Sex snak

January 31, 2019 by Fed Front in Sex, Samarbejde

”You don’t have to be fat to have body issues and you don’t have to be thin to be good in bed” (R.J. Weinstein)

- Man behøver hverken have kropsissues, selvværdsproblemer eller dertil hørende ondt i sexlivet fordi man er tyk – tværtimod. - Har man det alligevel er der ikke noget underligt i det – I så fald har man en del til fælles med rigtig mange andre, tykke eller ej. - Det kan være op ad bakke at skulle udforske og udleve en seksualitet som samfund og mainstreamkultur usynliggør, ynkeliggør eller perverterer. Men det kan gøres!

Der er ingen quick-fixes, men her er en til lejligheden afstemt tykpositiv sexguide. Allerførst: Du kan gøre hvad du vil med og for dig selv, men er der andre involveret kræver det aktivt samtykke. Sex er kun godt når det er godt for alle!

1. Tag udgangspunkt i at du har en seksualitet og ret til at definere den og dyrke den

2. Søg visuel inspiration. Når noget altid har været skjult kan det være et befriende turn on at se det foldet ud på egne præmisser. Og hvis du selv har lyst til at bidrage så fyr den af – internettet er der for det samme.

Porno: Tjek fx Crashpadseries.com eller den danske instruktør Goodyn Greens film for feministisk og social bæredygtigt porno. Tjek også Tristan Taorminos film fx ”Rough sex”-serien. Mere god porno i de anbefalede online sexshops nedenfor. (Og hey - Hvis du er i nærheden af Berlin inden 3. marts så se udstillingen FAT FEMME FURIOUS på Galerie Im Turm som også har filmscreeninger) Audio og pods: tjek @Smut Slam Copenhagen – fatfriendly sexy storytelling! Tristan Taorminos podcast Sex Out Loud dækker jævnligt tykseksualitet, både direkte og indirekte, samt alt muligt andet vigtigt. Tjek også Tristans film, porno-noveller og aktivistarbejde! @Unscrewed – awesome intersektionel sexpod for alle, tjek bl.a. episoderne ”A family Heirloom”, ”What you think you look like” og “shame is the boner killer”.

3. Opsøg sex- og tykpositive fællesskaber. @Fed Front. @De Tykkes Befrielsesfront, @the body is not an apology, fortsæt selv listen.

4. ”Sund sex” er lige så fjollet og fluffy et begreb som ”sund mad”. Tjek fx Health at every size communities på haescommunity.com og seksualitetssektionen hos The Body Is Not An Apology https://thebodyisnotanapology.com/magazine/tag/sexuality/

5. Tykhed er en fetich for nogle, men tyk-seksualitet er overordnet bare tykke mennesker der har sex på en milliard forskellige måder (At nogle heteroseksuelle tænder på sko betyder jo heller ikke at heteroseksualitet er en fetich). Perversioner og feticher er all fun for dem som er til dét men (tyk)seksualitet er meget mere end det. Tjek fx Weinsteins bogantologi “Fat sex – the naked truth” for en god bred repræsentation. Sexterapeuten og aktivisten Elle Chase har desuden denne ressourceliste for ”the curvy girl” med mange gode titler og links: http://smutforsmarties.com/8351-2/.

6. Du har den krop du har – på godt og ondt. Find ud af hvad den kan og ikke kan: Kan noget flyttes og løftes så det ikke er i vejen? Kan en anden stilling hjælpe? (Tjek evt Hanne Blanks bog Big big love), En god fast pude? (Skråpuder eller kilepuder kan anbefales. Til alle!) Et nyt stykke legetøj? Mere lube? (Lube er så undervurderet. Husk at vælg noget, der passer til sexlegetøj og evt. prævention). Skal du og din partner/e tilbage til tegnebordet og lige have en snak? Ville det hjælpe at tage det op i fællesskab, hvor du kan høre andres erfaringer? (Vi snakker for lidt om sex. Det gælder alle).

7. Accessorizzzzeeeee! Sexlegetøj, gear og gadgets. Det er sjovest hvis man har det i hænderne inden man køber, men gode sexbutikker er en mangelvare i DK. Prøv Lust hvis du er i Kbh, Ficken 3000 hvis du er i Hamburg og ellers så er det online: Come As You Are er kooperativt ejet, feministisk og antikapitalistisk, what’s not to like? https://www.comeasyouare.com/. Goodvibes.com (Aktivt sexcommunity + shop som bl.a har kørt kampagnen #sexyateverysize). Babeland.com, Sugar er queer, kønsneutralt og de har også gode blogs: http://www.sugartheshop.com/home.html, Oh Joy Sex Toy hvis man også kan lide tegneserier og sjove men seriøse anmeldelser af sexlegetøj: https://www.ohjoysextoy.com/. Dette er bare et udpluk. Sexlegetøj er desværre ofte dyrt ☹, men igen: Der findes alternativer derude og så er det jo ikke forbudt at lave bytte-dag med vennerne eller købe second hand hvis hygiejnen er i orden.

Enjoy – og tak for denne gang. Det har været en fornøjelse.

Xx,
Camilla

Sex- og tykpositivitet hænger sammen

January 29, 2019 by Fed Front in Sex, Samarbejde

v/Jordemoder og sexolog Camilla Tved

Hvis man googler den nærmest mytiske sætning om at man nødvendigvis skal kunne elske sig selv før man kan elske andre, så er de første mange hits en bekræftelse: >>Det er umuligt at tilbyde andre, hvad vi selv mangler. Tænk over det. Hvis du ikke kan elske dig selv, vil det være svært for dig at have et sundt forhold til andre. At elske dig selv er det første skridt til at udvikle tillid og stabilitet med en anden person.<<(udforsksindet.dk)
Det er lidt af en sejlivet satan, den forestilling, og det har betydning når vi taler om sex for i ideen om at man kun kan indgå ”sunde” romantiske relationer til andre hvis man hjerter sig selv først, indgår også forestillingen om at sex kun bliver rigtig godt hvis dette er på plads. Og lige dér har vi måske et af hovedsvarene på den overordnede samfundsforestilling om tykke mennesker som aseksuelle: Mennesker med kroppe, som falder indenfor skønhedsnormerne, og som nyder godt af de privilegier, der er forbundet med det, kan simpelthen ikke forestille sig at tykke mennesker kan være tilfredse med sig selv og deres kroppe. Og når de ikke er dét… jamen så kan de jo ikke have en seksualitet, endsige ligefrem have sex. For man skal jo som bekendt kunne nyde sig selv for at nyde andre. Lidt af en showstopper må man sige. Heldigvis er ideen om at man ikke kan tilbyde andre noget, man ikke selv har, eller at andre ikke skulle kunne begære noget ved ens krop, som man på en god dag virkelig ville ønske gad forsvinde, selvsagt noget forsimplet vrøvl. Som jeg her gerne vil opfordre kraftigt til at gøre op med.

