Sidste sommer fik jeg et komplet burnout med depression og stress, der påvirkede mig både fysisk og psykisk. Da jeg endelig indså, at jeg havde brug for hjælp, ringede jeg grædende til min læge. Det var sommerferie, og derfor blev jeg stillet om til et vikar-lægehus. Sekretæren kunne godt høre, at jeg havde det skidt, men om 10 minutter gik hun på weekend, så jeg måtte altså ringe igen mandag. Jeg græd, men kunne ikke overskue andet end at sige "ok" og hun kvidrede "god weekend" og lagde på.
Mandag ringede jeg igen grædende, og en anden sekretær tog telefonen. Da jeg sagde, at jeg havde brug for at tale med nogen, svarede hun "kan du ikke bare tale med dine venner om det?" og nægtede at give mig en tid hos lægen, fordi det ville være bøvlet, når det ikke var min egen læge. Jeg ventede tre uger til min egen læge var tilbage og fik konstateret en alvorlig depression.
Da jeg skulle finde en psykolog, var der for det første mange måneders ventetid. Derudover havde mange af psykologerne også en stor del af deres hjemmeside dedikeret til “behandling af *vervægt”. Dem valgte jeg fra med det samme. Jeg havde ikke mod på at skulle kæmpe mod deres opfattelse af, at jeg måtte kureres for min tykhed, oveni i behandlingen for depression og stress. Det efterlod kun et lille udvalg af psykologer.
Tænk at føle sig SÅ forkert, fordi man er gået ned psykisk - og så også skulle forholde sig til, at mange af dem man kan søge hjælp hos problematiserer ens tykhed. Æv.