Jordemoderen har ikke en manchet der er stor nok og kan derfor ikke måle mit blodtryk

Når jeg skal have målt blodtryk hos lægen starter jeg altid med at sige, at de skal hente en større manchet, hvilket altid bliver mødt med "Neej, det behøver vi da ikke" for at de kan konstatere at jo, det behøver de (og så løber de rundt efter den, som hovedløse og lykkes sjældent med at kunne finde det). Indtil videre i denne graviditet (er 38 uger henne) er det endnu ikke lykkedes at få målt mit blodtryk ordentligt ved jordemoder, da hun ikke har en stor manchet, så jeg er blevet sendt ekstraordinært på fødegangen og til egen læge for bare at få taget blodtryk, som har vist sig at være helt normalt hver evig eneste gang.

Jobcenteret tilbød mig BED-behandling, selvom jeg ikke har BED

Jeg er i ressourceforløb hos jobcenteret og i den forbindelse var jeg til rehabiliteringsmøde. Her sidder der bl.a. en læge og sundhedskoordinator, som skal foreslå forløb, som kan hjælpe mig i arbejde. Jeg er svært psykisk syg med angst. De tilbyder mig kursus i selvværd og selvtillid, samt behandling for BED. Der er ingenting nævnt i min sag om BED. Jeg har ikke BED, jeg er bare tyk. Jeg spurgte om jeg kunne komme i psykologforløb, det kunne jeg ikke, men de synes jeg skulle overveje et BED-forløb, selvom både min bostøtte, jeg selv og pårørende oplyste at jeg ikke har BED.

Neurologen mente jeg skulle bevæge mig mindre og tabe mig

Jeg har i årevis haft følelsesløshed i venstre side af min krop, og har prøvet nærmest alt behandling, men det er generelt ikke blevet bedre. Derfor fik jeg henvisning til neurolog og ventede et halvt år på at komme derhen. Neurologen sagde at jeg var overbelastet i venstre side og havde en nerve i klemme i lysken. Hans forslag til behandling var at jeg skulle bevæge mig mindre og tabe mig. Jeg sagde at jeg ikke forstod hans anbefaling, særligt ikke at jeg skulle bevæge mig mindre, fordi jeg føler bevægelse lindrer. Jeg fortalte også, at jeg ikke ville fokusere på vægttab. Han affejede mig med, at vægttab var det eneste der hjalp. Så jeg gik meget frustreret derfra. Jeg kender flere med lignende problematikker som er tynde, så det passer jo ikke, at det kun er tyndhed der er løsningen. Nu har jeg heldigvis fundet en fysioterapeut som vil hjælpe mig, uden fokus på vægttab. Som han sagde var det en utrolig uprofessionel behandling, som neurologen havde givet mig - og at han i øvrigt tog fejl. At have sundhedsfaglige, som ser en som et menneske selvom man er tyk, giver tryghed.

Jeg får altid for små bukser når jeg kommer på sygehuset

Jeg har været på sygehuset tre gange inden for de sidste par måneder. Hver gang har de givet mig for små bukser til at starte med. Det er meget ydmygende at skulle bede om større bukser. Og så er næste størrelse koloenorm, som om de har besluttet bare at have en størrelse til alle tykke.

En for lille CT-skanner resulterede i to timers totalt fysisk ubehag og ydmygelse

I forbindelse med noget forskning på hospitalet skulle jeg have scannet mit hoved i en CT-scanner. Scanneren var udelukkende til hovedet, så min krop var ikke et problem. Men dem, der havde bygget scanneren, havde ikke taget højde for kombinationen af en kort hals og tykke skuldre, så mit hoved kunne knapt komme ind i maskinen. De måtte ligge pres på min krop for, at det lykkedes, og samtidig skulle mine arme snøres ind, fordi den tilhørende briks var for smal. To timers totalt fysisk ubehag og ydmygelse.

Da jeg gravid var alle sundhedspersoner overbevist om at jeg havde forhøjet blodtryk fordi jeg var tyk

Da jeg var gravid skulle jeg have målt blodtryk rimelig ofte og da det to gange var blevet målt som lidt for højt blev jeg bedt om at blive tjekket af egen læge. Han målte det også til at være lidt højt, men så skiftede han blodtryksmåleren ud med en med en større omkreds så den sad bedre på min arm (som er tyk) og så viste den at mit blodtryk var normalt. Han fortalte mig at hvis måleren ikke sidder ordentligt kan den komme til at vise et falskt forhøjet blodtryk. Måtte gennem resten af min graviditet bede om en "speciel" blodtryksmåler hver gang og jordmoderen skulle ofte helt ud på gangen og bruge lang tid på at finde den frem og var derfor ofte irriteret indtil de målte og kunne se at det var rigtigt at mit blodtryk ikke var forhøjet. De mente bare at det nok var forhøjet fordi jeg er tyk.