At tykke mennesker naturligvis kan nyde både sig selv, deres kroppe, deres (evt. tykke) partnere og deres sexliv, endda helt uden komplikationer, parenteser og men’er – det kører faktisk bare for dem - er jo én indlysende ting. En anden ting er at de helt på linje med alle andre kan have seksuelle problemer, som ikke er relateret til deres vægt: ”You dont have to be fat to…”
Det sagt, så kan det selvsagt godt være udfordrende at bygge en seksualitet ud fra en krop som store dele af verden ser som forkert og uattraktiv, ligesom det kan være svært at føle begær og liderlighed efter noget (sig selv, andre), som ikke bare bryder normen, men også igen og igen portrætteres som aseksuelt og frastødende i populærkultur og samfund. Omfanget af denne måde at fremstille tykhed på er helt uhyre omfattende og for de ikke-tykke læsere med interesse for feltet må jeg meget indtrængende opfordre til at man som slank og skønhedsprivilegeret person pudser brillerne og starter med at øve sig i faktisk at se dette. Hvorefter man så kan prøve at forestille sig hvad en sådan fremstilling potentiel set kan gøre ved en når man lever med den et helt liv. Som vi kort var inde på i sidste uge, er der oveni dette alle intersektionerne til tykhed – køn (binært som ikke-binært), hudfarve, klasse, funktionsniveau og helbred, hvad man har af privilegier og ressourcer at gøre godt med. (Det er også derfor at noget så tørt og tilsyneladende abstrakt som kapitalismen faktisk spiller en rolle når vi taler vægt og kroppe).

Alt dette spiller ind på seksualitet og sexliv, og vægt er blot én af en række sociale og kulturelle, fysiologiske og psykologiske faktorer. Fordi langt de fleste af os har sex med egne og/eller andres kroppe, så ér kroppen typisk en del af (sex)billedet, den er bare ikke hele billedet og således kan du sagtens have en stærk seksualitet og et godt sexliv, selvom du ikke falder i narcissistisk svime hver gang du kigger dig i spejlet. Det er bare bedre business for samfundsøkonomien, hvis du tror, det er tilfældet - for så bruger du flere penge på at lave dig selv om 😊. Men du kan sagtens have en smoking seksualitet selvom du er utilfreds med din krop. Selvom du har depressioner. Selvom du har perioder, hvor du kæmper med selvhad. På trods af fortid, historie og emotionel bagage, på trods af skønhedsidealer og populærkultur. Men på trods - det vil det ofte være og det er noget som en lang række normbrydende kroppe, køn og minoritetetsgrupper kan nikke genkendende til. Man skal trodse at man på én gang hypersynlig og en-dimensionel(man ér sin tykke krop og man kan ikke passere ubemærket) og usynlig og en-dimensionel (Man bliver usynlig som menneske og dermed også som seksuelt væsen).

Første udfordring ligger dermed i at få lov at netop findes som menneske, som partner, som tændt og seksuelt agerende – med og i en tyk krop. Det er her det bliver vigtigt at bryde med det billede, som populærkulturen tegner af tykke menneskers seksualitet og intime relationer, det bliver en del af det at findes seksuelt på sine egne præmisser. Anden udfordring bliver så at gøre det uden at falde i kløerne på selvhjælps-industrien, og uden at det dels kommer til at handle om at lave dig selv om, og dels bare bliver endnu et punkt på ”det er dit eget ansvar-listen”. Hvordan man kan undgå dette og I stedet gå mere (samfunds)kritisk til tingene er Sonya Renee Taylors ”The body is not an apology – The power of radical selflove”(2018) et inspirerende bud på.

Som jeg var inde på i forrige post, så er det en del af præmissen ved at leve i en kapitalistisk økonomi, at der altid står nogen klar til at vride det progressive ud af en bevægelse og videresælge de ufarlige rester. Det var sådan at budskabet ”Elsk dig selv – fuck modeindustrien” blev til ”Elsk dig selv”. Det var også sådan at populærkulturen snuppede de knap så tykke, hvide, (cis)kvindelige, heteroseksuelle (ofte meget feminine) tyk-aktivister og lod dem have både en stemme og en seksualitet, mens resten af tyk-bevægelsen blev efterladt på perronen – alt for tykke og alt for samfundskritiske. Tykaktivisme har rødder i feministiske og subkulturelle miljøer (bl.a. punk- og riot grrl bevægelsen og seksuelle minoritetskulturer), som historisk har udfordret rammerne for ”den gode seksualitet”.

Hvordan visse former for seksuel adfærd anses som respektabel og ”god”, mens andre praktikker og begær skaber forargelse og moralsk panik har bl.a. sociologen Gayle Rubin vist med sin CHARMED CIRCLE fra 1984. Cirklen inkluderer ikke et kropsperspektiv, så jeg har tilpasset den for at illustrere hvordan det at bestemte kroppe claimer retten til sex og seksualitet, kan siges at falde uden for skiven og dermed virke nedbrydende og truende på det etablerede samfunds gode seksualitet. Af denne grund bør en sexpositiv tilgang hos sexologer, sexterapeuter og sexualundervisere altid inkludere et bevidst og italesat tyk- og kropspositivt perspektiv, men det er sjældent tilfældet og i praksis taler og arbejder mange sexologer og terapeuter derfor reelt kun med den (meget afgrænsede) gode seksualitet. Et eksempel på en tykaktivistisk sexterapeut som til gengæld virkelig arbejder udenfor skiven er sex-terapeuten Sonalee Rashatwar. Sonalee er non-binær, queer, racialiseret og tyk og har podcasten The Fat Sextherapist, som jeg varmt kan anbefale. I dette interview forklarer den lidt om sit arbejde: https://www.volup2.com/blog/fatsextherapist.

