Skolesygeplejersken fortalte mig at jeg var en succes da jeg var voldsomt spiseforstyrret

Jeg var tyk igennem hele min barndom. I 6. klasse til et møde med skolesygeplejersken fik jeg at vide, at nu skulle jeg altså til at passe på, for det kunne have alvorlige konsekvenser for min sundhed resten af livet. I 7. klasse udviklede jeg en spiseforstyrrelse. Da jeg kom til samme skolesygeplejerske i 9. klasse med et BMI der kategoriseres som undervægtig fik jeg at vide, at jeg var “en sand succeshistorie” til trods for at jeg var voldsomt spiseforstyrret og deprimeret, men hun så kun et vægttab. Jeg var 14.

Julemærkehjemmet har gjort min datters angst værre

Jeg endte med at trække min datter ud af Julemærkehjemmet fire uger før hun var færdig med sit ophold i 2021. Der var fokus på at hun skulle tabe sig og derudover blev hun dårligt behandlet på andre måder. Det har på ingen måder hjulpet min datter at være på Julemærkehjem, det har kun gjort hendes angst værre og hun har nu ekstremt svært ved at være i skole. Hun er så mærket, at blot det at høre eller se reklamer for Julemærkehjemmene, påvirker hende meget.

Efter besøg hos sundhedsplejen mødtes vi i cykelskuret og talte om hvordan vi kunne sulte os

Jeg husker tydeligt mine besøg hos sundhedsplejersken, hvor alle blev vejet på række. Bagefter ventede man på gangen. Vi tykke blev kaldt ind igen, vi skulle have vores taske med, de skulle se vores madpakker, og vi skulle se det røde felt, skammens felt. Jeg husker hvordan, det blev en konkurrence, pigerne imellem, at spise så lidt som muligt - smide madpakken ud, snyde vores forældre ved middagsbordet, springe morgenmad over. Vi gik i tredje klasse, vi var i voksealderen. Vi skulle vokse, udvikle os og lære. Nu mødtes vi i cykelskuret og talte om hvordan vi kunne sulte os selv bedst muligt. Vi fik ros når det lykkedes. For en af pigerne, der kom fra et ustabilt hjem og i forvejen var sårbar, lykkedes det alt for godt. Hun fik en spiseforstyrrelse og stoppede sin pubertet, og vi, i fjerde og femte klasse var så misundelige på hende, på hvad der de facto var hendes sygdom og lidelse.

Senere har vi talt om at skolen aldrig fortalte vores forældre om de her tiltag. Man lagde ansvar og skam over på børn. Man tænkte at skam ville forbedre os.

Idrætslæreren tvang mig til at udføre øvelsen og svinede mig til da jeg forsøgte

Jeg har været tyk så længe jeg husker og er altid blevet forskelsbehandlet og mobbet. Jeg hadede at gå i skole og var generelt meget alene som barn.
Jeg husker særligt en episode fra da jeg gik i 3. klasse. Jeg hadede virkelig gymnastiktimerne. Vi skulle altid lave redskabsgymnastik - f.eks. kolbøtte omkring en stang. Det var jeg så bange for. Læreren tvang mig alligevel til det og svinede mig så til, når jeg forsøgte - det lykkedes mig aldrig at lave den kolbøtte. En dag havde hun allieret sig med to andre lærere, som holdt fast i mig og tvang mig rundt om stangen. Det var så ubehageligt. De andre børn stod og grinede i mens. Selv de voksne grinede og sagde at det var “fordi jeg var så f*d”.
Jeg turde ikke sige noget derhjemme, da jeg vidste min mor var meget træt af at høre om at jeg blev mobbet. “Jeg gider ikke høre mere om det”, sagde hun på et tidspunkt.
Det er blot en af de mange frygtelige oplevelser jeg har haft som tykt barn.

Min tykhed var en del af skole-hjem-samtalen - som jeg ikke måtte deltage i

Jeg husker i folkeskolen, til en skole-hjem-samtale, at min lærer skulle tale med mine forældre om min tykhed. Jeg blev sendt ud, mens den del af samtalen stod på. Jeg husker følelsen af at jeg skammede mig over mit udseende, fordi min tykhed altid skulle bringes op.

