Skolesygeplejersken fortalte mig at jeg var en succes da jeg var voldsomt spiseforstyrret

Jeg var tyk igennem hele min barndom. I 6. klasse til et møde med skolesygeplejersken fik jeg at vide, at nu skulle jeg altså til at passe på, for det kunne have alvorlige konsekvenser for min sundhed resten af livet. I 7. klasse udviklede jeg en spiseforstyrrelse. Da jeg kom til samme skolesygeplejerske i 9. klasse med et BMI der kategoriseres som undervægtig fik jeg at vide, at jeg var “en sand succeshistorie” til trods for at jeg var voldsomt spiseforstyrret og deprimeret, men hun så kun et vægttab. Jeg var 14.

Min datter var på julemærkehjem i 2021 - det var en forfærdelig oplevelse

Min datter var på julemærkehjem i 2021 og blev behandlet rigtig grimt. Foruden fokus på hendes tykhed, udtrykte de voksne, særligt forstanderen, at hun ikke var tilstrækkelig og hun skulle hele tiden gøre og være mere. Det var en forfærdelig oplevelse.

Idrætslæreren troede ikke på at jeg var kommet til skade

Da jeg gik i 4. klasse vred jeg om og forstuvede foden da jeg løb efter bussen. Jeg havde efterfølgende en seddel med i skole for at blive fritaget for idræt. Min idrætslærer spurgte hvordan jeg havde forstuvet foden, og jeg fortalte hende om turen til bussen. Hun grinede og sagde “Det tror jeg ikke på, det ville jo betyde du havde løbet”. Jeg følte mig altid til grin til idræt på grund af hende, og udviklede et had til alle former for motion i mange år.

Lægen mente jeg skulle tabe mig, så mit ufødte barn ikke skulle blive flov over mig

Da jeg blev gravid ønskede min daværende læge ikke engang tillykke, men sagde blot; “med din størrelse kan det jo gå galt helt op til 12. uge”. Da jeg var til sidste lægeundersøgelse sagde hun “nu skal du sørge for at tabe dig, ellers vil dit barn være flov over dig”. Det sidder stadig dybt i mig og i dag, 3 år efter. Jeg føler mig som verdens dårligste mor, når jeg f.eks. ikke har mulighed for at hoppe på trampolin. Jeg har heldigvis skiftet læge siden.

Sundhedsplejersken mente jeg fejlernærede min datter fordi jeg er tyk

Jeg har oplevet rigtigt meget igennem min tid, men det der gør mig mest vred er de oplevelser jeg har haft med autoriteter på vegne af min datter.

Fra sundhedsplejersken der anbefalede mig at begrænse mængden af frugt eller helt skære den væk - hos min 9 måneder gamle datter. “For frugt er jo også fyldt med f*dmeskabende sukker, og jeg ville jo ikke have min datter skulle blive tyk...” Nok mest sagt da hun intet kunne finde at udsætte på den mad jeg gav min datter at spise. Men jeg er tyk, så naturligvis måtte jeg jo fejlernære min datter, hvordan var jeg ellers selv blevet tyk?

Eller da jeg efter hendes 5-års-undersøgelse fandt ud af at lægen (som desværre ikke var hendes egen læge, men en ny ung mandlig læge) var gået bag om ryggen på mig og havde ringet til min partner for at fortælle ham om de “problemer” han havde set til undersøgelsen. Som hovedsageligt gik på at min datter var i risiko for at blive tyk og at man burde holde øje med hendes kalorieindtag. Da min partner spurgte ind til hvorfor lægen mener hun er i risiko, så vil han ikke rigtigt forklare det. Men skal vi gætte på, at min datter endnu engang blev bedømt på baggrund af at hun havde haft sin tykke mor med?

Jeg bliver så afsindigt gal, ked af det og afmægtig... Og ender op med seriøst at overveje, om jeg bare skal melde mig ud af alt liv omkring hende, så det kun er hendes far de ser, og de derfor kan bedømme min datter på baggrund af hende selv og ikke de fordomme de har om hendes tykke mor.

