Jeg gik en tur rundt om søerne i København en varm sommerdag med mine veninder. En gruppe drenge sidder i en båd i vandet. Helt uprovokeret peger de på mig og råber “hvis du var i båden, så ville den synke”. Både mine veninder og jeg får vidst svaret igen, men efterfølgende bryder jeg helt sammen.
Sidste sommer fik jeg et komplet burnout med depression og stress, der påvirkede mig både fysisk og psykisk. Da jeg endelig indså, at jeg havde brug for hjælp, ringede jeg grædende til min læge. Det var sommerferie, og derfor blev jeg stillet om til et vikar-lægehus. Sekretæren kunne godt høre, at jeg havde det skidt, men om 10 minutter gik hun på weekend, så jeg måtte altså ringe igen mandag. Jeg græd, men kunne ikke overskue andet end at sige "ok" og hun kvidrede "god weekend" og lagde på.
Mandag ringede jeg igen grædende, og en anden sekretær tog telefonen. Da jeg sagde, at jeg havde brug for at tale med nogen, svarede hun "kan du ikke bare tale med dine venner om det?" og nægtede at give mig en tid hos lægen, fordi det ville være bøvlet, når det ikke var min egen læge. Jeg ventede tre uger til min egen læge var tilbage og fik konstateret en alvorlig depression.
Da jeg skulle finde en psykolog, var der for det første mange måneders ventetid. Derudover havde mange af psykologerne også en stor del af deres hjemmeside dedikeret til “behandling af *vervægt”. Dem valgte jeg fra med det samme. Jeg havde ikke mod på at skulle kæmpe mod deres opfattelse af, at jeg måtte kureres for min tykhed, oveni i behandlingen for depression og stress. Det efterlod kun et lille udvalg af psykologer.
Tænk at føle sig SÅ forkert, fordi man er gået ned psykisk - og så også skulle forholde sig til, at mange af dem man kan søge hjælp hos problematiserer ens tykhed. Æv.
Jeg har oplevet rigtigt meget igennem min tid, men det der gør mig mest vred er de oplevelser jeg har haft med autoriteter på vegne af min datter.
Fra sundhedsplejersken der anbefalede mig at begrænse mængden af frugt eller helt skære den væk - hos min 9 måneder gamle datter. “For frugt er jo også fyldt med f*dmeskabende sukker, og jeg ville jo ikke have min datter skulle blive tyk...” Nok mest sagt da hun intet kunne finde at udsætte på den mad jeg gav min datter at spise. Men jeg er tyk, så naturligvis måtte jeg jo fejlernære min datter, hvordan var jeg ellers selv blevet tyk?
Eller da jeg efter hendes 5-års-undersøgelse fandt ud af at lægen (som desværre ikke var hendes egen læge, men en ny ung mandlig læge) var gået bag om ryggen på mig og havde ringet til min partner for at fortælle ham om de “problemer” han havde set til undersøgelsen. Som hovedsageligt gik på at min datter var i risiko for at blive tyk og at man burde holde øje med hendes kalorieindtag. Da min partner spurgte ind til hvorfor lægen mener hun er i risiko, så vil han ikke rigtigt forklare det. Men skal vi gætte på, at min datter endnu engang blev bedømt på baggrund af at hun havde haft sin tykke mor med?
Jeg bliver så afsindigt gal, ked af det og afmægtig... Og ender op med seriøst at overveje, om jeg bare skal melde mig ud af alt liv omkring hende, så det kun er hendes far de ser, og de derfor kan bedømme min datter på baggrund af hende selv og ikke de fordomme de har om hendes tykke mor.
Jeg var til en årlig helbredsundersøgelse hos lægen. Mine tal så rigtig fine ud, og lægen sagde selv, at jeg ikke behøvede at bekymre mig om diabetes, blodtryk eller andet - men da han fik øje på min vægt, ændrede budskabet sig. Nu skulle jeg tabe mig, fordi min tykhed gav stor risiko for alle de sygdomme, han lige havde sagt, jeg ikke skulle bekymre mig om.
Uden at spørge ind til mit forhold til mad, gik han ud fra, at jeg spiste for meget - og han gav mig det "råd", at jeg skulle opføre mig mere "som en anorektiker" ved at fylde mig med vand før måltider, så jeg ikke kunne spise så meget.
Jeg var målløs og evnede ikke at sige fra i samtalen, men gik derfra i et meget underligt humør. Til næste helbredsundersøgelse frabad jeg mig at blive vejet, og på trods af at min vægt er stort set den samme, fik jeg denne gang ikke en opfordring til at udvikle en spiseforstyrrelse med på vejen.
Jeg var til eksamen, hvor jeg havde skrevet om tykhed, set fra både et biologisk og et humanistisk synspunkt. Min lærer mente ikke at jeg ville blive taget seriøst, hvis jeg fremlagde tykke mennesker med positive øjne.
