Alt i alt var julemærkehjems-forløbet (2019) en stor skuffelse - trods deres markedsføring. Vi blev ikke lyttet til som forældre. Faktisk fik vi i stedet skylden lagt på os for både forholdene i skolen og at vores barn blev mobbet.
Udover fokus på vægttab, er her noget af det mit barn og jeg oplevede i forbindelse med et ophold på Julemærkehjem i 2021:
Hun skulle gå hurtigere, ikke brokke sig og lade som om hun synes det var sjovt, når de skulle gå 20 km ad landevej eller i sand langs kysten.
Hun skulle "være mere" i sociale relationer, hvor hun følte sig truet, af specielt et andet barn, og hvor de voksne mente mit barn var "særligt provokerende".
Forstanderen indkaldte os til et "akut møde", hvor vi skulle forventningsafstemme. Her sad hun og haglede min datter ned, med alt hvad hun mente min datter havde gjort forkert i hele forløbet. Hun talte det på fingrene - og da hun løb tør startede hun forfra. Min datter forsøgte at forklare og forsvare sig, men forstanderen afbrød hende med: "jeg gider ikke høre på dig!".
Min datter var på julemærkehjem i 2021 og blev behandlet rigtig grimt. Foruden fokus på hendes tykhed, udtrykte de voksne, særligt forstanderen, at hun ikke var tilstrækkelig og hun skulle hele tiden gøre og være mere. Det var en forfærdelig oplevelse.
Jeg var ikke til 5- eller 10-årsjubilæum for min klasse. I 5. klasse blev jeg taget ud og sendt på Julemærkehjem. Hele resten af min skoletid var der et gigantisk fokus på min vægt fra alle elever og lærere. Jeg kan ikke holde ud at skulle være sammen med dem, jeg gik i klasse med.
Da jeg skulle hjem fra julemærkehjemmet, havde vi en afsluttende samtale med pædagogerne og mine forældre. Der blev fokuseret meget på, at jeg slet ikke havde tabt mig nok, og at vi burde fortsætte det stramme program hjemme. De mente ikke, at jeg havde udviklet mig nok, at jeg brugte for meget tid på “stillesiddende” aktiviteter, i forhold til “frivillig motion”, som man jo fik point for. Men når vi var færdige med dagens obligatoriske motion, havde jeg ikke mere energi, og ville derfor bare gerne sidde for mig selv og læse mine bøger. På mødet blev der ikke snakket særligt meget om hvor meget jeg havde rykket mig socialt og var blevet meget mere udadvendt. I dag sidder jeg stadig med en følelse af, at jeg skuffede mine forældre.
Jeg blev presset til at tage afsted på julemærkehjem. Jeg fik det først at vide omkring en uge inden jeg skulle afsted. Mine forældre havde holdt det hemmeligt indtil da. Jeg havde intet valg.
Jeg mener jeg var 12 år. Jeg husker opholdet som et kæmpe hul indeni. Jeg græd hver aften fordi jeg savnede mine forældre og mit hjem. Det er en hård tid at tænke tilbage på. Men det har hele min barndom været. Jeg blev mobbet i folkeskolen. Julemærkehjemmet blev godt nok 10 ugers ro fra mobningen, men det hele startede forfra da jeg kom hjem igen.
På julemærkehjemmet var slik forbudt for 'slankerne', som os der skulle tabe os så fint hed. De slanke børn måtte få slik en gang om ugen. Vi andre fik en pakke tyggegummi. Altså sådan en pakke voksentyggegummi, der smager stærkt af mint. Og så fik man et stykke lagkage om lørdagen hvor der kun var en mini smule flødeskum på og måske lidt frugt. Børnene smuglede slik med ind efter hjemmebesøg, og så var man pludselig populær for et øjeblik, mens der var noget i posen.
På julemærkehjemmet fik man lov at købe slik for 10 kr. hver fredag. Når man kom tilbage blev det kontrolleret at man ikke havde brugt flere penge end tilladt, ved at tjekke bonner og tælle vores penge.
På julemærkehjemmet fik man en stjerne for at tabe sig mest muligt. Jeg fik et par gange en stjerne og jeg følte mig aldrig god nok, hvis jeg ikke fik en stjerne. Stjernerne hang på en stor tavle i opholdsstuen så alle kunne se det.
Jeg har aldrig snakket med nogen om de dårlige oplevelser jeg havde på julemærkehjemmet. Mange i min omgangskreds ved sletter ikke at jeg har været på ophold. Jeg synes det et tabu at jeg har været afsted. Hvis jeg nævner det, oplever jeg at folk tit spørger mere ind til det og det orker jeg ikke, da det er for hårdt at snakke om. Især fordi de forventer at man havde et godt ophold.
