Jeg var på julemærkehjem tre gange i løbet af 00erne. Det var forfærdeligt. Tre ophold á 10 uger – det er sammenlagt ca. 7 måneder. Alligevel sidder jeg som voksen tilbage med en følelse af at hele min barndom blev tilbragt på julemærkehjem. Jeg har længe ikke kunnet tale om det uden at blive meget ked af det. Nu taler jeg om det – og jeg er vred!
Jeg var til julefrokost på min tidligere arbejdsplads og alle fik en kagedåse med et motiv, som var det julemærke, der var udgivet, det år hver enkelt var født. Alle syntes, det var en meget fin og betænksom gave – undtagen mig, som blev sat lige tilbage i barndommens traumer. Der var en pose pebernødder i kagedåsen, og da en kollega jokede om at børnene på julemærkehjemmene jo nok ikke skulle have for mange pebernødder, blev der grinet højt og længe. Jeg tog tidligt hjem fra julefrokosten.
Min største skræk, da jeg gik i folkeskolen i 1990erne var at komme på julemærkehjem. Jeg havde en veninde i parallelklassen - vi var de to tykkeste og ingen andre ville derfor være venner med os. Hun var på julemærkehjem to gange. Hun var så ulykkelig, mens hun var der. Hun ringede til sine forældre hver dag, og nogle gange fik hun lov til også at ringe til mig. Hun græd hver gang. Jeg var så ked af, at hun var der. Hun var så ulykkelig, og jeg kunne intet stille op. Jeg turde ikke tale med mine forældre om at hun var der, for jeg var så bange for selv at blive sendt afsted, at jeg undlod at tale om det. I skolen var jeg ensom og bange uden hende. Det var så hårdt at blive mobbet, når jeg var alene. Første gang hun havde været afsted, svor hun, at hun aldrig skulle tilbage. Men det kom hun to år senere. I de to år blev vi begge mobbet med at vi nok snart skulle på julemærkehjem. Da hun kom hjem anden gang, var hun helt slukket. I dag ville jeg kalde det en meget voldsom depression. Dengang kunne jeg ikke se, hvad det var. Hun var bare ikke den samme.
Jeg har været tyk siden jeg var 9 år, og lige siden kan jeg huske hvordan at jeg er blevet sat på kur efter kur af min mor.
Som 11-årig blev jeg sendt på Julemærkehjem, som virkede i et par måneder, men jeg tog det hele på igen efterfølgende.
Da jeg som 14-årig blev sendt på efterskole var det med beskeden, "Hvis du tager på, tager jeg dig hjem og får dig til at træne indtil at du kaster op". Det resulterede i bulimi og overtræning. Og sidenhen tvangsoverspisning.
Som 17-årig tvang min mor mig til at få en gastric-bypass-hypnose til 3500 kr., som jeg selv skulle betale. Det virkede i omkring to uger, hvor jeg ingenting spiste - nok mest af frygten for hvad min mor ville sige til det.
Jeg fik som 19-årig stillet diagnosen "tvangsoverspiser" (BED), men min mor tror stadig ikke på den.
I dag, som 20-årig, får jeg regelmæssigt links til gastric-bypass-operationer af varierende art tilsendt fra min mor.
Vi har en tyk datter, som blev skubbet ud i hendes klasse. På grund af pres fra vores side, og grove mobnings-lignende hændelser fra klassekammeraternes side, igangsatte lærer-teamet socialt samlende aktiviteter i frikvarterer. Disse aktiviteter var bl.a. fangelege. Min datter kunne ikke løbe lige så hurtigt som de andre børn, og blev "sorteper" i legen. Hun valgte det derfor fra, og lærerteamet meddelte til os, at hun selv fravalgte og trak sig fra fællesskabet - trods deres indsats for at støtte og opnå det modsatte.
Det er ikke direkte handlinger - men, mere hverdagens indirekte eksklusions- og mistrivsels-fremmende tiltag ... hvor vi spørger os selv, “hvad tænkte lærerteamet dog på”?
Samtidig havde hun smerter på grund af bl.a. vokseværk som hun klagede over, hvortil hun fik at vide at hun søgte at undslå sig bl.a. idræt, og ikke havde ondt i virkeligheden.
Det hele endte med et julemærkeophold i efteråret 2019 (på grund af at vi desværre tog udgangspunkt i den ensidige propaganda fra Julemærkehjemmenes side). Her var der en høj grad af observation fremfor støtte og det endte med at vi en aften blev hidkaldt for at afhente vores datter - som således "blev lukket ud af bagdøren".