Et eksempel på et felt som (også) bryder med hvad der er socialt acceptabelt og som kan være meget relevant i forhold til tykpositiv sex, er porno: Netop fordi det falder uden for skiven af god seksualitet så overses det ofte som en ellers rig mulighed for at udleve seksualitet på egne præmisser og samtidig bryde med populærkulturens fremstilling af tykke som aseksuelle, eller alternativt perverterede og/eller stakkels. Det her handler ikke om at finde niche-porno hvor tykhed feticheres, men om at gå efter feministisk og bæredygtigt produceret porno med tykvenlige og tykaktivistiske skuespillere og instruktører. Tykpositiv/tykaktivistisk online porno giver mulighed for i trygge omgivelser at udforske, spejle og inspirere sig selv(og eventuelle partner/e) seksuelt ud fra et meget varieret visuelt materiale. Men porno er bare én mulighed.

I næste, og sidste, post på torsdag går vi derfor lidt mere konkret til tingene og ser på hvad der findes af sex- og tykpositiv inspiration derude

Om ufarlig kropspositivitet og ligegyldig kærlighed

January 22, 2019 by Fed Front in Samarbejde

v/ Jordemoder og sexolog Camilla Tved
Instagram: @CamilllaTved

Begreber som kropspositivitet og selvkærlighed fylder meget i mit instagram feed. Det skyldes at jeg følger privat praktiserende behandlere, som på forskellig vis arbejder indenfor mine fag og for mange af dem er kropspositivitet et hovedbudskab.

Selv har jeg det svært med den slags ord. Isoleret set er de jo udtryk for noget fint og kan give mening i bestemte sammenhænge - Man skal ikke undervurdere betydningen af at normbrydende grupper kan styrke repræsentationen, fejre alt for længe bortgemte kroppe, dyrke udskammede seksualiteter og møde hinanden i fællesskaber på medier som instagram.

Men kropspositivitet bruges også i flæng i den brogede verden af private behandlere hvor jeg selv huserer og der får det andre fortegn. Kropsterapeuter, massører, terapeuter, ”alternative” behandlere, personlige trænere, diætister og vægtkonsulenter lever af at sælge håb og drømme om at noget kan blive…(mindre/tyndere/rarere/lettere /smertefrit/smukkere/mere sammenhængende) – Bedre.

At ville have det bedre er en ærlig sag, men det at langt de fleste behandlere er dybt dedikerede og fagligt kompetente mennesker, der brænder for at gøre en reel forskel i folks liv med det ”bedre” de nu kan tilbyde, ændrer ikke på at deres ”bedre” helt enkelt samtidig er en vare. Det ér business og selvom jeg i god selvhøjtidelig fagsnobberi-stil synes at det, jeg laver skam er en meget seriøs business, så er også sundhedsfagene på godt og ondt en del af det omgivende samfund som skitseret i mine tidligere posts.

Samtidig er det et faktum at både wellness-branchen og diætkulturen har fået et stort overlap til mine fagområder og jeg kan derfor ikke ikke forholde mig til hvilke normer og værdier der er på spil ovre i ”bedre”-branchen.

I dag er det at få det ”bedre” uvægerligt synonymt med mere sundhed. Samtidig er sundhed for de fleste af os lig med skønhed og i et kapitalistisk samfund forbindes både skønhed og sundhed med noget, der har kostet. Kostet penge, kostet indsatser, koster sved, kostet mængder af energi og kontrol.

Faktisk har det absurd nok dermed ofte kostet sundhed i og med at de indsatser der skal til for at passe ind i samfundets skønhedsnormer kan være hårde for krop og psyke: Diæter, overdreven motion, kirurgiske indgreb, hudblegende cremer, økonomiske byrder mv.

Uanset hvad man mener om diæter og begrebet ”sund kost” i øvrigt, så er det en vigtig detalje at det faktisk er dyrt at leve ”sundt” – økologi, mængder af frugt og grønt, køkkengrej, dyre niche madprodukter, sociale ressourcer til at indhente viden og planlægge, tid til motion.

Skønhed og sundhed er dermed blevet eksklusivt.

Nu ville det jo være dårlig business hvis det blev for eksklusivt – for så taber folk modet og skræmmes væk. En måde at sælge drømmen om ”bedre” på kan være at pakke den ind i kropspositivitet og det handler helt enkelt om at det lyder appellerende, gør sig godt på sociale medier og spiller på det ønske som mange har om at have det godt med deres krop.

Kropspositivitet sælger kort sagt, men det sælger fordi det har en modpol. For at ville have det bedre skal man have det dårligt, for at ville betale for at lære at elske sig selv må man jo hade, for at ønske sig noget godt er man nødt til at have det dårligt.

Det er ét perspektiv på kropspositivitet, men det skal ses i sammenhæng med et andet, hvor selv- og kropskærlighed bruges af en masse velmenende mennesker, som prædiker kropspositivitet uden at ville gøre de indsatser der skal til for at gøre begrebet reelt. Hvis man som behandler skal være positiv overfor kroppe, der ikke ligner én selv, er man nødt til at lægge et stykke refleksivt arbejde i det og ikke bare tænde en røgelsespind og råbe elsk dig selv på sociale medier. (Alternativt svarer det til at insistere på at man er farveblind og ”ikke ser hudfarver men kun mennesker”. Sagde ingen brune mennesker nogensinde vel? Nej, præcis.).

Her kan det være godt at vide noget om historien bag begrebet kropspositivitet. Det udspringer nemlig af en helt anderledes radikal bevægelses bedrifter. Det kan man læse lidt om her: https://www.bustle.com/…/170978-11-influencers-discuss-the-…, men De Tykkes Befrielsesfront og FedFront har også skrevet om det på dansk. (Jeg synes det kan være værdifuldt at supplere med især amerikanske tekster fordi de ofte belyser sammenhængen mellem kolonialisme, racisme og vægt. En central pointe!)

