Jeg har selv været på Julemærkehjem som barn og jeg var ikke som sådan et barn med sociale problemer.

Jeg har selv været på Julemærkehjem som barn og jeg var ikke som sådan et barn med sociale problemer. Jeg var vellidt af de andre børn og havde masser af venner. Men jeg var tyk. Jeg blev ikke mobbet, men det var stadig min egen idé at komme på Julemærkehjem. Årsagen til at jeg ville det, var fordi jeg allerede som 11-årig vidste, at jeg var ”forkert” - og jeg ville jo bare så gerne være som de andre.

Julemærkehjemmet var en Askepot-drøm. Jeg forestillede mig, at jeg ville blive helt normal og glad når jeg kom hjem. Men sådan skulle det ikke gå. Julemærkehjemmet blev i stedet startskuddet til livslang yo-yo vægt, hvor jeg i perioder har været på strenge kure eller ”livsstilsomlægninger” efterfulgt af tvangsoverspisning. Jeg blev faktisk direkte spiseforstyrret af min tid på Julemærkehjem.

På Julemærkehjemmet oplevede jeg, at alt ansvaret for min vægt blev lagt på 12-årige mig; min krop var ikke ok, som den var, min tykhed var en fejl, som skulle rettes. Der var utrolig meget skam og skyld forbundet med kulturen på Julemærkehjemmet. Man lærte hurtigt, hvor mange skefulde ris, det var acceptabelt at tage på tallerkenen og at man skulle pille skindet af kyllingen, fordi der er fedt i. Man lærte at udholde sulten og de lange traveture og ørkesløse gymnastiktimer. Belønningen var ros og skulderklap hver gang der røg et kilo af vægten. Mange af de andre børn smuglede slik derned efter de havde været hjemme i weekenderne – det turde autoritetstro mig ikke.

Derfor var mit ophold objektivt set en succes – jeg tabte mig jo. Men noget indeni mig gik i stykker i den periode. Pædagogerne var som sådan ordentlige ved os – de gjorde helt sikkert alt ”i den bedste mening”. Men at blive revet ud af sin hverdag, og placeret et sted i flere måneder, hvor formålet er at forandre sig selv fordi man i samfundets øjne er forkert – det er usundt.

Børn skal ikke inddeles i stigmatiserede og stigmatiserende grupper og fjernes fra deres normale hverdag. Jeg hadede at være der. Det føltes som om jeg blev straffet og jeg forstod ikke hvorfor. Jeg accepterede bare, at jeg var forkert. Jeg troede ikke på, at jeg kunne få en kæreste hvis jeg ikke tabte mig. Jeg troede ikke på, at jeg kunne få mine forældres kærlighed.

Mit lave selvværd blev cementeret af at komme på Julemærkehjem. Det var skamfuldt at jeg havde været ”nødt” til det. Og det var ikke nogen Askepot-drøm at komme hjem igen – skaden var sket og det lave selvværd har fulgt mig siden.

Tænk hvis børn blev inkluderet i mangfoldige fællesskaber og blev undervist i, at alle kroppe er gode kroppe. Tænk hvis børn mødte voksne, der ubetinget viste dem respekt og omsorg. Tænk, hvis tykke børn blev til stærke voksne, der har lært at passe godt på sig selv – uanset kropsform og størrelse.”

I går sad min 2-årige for sig selv

I går sad min 2-årige for sig selv og legede med et par tomme sneglehuse. Han snakkede for sig selv: "Tykke men'sker kommer og træder på dem, tykke men'sker kommer og træder på dem". Hvem har mon lært ham, at tykke mennesker kommer og træder på (ødelægger) hans ting?

Farmor

Havde for nyligt min gamle farmor på nogen og 80 på ferie. Havde fået gjort gæsteværelse klart og installeret kæmpe højtalere til hende. Men hun foretrak altså, at ligge i vores sofa og krumme med hendes ostemadder overalt! Og i mellem hun råbte ad bjerglægen og råbte på mere kaffe, fik hun adskillige gange nævnt, at nu sku jeg også være glad for Henrik stadig elskede mig selvom jeg var blevet så stor! Og ham Henrik han er altså en god mand han slet ik siger noget om det!

