Jeg har for nylig fået diagnosen fibromylagi

Jeg har de sidste 13 år levet med symptomer på denne sygdom. Det er i forvejen en sygdom, som mange læger ikke tror på, men gennem årene har jeg mødt mange spydige læger der gav min vægt grunden til de smerter jeg oplevede. Husker især en læge der sagde at det var klart at jeg havde ondt, når jeg rendte rundt med så meget vægt. Det skal lige siges, at jeg kom til denne læge pga. smerter i mine hænder og arme. For at få stillet diagnosen skal man til en reumatolog, jeg fortalte ham om mine tidligere oplevelser med læger og tykfobi. Han nævnte at han oplevede at mange tykke mennesker gik i mange år før en læge overhovedet ville henvise dem, så de kunne blive undersøgt for sygdommen. Det syntes han var ret problematisk, da det er bedst at den opdages tidligt, så man hurtigt får den rette medicin og redskaber til at håndtere sygdommen.

Det tog reumatologen 5 minutter at stille min diagnose. Det tog mig 13 år at få en læge til at lave en henvisning.

Min læge har tykfobiske fordomme

Jeg er egentlig ret glad for min læge, fordi han har været god til at støtte mig igennem mine psykiske udfordringer og generelt lytter meget til mig, og anerkender at jeg ofte ved mere om min situation end han gør. Men han kommer tit med tykfobiske fordomme, og det får mig for det meste bare til at stivne. Jeg har tænkt meget over det på det sidste, og det er som om at hver gang han ikke har et svar på mine kropslige udfordringer, så giver han min størrelse skylden. Selvom han ved, hvad jeg ellers har været udsat for i mit liv, så vil han ikke helt godtage at det stress og angst jeg har i mit liv, hvilket er en helt naturlig reaktion i forhold til det jeg har været udsat for, kan påvirke min krop helt direkte.

Lige nu har jeg det problem, at min venstre side ofte er følelsesløs. Mest centreret omkring mit lår, men når det er slemt, så stråler det ned i benet og op i armen. Jeg fortæller ham hvorfor jeg tror det er der, også at jeg er kropsterapeut, så jeg ved lidt om det sådan rent teknisk. Og de terapeuter jeg selv har opsøgt giver mig ret. Det er stress der sidder i min krop. Det accepterer min læge ikke, så jeg er blevet henvist til en fysioterapeut: "så kan jeg få nogle øvelser og sådan", selvom jeg fortæller at jeg laver yoga og kropsterapeutiske øvelser hver dag, for at hjælpe mig selv.

Heldigvis blev jeg mødt af en rigtig dygtig fysioterapeut, som sagde: "selvfølgelig handler dine spændinger ikke om, at du er tyk. Sikke en lettelse! At blive taget alvorligt! Det er jeg altid så bange for ikke at blive, når jeg udtaler mig om min tykhed. Jeg må være så vant til ikke helt at blive taget alvorligt.. desværre. Min fysioterapeut vil hjælpe mig med at undersøge det psykiske grundlag for mine spændinger i et mindre forløb. Lige nu glæder jeg mig faktisk til, at min læge får tilbagemelding fra forløbet, så jeg kan vise ham at jeg havde ret. Synes det er så sørgeligt, at jeg ikke bliver set som en pålidelig kilde I FORHOLD TIL MIN EGEN KROP! Suk!

Jeg oplever tykfobi alle steder

Jeg har oplevet at dates spørg hvorfor jeg ikke fortæller jeg er tyk, i stedet for at “skjule” det, før en date, som de siger; de skal nok finde ud af det.

Jeg oplever at sundhedsvæsnet bagatelliserer mine kropslige smerter fordi jeg er tyk, med netop den begrundelse, i stedet for at tage mig seriøst. Har også fået at vide jeg er depressiv på grund af at jeg er tyk.

Jeg har oplevet at folk på gaden råber “fatty fatty” efter mig, og at folk råber af mig fordi jeg er på McDonalds, som om de ikke selv sidder med selv samme mad.

Jeg oplever at folk sætter tyk lig med at være klam og mindre værd, selv kendte mennesker tyr til denne form for udskamning på deres sociale medier. En amerikansk sanger, jeg lyttede til (ikke mere efter det), begyndte at udgyde denne tykfobi på sin Instagram.

Jeg oplever at skulle kæmpe hårdere for at opnå de samme karrieremål, som mine tyndere counterparts. De bliver givet flere muligheder da de er mere konventionelt attraktive.

