Jeg har lige fået ny lejlighed og i den forbindelse ledte jeg efter nye spisestole uden armlæn (så jeg kan sidde ordentligt på stolen). Min moster sagde, at hun gerne ville betale for stolene, hvis jeg valgte nogen med armlæn, så jeg kunne blive motiveret til at tabe mig.
Jeg har i årevis haft følelsesløshed i venstre side af min krop, og har prøvet nærmest alt behandling, men det er generelt ikke blevet bedre. Derfor fik jeg henvisning til neurolog og ventede et halvt år på at komme derhen. Neurologen sagde at jeg var overbelastet i venstre side og havde en nerve i klemme i lysken. Hans forslag til behandling var at jeg skulle bevæge mig mindre og tabe mig. Jeg sagde at jeg ikke forstod hans anbefaling, særligt ikke at jeg skulle bevæge mig mindre, fordi jeg føler bevægelse lindrer. Jeg fortalte også, at jeg ikke ville fokusere på vægttab. Han affejede mig med, at vægttab var det eneste der hjalp. Så jeg gik meget frustreret derfra. Jeg kender flere med lignende problematikker som er tynde, så det passer jo ikke, at det kun er tyndhed der er løsningen. Nu har jeg heldigvis fundet en fysioterapeut som vil hjælpe mig, uden fokus på vægttab. Som han sagde var det en utrolig uprofessionel behandling, som neurologen havde givet mig - og at han i øvrigt tog fejl. At have sundhedsfaglige, som ser en som et menneske selvom man er tyk, giver tryghed.
Jeg har været på sygehuset tre gange inden for de sidste par måneder. Hver gang har de givet mig for små bukser til at starte med. Det er meget ydmygende at skulle bede om større bukser. Og så er næste størrelse koloenorm, som om de har besluttet bare at have en størrelse til alle tykke.
I forbindelse med noget forskning på hospitalet skulle jeg have scannet mit hoved i en CT-scanner. Scanneren var udelukkende til hovedet, så min krop var ikke et problem. Men dem, der havde bygget scanneren, havde ikke taget højde for kombinationen af en kort hals og tykke skuldre, så mit hoved kunne knapt komme ind i maskinen. De måtte ligge pres på min krop for, at det lykkedes, og samtidig skulle mine arme snøres ind, fordi den tilhørende briks var for smal. To timers totalt fysisk ubehag og ydmygelse.
Da jeg var gravid skulle jeg have målt blodtryk rimelig ofte og da det to gange var blevet målt som lidt for højt blev jeg bedt om at blive tjekket af egen læge. Han målte det også til at være lidt højt, men så skiftede han blodtryksmåleren ud med en med en større omkreds så den sad bedre på min arm (som er tyk) og så viste den at mit blodtryk var normalt. Han fortalte mig at hvis måleren ikke sidder ordentligt kan den komme til at vise et falskt forhøjet blodtryk. Måtte gennem resten af min graviditet bede om en "speciel" blodtryksmåler hver gang og jordmoderen skulle ofte helt ud på gangen og bruge lang tid på at finde den frem og var derfor ofte irriteret indtil de målte og kunne se at det var rigtigt at mit blodtryk ikke var forhøjet. De mente bare at det nok var forhøjet fordi jeg er tyk.
Jeg går til jævnlig kontrol i samme lægehus og hver eneste gang går det op for dem, at deres blodtryksmåler er for lille til min arm.
Jeg var ved lægen fordi jeg havde slået min arm efter en runde golf. Pludselig mente lægen, at jeg skulle have målt blodtryk - og samtidig have en opsang om at jeg nok godt kunne tåle at tabe mig.
Lægen fandt måleapparatet frem. Forsøgte flere gange at få manchetten til at nå. Han siger ting som: "Den skal passe" og "Det er da utroligt den ikke kan nå". Efter et stykke tid sukker han opgivende og forlader lokalet. Han kommer tilbage med et måleapparat, der har større manchet. Han sørger for nøje at fortælle mig, at den jo kun skal bruges på låret, men min arm er jo større end de flestes arm, så han håber den passer.
Det var så utroligt skamfuld en oplevelse at jeg aldrig kom hos den læge igen. Heldigvis var det et lægehus, med andre muligheder.
For ca. 8 år siden var jeg single og sammen med en mand, som jeg troede var ret vild med mig.
Da vi havde haft sex og han kyssede mig farvel, sagde han, at han havde været så spændt på, hvordan det var at være sammen med en der var så tyk, men (sagde han stolt): “Jeg kunne slet ikke mærke forskel”.
Senere sendte han mig dick pics hvor han sad og så porno med tykke mennesker.
I 2018 var jeg i et forløb i psykiatrien ift. udredning for depression. Da jeg til første samtale blev bedt om at beskrive mine symptomer og mine oplevelser de seneste måneder, sagde jeg, at jeg bl.a. havde tabt 10 kg, fordi jeg havde mistet lysten til at spise. Psykiateren gav mig elevatorblikket og sagde køligt: "Det trængte du vist også til."
Så i psykiatriens øjne er det tydeligvis vigtigere at være tynd end i live.