Selv for en tynd-hvid-middelklasse-sundhedsuddannet-næsten-akademiker-type som mig er det svært at overse det åbenlyse i hvor ufarligt et begreb kropspositivitet er. Min instagram skærer det ud i pap hver dag: Kropspositivitet er hvide kroppe, slanke kroppe, smidige kroppe, det er funktions-dygtighed og stærke gener, det er makeup, tid, det er røgelse og yogatøj til en månedsløn, det er ciskøn, det er heteronormer.

Kort sagt overskud med et pift af ressourcer og et drys af privilegier på toppen. Kropspositivitet går efter individet og ”tag dig sammen”, det går efter den dårlige samvittighed og selvhadet, det går efter dig. Det er det som gør det ufarligt. Kropspositivitet er en trend på et marked styret af økonomiske interesser og selvom den trend utvivlsomt har sine lyspunkter og små positive sideeffekter, så har den - som alle andre trends - de allerede privilegerede i fokus. Dermed kan kropspositivitet ikke for alvor angribe strukturer eller udstille social ulighed, den kan kun angribe ”dig selv’er”.

Men det er nu engang ikke tykke mennesker, der har lært sig selv at hade sig selv, det er ikke brune mennesker, der hver især har fundet på at brune tykke mennesker er mindre værd end tykke hvide mennesker, og at tykke kvinder kan feticheres efter behov og kasseres efter behov, at tykke mænd kan enten afseksualiseres eller tillægges bestemte perversiteter på grund af deres størrelse, at tykke tillægges dovenskab og karaktersvagheder, som bruges hensynsløst i den stadigt mere hadske retorik mod arbejdsløse og syge. Der er større ting på spil her og al kropspositivitet og selvkærlighed i verden kommer ikke til at gøre en forskel. Hvis du vil læse lidt mere om dette så synes jeg denne her var skarp: http://www.themilitantbaker.com/…/why-ive-chosen-body-liber…

At have en normkritisk praksis indebærer mere end at udpege normer. Det er også at stille krav og udfordre – ikke individer – men magtstrukturer. Det kan sprog være en del af og ord som tykpositiv, normbrydende kroppe og kropsbefrielse bliver i den sammenhæng vigtige redskaber til i det små at skubbe til stereotyper og udfordre tankegange, men ikke mindst så sætter en normkritisk tilgang nogle helt andre rammer, hvor der kan stilles krav om mere grundlæggende strukturelle forandringer.

I forlængelse af alt det her med kropspositivitet og selvkærlighed ligger en anden indgroet sandhed. Det er den der med, at hvis ikke man elsker sig selv, så kan man ikke elske nogen andre. Og hvis ikke man ser på sin krop i spejlet og får lyst til at knalde med sig selv, så er der nok heller ikke nogen andre der gør det. Kender I den? Den skal vi pille fra hinanden i næste uge hvor det handler om sex.

Mere graviditet og så lidt fødsel

January 16, 2019 by Fed Front in Samarbejde

V/ Jordemoder og sexolog Camilla Tved

”Humiliating and shaming patients does not lead to better medical outcomes. But as the research shows, it does cause people to shut down and avoid doctors. It also pushes people to internalize the stigma against being fat ― whether or not their weight is the real issue with their health”.

I fertilitetsbehandling kan man lidt forsimplet sige at målet er at opnå en høj graviditets-rate, men uden at gå (alt for meget) på kompromis med at det samtidig skal være ”bæredygtige” graviditeter med bedst muligt forløb og udkomme. I graviditetsomsorgen har sundhedsvæsenet generelt fokus på forebyggelse af graviditetsbetinget diabetes/sukkersyge, forhøjet blodtryk, samt på præ-eclampsi – (tidligere kaldet ”svangerskabsforgiftning”), hvor forhøjet blodtryk typisk er en del af sygdomsbilledet.

På alle 3 områder kan vægt spille en rolle i udviklingen af disse tilstande, ligesom kost og motion hos mange vil have en indflydelse på hvordan de udfolder sig. Derfor vil man som tyk gravid høre en del om dette og også om at det kan spille ind på barnets helbred. I praksis vil mange forebyggende tilbud og samtaler være målrettet gravide med bestemt bmi. (Se evt. mere om de store linjer ift. netop disse tilstande i artiklen fra Huffington Post som der også blev linket til i gårsdagens post: https://www.google.dk/url… )

En måde at strukturere forebyggelse og screeninger er ved at tage udgangspunkt i KRAM-faktorerne; Kost, Rygning, Alkohol, Motion. Her ses livsstilsfaktorer som afgørende at påvirke i forhold til befolkningens sundhed - og sund anskues for en stor del som noget man kan vælge at blive ved at tage noget ansvar. Her viser bl.a. norsk og dansk forskning godt nok at det er de samfundsmæssige og strukturelle linjer, som betyder noget for helbred mere end det er livsstilsvalg. Indkomst, bolig, arbejdsforhold, identitet og social position mv. har altså groft sagt mere at sige for helbredet end livsstilsvalg, fitnessabonnementer og hvor mange palæo-fetichister, man følger på instagram.

En stigende sundhedsmoralisme (såkaldt healthism) bygger netop på ideen om personligt ansvar for sundhed og dermed også på en forestilling om usundhed som konsekvensen af den enkeltes ansvarsfralæggelse og ”manglende rygrad”. Heraf opstår retten til at moralisere og ”tilrettevise”, og i samspil med tykfobi og diætkultur bliver det en giftig cocktail for tykke gravide og fødende. Har man dertil andre ting som f.eks hudfarve, køn, seksualitet eller kropsfunktion i spil, og det har de fleste selvsagt, så øges graden af stigma og marginalisering yderligere. Som følge heraf bliver en faktor som minoritetsstress dermed en mindst lige så relevant negativ faktor i graviditet og fødsel som en daglig pakke cigaretter eller et alt for højt blodtryk – og her har vi slet ikke berørt det åbenlyse i indflydelsen af stress på både nikotin- og misbrugstrang samt blodtryk 😉 (for mere om minoritetsstress se fx Meyer, 2003).