Åbenbart kan han nu ikke længere se mig, hvis ikke vi skal lave noget aktivt udenfor

Har en barndomsven, som jeg plejede at se ret ofte, en to-tre gange om måneden. Tidligere har vores samtaler ikke drejet sig om min tykhed og det har været befriende, at kunne tale med et andet menneske uden at det blev bragt på banen. Men sidste år, begyndte jeg at høre mindre og mindre til min ven og har ikke set ham i over et år nu - andet end pr. sms og e-mail. Åbenbart kan han nu ikke længere se mig, hvis ikke vi skal lave noget aktivt udenfor og det kan jeg simpelthen ikke. Jeg er meget tyk og handicappet.

Jeg har faktisk kun den ene ven tilbage, men det ser ud til at det ikke længere er tilfældet. Jeg har nydt hans besøg, hvor vi har fået en kop kaffe og talt om alt mellem himmel og jord, men nu kan det åbenbart ikke længere lade sig gøre fra hans side. Jeg har mange gange skrevet til ham og takket nej til diverse udendørs aktiviteter, for det kan jeg simpelthen ikke deltage i.

Jeg ønsker ikke at være til stede med mange mennesker samlet på grund af andres hadefulde væremåde.

Jeg er dybt ulykkelig over at have mistet min sidste ven, især fordi jeg 100% ved at jeg aldrig har fornærmet ham eller andre af de venner jeg har mistet igennem årene.

Hvorfor kan folk ikke acceptere at der er ting man ikke kan og vil? Det eneste jeg har ønsket var nogen at tale med en gang imellem, men det er nok totalt slut med det nu.

Det føles ikke rart, at rent ud sagt, blive kasseret og valgt fra fordi man er anderledes.

For 10 år siden var jeg gravid med barn nr. to

For 10 år siden var jeg gravid med barn nr. to. Jeg spiste sundt under graviditeten og gik tur 30-45 minutter dagligt. Jeg havde ikke haft nogle komplikationer under min første graviditet og en fødsel uden hjælpemidler. Min jordmoder som var meget erfaren var også tyk, hun syntes ikke min vægt var et problem. Men hun gik på pension og så overgik jeg til hospitalets jordemødre og fødselslæger. Fra første konsultation var min vægt på dagsordenen. På grund af min vægt, mente de at barnet måtte være for stort. Så jeg blev henvist til scanning. Scanningen viste at barnet var “normalstørrelse” - men så var det jo for småt i forhold til den forventede størrelse, så jeg skulle til endnu en undersøgelse for at se om barnet havde en hjertefejl. Undersøgelsen viste at barnet var helt “normalt”.

Men lægen mente stadig, at jeg skulle flyttes til et større fødested for de havde kun en kirurg “når jeg fik brug for et kejsersnit”. Da jeg fastholdt mit valg af fødested, så viste en fysisk undersøgelse pludselig at barnet vendte forkert. Jeg kunne vælge mellem et vendingsforsøg, som ville være meget svært og meget smertefuldt eller jeg kunne skifte til det fødested, som de gerne ville have mig på. Jeg valgte vendingsforsøget på det store regionshospital. Her blev jeg mødt af en gammel garvet fødselslæge, som allerede da han så min mave udbrød: "Det vender sgu' da ikke forkert.” Han undersøgte mig grundigt og konstaterede at alt var i fineste orden og jeg var klar til en helt “almindelig” fødsel.
Mit valgte fødested meddelte på det tidspunkt, at de ikke kunne lade mig føde der pga. min vægt. Jeg spurgte dem om med hvilken hjemmel de kunne nægte mig at føde der - alle parametre med undtagelse af min vægt var fuldstændigt “normale”. Det blev taget op på et hospitalsledelsesmøde, hvorefter jeg fik besked på at jeg kunne få lov til at føde der, men at det var mod hospitalets anbefaling og dermed på eget ansvar.
Jeg fødte på dette fødested - et sundt og rask barn - en vellykket fødsel igen uden nogen form for hjælpemidler. Fra veerne startede til baby var født gik der omkring tre timer. Jeg fik den gode trygge fødsel, som jeg ønskede med en jordemoder ved min side under hele fødslen.

De sidste seks uger af graviditeten blev fuld af bekymringer pga. et sundhedsvæsen, som ikke mener at tykke gravide kan være sunde gravide uanset hvad alle undersøgelser viser.