Jeg nægter at hospitalet skal få lov til ikke at give plads til mig og min krop

Jeg er ambulant patient på en psykiatrisk afdeling på et nybygget supersygehus. I alle samtalelokaler jeg har været i på "super”-sygehuset, har stolene været for smalle til at jeg kan sidde i dem. Det gør virkelig ondt at sidde i dem, og hver gang jeg spørger om det er muligt for dem at hente en stol uden armlæn, f.eks. i nye grupper eller overfor nye læger, sygeplejersker osv., spørger de om det er strengt nødvendigt, som om jeg bad dem om noget helt urimeligt. Hver gang henter de en kontorstol uden armlæn uden længere ventetid, så jeg VED at det ikke er det store problem, selvom personalet løber stærkt derude. Stolene i venteværelset er boltret fast, så jeg kan ikke engang tage en med derfra. Jeg har overvejet at købe en campingskammel, der kan foldes ind og ud, men jeg nægter, at de skal få lov til ikke at give plads til mig og min krop.

Jeg synes virkelig det er for langt ude, at de har bygget en hel ny afdeling, på et helt nyt sygehus, og så har de valgt nogle stole, som vi er mange, der får større smerter af at sidde i.

Sundhedsplejersken siger at jeg ikke skal spise rugbrød når jeg vejer så meget

Da jeg var barn var min lillesøster tyk. Sådan har hun altid været, og mine forældre var meget opmærksomme på hende. De prædikede hver dag om hvor mange sukkerknalder der var i bolsjer, hvor meget fedt der var i mælk og lign. Når vi skulle købe is, måtte hun kun få den mindste sodavandsis, mens mig og min bror måtte få lige hvad vi ville have.
Det prægede mig i en sådan grad, at jeg selv blev rædselsslagen for at blive tyk. Jeg begyndte at sulte mig selv, og sagde til alle, at jeg slet ikke kunne lide slik. Jeg ville så gerne være "et godt (læs tyndt) menneske". Jeg blev meget tynd, og skulle til gentagende samtaler hos skolesundhedsplejersken, hvor han fortæller mig, at det er vigtigt at jeg spiser rugbrød og drikker mælk, og at jeg har ondt i maven, fordi jeg er sulten. Det tager jeg til mig og tager på. 



Nogle år senere skal vi to og to i klassen gå ned til sundhedsplejersken og måles og vejes. Det virker som en standard-ting. Det var sidst i femte klasse, og jeg skulle derned med min veninde, der var to hoveder lavere end mig (jeg har altid været enormt høj). 
Sundhedsplejersken vejer os. Han roser min veninde for hendes lave vægt og skriver bare mit tal ned. 
Han spørger så, hvad vi har fået til morgenmad. Min veninde havde fået havregryn med rosiner og sødmælk, og jeg havde fået rugbrød med honning. Sundhedsplejersken roser min veninde, og siger, at man godt kan se, hun spiser havregryn. Så ser han på mig, ryster på hovedet, og siger at jeg ikke skal spise rugbrød, når jeg vejer så meget, fordi "der er alt for meget olie i kernerne i rugbrød". Jeg blev meget forvirret, men jeg kunne jo godt se, at jeg vejede en del mere end min veninde, og tog hans råd som gode varer, fordi jeg havde stor tillid til ham på grund af vores mange samtaler i årene forinden.

Jordmoderen så jeg var tyk og antog jeg skulle have en epidural

Jeg oplevede at jordemødre ikke læste min fødselsberetning, men gik ud fra, at jeg, grundet min tykhed, ville have brug for en epidural allerede ved ankomst. En jordmoder virkede nærmest fornærmet over, at jeg grinte og sagde hun burde læse op på mit første barns fødsel.

Fem gynækologer gik ud fra at jeg havde PCOS, udelukkende på grund af min tykhed

Jeg blev fortalt af en gynækolog at jeg simpelthen var for tyk til at hun kunne hjælpe mig. Hun henviste derefter til en “anerkendt” gynækolog specialiseret i PCOS, som havde nogle slankepiller, som godt nok ikke var godkendt i Danmark endnu, men som var effektive. Jeg tog ikke pillerne og jeg havde ikke PCOS. Det viste den scanning som først blev lavet efter at jeg havde set fem forskellige gynækologer som ALLE hver og én gik “ud fra” at jeg havde det på grund af min tykhed. Jeg var målløs og i chok.

