Skolesygeplejersken fortalte mig at jeg var en succes da jeg var voldsomt spiseforstyrret

Jeg var tyk igennem hele min barndom. I 6. klasse til et møde med skolesygeplejersken fik jeg at vide, at nu skulle jeg altså til at passe på, for det kunne have alvorlige konsekvenser for min sundhed resten af livet. I 7. klasse udviklede jeg en spiseforstyrrelse. Da jeg kom til samme skolesygeplejerske i 9. klasse med et BMI der kategoriseres som undervægtig fik jeg at vide, at jeg var “en sand succeshistorie” til trods for at jeg var voldsomt spiseforstyrret og deprimeret, men hun så kun et vægttab. Jeg var 14.

Vores julemærkehjemsforløb i 2019 var en stor skuffelse

Alt i alt var julemærkehjems-forløbet (2019) en stor skuffelse - trods deres markedsføring. Vi blev ikke lyttet til som forældre. Faktisk fik vi i stedet skylden lagt på os for både forholdene i skolen og at vores barn blev mobbet.

Efter besøg hos sundhedsplejen mødtes vi i cykelskuret og talte om hvordan vi kunne sulte os

Jeg husker tydeligt mine besøg hos sundhedsplejersken, hvor alle blev vejet på række. Bagefter ventede man på gangen. Vi tykke blev kaldt ind igen, vi skulle have vores taske med, de skulle se vores madpakker, og vi skulle se det røde felt, skammens felt. Jeg husker hvordan, det blev en konkurrence, pigerne imellem, at spise så lidt som muligt - smide madpakken ud, snyde vores forældre ved middagsbordet, springe morgenmad over. Vi gik i tredje klasse, vi var i voksealderen. Vi skulle vokse, udvikle os og lære. Nu mødtes vi i cykelskuret og talte om hvordan vi kunne sulte os selv bedst muligt. Vi fik ros når det lykkedes. For en af pigerne, der kom fra et ustabilt hjem og i forvejen var sårbar, lykkedes det alt for godt. Hun fik en spiseforstyrrelse og stoppede sin pubertet, og vi, i fjerde og femte klasse var så misundelige på hende, på hvad der de facto var hendes sygdom og lidelse.

Senere har vi talt om at skolen aldrig fortalte vores forældre om de her tiltag. Man lagde ansvar og skam over på børn. Man tænkte at skam ville forbedre os.

Idrætslæreren tvang mig til at udføre øvelsen og svinede mig til da jeg forsøgte

Jeg har været tyk så længe jeg husker og er altid blevet forskelsbehandlet og mobbet. Jeg hadede at gå i skole og var generelt meget alene som barn.
Jeg husker særligt en episode fra da jeg gik i 3. klasse. Jeg hadede virkelig gymnastiktimerne. Vi skulle altid lave redskabsgymnastik - f.eks. kolbøtte omkring en stang. Det var jeg så bange for. Læreren tvang mig alligevel til det og svinede mig så til, når jeg forsøgte - det lykkedes mig aldrig at lave den kolbøtte. En dag havde hun allieret sig med to andre lærere, som holdt fast i mig og tvang mig rundt om stangen. Det var så ubehageligt. De andre børn stod og grinede i mens. Selv de voksne grinede og sagde at det var “fordi jeg var så f*d”.
Jeg turde ikke sige noget derhjemme, da jeg vidste min mor var meget træt af at høre om at jeg blev mobbet. “Jeg gider ikke høre mere om det”, sagde hun på et tidspunkt.
Det er blot en af de mange frygtelige oplevelser jeg har haft som tykt barn.

Min tykhed var en del af skole-hjem-samtalen - som jeg ikke måtte deltage i

Jeg husker i folkeskolen, til en skole-hjem-samtale, at min lærer skulle tale med mine forældre om min tykhed. Jeg blev sendt ud, mens den del af samtalen stod på. Jeg husker følelsen af at jeg skammede mig over mit udseende, fordi min tykhed altid skulle bringes op.