For gravide og fødende får skruen på ovenstående et ekstra twist fordi én populært sagt bliver til to og som beskrevet i en tidligere post indebærer det både et konkret ansvar, men medfører også samtidig et større og mere diffust kulturelt ansvar som bl.a betyder at andre, herunder sundhedsvæsenet, kan mene noget om den gravides opførsel, krop og valg og man pludselig bliver offentlig ejendom. Dette sker samtidig med en usynliggørelse af graviditeten, som mange tykke gravide synes er svær: Fordi man senere, eller måske slet ikke, bliver synlig gravid, så går man også ”glip af” meget af omgivelsernes begejstring og positive dialoger og erfaringsdeling med andre, som har født, og det kan opleves svært og sorgfuldt. Man er altså både hypersynlig som tyk gravid – typisk som (tyk) negativ stereotyp og ikke som menneske med egen agens, tanker og følelser, men samtidig er man også usynlig – som ”almindelig” (dvs ikke-tyk) gravid og fødende.

Jordemoderforeningen skriver på sin hjemmeside at ”Selvom man er overvægtig, kan man føde fint og uden problemer. Der er dog særlige ting, man skal være opmærksom på. Og selv om det kan være barskt at læse, så er det fakta”. Her gennemgås bl.a. fødselsmåde (på grund af øget risiko for komplikationer er risikoen for kejsersnit øget), smertelindring (især ift. epiduralblokade som typisk vil tilbydes tidligt i fødselsforløbet da de kan være sværere at anlægge) samt barnets størrelse (der tilbydes nogle steder ekstra scanninger fordi det angiveligt skulle være sværere at mærke barnets position og størrelse gennem ”det øgede fedtlag”).

Teksten i sin helhed kan læses her på Jordemoderforeningens hjemmeside her og den kan være gavnlig i at forstå hvilke vejledende retningslinjer jordemoderen arbejder ud fra, men jeg skal advare om sprog, tone og ”fakta” der kan være triggende: http://www.jordemoderforeningen.dk/…/sin…/artikel/overvaegt/

Afslutningsvis kan jeg retorisk spørge om tykhed kan spille negativt ind på fødsel. Ork ja. Det kan det. Kan det lade være? Ja det kan det så sandelig også og det er mere sandsynligt at det ikke spiller ind end at det gør. Er der andre ting, der også spiller ind på fødslens forløb? Her er svaret et rungende ja. En af dem er det igangsættelsesregime som sundhedsvæsenet i disse år administrerer, som medfører automatisk medicinsk igangsættelse af gravide der er gået mere end 41 uger over terminsdato. Det kan synes som et mærkeligt og derailende emne at bringe på banen, men pointen er, som flere gange tidligere, at perspektivere det fokus og pres som lægges på individet, her den tykke gravide og fødende, op imod det strukturelle og systemiske, her sundhedsvæsenet. En anden ting er, som beskrevet, stress og en presset psyke - og i mine øjne er der en stor og undervurderet risiko for at sundhedsvæsenets tilgang til vægt og graviditet/fødsel for tykke gravide fodrer ind i en, ofte livslang, oplevelse af at have en krop, som er forkert, for meget og ude af fysisk funktion. Og lav tillid og tiltro til egen krop har som bekendt aldrig bragt nogen fødende noget godt.

Førnævnte betyder i øvrigt ikke at man pinedød skal elske sin egen krop for at få en god fødsel - men at arbejde på at få en vis tillid til at den kan føde et barn uanset mængden af kropsfedt, uanset BMI og uanset et system, som meget uheldigt alt for ofte får signaleret en god portion mistro til at man kan - så er ”fødeselvtillid” et godt og afgrænset mål at sigte efter. I mine øjne, og dette er sandsynligvis kontroversielt at sige i dele af sundhedsvæsenet, så er dét mål en langt bedre investering at gå efter end bestemte vægtmål.

Det er imidlertid også noget af en opgave og lettere sagt end gjort. Som i forrige post slutter vi derfor af med et par gode råd og derefter lidt inspiration og links.

• Daglig bevægelse er godt for fødslen. Find noget der spiller for dig – youtube-yoga er ikke ringere end det lokale 1500 kroners yoga-hold med tynde hvide mennesker i matchende 1500 kroners yoga-tøj, gå-ture er groft undervurderede både for hoved og krop, og du kan også tage initiativ til at samle dit eget hold med ligesindede og finde en cool underviser. Formålet her er ikke vægttab eller kropstæmning, men at oparbejde god bevægelighed i leddene, få trukket vejret ordentligt og lige finde ud hvad kroppen kan og ikke kan. Svømning er toppen – men det kræver at du orker omklædningsrum og svømmehaller – find evt. nogle at følges med. Eller bare drop det.
• Prøv at tosse lidt rundt derhjemme som højgravid – Hvilke stillinger fungerer? Hvad fungerer ikke? Sørg for at din fødselspartner/e har styr på det, der virker for dig så de/n kan støtte dig under fødslen. Du ved, hvad der fungerer for din krop, bare husk at variation og stillingsskift er vigtigt undervejs, fordi det hjælper barnet ned gennem bækkenet og reelt afkorter fødslen.
• Overvej hvad du har lyst til ift. tøj på fødestuen. Du er ikke forpligtiget til at klæde om til hospitalstøj – du må gerne føde i dit eget og smide det ud bagefter. Du må også gerne være blufærdig undervejs og bede om tæpper, forhæng og låste døre – det er din krop.
• Husk at supplere al den risikoinformation du (sandsynligvis) får. At systemet kategoriserer dig som risiko-fødende betyder ikke, at du ikke har krav på al den gode, sjove, styrkende og lærerige tilgang som andre fødende bevidst og ubevidst har tilgang til.
• Har du overvejet hjemmefødsel? Her kender du omgivelserne og føler dig tryg, her ved du hvad møblerne kan holde til, du styrer selv lyssætningen og kan spise hvad du vil - tryghed kan betyde ekstra meget for normbrydende fødende. Bliver du afvist at føde hjemme så kræv en forklaring og få evt. en second opinion. Måske finder du ikke nogen som vil anbefale dig det og må sadle om, måske gør du. Det er værd at forsøge.
• Risikotænkning er…ja…risikotænkning. At der er en procentvis risiko for noget betyder, at der er en procentvis chance for noget andet. Få hjælp til at afveje og perspektivere de tal og fakta du modtager i forhold til fødsel hvis det overvælder dig. Og husk at man godt må sige nej tak til information.
• Som normbrydende fødende får man øvet sig i grænsesætning. Det bør man i hvert fald, for det kan hjælpe til at bevare din mentale sundhed og styrke dig i at træffe valg, der fungerer for dig og din familie. Tag opgaven seriøst og øv dig sammen med enten nære venner eller en fagperson – Hvad siger man til folk der gerne vil sige ting, du ikke vil høre? Hvad siger man til folk, der rører ved en uden tilladelse? Hvordan beder man en sundhedsperson tale på en anden måde? Hvordan insisterer man på en timeout og tid til at overveje et ”tilbud”? Øv dig i trygge rammer, mærk efter hvornår du bliver vred/ked/glad/energisk.
• Er der en masse emotionelt arbejde forbundet med at være tyk fødende og er det uretfærdigt, at du skal deale med det oveni alt det andet du skal deale med, når du pludselig står i den livsomvæltning, det er at skulle stifte familie? Ja. Det er der, og ja, det er det. Det er uretfærdigt. Punktum.
• Find tykpositive fællesskaber, find allierede og opsøg ting, der styrker dig i at du hverken er alene eller forkert. Illustrationer til viden om fødsel består helt overvejende af tynde, hvide, skønhedsprivilegerede, heteronormative, ciskønnede kvinder. Ignorer dem og find alternativer som bekræfter dig!

