Om ufarlig kropspositivitet og ligegyldig kærlighed
v/ Jordemoder og sexolog Camilla Tved
Instagram: @CamilllaTved
Begreber som kropspositivitet og selvkærlighed fylder meget i mit instagram feed. Det skyldes at jeg følger privat praktiserende behandlere, som på forskellig vis arbejder indenfor mine fag og for mange af dem er kropspositivitet et hovedbudskab.
Selv har jeg det svært med den slags ord. Isoleret set er de jo udtryk for noget fint og kan give mening i bestemte sammenhænge - Man skal ikke undervurdere betydningen af at normbrydende grupper kan styrke repræsentationen, fejre alt for længe bortgemte kroppe, dyrke udskammede seksualiteter og møde hinanden i fællesskaber på medier som instagram.
Men kropspositivitet bruges også i flæng i den brogede verden af private behandlere hvor jeg selv huserer og der får det andre fortegn. Kropsterapeuter, massører, terapeuter, ”alternative” behandlere, personlige trænere, diætister og vægtkonsulenter lever af at sælge håb og drømme om at noget kan blive…(mindre/tyndere/rarere/lettere /smertefrit/smukkere/mere sammenhængende) – Bedre.
At ville have det bedre er en ærlig sag, men det at langt de fleste behandlere er dybt dedikerede og fagligt kompetente mennesker, der brænder for at gøre en reel forskel i folks liv med det ”bedre” de nu kan tilbyde, ændrer ikke på at deres ”bedre” helt enkelt samtidig er en vare. Det ér business og selvom jeg i god selvhøjtidelig fagsnobberi-stil synes at det, jeg laver skam er en meget seriøs business, så er også sundhedsfagene på godt og ondt en del af det omgivende samfund som skitseret i mine tidligere posts.
Samtidig er det et faktum at både wellness-branchen og diætkulturen har fået et stort overlap til mine fagområder og jeg kan derfor ikke ikke forholde mig til hvilke normer og værdier der er på spil ovre i ”bedre”-branchen.
I dag er det at få det ”bedre” uvægerligt synonymt med mere sundhed. Samtidig er sundhed for de fleste af os lig med skønhed og i et kapitalistisk samfund forbindes både skønhed og sundhed med noget, der har kostet. Kostet penge, kostet indsatser, koster sved, kostet mængder af energi og kontrol.
Faktisk har det absurd nok dermed ofte kostet sundhed i og med at de indsatser der skal til for at passe ind i samfundets skønhedsnormer kan være hårde for krop og psyke: Diæter, overdreven motion, kirurgiske indgreb, hudblegende cremer, økonomiske byrder mv.
Uanset hvad man mener om diæter og begrebet ”sund kost” i øvrigt, så er det en vigtig detalje at det faktisk er dyrt at leve ”sundt” – økologi, mængder af frugt og grønt, køkkengrej, dyre niche madprodukter, sociale ressourcer til at indhente viden og planlægge, tid til motion.
Skønhed og sundhed er dermed blevet eksklusivt.
Nu ville det jo være dårlig business hvis det blev for eksklusivt – for så taber folk modet og skræmmes væk. En måde at sælge drømmen om ”bedre” på kan være at pakke den ind i kropspositivitet og det handler helt enkelt om at det lyder appellerende, gør sig godt på sociale medier og spiller på det ønske som mange har om at have det godt med deres krop.
Kropspositivitet sælger kort sagt, men det sælger fordi det har en modpol. For at ville have det bedre skal man have det dårligt, for at ville betale for at lære at elske sig selv må man jo hade, for at ønske sig noget godt er man nødt til at have det dårligt.
Det er ét perspektiv på kropspositivitet, men det skal ses i sammenhæng med et andet, hvor selv- og kropskærlighed bruges af en masse velmenende mennesker, som prædiker kropspositivitet uden at ville gøre de indsatser der skal til for at gøre begrebet reelt. Hvis man som behandler skal være positiv overfor kroppe, der ikke ligner én selv, er man nødt til at lægge et stykke refleksivt arbejde i det og ikke bare tænde en røgelsespind og råbe elsk dig selv på sociale medier. (Alternativt svarer det til at insistere på at man er farveblind og ”ikke ser hudfarver men kun mennesker”. Sagde ingen brune mennesker nogensinde vel? Nej, præcis.).
Her kan det være godt at vide noget om historien bag begrebet kropspositivitet. Det udspringer nemlig af en helt anderledes radikal bevægelses bedrifter. Det kan man læse lidt om her: https://www.bustle.com/…/170978-11-influencers-discuss-the-…, men De Tykkes Befrielsesfront og FedFront har også skrevet om det på dansk. (Jeg synes det kan være værdifuldt at supplere med især amerikanske tekster fordi de ofte belyser sammenhængen mellem kolonialisme, racisme og vægt. En central pointe!)
Selv for en tynd-hvid-middelklasse-sundhedsuddannet-næsten-akademiker-type som mig er det svært at overse det åbenlyse i hvor ufarligt et begreb kropspositivitet er. Min instagram skærer det ud i pap hver dag: Kropspositivitet er hvide kroppe, slanke kroppe, smidige kroppe, det er funktions-dygtighed og stærke gener, det er makeup, tid, det er røgelse og yogatøj til en månedsløn, det er ciskøn, det er heteronormer.
Kort sagt overskud med et pift af ressourcer og et drys af privilegier på toppen. Kropspositivitet går efter individet og ”tag dig sammen”, det går efter den dårlige samvittighed og selvhadet, det går efter dig. Det er det som gør det ufarligt. Kropspositivitet er en trend på et marked styret af økonomiske interesser og selvom den trend utvivlsomt har sine lyspunkter og små positive sideeffekter, så har den - som alle andre trends - de allerede privilegerede i fokus. Dermed kan kropspositivitet ikke for alvor angribe strukturer eller udstille social ulighed, den kan kun angribe ”dig selv’er”.
Men det er nu engang ikke tykke mennesker, der har lært sig selv at hade sig selv, det er ikke brune mennesker, der hver især har fundet på at brune tykke mennesker er mindre værd end tykke hvide mennesker, og at tykke kvinder kan feticheres efter behov og kasseres efter behov, at tykke mænd kan enten afseksualiseres eller tillægges bestemte perversiteter på grund af deres størrelse, at tykke tillægges dovenskab og karaktersvagheder, som bruges hensynsløst i den stadigt mere hadske retorik mod arbejdsløse og syge. Der er større ting på spil her og al kropspositivitet og selvkærlighed i verden kommer ikke til at gøre en forskel. Hvis du vil læse lidt mere om dette så synes jeg denne her var skarp: http://www.themilitantbaker.com/…/why-ive-chosen-body-liber…
At have en normkritisk praksis indebærer mere end at udpege normer. Det er også at stille krav og udfordre – ikke individer – men magtstrukturer. Det kan sprog være en del af og ord som tykpositiv, normbrydende kroppe og kropsbefrielse bliver i den sammenhæng vigtige redskaber til i det små at skubbe til stereotyper og udfordre tankegange, men ikke mindst så sætter en normkritisk tilgang nogle helt andre rammer, hvor der kan stilles krav om mere grundlæggende strukturelle forandringer.
I forlængelse af alt det her med kropspositivitet og selvkærlighed ligger en anden indgroet sandhed. Det er den der med, at hvis ikke man elsker sig selv, så kan man ikke elske nogen andre. Og hvis ikke man ser på sin krop i spejlet og får lyst til at knalde med sig selv, så er der nok heller ikke nogen andre der gør det. Kender I den? Den skal vi pille fra hinanden i næste uge hvor det handler om sex.