På opholdet blev vi, som andre forældre, stigmatiseret som (dårlige) forældre, vi var grunden til vores barns tykhed, mobning og mistrivsel - vi var faktisk i ikke-selvvalgt skole.
Efter opholdet, måtte vi igennem et forløb derhjemme, hvor vi rettede op på personligheds-skaderne fra Julemærkehjems-opholdet. Væk fra fra diskriminering og manglende anerkendelse og tilbage til ”her er børn, børn”.
Vi og vores datter har efterhånden fået nok af stigmatisering, samt af regulering af os og manglende understøttelse af hende, samt påføring af skyld til hende og os. Vi klarer nu os selv, og hun er startet på en ny skole, hvor det går godt, udover at hun er bange for gentagelser og eksklusion og hån.
Vi skulle gå mange kilometer ud til en eller anden og have et glas alkoholfri gløgg, og så skulle vi gå tilbage til julemærkehjemmet igen, men jeg var ikke hurtig nok, så jeg sakkede bagud og måtte selv finde tilbage, om aftenen i november, på landevejen, 10 år gammel. Jeg var meget bange.
Min mor ringede hver aften, fordi jeg havde brug for at høre hendes stemme. Fordi jeg var så ked af at være der. Den aften, da hun ringede, fik hun den besked, at jeg nok var på vej tilbage, men de ikke vidste præcis hvor jeg var. Jeg var ikke den eneste, som var bange den aften.
Når jeg ser folk skrive, at de var glade for at være på julemærkehjem, tænker jeg, det må være en type stockholmssyndrom.
Jeg har været på to forskellige julemærkehjem og begge steder herskede samme kultur, som når jeg med voksne øjne ser tilbage, kan definere således:
De voksne havde en indstilling til os tykke børn at vi var dumme og ugidelige.
Man kom i deres favør når man tabte sig meget og hurtigt.
Børnene genskabte et hierarki, hvor de mindst tykke var mest værd - og de voksne ikke bare tillod det, men gjorde det samme.
De børn, som kunne tabe sig, var glade for at tabe sig, fordi de troede, det var meningen med livet. De troede, de blev bedre mennesker af det. Fordi det var den holdning der var på julemærkehjemmene, såvel som blandt forældre.
Man følte taknemlighed over at de prøvede at afrette den forfærdelige krop, man havde belastet verden med.
Jeg har været på julemærkehjem tre gange i min barndom. Den ene gang var der en dreng, som ikke var tyk. Han var blevet taget ud af skolen og sendt på julemærkehjem fordi han blev mobbet.
Fordi han ikke var tyk, blev han automatisk kongen af julemærkehjemmet. Det var ham de voksne bedst kunne lide og han mobbede så hardcore alle os andre, at det overgik den mobning, jeg var vandt til på min sædvanlige skole. Alle var bange for ham. Ingen kunne gøre noget.
Det er ham jeg tænker på, når jeg hører argumentet "Julemærkehjem er ikke kun for tykke børn" - jo det er! Og hvis der er endelig er en, som ikke er tyk, så skal han nok gøre det klart, at han er bedre and alle de tykke børn.
Jeg havde så meget hjemve på Julemærkehjemmet. Jeg har aldrig oplevet den slags psykisk smerte før eller siden. Jeg var bange for at være der og savnede alt og alle derhjemme.
Hver nat græd jeg til jeg kastede op. Om dagen var mit ansigt opsvulmet og jeg havde voldsom hovedpine af at have grædt så meget. Det var meget svært at holde motionstimerne ud, med rungende hovedpine og øjne så hævede, jeg havde mindre udsyn.
Jeg var på julemærkehjem mange gange. Jeg tabte mig aldrig lige så meget, som de ville have, jeg skulle tabe mig. Og det jeg tabte, tog jeg på igen bagefter. Sådan er min krop. Jeg ville ønske, de bare havde ladet den være.
Da jeg var blevet for gammel til julemærkehjem, sagde min læge: "Hvad skal vi nu stille op med dig?!"
Jeg var aldrig god nok, som jeg var. Aldrig.
Min søster var på Julemærkehjem for kun et par år siden og der handlede det rigtig meget om vægt. Til deres sidste dag var der en ceremoni for alle forældre og elever og deres familier. Børnene på Julemærkehjemmet skulle så stå med et fad, der var fyldt med mad som vejede det samme som de havde tabt sig. Så det resulterede jo i at det blev lidt en konkurrence og de børn, der ikke havde tabt sig så meget som nogle af de andre, må have følt sig som om de havde fejlet og ikke var ligeså gode. Og alle kunne tydeligt se hvem, der havde tabt sig mest, fordi dem, der havde mindst mad på fadet, havde ikke tabt sig så meget, og som barn at stå der med et fad, der ikke er ligeså fyldt som de andres må føles forfærdeligt. Det er en syg måde at gøre det på. Så det om at Julemærkehjemmene ikke er tykfobiske er fuldstændig bullshit desværre.