Inspiration og links
Plussizebirth.com: Omfattende ressourceside grundlagt af aktivisten Jen McLellan som også har podcasten podcasten Plus Mommy. Konteksten er et amerikansk sundhedsvæsen og der vil være en del konkret viden, der ikke kan overføres og bruges, men meget kan og så er der links til fotogalleri, tyk-venligt graviditetstøj osv. Siden har sine svage sider, den er meget binær og til tider ret kønsstereotyp og relativt heteronormativ. Der er en hel sektion omhandlende fertilitetsbehandling, som er rigtig god og omfattende.
Plus Mommy. Hostet af førnævnte Jen McLellan. Har samme ulemper som plussizebirth.com, men også rigtig mange gode og interessante episoder om både fertilitet, graviditet, fødsel og barsel. Tjek også @plusmommy
The fat sextherapist aka Sonalee Rashatwar kan følges for masser af god inspiration om sundhedspolitik, reproduktion, sex og intersektionel aktivisme på @thefatsextherapist. Hør også altid interview med Sonalee i den altid fantastiske sex-podcast Unscrewed i episoden A family heirloom.

For en sjov og positiv lytteoplevelse om fødsel, uden distraherende normative billeder – lyt til Den orgasmiske fødsel.

Tyk- og kropspostive Taynee Tinsley laver fine poetiske illustrationer af især barselskroppe og amning.

Den hollandske illustrator, nonbinære Hilde Atlanta har udover egen instragram to fantastiske projekter: @yourewelcomeclub for et charmerende sex- og kropspositivt univers hvor der også er gravide af alle slagser, samt projektet@thevulvagallery.

@Feministmidwife er den amerikanske udgave af mig selv og ofte en inspiration.

@badassmotherbirther er en feministisk doula og fødselsaktivist med masser af seje og inspirerende fødselsvideoer, også af tykke fødende.

Sarah Lewin og Meghan Davidson har begge sundhedsfaglig baggrund og er specialuddannet i tyk- og kropspositiv tilgang til graviditet, fødsel, amning og familiedannelse. Se fx denne for et anderledes take på tingene (– og se evt bort fra kilden): https://www.nationaleatingdisorders.org/…/decentering-weigh…

Podcasten The radical therapist er ikke en jeg selv lytter ofte til, men lige præcis dette afsnit af den lærte mig en del, da jeg i sin tid selv gik i gang med at forstå og arbejde mere fokuseret med mine egne blinde vinkler. The radical therapist episode 48, juli 2018: anti-fat bias and weight stigma in psychotherapy. Det er væsentligt mere let tilgængeligt, pragmatisk no bullshit snak end det umiddelbart lyder til 😊

Tjek evt også antologien ”Heavy burden – stories of motherhood and fatness” af Verserghy og Abel som netop er udkommet og som jeg selv lige har bestilt og virkelig ser frem til at læse.

Det var vist nok jordemoder-rant for i dag. På tirsdag står den på barselskroppe, amning, sociale medier og begrebet kropspositivitet og det der med at elske sig selv…

Fertilitetsbehandling og graviditet

January 14, 2019 by Fed Front in Graviditet, Fertilitetsbehandling, Samarbejde

v/Jordemoder og sexolog Camilla Tved

Det her er et stort område at dække i en enkelt facebook-post, der er stof nok til en meget lang bog og mindst 5 dokumentarprogrammer men nu tager vi lige et par overskrifter på de enkelte områder.
Fertilitetsbehandling. Jeg laver i øjeblikket interviews til min master om queerseksualitet og fertilitetsbehandling og allerede efter det første interviews gik det op for mig, at der var en faktor jeg havde undervurderet betydningen af. I Danmark stiller man krav til BMI som betingelse for fertilitetsbehandling i det offentlige, angiveligt fordi BMI +35 forringer muligheden for at opnå graviditet, øger risikoen for spontan abort, samt komplikationer under graviditet og fødsel.

Udover det problematiske i overhovedet at benytte en så upålidelig faktor som BMI, så er det problematisk ikke at tage udgangspunkt i en samlet helbredsvurdering. En undersøgelse fra DR i 2018 viste desuden at BMI-grænsen for hvornår man tilbydes behandling tilmed svinger afhængigt af geografi med op til 20 kg, hvilket blot understreger den noget tilfældige (og kunne man gætte følelses- og kulturprægede) tilgang til hvem der vurderes egnet til behandling.