I mit lægehus kommer de altid med en for lille blodtryksmåler

Jeg går til jævnlig kontrol i samme lægehus og hver eneste gang går det op for dem, at deres blodtryksmåler er for lille til min arm.

Jeg kom med en skadet arm og lægen mente jeg skulle have målt blodtryk

Jeg var ved lægen fordi jeg havde slået min arm efter en runde golf. Pludselig mente lægen, at jeg skulle have målt blodtryk - og samtidig have en opsang om at jeg nok godt kunne tåle at tabe mig.

Lægen fandt måleapparatet frem. Forsøgte flere gange at få manchetten til at nå. Han siger ting som: "Den skal passe" og "Det er da utroligt den ikke kan nå". Efter et stykke tid sukker han opgivende og forlader lokalet. Han kommer tilbage med et måleapparat, der har større manchet. Han sørger for nøje at fortælle mig, at den jo kun skal bruges på låret, men min arm er jo større end de flestes arm, så han håber den passer.

Det var så utroligt skamfuld en oplevelse at jeg aldrig kom hos den læge igen. Heldigvis var det et lægehus, med andre muligheder.

I psykiatriens øjne er det vigtigere at være tynd end i live

I 2018 var jeg i et forløb i psykiatrien ift. udredning for depression. Da jeg til første samtale blev bedt om at beskrive mine symptomer og mine oplevelser de seneste måneder, sagde jeg, at jeg bl.a. havde tabt 10 kg, fordi jeg havde mistet lysten til at spise. Psykiateren gav mig elevatorblikket og sagde køligt: "Det trængte du vist også til."
Så i psykiatriens øjne er det tydeligvis vigtigere at være tynd end i live.

Skolesygeplejersken fortalte mig at jeg var en succes da jeg var voldsomt spiseforstyrret

Jeg var tyk igennem hele min barndom. I 6. klasse til et møde med skolesygeplejersken fik jeg at vide, at nu skulle jeg altså til at passe på, for det kunne have alvorlige konsekvenser for min sundhed resten af livet. I 7. klasse udviklede jeg en spiseforstyrrelse. Da jeg kom til samme skolesygeplejerske i 9. klasse med et BMI der kategoriseres som undervægtig fik jeg at vide, at jeg var “en sand succeshistorie” til trods for at jeg var voldsomt spiseforstyrret og deprimeret, men hun så kun et vægttab. Jeg var 14.

Sygeplejerske: “Jamen, din overvægt betaler alle vi andre jo for via skatten.”

Var hos min egen læge, hvor sygeplejersken skal give mig en influenzavaccine, som min arbejdsgiver har opfordret alle til at få og i øvrigt betaler. Da jeg, som en henkastet bemærkning, siger, at det jo er dejligt at kunne få den uden at skulle betale selv, siger hun: “Jamen, din *vervægt betaler alle vi andre jo for via skatten.”

Jeg brækkede min arm og kunne kun lige passe den største skinne

Jeg faldt og brækkede min overarm. Efter to uger fik jeg den i gips (dejligt størrelses-frit), og da denne skulle af, skulle jeg have en slags skinne på, som skulle spændes fast med velcro.
Jeg fik den største de havde, fordi mine arme er tykke. Men den største størrelse var en L. I mine notater står der ''kan knap lukkes, så mulig skal en costummade til''. Jeg synes det er langt ude at der ikke findes udstyr/bandager til tykke arme.

På sygehuset: Min far var tvunget til at have for småt tøj på

Jeg var på sygehuset sammen med min far, der skulle opereres. Det viser sig, at de ikke har hans størrelse i det patienttøj man skal have på. Han er en tyk mand - i den lille ende - men stadig tyk. Så ikke nok med at han er i en utrolig sårbar situation, så er han også tvunget til at have alt for småt tøj på, fordi sygehusvæsnet åbenbart ikke har tøj i store størrelser.

Efter besøg hos sundhedsplejen mødtes vi i cykelskuret og talte om hvordan vi kunne sulte os

Jeg husker tydeligt mine besøg hos sundhedsplejersken, hvor alle blev vejet på række. Bagefter ventede man på gangen. Vi tykke blev kaldt ind igen, vi skulle have vores taske med, de skulle se vores madpakker, og vi skulle se det røde felt, skammens felt. Jeg husker hvordan, det blev en konkurrence, pigerne imellem, at spise så lidt som muligt - smide madpakken ud, snyde vores forældre ved middagsbordet, springe morgenmad over. Vi gik i tredje klasse, vi var i voksealderen. Vi skulle vokse, udvikle os og lære. Nu mødtes vi i cykelskuret og talte om hvordan vi kunne sulte os selv bedst muligt. Vi fik ros når det lykkedes. For en af pigerne, der kom fra et ustabilt hjem og i forvejen var sårbar, lykkedes det alt for godt. Hun fik en spiseforstyrrelse og stoppede sin pubertet, og vi, i fjerde og femte klasse var så misundelige på hende, på hvad der de facto var hendes sygdom og lidelse.