Jeg kom på julemærkehjem fordi jeg jeg blev mobbet i skolen og derfor ikke trivedes. Det kom dog aldrig i fokus på julemærkehjemmet, det vigtigste for dem var at jeg tabte mig mens jeg var der. Jeg var der i efterårs- og vintermånederne, og det var rigtig koldt. På vores værelser måtte vi ikke skrue radiatoren op på mere end 2, fordi man forbrændte mere når der var koldt om natten. Dem der arbejdede der tjekkede konsekvent vores radiatorer om aftenen, og skruede ned hvis den stod på mere end 2.
På julemærkehjemmet blev man vejet to gange om ugen, og det blev nærmest en konkurrence mellem børnene om hvem der kunne tabe sig mest. Jeg lærte intet om sundhed, jeg lærte bare at man skal spise mindre og dyrke mere motion. Der blev ikke taget hensyn til hvor dårligt mig, og mange af eleverne havde det. Det handlede bare om at tabe sig konstant. På julemærkehjemmet lærte jeg ikke at elske mig selv, jeg lærte at man kun kan elske sig selv, hvis man vejer meget lidt.
På julemærkehjemmet tabte jeg mig og det gjorde det lettere at blive accepteret i sociale sammenhænge. Kun 1,5 år efter hjemvendelse var jeg dog tyk igen og det sociale var igen svært at blive accepeteret i. Hele forløbet bekræftede mig i at jeg var den forkerte fordi jeg var tyk.
På julemærkehjemmet var der kun fokus på min tykhed, ingen af de uddannede ansatte opdagede at jeg kom fra et hjem med en fysisk og psykisk voldelig far. Og ingen af dem opdagede at mine venner på julemærkehjemmet var selvskadende og at der forsvandt knive fra køkkenet.
Jeg glemmer aldrig den sult jeg oplevede på julemærkehjemmet, den gav mig enorme mavesmerter hver dag den sidste time før frokost. Glemmer heller ikke at skulle vejes, blottet foran flere voksne og de næste børn i køen bag mig.
Jeg mindes tit hvordan et af de andre børn på julemærkehjemmet prøvede at opnå så mange point som muligt før hun skulle hjem. Hun blev så syg af at overanstrenge sin krop, at hun lå i sengen i dagevis. Point får man på julemærkehjemmet for den ekstra fysiske aktivitet man laver udover den daglige obligatoriske, det udløser præmier, ros og popularitet.
Som en der har været på julemærkehjem kan jeg sige, at jeg ikke kender én eneste derfra, som ikke har fået et forstyrret forhold til mad. Jeg kan stadig have svært ved at spise mere end tre kartofler til aftensmad, uanset hvor sulten jeg er, fordi deres regler sidder fast i mit hoved.
Jeg begynder så småt at finde ord for hvor forrådt, jeg i dag føler mig over at jeg blev sendt på julemærkehjem flere gange i min barndom. Det er helt urimeligt at behandle tykke børn på den måde. Dengang var jeg så bange for ikke at være god nok, at jeg spillede med på deres snak om at man fik det bedre af at være på julemærkehjem og at det var dejligt at tabe sig. De voksne var altid mere venlige, når forældrene var der. Og jeg smilede og prøvede at være så rigtigt et barn, som jeg kunne. Så alle kunne se, at jeg var blevet tyndere og havde fået det bedre, som det var meningen, jeg skulle. Men jeg havde det ad helvede til. Jeg havde det elendigt med min krop, med mad, med mig selv, med alle omkring om mig. Jeg vidste, at alle syntes, jeg var forkert, så jeg forsøgte at lade som om jeg var rigtig, så meget som jeg kunne. Men jeg følte mig forkert og i dag føler jeg mig forrådt.
De voksne på julemærkehjemmene havde et klart og tydeligt hierarki. Jeg var afsted i alt tre gange på to forskellige hjem i 00erne. Der var som regel et par tynde børn. De var øverst i hierarkiet både blandt voksne og børn. Jeg var en af de tykkeste og jeg var samtidig en, der havde lidt svært ved det boglige. Jeg var virkelig langt nede i de voksnes tydelige hierarki. Jeg ville ønske TV2 havde sat skjult kamera op og dokumenteret ligesom de gjorde på plejehjemmene – så ville man kunne se hvor hårdt det var for de fleste af os at være der. Og at de voksne talte til os, som om vores værd afhang af hvor mange kilo, vi tabte. I dag bryder jeg mig ikke om pædagoger og lærere. Hvis jeg møder nogen, forestiller jeg mig, at de arbejder eller har arbejdet på et julemærkehjem, og jeg prøver at slippe ud af samtalen, så hurtigt, jeg kan.
Jeg hader julen fordi der er så mange fucking julemærker ud over det hele! TV2s julekalendere og alle mulige typer samarbejde med Danpo og Kop & Kande og jeg ved ikke hvad! Og fucking kendisser og kronprinsessen, som bilder sig ind, de laver velgørenhed ved offentligt at støtte de rådne hjem!