Jeg har lige fået ny lejlighed og i den forbindelse ledte jeg efter nye spisestole uden armlæn (så jeg kan sidde ordentligt på stolen). Min moster sagde, at hun gerne ville betale for stolene, hvis jeg valgte nogen med armlæn, så jeg kunne blive motiveret til at tabe mig.
Jeg er tyk og meget glad og taknemlig for tykaktivisme og dem, der har styrke til at lave det. Jeg ville ønske, jeg havde overskud til at dele flere tykaktivistiske opslag på sociale medier, for jeg ville virkelig gerne sprede budskabet. Men jeg bliver 'overfaldet' af Facebookvenner, der kommenterer tykfobisk, og familie og bekendte, som vil belære mig IRL. Det kræver, at jeg skal kuratere min Facebookprofil og holde øje med hvem, der kan se hvad, og det orker jeg ikke. At være tyk online kan være lige så ufrit at som at være tyk IRL.
Da jeg skulle hjem fra julemærkehjemmet, havde vi en afsluttende samtale med pædagogerne og mine forældre. Der blev fokuseret meget på, at jeg slet ikke havde tabt mig nok, og at vi burde fortsætte det stramme program hjemme. De mente ikke, at jeg havde udviklet mig nok, at jeg brugte for meget tid på “stillesiddende” aktiviteter, i forhold til “frivillig motion”, som man jo fik point for. Men når vi var færdige med dagens obligatoriske motion, havde jeg ikke mere energi, og ville derfor bare gerne sidde for mig selv og læse mine bøger. På mødet blev der ikke snakket særligt meget om hvor meget jeg havde rykket mig socialt og var blevet meget mere udadvendt. I dag sidder jeg stadig med en følelse af, at jeg skuffede mine forældre.
Jeg blev presset til at tage afsted på julemærkehjem. Jeg fik det først at vide omkring en uge inden jeg skulle afsted. Mine forældre havde holdt det hemmeligt indtil da. Jeg havde intet valg.
Jeg mener jeg var 12 år. Jeg husker opholdet som et kæmpe hul indeni. Jeg græd hver aften fordi jeg savnede mine forældre og mit hjem. Det er en hård tid at tænke tilbage på. Men det har hele min barndom været. Jeg blev mobbet i folkeskolen. Julemærkehjemmet blev godt nok 10 ugers ro fra mobningen, men det hele startede forfra da jeg kom hjem igen.
Jeg har aldrig snakket med nogen om de dårlige oplevelser jeg havde på julemærkehjemmet. Mange i min omgangskreds ved sletter ikke at jeg har været på ophold. Jeg synes det et tabu at jeg har været afsted. Hvis jeg nævner det, oplever jeg at folk tit spørger mere ind til det og det orker jeg ikke, da det er for hårdt at snakke om. Især fordi de forventer at man havde et godt ophold.
- "Den størrelse havde jeg nok ikke hevet med hjem"
- "Jeg siger jo kun du skal træne, fordi det er sundt for din psyke, det ved du godt"
Udsagn fra familiemedlemmer den sidste uge.
I ved jeg har psykiske udfordringer, lever med daglig trang til at misbruge receptpligtig medicin. I ved at jeg har været syg siden jeg var barn, som startede med anoreksi og OCD.
Du har skældt din mor ud for at ringe til dig og udtrykke bekymring for min størrelse, da jeg var 9 år "Hun er jo helt sindssyg, du var et barn". Men alligevel kommer der lige en bemærkning i ny og næ, her 15 år senere, omkring min størrelse og at det jo ikke er attraktivt: "Jeg havde ikke hevet den størrelse med hjem". "Du burde virkelig begynde at træne, det er sundt for din psyke".
Selvom jeg prøver at sige at jeg ikke kan styre at være i et træningscenter, jeg kommer til at gå for meget op i det, bliver syg og bliver sygeligt obsessed og spiser mindre og mindre.
"Der er ingen grund til at bruge så meget mayonnaise"
"Du får blodpropper"
"Jeg ville da lyve hvis jeg sagde, det ikke er flottere at være slank"
1. 2. 3
Hold jeres kæft og pas jer selv.
Dette er lidt af det jeg dealer med pt. og har gjort igennem mit liv som tyk.