Idrætslæreren troede ikke på at jeg var kommet til skade

Da jeg gik i 4. klasse vred jeg om og forstuvede foden da jeg løb efter bussen. Jeg havde efterfølgende en seddel med i skole for at blive fritaget for idræt. Min idrætslærer spurgte hvordan jeg havde forstuvet foden, og jeg fortalte hende om turen til bussen. Hun grinede og sagde “Det tror jeg ikke på, det ville jo betyde du havde løbet”. Jeg følte mig altid til grin til idræt på grund af hende, og udviklede et had til alle former for motion i mange år.

"Nå, men så er det åbenbart tilladt for f*de mennesker at være glade"

Jeg var til eksamen, hvor jeg havde skrevet om tykhed, set fra både et biologisk og et humanistisk synspunkt. Min lærer mente ikke at jeg ville blive taget seriøst, hvis jeg fremlagde tykke mennesker med positive øjne.
Til eksamen valgte jeg at fremstille tykke mennesker på den mest positive måde jeg kunne (jeg er selv tyk) og belyse problematikken af opførslen overfor tykke mennesker. Censor var overraskende begejstret, men min lærer havde det ikke på samme måde. Efter jeg havde fået min karakter, og vi skulle til at gå, rejste min lærer sig og sagde; "nå, men så er det åbenbart tilladt for f*de mennesker at være glade", og så gik hun. Jeg sagde intet i det øjeblik, og det fortryder jeg stadig.

Jeg skulle hver dag vise min madpakke til læreren

Jeg kan huske hvor ubehageligt det var at komme til sundhedsplejerske, da jeg var barn. Jeg "vejede for meget" og skulle derfor i 0.klasse hver dag til middag gå gennem klasselokalet, forbi de andre børn, og vise min madpakke til læreren, så hun kunne holde øje med, hvad og hvor meget mad jeg havde fået med i min madpakke. Det var virkeligt ydmygende, for jeg blev allerede mobbet og holdt udenfor pga min tykhed. Og i 1. eller 2. klasse blev jeg hentet en gang om ugen af sundhedsplejersken, som hev mig ud af alm. undervisning for at snakke om vægt og kigge min "mad-dagbog" igennem, og sørge for at jeg fx. havde talt hvor mange peanuts jeg havde spist til lørdagsslik osv.

Jeg tabte mig ikke nok på julemærkehjemmet, og det skuffede mine forældre

Da jeg skulle hjem fra julemærkehjemmet, havde vi en afsluttende samtale med pædagogerne og mine forældre. Der blev fokuseret meget på, at jeg slet ikke havde tabt mig nok, og at vi burde fortsætte det stramme program hjemme. De mente ikke, at jeg havde udviklet mig nok, at jeg brugte for meget tid på “stillesiddende” aktiviteter, i forhold til “frivillig motion”, som man jo fik point for. Men når vi var færdige med dagens obligatoriske motion, havde jeg ikke mere energi, og ville derfor bare gerne sidde for mig selv og læse mine bøger. På mødet blev der ikke snakket særligt meget om hvor meget jeg havde rykket mig socialt og var blevet meget mere udadvendt. I dag sidder jeg stadig med en følelse af, at jeg skuffede mine forældre.

Jeg husker opholdet på julemærkehjemmet som et kæmpe hul indeni

Jeg blev presset til at tage afsted på julemærkehjem. Jeg fik det først at vide omkring en uge inden jeg skulle afsted. Mine forældre havde holdt det hemmeligt indtil da. Jeg havde intet valg. 
Jeg mener jeg var 12 år. Jeg husker opholdet som et kæmpe hul indeni. Jeg græd hver aften fordi jeg savnede mine forældre og mit hjem. Det er en hård tid at tænke tilbage på. Men det har hele min barndom været. Jeg blev mobbet i folkeskolen. Julemærkehjemmet blev godt nok 10 ugers ro fra mobningen, men det hele startede forfra da jeg kom hjem igen.

Mine sundhedsjournaler må være blevet delt

Jeg har altid været tyk, også som barn. En dag blev min mor ringet op, fuldstændig ud af det blå, og blev spurgt om jeg ville medvirke i et tv-program for “f*dmeramte børn” som ham lægen selv kaldte mig. Jeg aner ikke hvordan han fandt frem til mig, men mine sundhedsjournaler og besøgene hos skolesundhedsplejersken, må jo på en eller anden måde være blevet sendt videre.

