Hun blev ved og forsøgte at presse en folder i min hånd

Jordemoder ved anden graviditet var meget nedladende og insisterede på at få mig i et forløb med en diætist, så jeg "kunne lære om ernæring". Hun blev ved og forsøgte at presse en folder i min hånd. Jeg affejede hende til sidst med at jeg udmærket selv kan opsøge og håndtere viden. Hun spurgte ikke til spiseforstyrrelse, hvilket havde været langt mere relevant. Der var sat ca. 20 minutter af til undersøgelsen, de fem minutter med frem og tilbage om vægttab gik fra den samlede tid. Jeg ville ønske at jeg dengang havde kendt til udskamning af tykke og den ulighed tykke møder i sundhedsvæsenet.

Når livet bliver et problem og man bliver bange

Jeg er en meget tyk mand som har været tyk lige siden 5-års alderen. Jeg oplever mere og mere at livet i sig selv bliver sværere og sværere, for uanset hvor man færdes ude i samfundet, mødes man af svinskheder og manglende respekt fra andre mennesker.

Et godt eksempel er når man parkerer sin bil i en handicapbås med sit skilt i forruden, så parkerer folk alligevel så tæt på en så man ikke kan komme ind og ud af sin bil og siger man det til dem, så bliver man svinet til øjeblikkeligt.
Ber man folk om at holde afstand i butikker og lignende på grund af covid-19, bliver man svinet til øjeblikkeligt. Og hele tiden handler det med det samme om min tykhed.
Det er næsten umuligt at komme til at sidde ned nogle steder, hos læger, tandlæger og selv i psykiatrien, fordi stolene har armlæn alle steder.
Tøj kan man kun handle på nettet, for tøj i min størrelse forhandles ikke i butikkerne.
Alle steder mødes man af folks blikke og kommentarer og det værste er deres mobiltelefoner, som man kan se der bliver taget billeder med.

Jeg er simpelthen direkte bange for at færdes ude i samfundet blandt andre mennesker, for man ved aldrig hvad de kan finde på. Samfundet er totalt ligeglade med tykke mennesker og man tøver ikke med at sige at det er vores egen skyld og at vi bare skal holde kæft.

Jeg bryder mig mindre og mindre om andre mennesker og isolerer mig mere og mere og det er ikke fordi jeg har en diagnose med social angst, for det har jeg ikke. Det er derimod fordi livet bare bliver værre og værre på grund af andres opførsel.

Jeg følte mig så lille

Da jeg ventede min første søn skulle jeg testes for graviditetssukkersyge (det bliver alle gravide i Tyskland). Overlægen på diabetescenteret spurgte hvad jeg vejede før jeg blev gravid, og kunne rigtig nok konstatere at jeg også var '*vervægtig' inden graviditeten. Hun er overbevist om at jeg har sukkersyge før jeg er blevet testet, men for god ordens skyld tester de mig. Testen er negativ og lægen konstaterer skuffende at i denne omgang havde jeg ikke diabetes, men vil helt sikkert få det i fremtiden. I et forsøg på at gøre mig selv god i hendes øjne, siger jeg til hende, at jeg også gerne vil være sund, hvortil hun siger, at det jo også er langt mere attraktivt at være slank. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. På vej ud af døren siger hun, at nu skal jeg sørge for at spise noget morgenmad, men kun et rundstykke og ikke to. Når jeg fortæller historien, plejer mine tynde venner og familie bare at grine. Men jeg følte mig så lille...

Hardcore kemokur

Da jeg havde kræft i maven, fik jeg gentagne gange ros for mit vægttab - vel og mærke mens jeg var skrækkelig syg og på hardcore kemokur. 

Du skal bare tabe dig

Jeg fik mange gange, af forskellige sundhedsfaglige, at vide, at jeg bare skulle tabe mig for at komme mig over min træthed, vand i kroppen og generelle dårlige almentilstand. Jeg havde en tumor i hjernen. 

Jeg ved aldrig hvor jeg skal begynde

Jeg ved aldrig hvor jeg skal begynde, når jeg skal forklare hvor ofte jeg er blevet udsat for tykfobi.

Skal vi starte ved begyndelsen, så starter det allerede som 6-7 årig hvor familiemedlemmer kigger på mig med dømmende blikke hver gang jeg rækker ud efter en småkage eller chokoladen, eller da jeg som pre-teen hos sundhedsplejersken får at vide at jeg skal tabe mig - alle andre har hvalpefedt, jeg er bare f*d.

Værst har været sundhedsvæsenet hvor jeg i mange år fik fortalt at mine uregelmæssige og ekstremt smertefulde menstruationer var fordi jeg var tyk. Hvor gang jeg græd af smerte, var svaret: “gå en tur”. Selv efter jeg blev diagnosticeret med en kronisk sygdom, og selvom der er manglende evidens på at tykhed og diagnosen hænger sammen, var svaret det samme. En massiv depression efterfulgte mange års kamp med smerter, her var svaret heldigvis ikke bare “gå en tur”. Endelig mødte jeg en læge der så og lyttede. 