Jeg har måttet stoppe med at handle i de lokale supermarkeder

Jeg er en meget tyk mand, og jeg har altid været meget tyk. Jeg har ingen venner eller omgangskreds. Jeg har måttet stoppe med at handle i de lokale supermarkeder og butikker, da jeg ikke kan få lov at være i fred. Der kommer kommentarer og direkte trusler på mit liv samt andet had fra vildt fremmede mennesker.
Handler kun i Netto og Rema, der ligger et stykke ude på landet, fra hvor jeg bor. Jeg handler kun så tidligt som overhovedet muligt på dagen. Kommer der børn eller teenagere ind i butikken forlader jeg den med det samme og tager hjem. Jeg går aldrig i biografen eller lignende steder og jeg rejser aldrig. Ingen kvinder overhovedet vil have noget med en stor mand at gøre, så jeg har altid været single.

Lad mig dog være i fred, tænker jeg ofte, kan I da ikke se at mit liv nok ikke ligefrem er særligt sjovt uden at jeg også skal tage imod uendeligt had og lort fra fremmede.

Mit eneste ønske i livet har altid være en at dele livet med en, men har indset at det aldrig vil blive virkelighed.

Min far

Min kusine gik til ballet som 4-årig. Jeg syntes, hun var så yndig! Jeg havde svært ved at finde min pigeidentitet med to storebrødre og ikke ret mange penge i familien, hvorfor jeg arvede min yngste storebrors skjorter. Jeg ville gerne lave noget rigtig piget, og uden at vide ret meget om, hvad det kunne være, foreslog jeg mine forældre, at jeg gerne ville gå på balletskolen på Det kongelige Teater. Min far så tænksom ud og kommenterede, at så skulle de nok have nye brædder på scenen på Det Kongelige.

Jeg har siden 1. klasse fået at vide at jeg skulle tabe mig

Jeg har siden 1. klasse fået at vide at jeg skulle tabe mig af læger, lærere, forældre og generelt folk omkring mig. Jeg blev mobbet med min vægt og jeg fik et inderligt had til mig selv, som jeg stadig har rigtig svært ved at lægge fra mig. Men det er ikke fordi jeg ikke kan leve med min krop. Det er fordi andre ikke kan leve med at jeg ser ud som jeg gør.

I 10. klasse kommer jeg en dag gående ned ad trappen. For enden af trappen sidder min veninde og nogle andre, som jeg ikke har snakket med før. Jeg kan se at de sidder og griner. Jeg går så ned og smiler til dem og min veninde trækker mig til side og fortæller mig så at en af drengene fra sofaen havde sagt "Så, nu kommer fede ned ad trappen" til de andre. Det var så udmygende og tænkte hvorfor fanden hun ikke sagde noget til dem istedet for at grine hånende sammen med dem.

Jeg møder så denne dreng igen nogle år efter på en bar. Han sad ved det bord, som mine veninder og jeg havde bestilt sammen med nogle andre fra 10. klasse. Da jeg ser ham bliver jeg simpelthen så vred at jeg beder ham om at gå. Han svarer så "det skal jeg nok og undskyld, men grunden til at jeg kaldte dig fed, var fordi jeg havde det dårligt med mig selv". Og han gik. Jeg fik medlidenhed med ham, fordi jeg netop følte at vi havde samme dårlige selvværd. Jeg opsøgte ham derfor senere på baren og sagde at jeg tager i mod undskyldningen og at jeg syntes, at det var flot af ham at sige. Senere fortalte en veninde at hun havde sagt tak til drengen for hans undskyldning til mig, da hun vidste hvor meget det havde gået mig på. Hvorefter han svarede hende "men det passer jo, hun er fed". Jeg blev så indebrændt og såret, og det er desværre kun en af mange ubehagelige episoder med uforskammede, tykfobiske mennesker.

Afgangsfest

For år tilbage holdt vi afgangsfest på uni hjemme hos min venindes mor. Vi havde rigtigt pyntet os og havde en sjov aften. På et tidspunkt dansede min veninde og jeg sammen og efterfølgende kom min venindes mor helt ekstatisk hen og fortalte at "ihh så var I lige ude at danse og alle kiggede på MIN datter fordi hun er så smuk og slank"... Det er 12 år siden og for nyligt mindedes min venindes mor igen den aften "hvor I dansede sammen og ALLE kigge på MIN smukke slanke datter"...

