagde at det var “fordi jeg var så f*d”.
Jeg turde ikke sige noget derhjemme, da jeg vidste min mor var meget træt af at høre om at jeg blev mobbet. “Jeg gider ikke høre mere om det”, sagde hun på et tidspunkt.
Det er blot en af de mange frygtelige oplevelser jeg har haft som tykt barn.

Min læge tog ikke mine menstruationssmerter alvorligt, fordi jeg var tyk

Da jeg gik i 9. klasse havde jeg voldsomme smerter i forbindelse med min menstruation og blev sendt til lægen for at se om der kunne gøres noget. Som med så mange andre 15-årige piger tyede lægen til den nemme løsning med p-piller. Lægen fortalte at hun skulle måle mit blodtryk (som var fint) og at jeg skulle komme tilbage en måned senere og have det målt igen, fordi når man var tyk, var risikoen for at blodtrykket steg, højere. Hvis blodtrykket steg, kunne jeg ikke få p-piller mere.
En måned senere møder jeg skrækslagen op hos lægen og er virkelig bekymret for om mit blodtryk er steget, for det ville betyde at min behandling mod smerter ville blive taget fra mig. Mit blodtryk var højere end første gang, men lægen gjorde sig ikke overvejelser om at jeg var bange og bekymret. Hun sendte mig direkte på vægten, sagde at jeg skulle tabe mig og sendte mig hjem igen. Så stoppede jeg ellers med p-piller og at komme hos den læge og måtte affinde mig med utilstrækkelig håndkøbsmedicin og at være syg af smerter flere dage om måneden.

Jeg lærte allerede som teenager, at hvis man er tyk, skal man ikke forvente ordentlig behandling hos lægen

Som teenager oplevede jeg, at min egen læge henviste mig til en hudlæge, med hvad der viste sig at være hudsvamp. Hudlægen kiggede hånligt på mig og sagde at det var noget man fik når man var tyk. Hun fik mig til at føle at jeg havde spildt hendes tid og det var så skamfuldt. Hun udskrev heller ikke midler til behandling, det måtte jeg tilbage til min egen læge for at få. Hele oplevelsen var så ydmygende og den dag i dag undrer det mig, at min egen læge ikke kunne genkende hudsvamp. Siden dengang har jeg ikke stolet på læger og kun besøgt dem, hvis det har været livsnødvendigt.

Min læge mente, at min halsbetændelse skyldtes min tykhed

Den læge jeg gik hos, da jeg gik i 6. klasse, sagde engang til mig, at min halsbetændelse skyldtes min tykhed.

Min tykhed var en del af skole-hjem-samtalen - som jeg ikke måtte deltage i

Jeg husker i folkeskolen, til en skole-hjem-samtale, at min lærer skulle tale med mine forældre om min tykhed. Jeg blev sendt ud, mens den del af samtalen stod på. Jeg husker følelsen af at jeg skammede mig over mit udseende, fordi min tykhed altid skulle bringes op.

Idrætslæreren troede ikke på at jeg var kommet til skade

Da jeg gik i 4. klasse vred jeg om og forstuvede foden da jeg løb efter bussen. Jeg havde efterfølgende en seddel med i skole for at blive fritaget for idræt. Min idrætslærer spurgte hvordan jeg havde forstuvet foden, og jeg fortalte hende om turen til bussen. Hun grinede og sagde “Det tror jeg ikke på, det ville jo betyde du havde løbet”. Jeg følte mig altid til grin til idræt på grund af hende, og udviklede et had til alle former for motion i mange år.

Sundhedsplejersken mente jeg fejlernærede min datter fordi jeg er tyk

Jeg har oplevet rigtigt meget igennem min tid, men det der gør mig mest vred er de oplevelser jeg har haft med autoriteter på vegne af min datter.

Fra sundhedsplejersken der anbefalede mig at begrænse mængden af frugt eller helt skære den væk - hos min 9 måneder gamle datter. “For frugt er jo også fyldt med f*dmeskabende sukker, og jeg ville jo ikke have min datter skulle blive tyk...” Nok mest sagt da hun intet kunne finde at udsætte på den mad jeg gav min datter at spise. Men jeg er tyk, så naturligvis måtte jeg jo fejlernære min datter, hvordan var jeg ellers selv blevet tyk?

