Mine ekstrabesøg hos skolens sundhedsplejerske

Mine ekstrabesøg hos skolens sundhedsplejerske for at holde “særligt øje” forløb således:

Vi talte om madpakker. Jeg fortalte, at jeg aldrig fik hverken slik, nudler eller pizza med. Som den eneste i klassen faktisk. Hun troede ikke på mig.

Vi talte om aftensmad. Jeg fortalte, at vi fik alt muligt mad og alle muliige grøntsager, og at vi som mange andre ikke havde en fast McDonaldsdag, men at jeg en gang om året måtte få et Happy Meal på min fødselsdag. Hun troede ikke på mig.

Vi talte om motion. Jeg fortalte, jeg gik til svømning. Jeg fortalte, at vi som det eneste hjem uden bil, derfor cyklede frem og tilbage til alt, uanset vejr. Hun troede ikke på mig.

Jeg fortalte, at vi spiste pizza nogen gange hos min far efter skilsmissen, fordi han var ked af det, og at jeg ikke fik madpakke med, fordi han kun købte øl. Hun skældte mig ud, for det vat ikke sundt med pizza. Og det var ikke sundt ikke at spise. Det var i 3. Klasse.

Også i 3. Klasse hentede hun mig fra en matematiktime. Op ad en pose hev hun 10 forskellige frugter frem. Hun gennemgik hver enkelt med navn, og gik først videre, når jeg havde gentaget: “Æble”. “Pære”. “Banan” “Blomme” osv.

Vi talte om venner. Jeg sagde, jeg ikke havde nogen. At jeg blev drillet. At pigerne synes jeg var underlig og grim, og drengene syntes jeg bar ulækker. Hun sagde, at det nok skulle gå. Hun sagde, at hendes mand godt gad have sex med hende, selvom der var både yngre og slankere kvinder end hende. Jeg skulle nok blive elsket en dag.

Hun lod mig først være i 8. Klasse, da jeg som
følge af en spiseforstyrrelse tabte mig markant for en kort periode. Hun - og alle voksne omkring mig - roste mig til skyerne. Det var flot jeg tog ansvar. Ingen satte spørgsmålstegn ved at jeg ikke spiste noget. At jeg trænede 3 timer i fitness om dagen.

Hun roste mig og sagde, at nu skulle en mand nok snart få øjnene op for mig.

Jeg er stadig tyk. Og stadig lesbisk. Men jeg kan alle frugtnavnene endnu.