Til eksamen valgte jeg at fremstille tykke mennesker på den mest positive måde jeg kunne (jeg er selv tyk) og belyse problematikken af opførslen overfor tykke mennesker. Censor var overraskende begejstret, men min lærer havde det ikke på samme måde. Efter jeg havde fået min karakter, og vi skulle til at gå, rejste min lærer sig og sagde; "nå, men så er det åbenbart tilladt for f*de mennesker at være glade", og så gik hun. Jeg sagde intet i det øjeblik, og det fortryder jeg stadig.
Jeg havde min 1-årige søn med i klapvogn og skulle med elevatoren ved en S-togstation. I elevatoren var også en mand ca. på min egen alder. Vi konverserede høfligt sammen, lige indtil han i samme tonefald og med venlig stemme sagde, at han ikke forstod, hvordan det var muligt for mig at få plads til både klapvognen og mig selv, når nu jeg var så f*d. Han sagde, at han var imponeret over, at det kunne lade sig gøre, og at jeg måtte have taget elevatoren mange gange, siden jeg var så god til at finde plads, selvom jeg var så gigantisk. Så gik kan ud med et høfligt smil, som om intet var hændt.
Jeg kan forsikre alle folk om, at den chikane og diverse andre svinske måder, man behandles på ude i samfundet som meget tyk, overgår alt, hvad folk kan forestille sig.
Jeg er en meget tyk mand, og hvad jeg oplever hver eneste gang, jeg bevæger mig uden for en dør, ville chokere de fleste og med det samme afkræve politianmeldelse, psykologbistand mm., hvis jeg altså bare ikke havde været tyk, for når man er det, så er der ingen sympati at finde, tværtimod.
"Dit fede møgsvin!" "Tag livet af dig selv fedberg!" "Stop med at æde, dit klamme svin!" "Hold dig hjemme, så vi andre ikke skal se på dig, dit ulækre fedtbjerg!". Trusler på livet, hærværk imod min bil, svinske beskeder i min postkasse, folk, som tager billeder med deres telefoner mens de griner og peger, nedladende blikke og rysten på hovedet fra andre mennesker, er alt sammen dagligdag når man er på min størrelse. Og alt dette fra vildtfremmede mennesker, som man møder på gader, i butikker og på parkeringspladser.
Men ringer man til politiet, får man da bare at vide, at det ikke er deres problem, og der er ingen - og jeg mener ingen andre mennesker - som, når de er vidner til disse ting, går ind og blander sig og forsøger at få det stoppet. Tværtimod, synes de, vi tykke er selv skyld i det og vi skal bare ned med nakken.
Jeg kan huske hvor ubehageligt det var at komme til sundhedsplejerske, da jeg var barn. Jeg "vejede for meget" og skulle derfor i 0.klasse hver dag til middag gå gennem klasselokalet, forbi de andre børn, og vise min madpakke til læreren, så hun kunne holde øje med, hvad og hvor meget mad jeg havde fået med i min madpakke. Det var virkeligt ydmygende, for jeg blev allerede mobbet og holdt udenfor pga min tykhed. Og i 1. eller 2. klasse blev jeg hentet en gang om ugen af sundhedsplejersken, som hev mig ud af alm. undervisning for at snakke om vægt og kigge min "mad-dagbog" igennem, og sørge for at jeg fx. havde talt hvor mange peanuts jeg havde spist til lørdagsslik osv.
Jeg var blevet trådt over foden af min hest på +600 kg. Var ved egen læge for at blive tilset efter et par dage, da foden stadig gjorde ondt og var alle nuancer af blå. Lægen kiggede kort på foden og begyndte så at tale om at jeg burde tabe mig hvis jeg havde smerter i foden! Jeg har haft svært ved at gå til lægen lige siden. Er bange for at blive udsat for "snakken" lige meget hvilke symptomer jeg kommer med.
Jeg var på vej hjem en sen aften og da jeg gik forbi en gruppe teenagere, var der en ung fyr der, helt uprovokeret, kastede en halvspist durum efter mig og råbte "du må være sulten, så fed som du er!"
Jeg blev forskrækket og sagde ikke noget, jeg skyndte mig bare hjem og græd.
Da jeg skulle hjem fra julemærkehjemmet, havde vi en afsluttende samtale med pædagogerne og mine forældre. Der blev fokuseret meget på, at jeg slet ikke havde tabt mig nok, og at vi burde fortsætte det stramme program hjemme. De mente ikke, at jeg havde udviklet mig nok, at jeg brugte for meget tid på “stillesiddende” aktiviteter, i forhold til “frivillig motion”, som man jo fik point for. Men når vi var færdige med dagens obligatoriske motion, havde jeg ikke mere energi, og ville derfor bare gerne sidde for mig selv og læse mine bøger. På mødet blev der ikke snakket særligt meget om hvor meget jeg havde rykket mig socialt og var blevet meget mere udadvendt. I dag sidder jeg stadig med en følelse af, at jeg skuffede mine forældre.
