Når man stoppede på julemærkehjemmet skulle der tages et billede, hvor man bar det man havde tabt. De voksne udstillede over for de andre, hvor "doven" man havde været hvis man f.eks. "kun" havde tabt 5 kg. Også selvom man var vokset.
De voksne på julemærkehjemmet skammede sig over os, når vi ikke tabte os så meget som de havde lovet. Skylden blev placeret på os.
De mente at grunden til, at jeg ikke havde tabt mig nok, var fordi jeg havde spist alt for meget på hjemmebesøg eller at mine forældre havde smuglet mad med ved besøg - hvilket aldrig skete. Hvis jeg havde fulgt julemærkehjemmets plan burde jeg jo have tabt mig mere.
De voksne på julemærkehjemmet så os ikke som børn. De så os som problemer de kunne løse. De var ikke stolte af os, men af de resultater de havde opnået ved at slanke os.
I dag har jeg PTSD og en spiseforstyrrelse bl.a. pga. de oplevelser jeg havde på Julemærkehjemmet. Jeg får aldrig et normalt forhold til mad og det er 100% på grund af Julemærkehjemmet og alle de voksnes overdrevne fokus på min tykhed.”
Fra Julemærkehjemmet husker jeg konstant pres for at dyrke motion. Uendelig meget fangeleg. Tonse igennem sand på stranden og så hen til en trappe, hvor de voksne ville have de tykke og langsomme forrest og de hurtigere bagerst. Og så gjaldt det om at indhente den foran en. De tykke børn blev altså presset bagfra af de andre børn.
Jeg kan den dag i dag ikke lide når folk går hurtigt bag mig.
Fra julemærkehjemmet husker jeg skammen ved fredagsslik. Man fik en plastikkop med popcorn eller en lille flødebolle med ordene: “Ja, normalt er det her jo ikke godt for jer". Som om vi skulle føle at de voksne var særligt søde ved os.
På julemærkehjemmet blev vi tvunget til at spise op. Holdet måtte ikke gå fra bordet før alle havde spist helt op. Vi oplevede flere gange at være så mætte, at vi næsten kastede op på bordet. Intet barn kan indeholde en gigantisk grahambolle med ananas i, lige efter at have spist en kæmpe portion grød.
Jeg var tyk igennem hele min barndom. I 6. klasse til et møde med skolesygeplejersken fik jeg at vide, at nu skulle jeg altså til at passe på, for det kunne have alvorlige konsekvenser for min sundhed resten af livet. I 7. klasse udviklede jeg en spiseforstyrrelse. Da jeg kom til samme skolesygeplejerske i 9. klasse med et BMI der kategoriseres som undervægtig fik jeg at vide, at jeg var “en sand succeshistorie” til trods for at jeg var voldsomt spiseforstyrret og deprimeret, men hun så kun et vægttab. Jeg var 14.
Min datter var på julemærkehjem i 2021 og blev behandlet rigtig grimt. Foruden fokus på hendes tykhed, udtrykte de voksne, særligt forstanderen, at hun ikke var tilstrækkelig og hun skulle hele tiden gøre og være mere. Det var en forfærdelig oplevelse.
Da jeg gik i 4. klasse vred jeg om og forstuvede foden da jeg løb efter bussen. Jeg havde efterfølgende en seddel med i skole for at blive fritaget for idræt. Min idrætslærer spurgte hvordan jeg havde forstuvet foden, og jeg fortalte hende om turen til bussen. Hun grinede og sagde “Det tror jeg ikke på, det ville jo betyde du havde løbet”. Jeg følte mig altid til grin til idræt på grund af hende, og udviklede et had til alle former for motion i mange år.
Da jeg blev gravid ønskede min daværende læge ikke engang tillykke, men sagde blot; “med din størrelse kan det jo gå galt helt op til 12. uge”. Da jeg var til sidste lægeundersøgelse sagde hun “nu skal du sørge for at tabe dig, ellers vil dit barn være flov over dig”. Det sidder stadig dybt i mig og i dag, 3 år efter. Jeg føler mig som verdens dårligste mor, når jeg f.eks. ikke har mulighed for at hoppe på trampolin. Jeg har heldigvis skiftet læge siden.
Jeg har oplevet rigtigt meget igennem min tid, men det der gør mig mest vred er de oplevelser jeg har haft med autoriteter på vegne af min datter.
Fra sundhedsplejersken der anbefalede mig at begrænse mængden af frugt eller helt skære den væk - hos min 9 måneder gamle datter. “For frugt er jo også fyldt med f*dmeskabende sukker, og jeg ville jo ikke have min datter skulle blive tyk...” Nok mest sagt da hun intet kunne finde at udsætte på den mad jeg gav min datter at spise. Men jeg er tyk, så naturligvis måtte jeg jo fejlernære min datter, hvordan var jeg ellers selv blevet tyk?