Til familiefest: "hvor er det ærgerligt, at du er blevet så kraftig! Du var ellers så pæn". Sagt af forældres venner og en tante.
Jeg begynder så småt at finde ord for hvor forrådt, jeg i dag føler mig over at jeg blev sendt på julemærkehjem flere gange i min barndom. Det er helt urimeligt at behandle tykke børn på den måde. Dengang var jeg så bange for ikke at være god nok, at jeg spillede med på deres snak om at man fik det bedre af at være på julemærkehjem og at det var dejligt at tabe sig. De voksne var altid mere venlige, når forældrene var der. Og jeg smilede og prøvede at være så rigtigt et barn, som jeg kunne. Så alle kunne se, at jeg var blevet tyndere og havde fået det bedre, som det var meningen, jeg skulle. Men jeg havde det ad helvede til. Jeg havde det elendigt med min krop, med mad, med mig selv, med alle omkring om mig. Jeg vidste, at alle syntes, jeg var forkert, så jeg forsøgte at lade som om jeg var rigtig, så meget som jeg kunne. Men jeg følte mig forkert og i dag føler jeg mig forrådt.
Min største skræk, da jeg gik i folkeskolen i 1990erne var at komme på julemærkehjem. Jeg havde en veninde i parallelklassen - vi var de to tykkeste og ingen andre ville derfor være venner med os. Hun var på julemærkehjem to gange. Hun var så ulykkelig, mens hun var der. Hun ringede til sine forældre hver dag, og nogle gange fik hun lov til også at ringe til mig. Hun græd hver gang. Jeg var så ked af, at hun var der. Hun var så ulykkelig, og jeg kunne intet stille op. Jeg turde ikke tale med mine forældre om at hun var der, for jeg var så bange for selv at blive sendt afsted, at jeg undlod at tale om det. I skolen var jeg ensom og bange uden hende. Det var så hårdt at blive mobbet, når jeg var alene. Første gang hun havde været afsted, svor hun, at hun aldrig skulle tilbage. Men det kom hun to år senere. I de to år blev vi begge mobbet med at vi nok snart skulle på julemærkehjem. Da hun kom hjem anden gang, var hun helt slukket. I dag ville jeg kalde det en meget voldsom depression. Dengang kunne jeg ikke se, hvad det var. Hun var bare ikke den samme.
Jeg har været tyk siden jeg var 9 år, og lige siden kan jeg huske hvordan at jeg er blevet sat på kur efter kur af min mor.
Som 11-årig blev jeg sendt på Julemærkehjem, som virkede i et par måneder, men jeg tog det hele på igen efterfølgende.
Da jeg som 14-årig blev sendt på efterskole var det med beskeden, "Hvis du tager på, tager jeg dig hjem og får dig til at træne indtil at du kaster op". Det resulterede i bulimi og overtræning. Og sidenhen tvangsoverspisning.
Som 17-årig tvang min mor mig til at få en gastric-bypass-hypnose til 3500 kr., som jeg selv skulle betale. Det virkede i omkring to uger, hvor jeg ingenting spiste - nok mest af frygten for hvad min mor ville sige til det.
Jeg fik som 19-årig stillet diagnosen "tvangsoverspiser" (BED), men min mor tror stadig ikke på den.
I dag, som 20-årig, får jeg regelmæssigt links til gastric-bypass-operationer af varierende art tilsendt fra min mor.
Da jeg som barn faldt og slog min fod, blev jeg ikke trøstet, men i stedet belært om, at hvis jeg ikke var så tyk, ville jeg ikke slå mig så meget, når jeg faldt.
Når jeg spiste, trippede min mor på den anden side af bordet; “ikke så meget smør ... Ikke mere nu ...”, mens min far prikkede mig i maven og sagde; “det giver tykke maver!”
Jeg vidste fra en meget tidlig alder, at jeg ikke var lige så meget værd, fordi jeg var tyk.
Jeg har altid været en tyk person. Hele livet har jeg hørt kommentarer om min vægt og hvad jeg spiser fra min families side. Et gennemgående tema har været, at jeg er blevet bedt om at spise mindre og træne mere. Kommentarerne har rangeret fra "tag ikke en portion mere" til "nu skal du altså passe på, ellers får du diabetes". Mængden af kommentarer og det generelle negative blik på min krop, gjorde at jeg for et par år siden udviklede problemer med at spise.