Jeg vred om på foden i det glatte føre i vinterhalvåret. Jeg gik til lægen med foden, da jeg efterfølgende fik svært ved at gå på den. Lægen kigger på min fod, men vælger at føre samtalen over på min tykhed og siger jeg skal dyrke mere sport. Jeg går derfra uden råd eller vejledning i forhold til min fod, som jeg har svært ved at gå på.
Jeg husker i folkeskolen, til en skole-hjem-samtale, at min lærer skulle tale med mine forældre om min tykhed. Jeg blev sendt ud, mens den del af samtalen stod på. Jeg husker følelsen af at jeg skammede mig over mit udseende, fordi min tykhed altid skulle bringes op.
Efter et ildebefindende, kvalme og opkast i flere uger samt føleforstyrrelser henvender jeg mig i en periode flere gange til min læge. Første mistanke omhandler graviditet, men jeg er ikke gravid. Da alt andet er udelukket mener både lægen og sygeplejersken i klinikken, at det skyldes min tykhed og løsningen er vægttab. Det viser sig dog, efter noget tid, at jeg har sclerose og det ingen sammenhæng har med min tykhed.
Jeg var 20 år. En læge siger til mig, at jeg skal skue ned fra varmen i mit hjem og så vil jeg tabe mig.
Jeg er tyk og har en stor mave, så folk tror nogle gange at jeg er gravid. Jeg gik engang i min egne tanker og røg en smøg. En dame slog pludselig ud efter mig og råbte at det måtte jeg ikke gøre mod mit ufødte barn og at jeg var et dårligt menneske. Jeg blev så paf at jeg ikke engang kunne svare tilbage.
Jeg skulle til en temafest og gik derfor en I en udklædningsbutik. Jeg gik lidt rundt og ledte efter forskellige ting, da en ekspedient spørger om han kan hjælpe med noget. Jeg fortæller hvorfor jeg er der og han svarer "vi har altså ingenting du kan bruge, du ved, vi har kun normale størrelser". Jeg skulle bruge en kappe og en paryk.
Hver gang jeg går til lægen med en bekymring, er jeg bange for at min tykhed overskygger noget virkelig alvorligt.
Jeg er tyk og transperson og er blevet nægtet behandling i det danske system pga. min tykhed. I transmiljøet oplever jeg, at folk mener, at hvis man “vil det nok”, så “tager man sig sammen og taber sig”. Jeg har bl.a. lavet et opslag i en gruppe for transpersoner, hvor jeg beklagede mig over at man mødes med krav om “normal” BMI, for at kunne få behandling, og så begyndte folk bare at skrive om hvor meget de havde tabt sig.
Da jeg gik i 4. klasse vred jeg om og forstuvede foden da jeg løb efter bussen. Jeg havde efterfølgende en seddel med i skole for at blive fritaget for idræt. Min idrætslærer spurgte hvordan jeg havde forstuvet foden, og jeg fortalte hende om turen til bussen. Hun grinede og sagde “Det tror jeg ikke på, det ville jo betyde du havde løbet”. Jeg følte mig altid til grin til idræt på grund af hende, og udviklede et had til alle former for motion i mange år.
Min søn er transperson og tyk. Lægen har sagt, at det kan være svært at få lov til at få en top-operation hvis han ikke taber sig til "normal vægt", da det jo ikke er en "livsnødvendig" operation.
Jeg er kvart grønlandsk og tyk. Da jeg skulle introduceres for nogle folk perifært i min omgangskreds, synes de det var sjovt at give mig øgenavnet "grønlandsk hval". Nogen gange giver det mening at jeg har social angst.
Jeg kender en som blev henvist til reumatolog for udredning ift. gigt i tommefingerens grundled. Det første reumatologen sagde var: “Du burde også tabe dig”.
Jeg faldt af en hest for lidt over tre år siden. Da jeg efter en del genoptræning og fysioterapi stadig ikke var helt ok og bl.a. havde en følelsesforstyrrelse, blev jeg henvist til en neurolog. Neurologen konkluderede at mine gener skyldtes "*vervægt". Jeg kender altså selv min krop og kunne (og kan) jo for pokker godt mærke, at noget havde ændret sig efter jeg faldt af en hest. Suk. Det føles som sådan en nem måde at slippe for at gøre sit arbejde ordentligt.