Et samkønnet par i fertilitetsbehandling som jeg fornylig interviewede til min master fortæller her om deres møde med BMI som gatekeeper:

a)”Vi fik udleveret en hel bog der hed ”overvægt og graviditet” og i den stod der at ifht. graviditet så handlede om at det at være tyk kunne påvirke ens cyklus så man fik svært ved at blive gravid. Men min cyklus er helt skarp på 28 dage og har altid været det, men det var der bare ikke noget snak om…det var bare ”Du er tyk”…”BMIet skal ned”. Bom. Det ramte mig megahårdt”

b): ”Det er det mest påvirket jeg overhovedet har set dig i hele det her år med insemination og ivf. det har været langt det hårdeste undervejs. Bagefter sad du bare og hang på mig og græd. Og jeg var så rasende… Og så gik jeg hjem og fandt alle de videnskabelige artikler jeg kunne og ingen steder stod der noget om infertilitet hvis man havde regelmæssig cyklus. Ingenting om vægt! Jeg var så vred”

Tilgangen i fertilitetsbehandlings-sektoren forstærkes sandsynligvis i graviditets- og fødselssystemet, hvor der nu sættes ekstra fokus på risikotænkningen fordi helbreds- og risikovurdering nu også omfatter det ufødte barn. BMI, og nogle gange alene den fysiske krop, det vil sige antagelser om et bestemt BMI og dermed et bestemt helbred, bliver stærkt regulerende for hvilken behandling man som tyk gravid tilbydes. Første kontakt med sundhedsvæsenet er typisk med praktiserende læge som også er den der visiterer til jordemodersystemet på det lokale hospital, men her hører jeg ofte om en bekymrende uigennemsigtighed hvor tykke gravide fortæller om e-boks indkaldelser til noget de ikke ved hvad er: ”Pludselig sad jeg og talte med en diætist. Jeg anede ikke hvorfor jeg var indkaldt, eller hvad det var jeg mødte op til og jeg blev så vred og ked af det bagefter”.

Jeg kender ikke til specifik forskning i dette og tilbuddene på landsplan varier fra region til region, og således beskriver jeg her alene ud fra mine egne oplevelser. (Jeg hører meget gerne fra jer, som har erfaringer omkring dette, I har lyst til at dele i kommentarsporet eller via pb).

Udover at de gravide i disse tilbud tilsyneladende oplever en tilgang og en kommunikation, som åbenlyst gør dem ubehagelig til mode, så er der tvivlen om hvorvidt et tilbud reelt er et tilbud: Ér det egentlig frivilligt at møde op til diætist-samtaler, glukosebelastning eller hos specialuddannede jordemødre i særlige kost og motions-forløb? Hvad sker der hvis jeg ikke gør? Synes de så jeg er en dårlig mor? Kan det påvirke hvordan jeg gerne vil føde? Og her er svaret entydigt: Ja, det er et tilbud. Nej, du skal ikke møde op. Nej, i princippet må det ikke påvirke noget. Det er helt sikkert at de i sundhedsvæsenet synes, de har rigtig gode grunde til deres tilbud og gerne underbygger det med bunker af evidens, men det ér frivilligt og det ér bare et tilbud – også selvom de glemte at sige det.

DR syd lavede sidste år en artikel om hvordan tykke gravide mødes af systemet og den bekræfter desværre mine egne erfaringer : https://www.dr.dk/…/gravide-kede-af-jordemoedres-vaegttyran….

Et særligt ”sprogligt jordemoder-greb” jeg også ofte hører refereret fra tykke gravide (samt andre minoriteter, hvor systemet ønsker specifikke livsstilsændringer) er at jordemoderen benytter en vending som: ”Jeg vil jo bare gerne være advokat for dit barn, det er jo mit ansvar i det her ikke?”. Det er en sætning, som jeg tænker dels er ment til at gøre følelsesmæssigt indtryk på den gravide (ved at spille på bekymringen for barnet), men samtidig også skal afbøde et socialt ubehag hos jordemoderen ved i en direkte dialog at kommentere på et andet menneskes krop og livsstil, noget som kulturelt betragtes som ømtåleligt (Det her er ikke personligt ment, det handler kun om min faglig omsorg for barnet). Det er samtidig en sproglig tilgang som bygger på en ide om at man kan adskille barnet fra den gravide krop, en tilgang som jeg generelt finder problematisk, men det er en anden historie som fører for vidt at gå yderligere ind på om end den er særdeles relevant i forhold til netop tykke gravide.

Ekstern Lektor ved kønsstudier på Lunds universitet og PhD stipendiat Bolette Frydendahl Larsen fulgte i 2009 i alt 26 jordemoderkonsultationer for at se på hvordan jordemødre gav kategorier som køn, klasse, etnicitet og race betydning i mødet med de gravide. Ikke overraskende viste studiet at vægt og livsstil spillede en stor rolle, ikke mindst i samspillet med de andre kategorier. Frydendahl viser således eksempler på hvordan fordomme, antagelser og stereotyper er en integreret del af fagligheden. Det er der for så vidt ikke noget overraskende eller kontroversielt i eftersom sundhedsvæsenet jo er en del af et omgivende samfund. Imidlertid konkluderer Bolette Frydendahl også at jordemødre netop derfor har potentiale til faktisk at bidrage væsentligt til en øget ligestilling og positive forandringer, men at dette i givet fald kræver en indsats fra jordemoderprofessionens side. En forkortet version af artiklen kan ses her: http://www.jordemoderforeningen.dk/…/faglig-indstik-respek…/

Artiklen ”Fat-shaming the pregnant: How the medical community fails the overweight moms” fra Huffington Post har set kritisk på hvordan tykke gravide mødes i det amerikanske sundhedssystem. Konteksten er her et helt andet system (hvor bl.a. læger spiller en langt større rolle i graviditet og fødsel og hvor mange sundhedstilbud koster penge), men mange af konklusionerne i artiklen er ikke desto mindre i mine øjne fuldt overførbare:

