Sex- og tykpositivitet hænger sammen
v/Jordemoder og sexolog Camilla Tved
Hvis man googler den nærmest mytiske sætning om at man nødvendigvis skal kunne elske sig selv før man kan elske andre, så er de første mange hits en bekræftelse: >>Det er umuligt at tilbyde andre, hvad vi selv mangler. Tænk over det. Hvis du ikke kan elske dig selv, vil det være svært for dig at have et sundt forhold til andre. At elske dig selv er det første skridt til at udvikle tillid og stabilitet med en anden person.<<(udforsksindet.dk)
Det er lidt af en sejlivet satan, den forestilling, og det har betydning når vi taler om sex for i ideen om at man kun kan indgå ”sunde” romantiske relationer til andre hvis man hjerter sig selv først, indgår også forestillingen om at sex kun bliver rigtig godt hvis dette er på plads. Og lige dér har vi måske et af hovedsvarene på den overordnede samfundsforestilling om tykke mennesker som aseksuelle: Mennesker med kroppe, som falder indenfor skønhedsnormerne, og som nyder godt af de privilegier, der er forbundet med det, kan simpelthen ikke forestille sig at tykke mennesker kan være tilfredse med sig selv og deres kroppe. Og når de ikke er dét… jamen så kan de jo ikke have en seksualitet, endsige ligefrem have sex. For man skal jo som bekendt kunne nyde sig selv for at nyde andre. Lidt af en showstopper må man sige. Heldigvis er ideen om at man ikke kan tilbyde andre noget, man ikke selv har, eller at andre ikke skulle kunne begære noget ved ens krop, som man på en god dag virkelig ville ønske gad forsvinde, selvsagt noget forsimplet vrøvl. Som jeg her gerne vil opfordre kraftigt til at gøre op med.
At tykke mennesker naturligvis kan nyde både sig selv, deres kroppe, deres (evt. tykke) partnere og deres sexliv, endda helt uden komplikationer, parenteser og men’er – det kører faktisk bare for dem - er jo én indlysende ting. En anden ting er at de helt på linje med alle andre kan have seksuelle problemer, som ikke er relateret til deres vægt: ”You dont have to be fat to…”
Det sagt, så kan det selvsagt godt være udfordrende at bygge en seksualitet ud fra en krop som store dele af verden ser som forkert og uattraktiv, ligesom det kan være svært at føle begær og liderlighed efter noget (sig selv, andre), som ikke bare bryder normen, men også igen og igen portrætteres som aseksuelt og frastødende i populærkultur og samfund. Omfanget af denne måde at fremstille tykhed på er helt uhyre omfattende og for de ikke-tykke læsere med interesse for feltet må jeg meget indtrængende opfordre til at man som slank og skønhedsprivilegeret person pudser brillerne og starter med at øve sig i faktisk at se dette. Hvorefter man så kan prøve at forestille sig hvad en sådan fremstilling potentiel set kan gøre ved en når man lever med den et helt liv. Som vi kort var inde på i sidste uge, er der oveni dette alle intersektionerne til tykhed – køn (binært som ikke-binært), hudfarve, klasse, funktionsniveau og helbred, hvad man har af privilegier og ressourcer at gøre godt med. (Det er også derfor at noget så tørt og tilsyneladende abstrakt som kapitalismen faktisk spiller en rolle når vi taler vægt og kroppe).
Alt dette spiller ind på seksualitet og sexliv, og vægt er blot én af en række sociale og kulturelle, fysiologiske og psykologiske faktorer. Fordi langt de fleste af os har sex med egne og/eller andres kroppe, så ér kroppen typisk en del af (sex)billedet, den er bare ikke hele billedet og således kan du sagtens have en stærk seksualitet og et godt sexliv, selvom du ikke falder i narcissistisk svime hver gang du kigger dig i spejlet. Det er bare bedre business for samfundsøkonomien, hvis du tror, det er tilfældet - for så bruger du flere penge på at lave dig selv om 😊. Men du kan sagtens have en smoking seksualitet selvom du er utilfreds med din krop. Selvom du har depressioner. Selvom du har perioder, hvor du kæmper med selvhad. På trods af fortid, historie og emotionel bagage, på trods af skønhedsidealer og populærkultur. Men på trods - det vil det ofte være og det er noget som en lang række normbrydende kroppe, køn og minoritetetsgrupper kan nikke genkendende til. Man skal trodse at man på én gang hypersynlig og en-dimensionel(man ér sin tykke krop og man kan ikke passere ubemærket) og usynlig og en-dimensionel (Man bliver usynlig som menneske og dermed også som seksuelt væsen).