Idrætslæreren troede ikke på at jeg var kommet til skade

Da jeg gik i 4. klasse vred jeg om og forstuvede foden da jeg løb efter bussen. Jeg havde efterfølgende en seddel med i skole for at blive fritaget for idræt. Min idrætslærer spurgte hvordan jeg havde forstuvet foden, og jeg fortalte hende om turen til bussen. Hun grinede og sagde “Det tror jeg ikke på, det ville jo betyde du havde løbet”. Jeg følte mig altid til grin til idræt på grund af hende, og udviklede et had til alle former for motion i mange år.

"Nå, men så er det åbenbart tilladt for f*de mennesker at være glade"

Jeg var til eksamen, hvor jeg havde skrevet om tykhed, set fra både et biologisk og et humanistisk synspunkt. Min lærer mente ikke at jeg ville blive taget seriøst, hvis jeg fremlagde tykke mennesker med positive øjne.
Til eksamen valgte jeg at fremstille tykke mennesker på den mest positive måde jeg kunne (jeg er selv tyk) og belyse problematikken af opførslen overfor tykke mennesker. Censor var overraskende begejstret, men min lærer havde det ikke på samme måde. Efter jeg havde fået min karakter, og vi skulle til at gå, rejste min lærer sig og sagde; "nå, men så er det åbenbart tilladt for f*de mennesker at være glade", og så gik hun. Jeg sagde intet i det øjeblik, og det fortryder jeg stadig.

Jeg skulle hver dag vise min madpakke til læreren

Jeg kan huske hvor ubehageligt det var at komme til sundhedsplejerske, da jeg var barn. Jeg "vejede for meget" og skulle derfor i 0.klasse hver dag til middag gå gennem klasselokalet, forbi de andre børn, og vise min madpakke til læreren, så hun kunne holde øje med, hvad og hvor meget mad jeg havde fået med i min madpakke. Det var virkeligt ydmygende, for jeg blev allerede mobbet og holdt udenfor pga min tykhed. Og i 1. eller 2. klasse blev jeg hentet en gang om ugen af sundhedsplejersken, som hev mig ud af alm. undervisning for at snakke om vægt og kigge min "mad-dagbog" igennem, og sørge for at jeg fx. havde talt hvor mange peanuts jeg havde spist til lørdagsslik osv.

Jeg tabte mig ikke nok på julemærkehjemmet, og det skuffede mine forældre

Da jeg skulle hjem fra julemærkehjemmet, havde vi en afsluttende samtale med pædagogerne og mine forældre. Der blev fokuseret meget på, at jeg slet ikke havde tabt mig nok, og at vi burde fortsætte det stramme program hjemme. De mente ikke, at jeg havde udviklet mig nok, at jeg brugte for meget tid på “stillesiddende” aktiviteter, i forhold til “frivillig motion”, som man jo fik point for. Men når vi var færdige med dagens obligatoriske motion, havde jeg ikke mere energi, og ville derfor bare gerne sidde for mig selv og læse mine bøger. På mødet blev der ikke snakket særligt meget om hvor meget jeg havde rykket mig socialt og var blevet meget mere udadvendt. I dag sidder jeg stadig med en følelse af, at jeg skuffede mine forældre.

Jeg husker opholdet på julemærkehjemmet som et kæmpe hul indeni

Jeg blev presset til at tage afsted på julemærkehjem. Jeg fik det først at vide omkring en uge inden jeg skulle afsted. Mine forældre havde holdt det hemmeligt indtil da. Jeg havde intet valg. 
Jeg mener jeg var 12 år. Jeg husker opholdet som et kæmpe hul indeni. Jeg græd hver aften fordi jeg savnede mine forældre og mit hjem. Det er en hård tid at tænke tilbage på. Men det har hele min barndom været. Jeg blev mobbet i folkeskolen. Julemærkehjemmet blev godt nok 10 ugers ro fra mobningen, men det hele startede forfra da jeg kom hjem igen.