Min mand og jeg prøvede for mange år siden at søge hjælp for barnløshed

Når jeg læser om andre tykkes oplevelser, kan jeg nikke genkende til stort set de fleste oplevelser. Det er noget som er så fundamentalt sårende og skærer en dybt i hjertet hver gang det sker og personen, der ikke selv har prøvet det, kan på ingen måde forstå hvor dybt det sårer.

Jeg har i en alder af 44 år prøvet den ene op- og nedtur med kure, motion og sågar en maveoperation for at prøve at få den “ideelle kropsfigur”, men min krop er og bliver tyk! Min mand og jeg prøvede for mange år siden at søge hjælp for barnløshed, men vi fik en spand kold vand i hovedet, da overlægen ikke engang ville undersøge mig fordi han mente at jeg skulle et godt stykke under 100 kg før han ville undersøge mig. Han mente at det ville være spild at forsøge. Jeg var i chok og min mand trampede rasende ud fra mødet.

Adoption er også udelukket, da de ser tykhed som en kronisk sygdom, hvilket åbenbart gør min mand og jeg uegnede som forældre.

Ikke at kunne blive taget i betragtning på grund af tykhed, det er nok det der har gjort mest ondt.

"Du er fed og du er også grim!"

En af de episoder jeg bl.a. har oplevet er følgende: Jeg stod en formiddag og ventede på grønt lys i en fodgængerovergang midt på Frederiksberg. En mand kom cyklende, midaldrende i jakkesæt og pæne sko. Da han når hen hvor jeg står standser op og læner sig over mod mig og råber lige ind i mit ansigt mens spyttet står ham ud af kæften: "Du er fed og du er også grim!", hvorefter han cykler videre. Jeg var lamslået og ydmyget og helt uforstående overfor at min blotte, tykke tilstedeværelse var så provokerende at manden følte sig kaldet til at standse op og skrige ad mig.

"Hvalen"

For mange år siden kom jeg på den samme bar i Indre By, hvor jeg kendte de fleste af stamgæsterne og bartenderne. Udover at være en lidt ældre mand, var ejeren selv en smule buttet, men uden at være decideret tyk. Jeg har det ellers fint med at være tyk indtil ejeren insisterede på altid at nævne det når han så mig. Konsekvent tiltalte han mig med forskellige nedsættende øgenavne, og til sidst tiltalte han mig kun som "Hvalen”, og det fik de andre stamgæster til at gøre det samme. Flere gange måtte jeg søge tilflugt på barens toilet, så jeg kunne græde i fred. Ejeren ødelagde fornøjelsen ved at være sammen med mine venner på baren, og det endte med, at jeg holdt op med at komme der, fordi ejeren og de andre gæster ødelagde min selvtillid, hver gang jeg viste mig. Dagligt tænker jeg tilbage på de gange, de grinte af mig og kaldte mig navne. Endelig har jeg fundet en ny bar, hvor ingen gør grin med mig.

"Du skal godt nok cykle langt endnu, tykke!"

Jeg var på vej hjem fra biografen på cykel sammen med en veninde. Filmen havde været god og sjov, så vi grinede og hyggede os. Da vi på et tidspunkt holdt for rødt, blev vinduet i bilen, der holdt i vejbanen ved siden af cykelstien, rullet ned, og inde fra bilen blev der råbt "Du skal godt nok cykle langt endnu, tykke!". Min veninde kunne ikke undgå at høre det, så den gode stemning forsvandt som dug for solen og resten af cykelturen foregik i tavshed. Jeg har normalt musik i ørerne, når jeg færdes udenfor, for så jeg i det mindste kun forholde mig til folks blikke.

I byen

Jeg var omkring 20 år gammel, og jeg var i byen i Aarhus en aften med min gode veninde. Da vi passerer to fulde fyre på gaden, så hører jeg at den ene fyr siger: "Årh, hun var sgu meget lækker hende der" hvortil den anden svarer: "hende den tykke?". Den anden griner højlydt og hånligt og svarer "Nej, sgu da!". Min veninde er meget slank, og det var derfor tydeligt hvem de mente. Jeg tog hjem fra byen og græd mig selv i søvn.

Tak for det farmand!

Jeg har lige siden jeg var lille, fået at vide at jeg var for tyk. Ikke kun af mine klassekammerater og lægen, men allermest af min far. En dag - jeg var ca. 10 år - legede jeg jeg med klæd-ud-tøj, og havde taget et par høje hæle på. Jeg syntes selv, jeg var en ret flot dame, og gik stolt ind til min far, hvis eneste kommentar var: I det mindste har du tynde ben. Tak for det farmand!