Min psykiater sagde jeg skulle på den "slankende" type antidepressiv medicin

Jeg har længe haft perioder, hvor jeg stopper med at spise og sulter mig selv, straffer mig selv for at spise, men hverken læger eller psykiater tog det seriøst. Der blev aldrig taget fat i det og jeg var seriøst bekymret for mig selv og om det ville ende ud i en reel spiseforstyrrelse. Min psykiater sagde også, da jeg skulle på antidepressiv medicin, at det skulle være den "slankende" type. Der er aldrig blevet sagt hvorfor man ikke tog fat i det, men det er svært ikke at tænke, at det er fordi en tyk person ikke kan få en spiseforstyrrelse der ikke er overspisning.

Da jeg var gravid var alle læger meget opmærksomme på min spiseforstyrrelse - og mit BMI

Da jeg var gravid var alle læger meget opmærksomme på mine forskellige diagnoser, blandt andet en spiseforstyrrelse. Efter en scanning spørger en læge ind til, om jeg har nogle udfordringer i forhold til min spiseforstyrrelse, fordi det ofte er udfordrende med graviditet og øget vægt, kroppen forandrer sig osv.
Jeg fortæller, at det føler jeg ikke, nærmere modsat. Positivt. Lægen går så straks videre til at mit BMI jo er meget højt, så jeg skal jo lige tænke over hvad jeg spiser…

En undersøgelse for knogleskørhed kom til at handle om vægttab

Da jeg var omkring 20 år gammel, skulle jeg en tur på sygehuset. Jeg skulle have skannet mine knogler, pga. mistanke om knogleskørhed. Selve skanningen gik fint, og radiologen var meget empatisk og beroligende. Men da jeg efter skanningen skulle ind til en kort samtale med en læge, blev jeg mødt med elevatorblikket og et misbilligende blik. Lægen bad mig om at hoppe på vægten, og derefter at hive op i blusen, så hun kunne undersøge mit maveskind. Jeg undrede mig i øjeblikket, over hvad min vægt og mit maveskind, havde med knogleskørhed at gøre, men jeg gjorde som hun sagde. Efter “inspektionen” af min krop, begyndte hun at snakke om min vægt, om alle de risici der følger med tykhed, og at jeg skulle se at tabe mig, så jeg ikke var i farezonen for diverse følgesygdomme. Hele situationen var yderst ukomfortabel, og jeg var så paf over vægttabssnakken, at jeg ikke kunne gøre andet end at nikke, til alt hvad hun sagde. Det er først efterfølgende, at jeg kom i tanke om at den samtale, intet havde at gøre med årsagen til at jeg var der, knogleskørhed.

Det viste sig at mine lunger var sorte af blodpropper

Da jeg i november måned kontaktede min læge fordi jeg ikke kunne trække vejret, når jeg nåede op på 3. sal (noget jeg aldrig har haft et problem med før), sagde de at det måske kunne være fordi mit BMI var ret højt og at det måske ville hjælpe hvis jeg tabte mig. Jeg var ret insisterende på at det ikke kunne være det og hun sendte mig videre til tjek. Det viste sig at mine lunger var sorte af blodpropper, fordi jeg var startet på p-piller nogle måneder forinden. Heldigvis nåede jeg at komme på hospitalet og vil nok komme mig fuldstændig.

Jordemoderen gjorde et stort nummer ud af at min amning skulle lykkes så jeg kunne tabe mig hurtigt

Da jeg var gravid med mit første barn og skulle til jordemoder for første gang, var jeg udsat for en virkelig ubehagelig og traumatisk oplevelse fra jordemoderen. Hun gik meget op i at mit BMI var højt og sagde derfor blandt andet at det især var vigtigt at “hvis jeg var sulten spiste rugbrød og ikke flødeskumskager”. Hun gjorde også et stort nummer ud af at min amning for alt i verden skulle lykkes så jeg kunne tabe mig hurtigt efter fødslen. Alt dette fik jeg af vide uden på nogen måde at have spurgt efter råd eller vejledning omkring min vægt.

Da jeg nåede til fødslen valgte jeg en epidural, da anæstesilægen havde stukket mig i ryggen sagde han: “det var overraskende let at sætte blokaden, det plejer ellers at være svært hos o***vægtige”. Lige hvad man har lyst til at høre i en presset og sårbar situation. For mig var mødet med sundhedsvæsnet ifm. min første graviditet en utrolig sårende oplevelse, der tog alt fokus fra barnet og kun handlede om min vægt. Jeg blev sat i en kasse på baggrund af min BMI. Det var direkte medvirkende til en kraftig efterfødselsreaktion.