Derudover har jeg, 30 år senere, svært ved at ryste sætningen; “ingen vil elske en f*d kvinde” af mig. Den er ikke min at eje, men det blev den og jeg kæmper stadig for at gøre den til den løgn, jeg ved den er.

Min mor gav mig penge for at tabe mig

Jeg er vokset op i 90’erne og 00’erne, hvor de her mavekæder var populære. Alle havde dem, så selvfølgelig ønskede jeg mig også en! Min mor fortalte mig dog, at det ikke ville klæde mig på grund af min størrelse. Kan huske jeg ordret skrev på min ønskeseddel: “Mavekæde. Hvis ikke mor synes jeg er for f*d!!!” 

Hun har også flere gange givet min søster og jeg penge for at tabe os, 500 kr. ved 5 kg, 1000 kr. ved 10 kg. Dengang synes jeg det var super nice, fordi jeg så fik ekstra lommepenge - nu, som voksen, er det noget jeg bearbejder hos min psykolog. 

Når mine børns vægt problematiseres af skolesundhedsplejersken, er jeg begyndt at sige fra.

Jeg har for nylig fået diagnosen fibromylagi

Jeg har de sidste 13 år levet med symptomer på denne sygdom. Det er i forvejen en sygdom, som mange læger ikke tror på, men gennem årene har jeg mødt mange spydige læger der gav min vægt grunden til de smerter jeg oplevede. Husker især en læge der sagde at det var klart at jeg havde ondt, når jeg rendte rundt med så meget vægt. Det skal lige siges, at jeg kom til denne læge pga. smerter i mine hænder og arme. For at få stillet diagnosen skal man til en reumatolog, jeg fortalte ham om mine tidligere oplevelser med læger og tykfobi. Han nævnte at han oplevede at mange tykke mennesker gik i mange år før en læge overhovedet ville henvise dem, så de kunne blive undersøgt for sygdommen. Det syntes han var ret problematisk, da det er bedst at den opdages tidligt, så man hurtigt får den rette medicin og redskaber til at håndtere sygdommen.

Det tog reumatologen 5 minutter at stille min diagnose. Det tog mig 13 år at få en læge til at lave en henvisning.

Sundhedsplejersken har ringet flere gange

Min datter bliver snart 10. Sidst vi var ved sundhedsplejersken anbefalede hun, at jeg skulle få min datter ind i et program i DGI hvor hun skulle “lære at spise det rigtige”, som hun sagde. Og at hun på “ingen måde må tage mere på det næste år”. Det er da virkelig også fedt for en 9-årig pige at høre på.

Sundhedsplejersken har ringet flere gange siden og lagt beskeder på min mobil for at give mig information omkring det program. Har dog ikke svaret.

En terapeut grinede af mig, da jeg sad fast i en stol

Jeg har en speciel stol hos min terapeut, som hun altid henter frem til mig, den er uden armlæn. Men hver gang jeg skal til en ny i huset er det forfra, og de tager der ikke alle sammen lige pænt. En af dem grinede, da jeg sad fast. Fuck dem mand. Fucking lortet at folk vitterligt skal føle, de fysisk ikke må være der!

Min læge har tykfobiske fordomme

Jeg er egentlig ret glad for min læge, fordi han har været god til at støtte mig igennem mine psykiske udfordringer og generelt lytter meget til mig, og anerkender at jeg ofte ved mere om min situation end han gør. Men han kommer tit med tykfobiske fordomme, og det får mig for det meste bare til at stivne. Jeg har tænkt meget over det på det sidste, og det er som om at hver gang han ikke har et svar på mine kropslige udfordringer, så giver han min størrelse skylden. Selvom han ved, hvad jeg ellers har været udsat for i mit liv, så vil han ikke helt godtage at det stress og angst jeg har i mit liv, hvilket er en helt naturlig reaktion i forhold til det jeg har været udsat for, kan påvirke min krop helt direkte.

Lige nu har jeg det problem, at min venstre side ofte er følelsesløs. Mest centreret omkring mit lår, men når det er slemt, så stråler det ned i benet og op i armen. Jeg fortæller ham hvorfor jeg tror det er der, også at jeg er kropsterapeut, så jeg ved lidt om det sådan rent teknisk. Og de terapeuter jeg selv har opsøgt giver mig ret. Det er stress der sidder i min krop. Det accepterer min læge ikke, så jeg er blevet henvist til en fysioterapeut: "så kan jeg få nogle øvelser og sådan", selvom jeg fortæller at jeg laver yoga og kropsterapeutiske øvelser hver dag, for at hjælpe mig selv.