Jeg er nu 36 år og har mand og to børn. Vi var på familieferie med min far, og vi var en dag på stranden og ude at bade. Jeg bliver så væltet omkuld af en giga bølge, og vælter ind i min far, der senere fortæller min søster hvad der skete: "En klippe af fedt væltede mig!" Og det er så mig, hans datter, han taler om.

Hvordan kan jeg nogensinde acceptere mig selv, når min egen far ikke kan?

I kirken

Jeg oplevede, da jeg var i kirke, at præsten i sin prædiken fortalte om de syv fede år og derefter de syv magre år fra det gamle testamente. Da han talte om de syv fede år rettede alles blikke sig straks på mig og jeg kunne mærke, at han også kiggede. Jeg følte mig meget udsat og det var ekstremt ubehageligt at være der. På vejen ud, sagde en mand til mig, at han håbede jeg lyttede ekstra godt efter i dag. Jeg følte, at min krop ikke hørte hjemme i kirken. Et sted, jeg troede var et sikkert sted. Det fik mig til at indse, at jeg fra nu af skulle passe på mig selv og undgå at blive såret, når jeg gik i det offentlige rum.

Kærester

Jeg har altid været en meget tyk fyr. For et år siden fandt jeg sammen med den her helt vildt søde, slanke pige. Når vi går sammen på gaden, kigger folk altid en ekstra gang. Og flere har påpeget, at jeg enten må være godt udrustet eller have mange penge, for hvorfor skulle hun ellers være interesseret i mig? Well, fordi jeg er sød og behandler hende pænt.

Drenge

Jeg var i byen i Aarhus med nogle venner og en fyr kom hen og prøvede at kysse mig. Jeg skubbede ham væk og han begyndte at grine - og jeg så en masse drenge stå bag ham som også grinede. Det var helt klart en stor joke at nogen kunne finde på at kysse mig.

Juleaften

Juleaften var den værste juleaften nogensinde. Jeg sad mellem min onkel, der hele tiden nev mig i siden og påtalte mine 'ruller' og så min tante, der fortalte mig, at jeg skulle tabe mig gevaldigt, hvis jeg nogensinde ville blive glad. Og min mor, der nægtede at række mig sovsen, og lod som om hun ikke hørte mig. Jeg græd hele natten.

Hos gynækologen

For nogle måneder siden skulle jeg til gynækolog, for at få foretaget en HPV-prøve, samt tjekkes for PCO. Da jeg kommer ind til hende, er det første hun siger "Der er lige noget jeg er nødt til at spørge dig om. Hvor meget vejer du?" Jeg fortæller hende at jeg faktisk ikke ved det præcist, hvorefter hun fortsætter med at spørge mig om det er mere end 140-150 kg, for den undersøgelsesstol hun har, kan kun tage op til max 150 kg. Jeg siger at jeg er ret sikker på at jeg er under den vægt. Hun bliver ved med at snakke om at hun ikke vil hæve stolen op, mens jeg ligger i den, fordi den er "skrøbelig", hvorefter hun beder mig om at gøre mig klar til undersøgelsen. Inden hun overhovedet når at undersøge mig, kigger hun i min journal og ser at jeg gerne vil blive gravid. Hun kigger på mig og siger så "det er på grund af vægten at du ikke er blevet gravid." Uden overhovedet at have undersøgt mig, konkluderer hun dette, bare ved at se på mig og konstatere at jeg er tyk.

Da hun så begynder undersøgelsen vil hun ikke hæve stolen op, som nævnt fordi den er "skrøbelig" og hun er bange for at den går i stykker. Derfor vælger hun at gå ned i knæ for at tage den prøve hun skal, hvilket føltes virkelig ydmygende. Efter endt undersøgelse bliver hun ved med at snakke om hvordan det ville være bedre for mig at blive henvist til hospitalet næste gang jeg skal undersøges for der har de "større rum og større stole". Hun siger, at det er for min egen skyld, for at jeg ikke skal få en ubehagelig oplevelse eller føle mig besværlig. Jeg var velkommen til at komme tilbage hvis det bare var en standard undersøgelse, men så var det jo også godt at have en ung læge "som kan gå ned i knæ." Men hvis der skulle tages fx celleprøver, så var det bedre at jeg tog på hospitalet fordi de jo havde større stole.