Jeg kørte direkte hjem og skiftede læge

Jeg tog til lægen fordi jeg i en længere periode havde været stresset og deprimeret pga. mit studie. Jeg fortalte ham grædende at verden var mørk, uoverskuelig og alt for meget. Det var på samme tid at jeg for første gang i mit liv havde åbnet op omkring de overgreb jeg var udsat for i barndommen. Det vidste min læge godt. Hans løsning var at jeg 1) skulle henvises til en fedmeoperation fordi 2) det ville løse problemet med følelsen af at være deprimeret. Jeg kørte direkte hjem og skiftede læge.

Mine ekstrabesøg hos skolens sundhedsplejerske

Mine ekstrabesøg hos skolens sundhedsplejerske for at holde “særligt øje” forløb således:

Vi talte om madpakker. Jeg fortalte, at jeg aldrig fik hverken slik, nudler eller pizza med. Som den eneste i klassen faktisk. Hun troede ikke på mig.

Vi talte om aftensmad. Jeg fortalte, at vi fik alt muligt mad og alle muliige grøntsager, og at vi som mange andre ikke havde en fast McDonaldsdag, men at jeg en gang om året måtte få et Happy Meal på min fødselsdag. Hun troede ikke på mig.

Vi talte om motion. Jeg fortalte, jeg gik til svømning. Jeg fortalte, at vi som det eneste hjem uden bil, derfor cyklede frem og tilbage til alt, uanset vejr. Hun troede ikke på mig.

Jeg fortalte, at vi spiste pizza nogen gange hos min far efter skilsmissen, fordi han var ked af det, og at jeg ikke fik madpakke med, fordi han kun købte øl. Hun skældte mig ud, for det vat ikke sundt med pizza. Og det var ikke sundt ikke at spise. Det var i 3. Klasse.

Også i 3. Klasse hentede hun mig fra en matematiktime. Op ad en pose hev hun 10 forskellige frugter frem. Hun gennemgik hver enkelt med navn, og gik først videre, når jeg havde gentaget: “Æble”. “Pære”. “Banan” “Blomme” osv.

Vi talte om venner. Jeg sagde, jeg ikke havde nogen. At jeg blev drillet. At pigerne synes jeg var underlig og grim, og drengene syntes jeg bar ulækker. Hun sagde, at det nok skulle gå. Hun sagde, at hendes mand godt gad have sex med hende, selvom der var både yngre og slankere kvinder end hende. Jeg skulle nok blive elsket en dag.

Hun lod mig først være i 8. Klasse, da jeg som
følge af en spiseforstyrrelse tabte mig markant for en kort periode. Hun - og alle voksne omkring mig - roste mig til skyerne. Det var flot jeg tog ansvar. Ingen satte spørgsmålstegn ved at jeg ikke spiste noget. At jeg trænede 3 timer i fitness om dagen.

Hun roste mig og sagde, at nu skulle en mand nok snart få øjnene op for mig.

Jeg er stadig tyk. Og stadig lesbisk. Men jeg kan alle frugtnavnene endnu.

Jeg har ikke set min læge siden da

Jeg tog til lægen, hvad jeg ellers ikke gør ofte, med en pludseligt opstået knude i brystet. Min læge, som jeg grundet praksisoverdragelse, slet ikke kender, orienterede mig hurtigt om kræftpakke og behandlingsformer. Herefter begyndte de at tale om kolesteroltal og prøvede at tage mit blodtryk, men måtte opgive fordi jeg var rædselsslagen og mit hjerte hamrede afsted. De beordrede mig op på vægten, men jeg blev siddende, stiv af skræk, mens de nærmest skældte mig ud. Vrissent gav de mig en dato til en opfølgningssamtale. Jeg har ikke set min læge siden da.

Fysioterapeut

Jeg var begyndt at have problemer med inkontinens og min læge henviste mig derfor til en fysioterapeut, som skulle hjælpe med at lokalisere problemet (altså hvilke muskler der havde brug for træning).

Jeg havde ikke døjet med noget lignende før, men var ramt af stress, hvilket nok var medvirkende til problemet, da det er opstod under sygdomsforløbet.

Hos fysioterapeuten fortæller de en helt masse ganske udmærkede ting. Det var dog vigtigt for dem at pointere, at hvis jeg tabte mig, så ville jeg helt sikkert kunne mærke en stor forskel, for så var der ikke så meget vægt på min blære. WTF. Problemet var først opstået inden for de sidste fire måneder og min vægt havde ikke ændret sig de sidste mange år. Det giver jo ingen mening!