På julemærkehjemmet var det vigtigste at jeg tabte mig

Jeg kom på julemærkehjem fordi jeg jeg blev mobbet i skolen og derfor ikke trivedes. Det kom dog aldrig i fokus på julemærkehjemmet, det vigtigste for dem var at jeg tabte mig mens jeg var der. Jeg var der i efterårs- og vintermånederne, og det var rigtig koldt. På vores værelser måtte vi ikke skrue radiatoren op på mere end 2, fordi man forbrændte mere når der var koldt om natten. Dem der arbejdede der tjekkede konsekvent vores radiatorer om aftenen, og skruede ned hvis den stod på mere end 2.

Min største skræk var Julemærkehjemmet

Min største skræk, da jeg gik i folkeskolen i 1990erne var at komme på julemærkehjem. Jeg havde en veninde i parallelklassen - vi var de to tykkeste og ingen andre ville derfor være venner med os. Hun var på julemærkehjem to gange. Hun var så ulykkelig, mens hun var der. Hun ringede til sine forældre hver dag, og nogle gange fik hun lov til også at ringe til mig. Hun græd hver gang. Jeg var så ked af, at hun var der. Hun var så ulykkelig, og jeg kunne intet stille op. Jeg turde ikke tale med mine forældre om at hun var der, for jeg var så bange for selv at blive sendt afsted, at jeg undlod at tale om det. I skolen var jeg ensom og bange uden hende. Det var så hårdt at blive mobbet, når jeg var alene. Første gang hun havde været afsted, svor hun, at hun aldrig skulle tilbage. Men det kom hun to år senere. I de to år blev vi begge mobbet med at vi nok snart skulle på julemærkehjem. Da hun kom hjem anden gang, var hun helt slukket. I dag ville jeg kalde det en meget voldsom depression. Dengang kunne jeg ikke se, hvad det var. Hun var bare ikke den samme.

Min mor har sat mig på kur efter kur siden jeg var 9 år

Jeg har været tyk siden jeg var 9 år, og lige siden kan jeg huske hvordan at jeg er blevet sat på kur efter kur af min mor.

Som 11-årig blev jeg sendt på Julemærkehjem, som virkede i et par måneder, men jeg tog det hele på igen efterfølgende.
Da jeg som 14-årig blev sendt på efterskole var det med beskeden, "Hvis du tager på, tager jeg dig hjem og får dig til at træne indtil at du kaster op". Det resulterede i bulimi og overtræning. Og sidenhen tvangsoverspisning.
Som 17-årig tvang min mor mig til at få en gastric-bypass-hypnose til 3500 kr., som jeg selv skulle betale. Det virkede i omkring to uger, hvor jeg ingenting spiste - nok mest af frygten for hvad min mor ville sige til det.
Jeg fik som 19-årig stillet diagnosen "tvangsoverspiser" (BED), men min mor tror stadig ikke på den.
I dag, som 20-årig, får jeg regelmæssigt links til gastric-bypass-operationer af varierende art tilsendt fra min mor.

Jeg vidste fra en meget tidlig alder, at jeg ikke var lige så meget værd, fordi jeg var tyk.

Da jeg som barn faldt og slog min fod, blev jeg ikke trøstet, men i stedet belært om, at hvis jeg ikke var så tyk, ville jeg ikke slå mig så meget, når jeg faldt.
Når jeg spiste, trippede min mor på den anden side af bordet; “ikke så meget smør ... Ikke mere nu ...”, mens min far prikkede mig i maven og sagde; “det giver tykke maver!”
Jeg vidste fra en meget tidlig alder, at jeg ikke var lige så meget værd, fordi jeg var tyk.

Jeg ved aldrig hvor jeg skal begynde

Jeg ved aldrig hvor jeg skal begynde, når jeg skal forklare hvor ofte jeg er blevet udsat for tykfobi.

Skal vi starte ved begyndelsen, så starter det allerede som 6-7 årig hvor familiemedlemmer kigger på mig med dømmende blikke hver gang jeg rækker ud efter en småkage eller chokoladen, eller da jeg som pre-teen hos sundhedsplejersken får at vide at jeg skal tabe mig - alle andre har hvalpefedt, jeg er bare f*d.

Værst har været sundhedsvæsenet hvor jeg i mange år fik fortalt at mine uregelmæssige og ekstremt smertefulde menstruationer var fordi jeg var tyk. Hvor gang jeg græd af smerte, var svaret: “gå en tur”. Selv efter jeg blev diagnosticeret med en kronisk sygdom, og selvom der er manglende evidens på at tykhed og diagnosen hænger sammen, var svaret det samme. En massiv depression efterfulgte mange års kamp med smerter, her var svaret heldigvis ikke bare “gå en tur”. Endelig mødte jeg en læge der så og lyttede. 