Første udfordring ligger dermed i at få lov at netop findes som menneske, som partner, som tændt og seksuelt agerende – med og i en tyk krop. Det er her det bliver vigtigt at bryde med det billede, som populærkulturen tegner af tykke menneskers seksualitet og intime relationer, det bliver en del af det at findes seksuelt på sine egne præmisser. Anden udfordring bliver så at gøre det uden at falde i kløerne på selvhjælps-industrien, og uden at det dels kommer til at handle om at lave dig selv om, og dels bare bliver endnu et punkt på ”det er dit eget ansvar-listen”. Hvordan man kan undgå dette og I stedet gå mere (samfunds)kritisk til tingene er Sonya Renee Taylors ”The body is not an apology – The power of radical selflove”(2018) et inspirerende bud på.
Som jeg var inde på i forrige post, så er det en del af præmissen ved at leve i en kapitalistisk økonomi, at der altid står nogen klar til at vride det progressive ud af en bevægelse og videresælge de ufarlige rester. Det var sådan at budskabet ”Elsk dig selv – fuck modeindustrien” blev til ”Elsk dig selv”. Det var også sådan at populærkulturen snuppede de knap så tykke, hvide, (cis)kvindelige, heteroseksuelle (ofte meget feminine) tyk-aktivister og lod dem have både en stemme og en seksualitet, mens resten af tyk-bevægelsen blev efterladt på perronen – alt for tykke og alt for samfundskritiske. Tykaktivisme har rødder i feministiske og subkulturelle miljøer (bl.a. punk- og riot grrl bevægelsen og seksuelle minoritetskulturer), som historisk har udfordret rammerne for ”den gode seksualitet”.
Hvordan visse former for seksuel adfærd anses som respektabel og ”god”, mens andre praktikker og begær skaber forargelse og moralsk panik har bl.a. sociologen Gayle Rubin vist med sin CHARMED CIRCLE fra 1984. Cirklen inkluderer ikke et kropsperspektiv, så jeg har tilpasset den for at illustrere hvordan det at bestemte kroppe claimer retten til sex og seksualitet, kan siges at falde uden for skiven og dermed virke nedbrydende og truende på det etablerede samfunds gode seksualitet. Af denne grund bør en sexpositiv tilgang hos sexologer, sexterapeuter og sexualundervisere altid inkludere et bevidst og italesat tyk- og kropspositivt perspektiv, men det er sjældent tilfældet og i praksis taler og arbejder mange sexologer og terapeuter derfor reelt kun med den (meget afgrænsede) gode seksualitet. Et eksempel på en tykaktivistisk sexterapeut som til gengæld virkelig arbejder udenfor skiven er sex-terapeuten Sonalee Rashatwar. Sonalee er non-binær, queer, racialiseret og tyk og har podcasten The Fat Sextherapist, som jeg varmt kan anbefale. I dette interview forklarer den lidt om sit arbejde: https://www.volup2.com/blog/fatsextherapist.
Et eksempel på et felt som (også) bryder med hvad der er socialt acceptabelt og som kan være meget relevant i forhold til tykpositiv sex, er porno: Netop fordi det falder uden for skiven af god seksualitet så overses det ofte som en ellers rig mulighed for at udleve seksualitet på egne præmisser og samtidig bryde med populærkulturens fremstilling af tykke som aseksuelle, eller alternativt perverterede og/eller stakkels. Det her handler ikke om at finde niche-porno hvor tykhed feticheres, men om at gå efter feministisk og bæredygtigt produceret porno med tykvenlige og tykaktivistiske skuespillere og instruktører. Tykpositiv/tykaktivistisk online porno giver mulighed for i trygge omgivelser at udforske, spejle og inspirere sig selv(og eventuelle partner/e) seksuelt ud fra et meget varieret visuelt materiale. Men porno er bare én mulighed.
I næste, og sidste, post på torsdag går vi derfor lidt mere konkret til tingene og ser på hvad der findes af sex- og tykpositiv inspiration derude