Senere har vi talt om at skolen aldrig fortalte vores forældre om de her tiltag. Man lagde ansvar og skam over på børn. Man tænkte at skam ville forbedre os.

Lægen blev vred og sagde jeg havde "for meget fedt i skeden"

Da jeg skulle have mit første barn, kunne lægen ikke finde ud af at undersøge mig ved 8 ugers-undersøgelsen. Han blev vred og sagde, at det var fordi jeg var tyk og havde "for meget fedt i skeden". Jeg måtte derfor tilses af en gynækolog i stedet. Jeg var meget skamfuld, men da jeg talte med gynækologen fortalte han, at man ikke kan have ekstra fedt i skeden, og at jeg bare var bygget sådan, at det var svært at komme til. Det var altså hverken min skyld eller grundet min tykhed, at lægen ikke havde kunnet finde ud af at undersøge mig. Under mine graviditeter fik jeg desuden udleveret et hav af brochurer om kostråd, skulle vejes konstant og alt handlede om mig og mine dårlige valg og ikke mine kommende børn.

På psykiatrisk blev jeg rost for at tabe mig

Da jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling med depression, angst og selvmordstanker bliver jeg, ved en af mange vejninger, der viser at jeg har tabt mig yderligere på grund af min sygdom, mødt med sætningen ‘Nå, så får du da noget godt ud af det’.

Sundhedsvæsnet går ud fra jeg har sukkersyge

De fleste af mine møder med sundhedsvæsnet er startet ud med en test for diabetes. De ser at jeg er tyk og går ud fra at jeg er syg.

Min læge opdagede ikke at jeg havde anoreksi

Jeg har haft anoreksi og fordi jeg var tyk da det startede, fik jeg en normativ krop af min sygdom, hvilket bevirkede at min gamle læge roste mig hver gang jeg kom for at snakke om hvor dårligt jeg havde det. Jeg havde alle symptomer på anoreksi undtagen meget lav kropsvægt.
Da jeg selv begyndte at kæmpe mig ud af min spiseforstyrrelse tog jeg til min nye læge fordi jeg havde frygtelig ondt i lænden. Lægen konstaterede at der ikke umiddelbart var noget at finde og at jeg nok skulle satse på at træne mere og eventuelt vægttab. Senere erfarede jeg at mine smerter kom af overtræning og da jeg satte min træningsmængde ned, gik smerterne over på kort tid.

Min læge tog ikke mine menstruationssmerter alvorligt, fordi jeg var tyk

Da jeg gik i 9. klasse havde jeg voldsomme smerter i forbindelse med min menstruation og blev sendt til lægen for at se om der kunne gøres noget. Som med så mange andre 15-årige piger tyede lægen til den nemme løsning med p-piller. Lægen fortalte at hun skulle måle mit blodtryk (som var fint) og at jeg skulle komme tilbage en måned senere og have det målt igen, fordi når man var tyk, var risikoen for at blodtrykket steg, højere. Hvis blodtrykket steg, kunne jeg ikke få p-piller mere.
En måned senere møder jeg skrækslagen op hos lægen og er virkelig bekymret for om mit blodtryk er steget, for det ville betyde at min behandling mod smerter ville blive taget fra mig. Mit blodtryk var højere end første gang, men lægen gjorde sig ikke overvejelser om at jeg var bange og bekymret. Hun sendte mig direkte på vægten, sagde at jeg skulle tabe mig og sendte mig hjem igen. Så stoppede jeg ellers med p-piller og at komme hos den læge og måtte affinde mig med utilstrækkelig håndkøbsmedicin og at være syg af smerter flere dage om måneden.

Min læge nægtede at give mig en helbredsattest medmindre jeg begyndte på en slankekur

Jeg var hos min egen læge i forbindelse med at jeg skulle tage kørekort og derfor skulle have en helbredsattest (man skal kunne stå på et ben, røre sin næse med lukkede øjne osv.). Lægen NÆGTEDE at underskrive min attest, før jeg gik ud hos receptionisten, og fik fire tider til kontrolvejning og opstart af slankekur. Jeg var "ekstremt f*d", som hun sagde, mens hun, sådan helt hysterisk, pegede på den røde del af vægt-/højdekurven. Jeg gjorde som hun sagde, fik min attest (hun havde intet at udsætte ift. selve undersøgelsen) aflyste alle tider og skiftede læge.