Heldigvis blev jeg mødt af en rigtig dygtig fysioterapeut, som sagde: "selvfølgelig handler dine spændinger ikke om, at du er tyk. Sikke en lettelse! At blive taget alvorligt! Det er jeg altid så bange for ikke at blive, når jeg udtaler mig om min tykhed. Jeg må være så vant til ikke helt at blive taget alvorligt.. desværre. Min fysioterapeut vil hjælpe mig med at undersøge det psykiske grundlag for mine spændinger i et mindre forløb. Lige nu glæder jeg mig faktisk til, at min læge får tilbagemelding fra forløbet, så jeg kan vise ham at jeg havde ret. Synes det er så sørgeligt, at jeg ikke bliver set som en pålidelig kilde I FORHOLD TIL MIN EGEN KROP! Suk!

Jeg oplever tykfobi alle steder

Jeg har oplevet at dates spørg hvorfor jeg ikke fortæller jeg er tyk, i stedet for at “skjule” det, før en date, som de siger; de skal nok finde ud af det.

Jeg oplever at sundhedsvæsnet bagatelliserer mine kropslige smerter fordi jeg er tyk, med netop den begrundelse, i stedet for at tage mig seriøst. Har også fået at vide jeg er depressiv på grund af at jeg er tyk.

Jeg har oplevet at folk på gaden råber “fatty fatty” efter mig, og at folk råber af mig fordi jeg er på McDonalds, som om de ikke selv sidder med selv samme mad.

Jeg oplever at folk sætter tyk lig med at være klam og mindre værd, selv kendte mennesker tyr til denne form for udskamning på deres sociale medier. En amerikansk sanger, jeg lyttede til (ikke mere efter det), begyndte at udgyde denne tykfobi på sin Instagram.

Jeg oplever at skulle kæmpe hårdere for at opnå de samme karrieremål, som mine tyndere counterparts. De bliver givet flere muligheder da de er mere konventionelt attraktive.

Jeg nægter at hospitalet skal få lov til ikke at give plads til mig og min krop

Jeg er ambulant patient på en psykiatrisk afdeling på et nybygget supersygehus. I alle samtalelokaler jeg har været i på "super”-sygehuset, har stolene været for smalle til at jeg kan sidde i dem. Det gør virkelig ondt at sidde i dem, og hver gang jeg spørger om det er muligt for dem at hente en stol uden armlæn, f.eks. i nye grupper eller overfor nye læger, sygeplejersker osv., spørger de om det er strengt nødvendigt, som om jeg bad dem om noget helt urimeligt. Hver gang henter de en kontorstol uden armlæn uden længere ventetid, så jeg VED at det ikke er det store problem, selvom personalet løber stærkt derude. Stolene i venteværelset er boltret fast, så jeg kan ikke engang tage en med derfra. Jeg har overvejet at købe en campingskammel, der kan foldes ind og ud, men jeg nægter, at de skal få lov til ikke at give plads til mig og min krop.

Jeg synes virkelig det er for langt ude, at de har bygget en hel ny afdeling, på et helt nyt sygehus, og så har de valgt nogle stole, som vi er mange, der får større smerter af at sidde i.

Sundhedsplejersken siger at jeg ikke skal spise rugbrød når jeg vejer så meget

Da jeg var barn var min lillesøster tyk. Sådan har hun altid været, og mine forældre var meget opmærksomme på hende. De prædikede hver dag om hvor mange sukkerknalder der var i bolsjer, hvor meget fedt der var i mælk og lign. Når vi skulle købe is, måtte hun kun få den mindste sodavandsis, mens mig og min bror måtte få lige hvad vi ville have.
Det prægede mig i en sådan grad, at jeg selv blev rædselsslagen for at blive tyk. Jeg begyndte at sulte mig selv, og sagde til alle, at jeg slet ikke kunne lide slik. Jeg ville så gerne være "et godt (læs tyndt) menneske". Jeg blev meget tynd, og skulle til gentagende samtaler hos skolesundhedsplejersken, hvor han fortæller mig, at det er vigtigt at jeg spiser rugbrød og drikker mælk, og at jeg har ondt i maven, fordi jeg er sulten. Det tager jeg til mig og tager på. 



Nogle år senere skal vi to og to i klassen gå ned til sundhedsplejersken og måles og vejes. Det virker som en standard-ting. Det var sidst i femte klasse, og jeg skulle derned med min veninde, der var to hoveder lavere end mig (jeg har altid været enormt høj). 
Sundhedsplejersken vejer os. Han roser min veninde for hendes lave vægt og skriver bare mit tal ned. 
Han spørger så, hvad vi har fået til morgenmad. Min veninde havde fået havregryn med rosiner og sødmælk, og jeg havde fået rugbrød med honning. Sundhedsplejersken roser min veninde, og siger, at man godt kan se, hun spiser havregryn. Så ser han på mig, ryster på hovedet, og siger at jeg ikke skal spise rugbrød, når jeg vejer så meget, fordi "der er alt for meget olie i kernerne i rugbrød". Jeg blev meget forvirret, men jeg kunne jo godt se, at jeg vejede en del mere end min veninde, og tog hans råd som gode varer, fordi jeg havde stor tillid til ham på grund af vores mange samtaler i årene forinden.