På julemærkehjemmet var det vigtigste at jeg tabte mig

Jeg kom på julemærkehjem fordi jeg jeg blev mobbet i skolen og derfor ikke trivedes. Det kom dog aldrig i fokus på julemærkehjemmet, det vigtigste for dem var at jeg tabte mig mens jeg var der. Jeg var der i efterårs- og vintermånederne, og det var rigtig koldt. På vores værelser måtte vi ikke skrue radiatoren op på mere end 2, fordi man forbrændte mere når der var koldt om natten. Dem der arbejdede der tjekkede konsekvent vores radiatorer om aftenen, og skruede ned hvis den stod på mere end 2.

Min største skræk var Julemærkehjemmet

Min største skræk, da jeg gik i folkeskolen i 1990erne var at komme på julemærkehjem. Jeg havde en veninde i parallelklassen - vi var de to tykkeste og ingen andre ville derfor være venner med os. Hun var på julemærkehjem to gange. Hun var så ulykkelig, mens hun var der. Hun ringede til sine forældre hver dag, og nogle gange fik hun lov til også at ringe til mig. Hun græd hver gang. Jeg var så ked af, at hun var der. Hun var så ulykkelig, og jeg kunne intet stille op. Jeg turde ikke tale med mine forældre om at hun var der, for jeg var så bange for selv at blive sendt afsted, at jeg undlod at tale om det. I skolen var jeg ensom og bange uden hende. Det var så hårdt at blive mobbet, når jeg var alene. Første gang hun havde været afsted, svor hun, at hun aldrig skulle tilbage. Men det kom hun to år senere. I de to år blev vi begge mobbet med at vi nok snart skulle på julemærkehjem. Da hun kom hjem anden gang, var hun helt slukket. I dag ville jeg kalde det en meget voldsom depression. Dengang kunne jeg ikke se, hvad det var. Hun var bare ikke den samme.

Min mor har sat mig på kur efter kur siden jeg var 9 år

Jeg har været tyk siden jeg var 9 år, og lige siden kan jeg huske hvordan at jeg er blevet sat på kur efter kur af min mor.

Som 11-årig blev jeg sendt på Julemærkehjem, som virkede i et par måneder, men jeg tog det hele på igen efterfølgende.
Da jeg som 14-årig blev sendt på efterskole var det med beskeden, "Hvis du tager på, tager jeg dig hjem og får dig til at træne indtil at du kaster op". Det resulterede i bulimi og overtræning. Og sidenhen tvangsoverspisning.
Som 17-årig tvang min mor mig til at få en gastric-bypass-hypnose til 3500 kr., som jeg selv skulle betale. Det virkede i omkring to uger, hvor jeg ingenting spiste - nok mest af frygten for hvad min mor ville sige til det.
Jeg fik som 19-årig stillet diagnosen "tvangsoverspiser" (BED), men min mor tror stadig ikke på den.
I dag, som 20-årig, får jeg regelmæssigt links til gastric-bypass-operationer af varierende art tilsendt fra min mor.

Jeg vidste fra en meget tidlig alder, at jeg ikke var lige så meget værd, fordi jeg var tyk.

Da jeg som barn faldt og slog min fod, blev jeg ikke trøstet, men i stedet belært om, at hvis jeg ikke var så tyk, ville jeg ikke slå mig så meget, når jeg faldt.
Når jeg spiste, trippede min mor på den anden side af bordet; “ikke så meget smør ... Ikke mere nu ...”, mens min far prikkede mig i maven og sagde; “det giver tykke maver!”
Jeg vidste fra en meget tidlig alder, at jeg ikke var lige så meget værd, fordi jeg var tyk.

Bar overkrop

Vi spillede basket hver torsdag eftermiddag da jeg gik i folkeskole. En af de slanke drenge smed ofte trøjen og trænede i bar overkrop. En dag da en tyk dreng gjorde det samme bad læreren ham om at tage blusen på igen, hvilket han selvfølgelig undrede sig over, da ingen kommenterede, når den slanke dreng gjorde det. Læren svarede "Det er fordi X har kroppen til det".