Jeg gik til lægen med noget, jeg troede var en vorte eller noget i den dur på oversiden af min fod. Han konstaterede "Det der ... Det er en huddimmer.. Det vil hjælpe, hvis du taber dig 20 kg"
Hvad en abnormalitet i huden skulle have gavn af et vægttab, forstod jeg aldrig. Og jo: hans medicinske udtryk var "en huddimmer". Respektløsheden flår én op.
Før corona meldte jeg mig ind i et fitnesscenter for at starte til spinning igen - en af de få sportsgrene, jeg har fundet ægte glæde ved. Som "velkomstgave" fik jeg en gratis time med en personlig træner, som var en meget slank og trænet kvinde i 40'erne. I løbet af de 60 minutter forsøgte hun flere gange at få mig til at indrømme, at jeg gerne ville tabe mig, selvom jeg blev ved med at sige, at det var jeg ikke optaget af. Hun fortalte, at træning fungerer bedst, hvis man har et mål og helst et håndgribeligt ét med tidsperspektiv, "eksempelvis at tabe sig 10 kilo på tre måneder". Det var en helt anden måde at tænke træning på end jeg er blevet vant til, men efter lidt tid kom jeg frem til et mål om at kunne cykle op ad den lange bakke på vej hjem fra byen, uden at blive nødt til at stå af og trække. Det var tydeligvis ikke godt nok for hende, og hun nævnte igen muligheden for at have et mål om at tabe mig x antal kilo. Selvom jeg helt tydeligt sagde, at jeg ikke var interesseret i vægttab, troede hun ikke på mig og blev ved. Jeg fortalte, at jeg var glad for spinning, og hun sagde, at det var altså ikke den bedste sportsgren, fordi det var cardio - og vægte ville være bedre (implicit: Hvis man vil tabe sig). Da vi gennemgik nogle øvelser, hun viste mig, blev hun meget overrasket over, hvor stærk jeg var. Jeg meldte mig ud nogle måneder senere, efter at have fået flere mails om, hvorvidt jeg ville fortsætte med en personlig træner.
Jeg havde lige været nede og træne, og havde egentlig gjort lidt ekstra ud af mig selv, og følte mig megagodt tilpas. Så triller en bil stille forbi fyldt med unge mænd. Jeg tænker de vil spørge om vej, så bukker mig ned mod vinduet. I stedet smider de en cheese burger i hovedet på mig og siger, “her, du er så f*d, så dem har du sikkert spist en masse af”. Jeg blev virkelig rystet og nåede ikke at sige noget.
Jeg har desværre en masse tykfobiske oplevelser. En af de værste var på Skejby Sygehus, på plastikkirurgisk afdeling. Det glemmer jeg aldrig. En samtale som skulle handle om mit misdannede ar, som jeg havde fået efter syv operationer, kemo og strålebehandling, kom til udelukkende at handle om min tykhed, BMI og om jeg nu havde diabetes.
Det er et mareridt at finde regntøj og andet outdoor-udstyr, når man er meget tyk. Jeg elsker at cykle og være i naturen, men det er bare ikke fedt, når man er tvunget til at vælge mellem at få vådt tøj eller tage regntøj på, der højst sandsynligt flækker.
Jeg var på et kursted med en veninde. Da vi ankom fandt jeg ud af at de kun kunne tilbyde mig én, meget dyr, behandling, da deres briks ikke var lavet til alle mennesker. Jeg var så gal.
Da jeg blev gravid ønskede min daværende læge ikke engang tillykke, men sagde blot; “med din størrelse kan det jo gå galt helt op til 12. uge”. Da jeg var til sidste lægeundersøgelse sagde hun “nu skal du sørge for at tabe dig, ellers vil dit barn være flov over dig”. Det sidder stadig dybt i mig og i dag, 3 år efter. Jeg føler mig som verdens dårligste mor, når jeg f.eks. ikke har mulighed for at hoppe på trampolin. Jeg har heldigvis skiftet læge siden.