“Study after study finds that heavy people are routinely treated worse than normal-weight patients in doctors’ offices and that this discrimination can directly contribute to many of the diseases that we associate with obesity, such as heart disease and stroke, as well as mental health conditions such as depression and anxiety disorders”
Artiklen som er meget velunderbygget og kommer godt omkring emnet kan læses her: https://www.huffingtonpost.com/…/fat-shaming-pregnant-overw…

Hvis du overvejer at blive gravid eller allerede er det så er her 5 gode råd at huske på:

• Du har krav på forklaringer og gennemsigtighed i systemets ræsonnementer og vurderinger
• Du må gerne bede om betænkningstid ifht ”tilbud” og du må gerne takke nej
• Du har ikke pligt til at veje dig eller oplyse vægt hvis du ikke vil
• Overvej at tage en ven og støtteperson med (udover evt partner/e)
• Du har (også) krav på at personalet taler ordentligt til, og om, dig. Foreslå gerne personalet bestemte ord og vendinger du foretrækker
• Det kan være en god ide at forberede sig i graviditeten og teame op med venner, netværk eller grupper hvor du kan sparre og ventilere undervejs. Det kan være ensomt at bryde normer og stå igennem når man møder stigma og marginalisering, og man skal ikke være ensom når man er gravid og bygger familie. Eller nogensinde (Hjerte). For i modsætning til BMI så er ensomhed og minoritetsstress faktisk usundt
• Søg kilder og videns ressourcer på sociale medier hvor du føler dig spejlet, repræsenteret og respekteret. Visuel spejling og repræsentation gør en forskel og bekræfter dig i at du er et menneske – ikke et bmi.

Det var lidt om et par af de store linjer på området for fertilitetsbehandling og graviditet. Onsdag skal vi se videre på hvordan det så ser ud på fødselsområdet.

Følg også Camilla Tved på Instagram: https://www.instagram.com/camillatved/

Camilla Tved har ordet

January 06, 2019 by Fed Front in Graviditet, Fertilitetsbehandling, Sex, Samarbejde

Så blev det mandag og jeg har fået lov at overtage mikrofonen i diætkulturens peak-måned, hvor jeg forhåbentlig kan bidrage til at forstyrre billedet lidt.

Jeg er jordemoder og udover at skrive kandidat på master-programmet i sexologi på Malmø Universitet om queerseksualitet og fertilitetsbehandling, så arbejder jeg selvstændigt som jordemoder og sexolog i København. Jeg er også 41, ciskvinde og queer, har 4 børn, den yngste med en god ven som jeg bor i bofællesskab med.

Min første reaktion da FF tilbød mig et take over var egentlig at det var lidt af fejlcast. Der er ikke ligefrem mangel på tynde (hvide, kropskapable, cis) typer i hverken sundhedsvæsenet eller den private behandlerbranche og det er klart i det hjørne jeg kan kategoriseres, men jeg forsøger at være opmærksom på de erfaringer og blinde vinkler dette giver mig.

At arbejde med vægt og kroppe fra et tykpositivt perspektiv er bl.a. opstået på grund af inspirerende grupper som FedFront, men også fra de tykke klienter jeg har som selvfølgelig har krav på at jeg dygtiggør mig i at forstå hvad de møder i verden og hvilke ting der er på spil i de problematikker de kommer til mig med.

Som jordemoder og sexolog er kønsperspektiver og normkritik de bærende elementer i min praksis og med de metanormer, jeg har kørende på mine arbejdsfelter, har jeg brug for begge dele 😊. Og eftersom normer kendetegner sig ved at være usynlige for de som passer ind i dem, så tænker vi oftest slet ikke over hvor stærke reguleringsmekanismer de egentlig bliver for hvordan vi ser verden og hvordan vi er i den: Fødsler skal helst være ”naturlige”, kærlighed er stærkest når den kun gives til én af gangen, tænker man sex tænker man penetration, familier er jo mor, far og børn, taler vi mad taler vi i virkeligheden fedtprocenter, debatterer vi vægt handler det om sundhed, illustrerer vi begær bliver det med tyndhed, shamer vi går vi efter kroppen og det der kommer ud af den, tvinger vi nogen tvinger vi dem fysisk, vi regulerer med medicin og indgreb.

Kroppe, reproduktion og seksualitet har historisk altid været centrum for magtens regulering og styring så egentlig handler det ”bare” om at gå magtkritisk til tingene, men også om hele tiden at inddrage samspillet mellem elementer som krop, køn, hudfarve, funktionsniveau og klasse. Det er dels for at forstå den ulighed og marginalisering som de fleste af mine klienter oplever, men i lige så høj grad for at forstå mit eget fagfelt. ”Sundhed” står og blinker som et skrigpink neonskilt over al snak om vægt, kroppe og mad, og over hvad vi i samfundet lærer at se som smukt, attraktivt og sexet. Sundhedskortet trumfer alt, sundhed er naturvidenskab, sundhed er evidens og ”forskningen siger at..” sundhed er læger og autoriteter og lange uddannelser. Sundhed er klasse. Sundhed er med andre ord ikke til at komme udenom når vi taler kroppe og seksualitet og det er lidt af en størrelse at sætte spørgsmålstegn ved, hvad mange af jer jo nok alt for godt ved. I de næste 3 uger vil jeg prøve at dele med jer hvordan jeg som normkritisk og feministisk jordemoder og sexolog navigerer i alt dette i forhold til netop vægt og tykhed.

De første par opslag bliver med jordemoderhatten på: Vi skal først se lidt på fertilitetsbehandling, graviditet og fødsel, og dernæst på efterfødselskroppen og barselsperioden. Dernæst kommer jeg til at gå lidt kritisk til begrebet kropspositiv og se på hvordan kropspositivbølgen har væltet både den private behandlerverden og internettet og hvad det har betydet af godt og skidt. Dernæst står den på sex og seksualitet for resten af pengene – Hvordan lyst og liderlighed blev noget der var reserveret tynde mennesker, hvordan skønhed blev sundt og sundhed skønt, og hvordan man kan prøve at flå sit begær, sin krop og sin seksualitet ud af kløerne på noget så omfattende som en hel samfundskultur.

Jordemoder og sexolog Camilla Tved