Dagen for den ugentlige vejning på julemærkehjemmet var den værste. Jeg var så bange for tallet på vægten og for den skideballe, som ventede, hvis tallet ikke var blevet mindre.
Mad var strengt forbudt udenfor de afmålte måltider på julemærkehjemmet. Der stod en pakke kiks fremme, i et rum, som sikkert har været personalestue. Det var nok nogle kiks, som en af de voksne havde haft med. Den pakke tog jeg sammen med et par andre børn. Der var en lille dreng på 6 år med, som fortalte det til de voksne fordi det blev gjort til en frygtelig forbrydelse i plenum. Og så skulle vi sidde i rundkreds alle børnene og alle de voksne i flere timer, hvor de prøvede at få os til at indrømme at vi havde taget de kiks. Men vi turde ikke indrømme det.
Jeg fik ondt i maven af sult. De voksne på julemærkehjemmet sagde, jeg skulle forestille mig, smerten i maven var en ske, som gravede fedtet væk.
Jeg har selv været på Julemærkehjem som barn og jeg var ikke som sådan et barn med sociale problemer. Jeg var vellidt af de andre børn og havde masser af venner. Men jeg var tyk. Jeg blev ikke mobbet, men det var stadig min egen idé at komme på Julemærkehjem. Årsagen til at jeg ville det, var fordi jeg allerede som 11-årig vidste, at jeg var ”forkert” - og jeg ville jo bare så gerne være som de andre.
Julemærkehjemmet var en Askepot-drøm. Jeg forestillede mig, at jeg ville blive helt normal og glad når jeg kom hjem. Men sådan skulle det ikke gå. Julemærkehjemmet blev i stedet startskuddet til livslang yo-yo vægt, hvor jeg i perioder har været på strenge kure eller ”livsstilsomlægninger” efterfulgt af tvangsoverspisning. Jeg blev faktisk direkte spiseforstyrret af min tid på Julemærkehjem.
På Julemærkehjemmet oplevede jeg, at alt ansvaret for min vægt blev lagt på 12-årige mig; min krop var ikke ok, som den var, min tykhed var en fejl, som skulle rettes. Der var utrolig meget skam og skyld forbundet med kulturen på Julemærkehjemmet. Man lærte hurtigt, hvor mange skefulde ris, det var acceptabelt at tage på tallerkenen og at man skulle pille skindet af kyllingen, fordi der er fedt i. Man lærte at udholde sulten og de lange traveture og ørkesløse gymnastiktimer. Belønningen var ros og skulderklap hver gang der røg et kilo af vægten. Mange af de andre børn smuglede slik derned efter de havde været hjemme i weekenderne – det turde autoritetstro mig ikke.
Derfor var mit ophold objektivt set en succes – jeg tabte mig jo. Men noget indeni mig gik i stykker i den periode. Pædagogerne var som sådan ordentlige ved os – de gjorde helt sikkert alt ”i den bedste mening”. Men at blive revet ud af sin hverdag, og placeret et sted i flere måneder, hvor formålet er at forandre sig selv fordi man i samfundets øjne er forkert – det er usundt.
Børn skal ikke inddeles i stigmatiserede og stigmatiserende grupper og fjernes fra deres normale hverdag. Jeg hadede at være der. Det føltes som om jeg blev straffet og jeg forstod ikke hvorfor. Jeg accepterede bare, at jeg var forkert. Jeg troede ikke på, at jeg kunne få en kæreste hvis jeg ikke tabte mig. Jeg troede ikke på, at jeg kunne få mine forældres kærlighed.
Mit lave selvværd blev cementeret af at komme på Julemærkehjem. Det var skamfuldt at jeg havde været ”nødt” til det. Og det var ikke nogen Askepot-drøm at komme hjem igen – skaden var sket og det lave selvværd har fulgt mig siden.
Tænk hvis børn blev inkluderet i mangfoldige fællesskaber og blev undervist i, at alle kroppe er gode kroppe. Tænk hvis børn mødte voksne, der ubetinget viste dem respekt og omsorg. Tænk, hvis tykke børn blev til stærke voksne, der har lært at passe godt på sig selv – uanset kropsform og størrelse.”