Syltetøjsmadder

Jeg gik i første eller anden klasse og vi skulle til den årlige lægeundersøgelse, hvor man skal vejes og måles og står helt alene i undertøj overfor skolesygeplejersken. Da jeg gik på en lilleskole var det på den lokale kommuneskole, så vi kendte ikke skolesygeplejersken, men hun var en ældre streng dame, der virkede uvenlig.

Hun siger, efter at jeg er blevet vejet, på en meget anklagende måde, at jeg skal lade være med at spise så mange syltetøjsmadder til morgenmad. Jeg bliver forvirret og usikker, fordi det er en ubehagelig situation at hun taler strengt og fordømmende til mig, men også fordi jeg næsten aldrig spiser syltetøjsmadder til morgenmad og kan kun svare: “Men jeg spiser cornflakes.”

Galdesten

For nogle år siden blev jeg meget syg med galdestensanfald. Alle læger fortalte mig, at jeg spiste usundt, motionerede for lidt og vejede for meget. Der var ikke en eneste af dem, der kendte mig eller spurgte ind til mine motionsvaner og diæt. Alligevel var det den eneste forklaring - og løsning - jeg blev mødt med.

Anfaldene blev værre og der var en tegn på en galdeblærebetændelse. "Med din vægt, så skal vi vist helt op i den højeste dosis penicillin" lød det hos lægen. Så det fik jeg, selvom jeg forsigtigt sagde, at det vist var noget med, at jeg ikke kunne tåle penicillin. Men lægen mente, at "med min størrelse" var det risikoen værd.
Et par dage senere blev jeg indlagt med en livstruende allergisk reaktion.

Jeg er tyk transperson

Jeg er transperson. Da jeg var i kontakt med Sexologisk Klinik, fik jeg at vide, at jeg endda ikke kunne starte på hormoner, før jeg havde tabt mig omkring 40 kg.

De blev ved med at skifte undskyldning, men det lader til, at de af alle mulige forskellige årsager ikke starter hormoner op, før man er klar til operation. Og for at være klar til operation skal man have et BMI under 25.

Jeg tager nu hormoner uden om det danske sundhedsvæsen, men det er stadig min drøm at komme over i det danske system, fordi jeg nu er kommet på kontanthjælp og har virkelig svært ved at få økonomien til at hænge sammen med de hormoner, jeg køber uden om systemet.

Jeg var gravid med mit første barn

Jeg var gravid med mit første barn, og skulle til en masse jordemoderundersøgelser, scanninger og glukosebelastning. Man kommer VIRKELIG i intim kontakt med sundhedssystemet, når man er gravid.... nå men jeg fik så en indkaldelse til "samtale" på sygehuset, hvor jeg skulle føde, og som BTW ligger en time fra hvor jeg bor. "Hmm en samtale, om hvad mon?" Der stod ikke noget i brevet. Det var noget ekstra ud over alle de obligatoriske ting, man render til. Pligtskyldigt mødte jeg op. Og fik en en-til-en "vejledning" i de 8 kostråd (der var kun otte i 2012) - et emne jeg i øvrigt selv underviser i, da jeg er naturfagslærer på SOSU-uddannelsen... Det var da lige meget, for når man havde et BMI over... 30 tror jeg, skulle man møde ind til en snak om kost og vægt. Sygeplejersken talte SÅ meget ned til mig. Det var med følelsen af "Du må jo være småtbegavet, siden du stadig er tyk" i øvrigt havde jeg en fantastisk graviditet, hvor mit blodtryk var spitzenklasse og der var ingen ødemer. Og havde det i øvrigt ret fantastisk. Så JA jeg kender GODT kostrådene, og NEJ jeg er ikke småtbegavet bare fordi jeg til stadighed er tyk.

Da jeg så blev gravid anden gang, og blev indkaldt til den samme fucking samtale, ringede jeg og sagde at jeg desværre var blevet syg. Damen i den anden ende, kunne godt høre det var løgn og latin, og blev fornærmet "det er jo bare et tilbud for at hjælpe dig" Jamen jeg ved godt de bare gør deres arbejde, men øv hvor er jeg træt af at bare være et nummer (et BMI i dette tilfælde) i sundhedssystemet.

BMI siger ikke en skid om din sundhedstilstand, men er blot en formel for forholdet mellem højde og vægt. Jeg underviser som sagt i naturfag for SOSU'er, og BMI er en del af pensum og fagmålene. Men jeg gør et ret stort nummer ud af at understrege at det blot er en formel og kun en ting blandt mange, vi kan bruge til vurdere vores egen, samt borgere og patienters sundhedstilstand.