Jeg ved aldrig hvor jeg skal begynde

in , ,

Jeg ved aldrig hvor jeg skal begynde, når jeg skal forklare hvor ofte jeg er blevet udsat for tykfobi.

Skal vi starte ved begyndelsen, så starter det allerede som 6-7 årig hvor familiemedlemmer kigger på mig med dømmende blikke hver gang jeg rækker ud efter en småkage eller chokoladen, eller da jeg som pre-teen hos sundhedsplejersken får at vide at jeg skal tabe mig - alle andre har hvalpefedt, jeg er bare f*d.

Værst har været sundhedsvæsenet hvor jeg i mange år fik fortalt at mine uregelmæssige og ekstremt smertefulde menstruationer var fordi jeg var tyk. Hvor gang jeg græd af smerte, var svaret: “gå en tur”. Selv efter jeg blev diagnosticeret med en kronisk sygdom, og selvom der er manglende evidens på at tykhed og diagnosen hænger sammen, var svaret det samme. En massiv depression efterfulgte mange års kamp med smerter, her var svaret heldigvis ikke bare “gå en tur”. Endelig mødte jeg en læge der så og lyttede. 

Derudover har jeg, 30 år senere, svært ved at ryste sætningen; “ingen vil elske en f*d kvinde” af mig. Den er ikke min at eje, men det blev den og jeg kæmper stadig for at gøre den til den løgn, jeg ved den er.

Nu skal du altså passe på, ellers får du diabetes

in , ,

Jeg har altid været en tyk person. Hele livet har jeg hørt kommentarer om min vægt og hvad jeg spiser fra min families side. Et gennemgående tema har været, at jeg er blevet bedt om at spise mindre og træne mere. Kommentarerne har rangeret fra "tag ikke en portion mere" til "nu skal du altså passe på, ellers får du diabetes". Mængden af kommentarer og det generelle negative blik på min krop, gjorde at jeg for et par år siden udviklede problemer med at spise.

Min mor gav mig penge for at tabe mig

in , , ,

Jeg er vokset op i 90’erne og 00’erne, hvor de her mavekæder var populære. Alle havde dem, så selvfølgelig ønskede jeg mig også en! Min mor fortalte mig dog, at det ikke ville klæde mig på grund af min størrelse. Kan huske jeg ordret skrev på min ønskeseddel: “Mavekæde. Hvis ikke mor synes jeg er for f*d!!!” 

Hun har også flere gange givet min søster og jeg penge for at tabe os, 500 kr. ved 5 kg, 1000 kr. ved 10 kg. Dengang synes jeg det var super nice, fordi jeg så fik ekstra lommepenge - nu, som voksen, er det noget jeg bearbejder hos min psykolog. 

Når mine børns vægt problematiseres af skolesundhedsplejersken, er jeg begyndt at sige fra.

Sundhedsplejersken har ringet flere gange

in , ,

Min datter bliver snart 10. Sidst vi var ved sundhedsplejersken anbefalede hun, at jeg skulle få min datter ind i et program i DGI hvor hun skulle “lære at spise det rigtige”, som hun sagde. Og at hun på “ingen måde må tage mere på det næste år”. Det er da virkelig også fedt for en 9-årig pige at høre på.

Sundhedsplejersken har ringet flere gange siden og lagt beskeder på min mobil for at give mig information omkring det program. Har dog ikke svaret.

De børn der var tykke var tydeligvis mindre attraktive at være venner med

in , , ,

Jeg har altid været tyk og allerede fra Børnehaveklassen kan jeg huske, at der var et tydeligt hierarki i klassen. De børn der var tykke var tydeligvis mindre attraktive at være venner med og man blev derfor ofte holdt udenfor. Som tyk kunne man blive inkluderet lidt, hvis man var god til noget fagligt eller hvis man sluttede sig til nogle af de stærke i klassen og indvilligede i at være deres “hjælper”. Man vidste dog aldrig hvornår man igen ville blive udstødt eller latterliggjort.

Pludselig var jeg forkert fordi jeg var den eneste tykke i familien

in ,

Jeg er opvokset i en tyk familie, og har blandt dem ikke følt mig særlig forkert med min krop. Men da jeg blev teenager, så gik de allesammen på kur. Mine forældre ændrede sig totalt og gjorde ting de tidligere selv havde synes var forkerte.

Min mor begyndte til Vægtvogterne, og jeg kan huske jeg allerede der følte mig lidt.. forrådt? Hun forsøgte mere og mere at pålægge mig hendes nye livsstil. Hun ville også have at jeg skulle rose hende for hendes vægttab, det synes jeg var svært.. Et barn vil selvfølgelig gerne støtte sin mor i at "blive glad"?