Jeg skulle hver dag vise min madpakke til læreren

Jeg kan huske hvor ubehageligt det var at komme til sundhedsplejerske, da jeg var barn. Jeg "vejede for meget" og skulle derfor i 0.klasse hver dag til middag gå gennem klasselokalet, forbi de andre børn, og vise min madpakke til læreren, så hun kunne holde øje med, hvad og hvor meget mad jeg havde fået med i min madpakke. Det var virkeligt ydmygende, for jeg blev allerede mobbet og holdt udenfor pga min tykhed. Og i 1. eller 2. klasse blev jeg hentet en gang om ugen af sundhedsplejersken, som hev mig ud af alm. undervisning for at snakke om vægt og kigge min "mad-dagbog" igennem, og sørge for at jeg fx. havde talt hvor mange peanuts jeg havde spist til lørdagsslik osv.

Jeg husker opholdet på julemærkehjemmet som et kæmpe hul indeni

Jeg blev presset til at tage afsted på julemærkehjem. Jeg fik det først at vide omkring en uge inden jeg skulle afsted. Mine forældre havde holdt det hemmeligt indtil da. Jeg havde intet valg. 
Jeg mener jeg var 12 år. Jeg husker opholdet som et kæmpe hul indeni. Jeg græd hver aften fordi jeg savnede mine forældre og mit hjem. Det er en hård tid at tænke tilbage på. Men det har hele min barndom været. Jeg blev mobbet i folkeskolen. Julemærkehjemmet blev godt nok 10 ugers ro fra mobningen, men det hele startede forfra da jeg kom hjem igen.

På julemærkehjemmet var det kun de slanke børn der måtte få slik

På julemærkehjemmet var slik forbudt for 'slankerne', som os der skulle tabe os så fint hed. De slanke børn måtte få slik en gang om ugen. Vi andre fik en pakke tyggegummi. Altså sådan en pakke voksentyggegummi, der smager stærkt af mint. Og så fik man et stykke lagkage om lørdagen hvor der kun var en mini smule flødeskum på og måske lidt frugt. Børnene smuglede slik med ind efter hjemmebesøg, og så var man pludselig populær for et øjeblik, mens der var noget i posen.

Vores bonner blev kontrolleret

På julemærkehjemmet fik man lov at købe slik for 10 kr. hver fredag. Når man kom tilbage blev det kontrolleret at man ikke havde brugt flere penge end tilladt, ved at tjekke bonner og tælle vores penge.

Jeg følte mig kun god nok hvis jeg fik en stjerne for at tabe mig

På julemærkehjemmet fik man en stjerne for at tabe sig mest muligt. Jeg fik et par gange en stjerne og jeg følte mig aldrig god nok, hvis jeg ikke fik en stjerne. Stjernerne hang på en stor tavle i opholdsstuen så alle kunne se det.

Jeg har aldrig snakket med nogen om de dårlige oplevelser jeg havde på julemærkehjemmet

Jeg har aldrig snakket med nogen om de dårlige oplevelser jeg havde på julemærkehjemmet. Mange i min omgangskreds ved sletter ikke at jeg har været på ophold. Jeg synes det et tabu at jeg har været afsted. Hvis jeg nævner det, oplever jeg at folk tit spørger mere ind til det og det orker jeg ikke, da det er for hårdt at snakke om. Især fordi de forventer at man havde et godt ophold.

På julemærkehjemmet var det vigtigste at jeg tabte mig

Jeg kom på julemærkehjem fordi jeg jeg blev mobbet i skolen og derfor ikke trivedes. Det kom dog aldrig i fokus på julemærkehjemmet, det vigtigste for dem var at jeg tabte mig mens jeg var der. Jeg var der i efterårs- og vintermånederne, og det var rigtig koldt. På vores værelser måtte vi ikke skrue radiatoren op på mere end 2, fordi man forbrændte mere når der var koldt om natten. Dem der arbejdede der tjekkede konsekvent vores radiatorer om aftenen, og skruede ned hvis den stod på mere end 2.

Jeg var den forkerte fordi jeg var tyk

På julemærkehjemmet tabte jeg mig og det gjorde det lettere at blive accepteret i sociale sammenhænge. Kun 1,5 år efter hjemvendelse var jeg dog tyk igen og det sociale var igen svært at blive accepeteret i. Hele forløbet bekræftede mig i at jeg var den forkerte fordi jeg var tyk.

