Julefrokost

Jeg var til julefrokost på min tidligere arbejdsplads og alle fik en kagedåse med et motiv, som var det julemærke, der var udgivet, det år hver enkelt var født. Alle syntes, det var en meget fin og betænksom gave – undtagen mig, som blev sat lige tilbage i barndommens traumer. Der var en pose pebernødder i kagedåsen, og da en kollega jokede om at børnene på julemærkehjemmene jo nok ikke skulle have for mange pebernødder, blev der grinet højt og længe. Jeg tog tidligt hjem fra julefrokosten.

Jeg oplever tykfobi alle steder

Jeg har oplevet at dates spørg hvorfor jeg ikke fortæller jeg er tyk, i stedet for at “skjule” det, før en date, som de siger; de skal nok finde ud af det.

Jeg oplever at sundhedsvæsnet bagatelliserer mine kropslige smerter fordi jeg er tyk, med netop den begrundelse, i stedet for at tage mig seriøst. Har også fået at vide jeg er depressiv på grund af at jeg er tyk.

Jeg har oplevet at folk på gaden råber “fatty fatty” efter mig, og at folk råber af mig fordi jeg er på McDonalds, som om de ikke selv sidder med selv samme mad.

Jeg oplever at folk sætter tyk lig med at være klam og mindre værd, selv kendte mennesker tyr til denne form for udskamning på deres sociale medier. En amerikansk sanger, jeg lyttede til (ikke mere efter det), begyndte at udgyde denne tykfobi på sin Instagram.

Jeg oplever at skulle kæmpe hårdere for at opnå de samme karrieremål, som mine tyndere counterparts. De bliver givet flere muligheder da de er mere konventionelt attraktive.

"...men du er jo tyk!?"

Min kollega blev vred på mine vegne over, at jeg ikke blev spurgt om jeg ville arbejde hjemmefra under corona-pandemien. Jeg troede først det var ud af sympati for, at jeg gerne ville og at det ville gøre min hverdag lettere. Men da vi talte om det sagde hun, "Jamen, du er jo særligt udsat fordi du jo ikke er det mindste menneske i verden." Da jeg spurgte hende om hun kendte noget til min kropsfunktion og sygdomshistorie så hun underlig ud i hovedet og svarede "...men du er jo tyk!?"

De vil hellere sulte sig selv end at blive som mig

Der er altid en af mine slanke kolleger der er på en form for slankekur, som de nyder at underholde med ved frokosten. Jeg bliver konstant mindet om at de hellere vil sulte sig selv end at blive som mig.

Jeg skulle jo nødigt komme til at se ud som dig!

Jeg arbejder som kok på en café og har netop bagt en lækker kage - gæsterne er vilde med mine kager! Jeg bringer den ud til baren hvor vores kagekøleskab er. Her står min kollega sammen med en af hendes venner, der hænger ud i baren. Jeg spørger ham venligt om han vil have et stykke kage, hvortil han i et sarkastisk tonefald svarer "Nej tak, jeg skulle jo nødigt komme til at se ud som dig!”, hvorefter han griner spydigt af sin egen ‘morsomhed’.

Jeg bliver helt paf og aner ikke hvordan jeg skal reagere. Med ét går jeg fra at have følt mig glad, overskudsagtig og i mit element til at føle mig ydmyget.

Hele mit liv

Hele mit liv er jeg blevet mobbet (direkte eller indirekte) pga. min tykhed.

Af min mor, der var den første, meget tidligt sagde hun til mig, at ingen vil elske mig når jeg er så tyk.

Af min far og stedmor, der er slanke og meget optagede af “sundhed”. De taler ofte om deres "meeeeget store" veninde, i chokerede vendinger, over aftensmaden. Det er svært at høre på, når man ved at de finder hende ulækker og at jeg faktisk ikke er ret meget mindre tyk end hende... En indirekte måde at fortælle mig at de synes jeg er for tyk.

Af fremmede på gaden, der råber "fede kælling" efter mig. En enkelt gang er der også en der har spyttet efter mig.

Af halvfremmede klassekammerater, der meget hurtigt føler behov for at dele deres mirakel-slankekur med mig og spørger om jeg ikke gerne vil tabe mig, for så vil de da rigtig gerne hjælpe. Som om jeg ikke i forvejen kender alt til "sund" kost og motion!

Af folk i supermarkedet, der siger "burde du købe det der?"

Af en af mine patienter, der sagde at det da var mig, der skulle have hjælp, og ikke ham, når nu jeg var så tyk.

Af min bedste veninde og hendes mor, der insisterer på at udbryde "neeej, ej, sådan skal du ikke snakke om dig selv!", hver gang jeg omtaler mig selv som tyk (hvilket jeg jo er). Som om jeg kalder mig selv grim, dum eller ond. De opfører sig som tyk er det værste skældsord.

Af slanke kvinder, der skal snakke til mig om, at de er så kede af at de er blevet TYKKE, fordi de har taget tre kg på. Hvorfor snakke med mig om det, når det er tydeligt at jeg er dobbelt så stor som dem?

Af kolleger, der til frokost konstant snakker om slankekure, så man sidder og føler sig flov over at man overhovedet spiser.