Jeg var tyk igennem hele min barndom. I 6. klasse til et møde med skolesygeplejersken fik jeg at vide, at nu skulle jeg altså til at passe på, for det kunne have alvorlige konsekvenser for min sundhed resten af livet. I 7. klasse udviklede jeg en spiseforstyrrelse. Da jeg kom til samme skolesygeplejerske i 9. klasse med et BMI der kategoriseres som undervægtig fik jeg at vide, at jeg var “en sand succeshistorie” til trods for at jeg var voldsomt spiseforstyrret og deprimeret, men hun så kun et vægttab. Jeg var 14.
Jeg er i ressourceforløb og skulle til et møde sammen med min sagsbehandler fra Jobcentret. Vi fulgtes ind til mødet, og da vi skulle op af nogle trapper til 2. sal, sagde sagsbehandleren (som er tynd): "Ja, nu skal vi have noget motion, for der er ingen elevator. Du må godt holde ved gelænderet." og skævede til mig, som om hun var bange for, at jeg ikke ville klare det. Jeg måtte fortælle hende, at jeg altså selv bor på 2. sal.
Jeg endte med at trække min datter ud af Julemærkehjemmet fire uger før hun var færdig med sit ophold i 2021. Der var fokus på at hun skulle tabe sig og derudover blev hun dårligt behandlet på andre måder. Det har på ingen måder hjulpet min datter at være på Julemærkehjem, det har kun gjort hendes angst værre og hun har nu ekstremt svært ved at være i skole. Hun er så mærket, at blot det at høre eller se reklamer for Julemærkehjemmene, påvirker hende meget.
Vi har simpelthen valgt at hjemmeundervise vores barn efter en skole, der svigtede i forbindelse med mobning af vores tykke barn og oveni dette et forfærdeligt ophold på et Julemærkehjem i 2019.
Som pædagog, lagde jeg under min datters julemærkeophold (2019) mærke til en del sammenfald mellem døgninstitutioner for børn (f.eks. anbragte børn), og så julemærkehjemmet. Bl.a. måden børnene blev behandlet og “opdraget" på, den manglende rummelighed, normaliseringen - og i forhold til os forældre, som blev set ned på som lidt dumme (der ikke formåede at bringe vores barn ordentligt ind i samfundet, og sikre ordentlig fysisk og livsstil). Vores ord betød ikke noget, vi var dårlige forældre - de havde jo beviset foran sig: En "fed/overvægtig" pige, der var blevet udstødt/mobbet.
Ligheden mellem døgninstitutioner og julemærkehjem overraskede mig, da Julemærkehjemmene og alle mulige andre gør så meget ud af, at beskrive disse hjem som noget væsensforskelligt fra døgninstitutioner - de fremhæver bl.a. hjerte, empati, og samværet - og glemmer deres praksis (adfærdskorrektion og normalisering - som officielt dominerer i f.eks. døgninstitutioner for anbragte børn).
Alt i alt var julemærkehjems-forløbet (2019) en stor skuffelse - trods deres markedsføring. Vi blev ikke lyttet til som forældre. Faktisk fik vi i stedet skylden lagt på os for både forholdene i skolen og at vores barn blev mobbet.
Udover fokus på vægttab, er her noget af det mit barn og jeg oplevede i forbindelse med et ophold på Julemærkehjem i 2021:
Hun skulle gå hurtigere, ikke brokke sig og lade som om hun synes det var sjovt, når de skulle gå 20 km ad landevej eller i sand langs kysten.
Hun skulle "være mere" i sociale relationer, hvor hun følte sig truet, af specielt et andet barn, og hvor de voksne mente mit barn var "særligt provokerende".
Forstanderen indkaldte os til et "akut møde", hvor vi skulle forventningsafstemme. Her sad hun og haglede min datter ned, med alt hvad hun mente min datter havde gjort forkert i hele forløbet. Hun talte det på fingrene - og da hun løb tør startede hun forfra. Min datter forsøgte at forklare og forsvare sig, men forstanderen afbrød hende med: "jeg gider ikke høre på dig!".
Min datter var på julemærkehjem i 2021 og blev behandlet rigtig grimt. Foruden fokus på hendes tykhed, udtrykte de voksne, særligt forstanderen, at hun ikke var tilstrækkelig og hun skulle hele tiden gøre og være mere. Det var en forfærdelig oplevelse.
Var hos min egen læge, hvor sygeplejersken skal give mig en influenzavaccine, som min arbejdsgiver har opfordret alle til at få og i øvrigt betaler. Da jeg, som en henkastet bemærkning, siger, at det jo er dejligt at kunne få den uden at skulle betale selv, siger hun: “Jamen, din *vervægt betaler alle vi andre jo for via skatten.”
Jeg faldt og brækkede min overarm. Efter to uger fik jeg den i gips (dejligt størrelses-frit), og da denne skulle af, skulle jeg have en slags skinne på, som skulle spændes fast med velcro.
Jeg fik den største de havde, fordi mine arme er tykke. Men den største størrelse var en L. I mine notater står der ''kan knap lukkes, så mulig skal en costummade til''. Jeg synes det er langt ude at der ikke findes udstyr/bandager til tykke arme.
Jeg var på sygehuset sammen med min far, der skulle opereres. Det viser sig, at de ikke har hans størrelse i det patienttøj man skal have på. Han er en tyk mand - i den lille ende - men stadig tyk. Så ikke nok med at han er i en utrolig sårbar situation, så er han også tvunget til at have alt for småt tøj på, fordi sygehusvæsnet åbenbart ikke har tøj i store størrelser.