På julemærkehjemmet var der kun fokus på min tykhed

På julemærkehjemmet var der kun fokus på min tykhed, ingen af de uddannede ansatte opdagede at jeg kom fra et hjem med en fysisk og psykisk voldelig far. Og ingen af dem opdagede at mine venner på julemærkehjemmet var selvskadende og at der forsvandt knive fra køkkenet.

Jeg glemmer aldrig den sult jeg oplevede på julemærkehjemmet

Jeg glemmer aldrig den sult jeg oplevede på julemærkehjemmet, den gav mig enorme mavesmerter hver dag den sidste time før frokost. Glemmer heller ikke at skulle vejes, blottet foran flere voksne og de næste børn i køen bag mig.

Et af børnene på julemærkehjemmet blev syg af overanstrengelse

Jeg mindes tit hvordan et af de andre børn på julemærkehjemmet prøvede at opnå så mange point som muligt før hun skulle hjem. Hun blev så syg af at overanstrenge sin krop, at hun lå i sengen i dagevis. Point får man på julemærkehjemmet for den ekstra fysiske aktivitet man laver udover den daglige obligatoriske, det udløser præmier, ros og popularitet.

Julemærkehjemmets regler sidder fast i mit hoved

Som en der har været på julemærkehjem kan jeg sige, at jeg ikke kender én eneste derfra, som ikke har fået et forstyrret forhold til mad. Jeg kan stadig have svært ved at spise mere end tre kartofler til aftensmad, uanset hvor sulten jeg er, fordi deres regler sidder fast i mit hoved.

De voksne på Julemærkehjemmet var altid mere venlige, når forældrene var der

Jeg begynder så småt at finde ord for hvor forrådt, jeg i dag føler mig over at jeg blev sendt på julemærkehjem flere gange i min barndom. Det er helt urimeligt at behandle tykke børn på den måde. Dengang var jeg så bange for ikke at være god nok, at jeg spillede med på deres snak om at man fik det bedre af at være på julemærkehjem og at det var dejligt at tabe sig. De voksne var altid mere venlige, når forældrene var der. Og jeg smilede og prøvede at være så rigtigt et barn, som jeg kunne. Så alle kunne se, at jeg var blevet tyndere og havde fået det bedre, som det var meningen, jeg skulle. Men jeg havde det ad helvede til. Jeg havde det elendigt med min krop, med mad, med mig selv, med alle omkring om mig. Jeg vidste, at alle syntes, jeg var forkert, så jeg forsøgte at lade som om jeg var rigtig, så meget som jeg kunne. Men jeg følte mig forkert og i dag føler jeg mig forrådt.

De voksne på julemærkehjemmene havde et klart og tydeligt hierarki

De voksne på julemærkehjemmene havde et klart og tydeligt hierarki. Jeg var afsted i alt tre gange på to forskellige hjem i 00erne. Der var som regel et par tynde børn. De var øverst i hierarkiet både blandt voksne og børn. Jeg var en af de tykkeste og jeg var samtidig en, der havde lidt svært ved det boglige. Jeg var virkelig langt nede i de voksnes tydelige hierarki. Jeg ville ønske TV2 havde sat skjult kamera op og dokumenteret ligesom de gjorde på plejehjemmene – så ville man kunne se hvor hårdt det var for de fleste af os at være der. Og at de voksne talte til os, som om vores værd afhang af hvor mange kilo, vi tabte. I dag bryder jeg mig ikke om pædagoger og lærere. Hvis jeg møder nogen, forestiller jeg mig, at de arbejder eller har arbejdet på et julemærkehjem, og jeg prøver at slippe ud af samtalen, så hurtigt, jeg kan.

Julefrokost

Jeg var til julefrokost på min tidligere arbejdsplads og alle fik en kagedåse med et motiv, som var det julemærke, der var udgivet, det år hver enkelt var født. Alle syntes, det var en meget fin og betænksom gave – undtagen mig, som blev sat lige tilbage i barndommens traumer. Der var en pose pebernødder i kagedåsen, og da en kollega jokede om at børnene på julemærkehjemmene jo nok ikke skulle have for mange pebernødder, blev der grinet højt og længe. Jeg tog tidligt hjem fra julefrokosten.