Jordmoderen så jeg var tyk og antog jeg skulle have en epidural

Jeg oplevede at jordemødre ikke læste min fødselsberetning, men gik ud fra, at jeg, grundet min tykhed, ville have brug for en epidural allerede ved ankomst. En jordmoder virkede nærmest fornærmet over, at jeg grinte og sagde hun burde læse op på mit første barns fødsel.

Fem gynækologer gik ud fra at jeg havde PCOS, udelukkende på grund af min tykhed

Jeg blev fortalt af en gynækolog at jeg simpelthen var for tyk til at hun kunne hjælpe mig. Hun henviste derefter til en “anerkendt” gynækolog specialiseret i PCOS, som havde nogle slankepiller, som godt nok ikke var godkendt i Danmark endnu, men som var effektive. Jeg tog ikke pillerne og jeg havde ikke PCOS. Det viste den scanning som først blev lavet efter at jeg havde set fem forskellige gynækologer som ALLE hver og én gik “ud fra” at jeg havde det på grund af min tykhed. Jeg var målløs og i chok.

Min psykiater sagde jeg skulle på den "slankende" type antidepressiv medicin

Jeg har længe haft perioder, hvor jeg stopper med at spise og sulter mig selv, straffer mig selv for at spise, men hverken læger eller psykiater tog det seriøst. Der blev aldrig taget fat i det og jeg var seriøst bekymret for mig selv og om det ville ende ud i en reel spiseforstyrrelse. Min psykiater sagde også, da jeg skulle på antidepressiv medicin, at det skulle være den "slankende" type. Der er aldrig blevet sagt hvorfor man ikke tog fat i det, men det er svært ikke at tænke, at det er fordi en tyk person ikke kan få en spiseforstyrrelse der ikke er overspisning.

Da jeg var gravid var alle læger meget opmærksomme på min spiseforstyrrelse - og mit BMI

Da jeg var gravid var alle læger meget opmærksomme på mine forskellige diagnoser, blandt andet en spiseforstyrrelse. Efter en scanning spørger en læge ind til, om jeg har nogle udfordringer i forhold til min spiseforstyrrelse, fordi det ofte er udfordrende med graviditet og øget vægt, kroppen forandrer sig osv.
Jeg fortæller, at det føler jeg ikke, nærmere modsat. Positivt. Lægen går så straks videre til at mit BMI jo er meget højt, så jeg skal jo lige tænke over hvad jeg spiser…

En undersøgelse for knogleskørhed kom til at handle om vægttab

Da jeg var omkring 20 år gammel, skulle jeg en tur på sygehuset. Jeg skulle have skannet mine knogler, pga. mistanke om knogleskørhed. Selve skanningen gik fint, og radiologen var meget empatisk og beroligende. Men da jeg efter skanningen skulle ind til en kort samtale med en læge, blev jeg mødt med elevatorblikket og et misbilligende blik. Lægen bad mig om at hoppe på vægten, og derefter at hive op i blusen, så hun kunne undersøge mit maveskind. Jeg undrede mig i øjeblikket, over hvad min vægt og mit maveskind, havde med knogleskørhed at gøre, men jeg gjorde som hun sagde. Efter “inspektionen” af min krop, begyndte hun at snakke om min vægt, om alle de risici der følger med tykhed, og at jeg skulle se at tabe mig, så jeg ikke var i farezonen for diverse følgesygdomme. Hele situationen var yderst ukomfortabel, og jeg var så paf over vægttabssnakken, at jeg ikke kunne gøre andet end at nikke, til alt hvad hun sagde. Det er først efterfølgende, at jeg kom i tanke om at den samtale, intet havde at gøre med årsagen til at jeg var der, knogleskørhed.

Det viste sig at mine lunger var sorte af blodpropper

Da jeg i november måned kontaktede min læge fordi jeg ikke kunne trække vejret, når jeg nåede op på 3. sal (noget jeg aldrig har haft et problem med før), sagde de at det måske kunne være fordi mit BMI var ret højt og at det måske ville hjælpe hvis jeg tabte mig. Jeg var ret insisterende på at det ikke kunne være det og hun sendte mig videre til tjek. Det viste sig at mine lunger var sorte af blodpropper, fordi jeg var startet på p-piller nogle måneder forinden. Heldigvis nåede jeg at komme på hospitalet og vil nok komme mig fuldstændig.