Eller da jeg efter hendes 5-års-undersøgelse fandt ud af at lægen (som desværre ikke var hendes egen læge, men en ny ung mandlig læge) var gået bag om ryggen på mig og havde ringet til min partner for at fortælle ham om de “problemer” han havde set til undersøgelsen. Som hovedsageligt gik på at min datter var i risiko for at blive tyk og at man burde holde øje med hendes kalorieindtag. Da min partner spurgte ind til hvorfor lægen mener hun er i risiko, så vil han ikke rigtigt forklare det. Men skal vi gætte på, at min datter endnu engang blev bedømt på baggrund af at hun havde haft sin tykke mor med?
Jeg bliver så afsindigt gal, ked af det og afmægtig... Og ender op med seriøst at overveje, om jeg bare skal melde mig ud af alt liv omkring hende, så det kun er hendes far de ser, og de derfor kan bedømme min datter på baggrund af hende selv og ikke de fordomme de har om hendes tykke mor.
Jeg kan huske hvor ubehageligt det var at komme til sundhedsplejerske, da jeg var barn. Jeg "vejede for meget" og skulle derfor i 0.klasse hver dag til middag gå gennem klasselokalet, forbi de andre børn, og vise min madpakke til læreren, så hun kunne holde øje med, hvad og hvor meget mad jeg havde fået med i min madpakke. Det var virkeligt ydmygende, for jeg blev allerede mobbet og holdt udenfor pga min tykhed. Og i 1. eller 2. klasse blev jeg hentet en gang om ugen af sundhedsplejersken, som hev mig ud af alm. undervisning for at snakke om vægt og kigge min "mad-dagbog" igennem, og sørge for at jeg fx. havde talt hvor mange peanuts jeg havde spist til lørdagsslik osv.
Jeg blev presset til at tage afsted på julemærkehjem. Jeg fik det først at vide omkring en uge inden jeg skulle afsted. Mine forældre havde holdt det hemmeligt indtil da. Jeg havde intet valg.
Jeg mener jeg var 12 år. Jeg husker opholdet som et kæmpe hul indeni. Jeg græd hver aften fordi jeg savnede mine forældre og mit hjem. Det er en hård tid at tænke tilbage på. Men det har hele min barndom været. Jeg blev mobbet i folkeskolen. Julemærkehjemmet blev godt nok 10 ugers ro fra mobningen, men det hele startede forfra da jeg kom hjem igen.
På julemærkehjemmet var slik forbudt for 'slankerne', som os der skulle tabe os så fint hed. De slanke børn måtte få slik en gang om ugen. Vi andre fik en pakke tyggegummi. Altså sådan en pakke voksentyggegummi, der smager stærkt af mint. Og så fik man et stykke lagkage om lørdagen hvor der kun var en mini smule flødeskum på og måske lidt frugt. Børnene smuglede slik med ind efter hjemmebesøg, og så var man pludselig populær for et øjeblik, mens der var noget i posen.
På julemærkehjemmet fik man lov at købe slik for 10 kr. hver fredag. Når man kom tilbage blev det kontrolleret at man ikke havde brugt flere penge end tilladt, ved at tjekke bonner og tælle vores penge.
På julemærkehjemmet fik man en stjerne for at tabe sig mest muligt. Jeg fik et par gange en stjerne og jeg følte mig aldrig god nok, hvis jeg ikke fik en stjerne. Stjernerne hang på en stor tavle i opholdsstuen så alle kunne se det.
Jeg har aldrig snakket med nogen om de dårlige oplevelser jeg havde på julemærkehjemmet. Mange i min omgangskreds ved sletter ikke at jeg har været på ophold. Jeg synes det et tabu at jeg har været afsted. Hvis jeg nævner det, oplever jeg at folk tit spørger mere ind til det og det orker jeg ikke, da det er for hårdt at snakke om. Især fordi de forventer at man havde et godt ophold.
Jeg kom på julemærkehjem fordi jeg jeg blev mobbet i skolen og derfor ikke trivedes. Det kom dog aldrig i fokus på julemærkehjemmet, det vigtigste for dem var at jeg tabte mig mens jeg var der. Jeg var der i efterårs- og vintermånederne, og det var rigtig koldt. På vores værelser måtte vi ikke skrue radiatoren op på mere end 2, fordi man forbrændte mere når der var koldt om natten. Dem der arbejdede der tjekkede konsekvent vores radiatorer om aftenen, og skruede ned hvis den stod på mere end 2.
På julemærkehjemmet tabte jeg mig og det gjorde det lettere at blive accepteret i sociale sammenhænge. Kun 1,5 år efter hjemvendelse var jeg dog tyk igen og det sociale var igen svært at blive accepeteret i. Hele forløbet bekræftede mig i at jeg var den forkerte fordi jeg var tyk.