Eller da jeg efter hendes 5-års-undersøgelse fandt ud af at lægen (som desværre ikke var hendes egen læge, men en ny ung mandlig læge) var gået bag om ryggen på mig og havde ringet til min partner for at fortælle ham om de “problemer” han havde set til undersøgelsen. Som hovedsageligt gik på at min datter var i risiko for at blive tyk og at man burde holde øje med hendes kalorieindtag. Da min partner spurgte ind til hvorfor lægen mener hun er i risiko, så vil han ikke rigtigt forklare det. Men skal vi gætte på, at min datter endnu engang blev bedømt på baggrund af at hun havde haft sin tykke mor med?

Jeg bliver så afsindigt gal, ked af det og afmægtig... Og ender op med seriøst at overveje, om jeg bare skal melde mig ud af alt liv omkring hende, så det kun er hendes far de ser, og de derfor kan bedømme min datter på baggrund af hende selv og ikke de fordomme de har om hendes tykke mor.

Jeg skulle hver dag vise min madpakke til læreren

Jeg kan huske hvor ubehageligt det var at komme til sundhedsplejerske, da jeg var barn. Jeg "vejede for meget" og skulle derfor i 0.klasse hver dag til middag gå gennem klasselokalet, forbi de andre børn, og vise min madpakke til læreren, så hun kunne holde øje med, hvad og hvor meget mad jeg havde fået med i min madpakke. Det var virkeligt ydmygende, for jeg blev allerede mobbet og holdt udenfor pga min tykhed. Og i 1. eller 2. klasse blev jeg hentet en gang om ugen af sundhedsplejersken, som hev mig ud af alm. undervisning for at snakke om vægt og kigge min "mad-dagbog" igennem, og sørge for at jeg fx. havde talt hvor mange peanuts jeg havde spist til lørdagsslik osv.

Jeg tabte mig ikke nok på julemærkehjemmet, og det skuffede mine forældre

Da jeg skulle hjem fra julemærkehjemmet, havde vi en afsluttende samtale med pædagogerne og mine forældre. Der blev fokuseret meget på, at jeg slet ikke havde tabt mig nok, og at vi burde fortsætte det stramme program hjemme. De mente ikke, at jeg havde udviklet mig nok, at jeg brugte for meget tid på “stillesiddende” aktiviteter, i forhold til “frivillig motion”, som man jo fik point for. Men når vi var færdige med dagens obligatoriske motion, havde jeg ikke mere energi, og ville derfor bare gerne sidde for mig selv og læse mine bøger. På mødet blev der ikke snakket særligt meget om hvor meget jeg havde rykket mig socialt og var blevet meget mere udadvendt. I dag sidder jeg stadig med en følelse af, at jeg skuffede mine forældre.

"Barnet kunne godt have tendens til at være tyk"

Jeg arbejder i en vuggestue. En af mine kollegaer prøver både at få børnene til at spise op, men samtidig siger h*n til mig rimelig tit "[Barnet] skal vist ikke have mere brød. Jeg kan se [barnet] godt kunne have en tendens til at være lidt tyk." Lige foran barnet... Vi arbejder med børn under 3 år... nogle af de børn min kollega snakker om er ikke en gang 2 år endnu... Det starter fandme tidligt...

Jeg husker opholdet på julemærkehjemmet som et kæmpe hul indeni

Jeg blev presset til at tage afsted på julemærkehjem. Jeg fik det først at vide omkring en uge inden jeg skulle afsted. Mine forældre havde holdt det hemmeligt indtil da. Jeg havde intet valg. 
Jeg mener jeg var 12 år. Jeg husker opholdet som et kæmpe hul indeni. Jeg græd hver aften fordi jeg savnede mine forældre og mit hjem. Det er en hård tid at tænke tilbage på. Men det har hele min barndom været. Jeg blev mobbet i folkeskolen. Julemærkehjemmet blev godt nok 10 ugers ro fra mobningen, men det hele startede forfra da jeg kom hjem igen.