Derudover har jeg, 30 år senere, svært ved at ryste sætningen; “ingen vil elske en f*d kvinde” af mig. Den er ikke min at eje, men det blev den og jeg kæmper stadig for at gøre den til den løgn, jeg ved den er.

Min mor gav mig penge for at tabe mig

Jeg er vokset op i 90’erne og 00’erne, hvor de her mavekæder var populære. Alle havde dem, så selvfølgelig ønskede jeg mig også en! Min mor fortalte mig dog, at det ikke ville klæde mig på grund af min størrelse. Kan huske jeg ordret skrev på min ønskeseddel: “Mavekæde. Hvis ikke mor synes jeg er for f*d!!!” 

Hun har også flere gange givet min søster og jeg penge for at tabe os, 500 kr. ved 5 kg, 1000 kr. ved 10 kg. Dengang synes jeg det var super nice, fordi jeg så fik ekstra lommepenge - nu, som voksen, er det noget jeg bearbejder hos min psykolog. 

Når mine børns vægt problematiseres af skolesundhedsplejersken, er jeg begyndt at sige fra.

Sundhedsplejersken har ringet flere gange

Min datter bliver snart 10. Sidst vi var ved sundhedsplejersken anbefalede hun, at jeg skulle få min datter ind i et program i DGI hvor hun skulle “lære at spise det rigtige”, som hun sagde. Og at hun på “ingen måde må tage mere på det næste år”. Det er da virkelig også fedt for en 9-årig pige at høre på.

Sundhedsplejersken har ringet flere gange siden og lagt beskeder på min mobil for at give mig information omkring det program. Har dog ikke svaret.

De børn der var tykke var tydeligvis mindre attraktive at være venner med

Jeg har altid været tyk og allerede fra Børnehaveklassen kan jeg huske, at der var et tydeligt hierarki i klassen. De børn der var tykke var tydeligvis mindre attraktive at være venner med og man blev derfor ofte holdt udenfor. Som tyk kunne man blive inkluderet lidt, hvis man var god til noget fagligt eller hvis man sluttede sig til nogle af de stærke i klassen og indvilligede i at være deres “hjælper”. Man vidste dog aldrig hvornår man igen ville blive udstødt eller latterliggjort.

Sundhedsplejersken siger at jeg ikke skal spise rugbrød når jeg vejer så meget

Da jeg var barn var min lillesøster tyk. Sådan har hun altid været, og mine forældre var meget opmærksomme på hende. De prædikede hver dag om hvor mange sukkerknalder der var i bolsjer, hvor meget fedt der var i mælk og lign. Når vi skulle købe is, måtte hun kun få den mindste sodavandsis, mens mig og min bror måtte få lige hvad vi ville have.
Det prægede mig i en sådan grad, at jeg selv blev rædselsslagen for at blive tyk. Jeg begyndte at sulte mig selv, og sagde til alle, at jeg slet ikke kunne lide slik. Jeg ville så gerne være "et godt (læs tyndt) menneske". Jeg blev meget tynd, og skulle til gentagende samtaler hos skolesundhedsplejersken, hvor han fortæller mig, at det er vigtigt at jeg spiser rugbrød og drikker mælk, og at jeg har ondt i maven, fordi jeg er sulten. Det tager jeg til mig og tager på. 



Nogle år senere skal vi to og to i klassen gå ned til sundhedsplejersken og måles og vejes. Det virker som en standard-ting. Det var sidst i femte klasse, og jeg skulle derned med min veninde, der var to hoveder lavere end mig (jeg har altid været enormt høj). 
Sundhedsplejersken vejer os. Han roser min veninde for hendes lave vægt og skriver bare mit tal ned. 
Han spørger så, hvad vi har fået til morgenmad. Min veninde havde fået havregryn med rosiner og sødmælk, og jeg havde fået rugbrød med honning. Sundhedsplejersken roser min veninde, og siger, at man godt kan se, hun spiser havregryn. Så ser han på mig, ryster på hovedet, og siger at jeg ikke skal spise rugbrød, når jeg vejer så meget, fordi "der er alt for meget olie i kernerne i rugbrød". Jeg blev meget forvirret, men jeg kunne jo godt se, at jeg vejede en del mere end min veninde, og tog hans råd som gode varer, fordi jeg havde stor tillid til ham på grund af vores mange samtaler i årene forinden.