Jeg arbejder i en vuggestue. En af mine kollegaer prøver både at få børnene til at spise op, men samtidig siger h*n til mig rimelig tit "[Barnet] skal vist ikke have mere brød. Jeg kan se [barnet] godt kunne have en tendens til at være lidt tyk." Lige foran barnet... Vi arbejder med børn under 3 år... nogle af de børn min kollega snakker om er ikke en gang 2 år endnu... Det starter fandme tidligt...
Jeg blev presset til at tage afsted på julemærkehjem. Jeg fik det først at vide omkring en uge inden jeg skulle afsted. Mine forældre havde holdt det hemmeligt indtil da. Jeg havde intet valg.
Jeg mener jeg var 12 år. Jeg husker opholdet som et kæmpe hul indeni. Jeg græd hver aften fordi jeg savnede mine forældre og mit hjem. Det er en hård tid at tænke tilbage på. Men det har hele min barndom været. Jeg blev mobbet i folkeskolen. Julemærkehjemmet blev godt nok 10 ugers ro fra mobningen, men det hele startede forfra da jeg kom hjem igen.
På julemærkehjemmet var slik forbudt for 'slankerne', som os der skulle tabe os så fint hed. De slanke børn måtte få slik en gang om ugen. Vi andre fik en pakke tyggegummi. Altså sådan en pakke voksentyggegummi, der smager stærkt af mint. Og så fik man et stykke lagkage om lørdagen hvor der kun var en mini smule flødeskum på og måske lidt frugt. Børnene smuglede slik med ind efter hjemmebesøg, og så var man pludselig populær for et øjeblik, mens der var noget i posen.
På julemærkehjemmet fik man lov at købe slik for 10 kr. hver fredag. Når man kom tilbage blev det kontrolleret at man ikke havde brugt flere penge end tilladt, ved at tjekke bonner og tælle vores penge.
På julemærkehjemmet fik man en stjerne for at tabe sig mest muligt. Jeg fik et par gange en stjerne og jeg følte mig aldrig god nok, hvis jeg ikke fik en stjerne. Stjernerne hang på en stor tavle i opholdsstuen så alle kunne se det.
Jeg har aldrig snakket med nogen om de dårlige oplevelser jeg havde på julemærkehjemmet. Mange i min omgangskreds ved sletter ikke at jeg har været på ophold. Jeg synes det et tabu at jeg har været afsted. Hvis jeg nævner det, oplever jeg at folk tit spørger mere ind til det og det orker jeg ikke, da det er for hårdt at snakke om. Især fordi de forventer at man havde et godt ophold.
- "Den størrelse havde jeg nok ikke hevet med hjem"
- "Jeg siger jo kun du skal træne, fordi det er sundt for din psyke, det ved du godt"
Udsagn fra familiemedlemmer den sidste uge.
I ved jeg har psykiske udfordringer, lever med daglig trang til at misbruge receptpligtig medicin. I ved at jeg har været syg siden jeg var barn, som startede med anoreksi og OCD.
Du har skældt din mor ud for at ringe til dig og udtrykke bekymring for min størrelse, da jeg var 9 år "Hun er jo helt sindssyg, du var et barn". Men alligevel kommer der lige en bemærkning i ny og næ, her 15 år senere, omkring min størrelse og at det jo ikke er attraktivt: "Jeg havde ikke hevet den størrelse med hjem". "Du burde virkelig begynde at træne, det er sundt for din psyke".
Selvom jeg prøver at sige at jeg ikke kan styre at være i et træningscenter, jeg kommer til at gå for meget op i det, bliver syg og bliver sygeligt obsessed og spiser mindre og mindre.
"Der er ingen grund til at bruge så meget mayonnaise"
"Du får blodpropper"
"Jeg ville da lyve hvis jeg sagde, det ikke er flottere at være slank"
1. 2. 3
Hold jeres kæft og pas jer selv.
Dette er lidt af det jeg dealer med pt. og har gjort igennem mit liv som tyk.
Jeg har altid været tyk, også som barn. En dag blev min mor ringet op, fuldstændig ud af det blå, og blev spurgt om jeg ville medvirke i et tv-program for “f*dmeramte børn” som ham lægen selv kaldte mig. Jeg aner ikke hvordan han fandt frem til mig, men mine sundhedsjournaler og besøgene hos skolesundhedsplejersken, må jo på en eller anden måde være blevet sendt videre.
Har i årevis ligget under for angsten over dels at være tyk, og også blive tykkere, med det resultat at jeg har været ved at tage livet af mig selv, både fysisk og psykisk, for at prøve at passe ind i et tykfobisk samfund.