Jeg glemmer aldrig, at mine forældre en dag "indkaldte" mig til en alvorlig samtale i stuen. “Vi synes du skal tabe dig”, sagde de. Jeg blev så vred! Jeg er tyk, og hva så? Hvorfor er det nu pludseligt et problem? Jeg sagde det ikke, men gik i stedet min vej. Jeg følte ikke længere at jeg var okay i mine forældres øjne, og det føltes som et kæmpe svigt. Det var en konflikt vi blev med at have i den tid jeg boede hjemme. Mine forældre forsøgte at lokke mig med penge eller nyt tøj, når jeg havde tabt mig en vis mængde kilo. Og jeg endte tit med at gå med på det, fordi som de altid sagde: så var det jo for mit eget bedste. Det gør stadig ondt, at de i mine teenageår fokuserede så meget på, at jeg var forkert. Fordi jeg pludseligt var den eneste tykke i familien.

Sundhedsplejersken siger at jeg ikke skal spise rugbrød når jeg vejer så meget

in , , , ,

Da jeg var barn var min lillesøster tyk. Sådan har hun altid været, og mine forældre var meget opmærksomme på hende. De prædikede hver dag om hvor mange sukkerknalder der var i bolsjer, hvor meget fedt der var i mælk og lign. Når vi skulle købe is, måtte hun kun få den mindste sodavandsis, mens mig og min bror måtte få lige hvad vi ville have.
Det prægede mig i en sådan grad, at jeg selv blev rædselsslagen for at blive tyk. Jeg begyndte at sulte mig selv, og sagde til alle, at jeg slet ikke kunne lide slik. Jeg ville så gerne være "et godt (læs tyndt) menneske". Jeg blev meget tynd, og skulle til gentagende samtaler hos skolesundhedsplejersken, hvor han fortæller mig, at det er vigtigt at jeg spiser rugbrød og drikker mælk, og at jeg har ondt i maven, fordi jeg er sulten. Det tager jeg til mig og tager på. 



Nogle år senere skal vi to og to i klassen gå ned til sundhedsplejersken og måles og vejes. Det virker som en standard-ting. Det var sidst i femte klasse, og jeg skulle derned med min veninde, der var to hoveder lavere end mig (jeg har altid været enormt høj). 
Sundhedsplejersken vejer os. Han roser min veninde for hendes lave vægt og skriver bare mit tal ned. 
Han spørger så, hvad vi har fået til morgenmad. Min veninde havde fået havregryn med rosiner og sødmælk, og jeg havde fået rugbrød med honning. Sundhedsplejersken roser min veninde, og siger, at man godt kan se, hun spiser havregryn. Så ser han på mig, ryster på hovedet, og siger at jeg ikke skal spise rugbrød, når jeg vejer så meget, fordi "der er alt for meget olie i kernerne i rugbrød". Jeg blev meget forvirret, men jeg kunne jo godt se, at jeg vejede en del mere end min veninde, og tog hans råd som gode varer, fordi jeg havde stor tillid til ham på grund af vores mange samtaler i årene forinden.

Skoleinspektøren overvejede at afvise mig fordi jeg var tyk

in ,

En af de tykfobiske oplevelser jeg er blevet udsat for, var da jeg blev diagnostiseret med angst og depression pga. stress i 8. klasse. Da min stress primært kom fra min skolegang, søgte jeg om støtteskema (hvor man kun har de primære, vigtige fag). Jeg vidste, at hvis ikke jeg fik det støtteskema, ville jeg ikke færdiggøre grundskolen, på trods af at jeg virkelig gerne ville.

Det var hovedsageligt skoleinspektørens opgave at beslutte om jeg skulle have støtteskema eller ej. Inspektøren kendte kun mit navn og at jeg kæmpede med psykiske lidelser, men kendte intet til min hverdag.

Til et møde sætter inspektøren spørgsmålstegn ved mine psykiske sygdomme, selvom jeg er blevet diagnostiseret af professionelle. Han var sikker på, at “hvis hun nu bare cyklede til og fra skole, få noget frisk luft, så er jeg sikker på at hun ville få det meget bedre. Det ser jo ud til at hun har brug for”. Dette sagde han til mine forældre, mens han lavede elevatorblikket på mig.

Han overvejede vitterligt at afvise mit behov for støtteskema, fordi jeg var tyk, og at han ud fra dette kunne sige hvordan jeg lever og hvad jeg har brug for. Jeg fik støtteskemaet alligevel, der var heldigvis ingen der støttede hans tykfobiske holdning til mødet den dag.

Men jeg kan slet ikke forstå, hvorfor min vægt skulle bruges som modargumentation for et støtteskema, når alle vidste hvor altafgørende det var for mig at få den hjælp.

Efter opholdet måtte vi rette op på skaderne fra Julemærkehjemmet

in ,

Vi har en tyk datter, som blev skubbet ud i hendes klasse. På grund af pres fra vores side, og grove mobnings-lignende hændelser fra klassekammeraternes side, igangsatte lærer-teamet socialt samlende aktiviteter i frikvarterer. Disse aktiviteter var bl.a. fangelege. Min datter kunne ikke løbe lige så hurtigt som de andre børn, og blev "sorteper" i legen. Hun valgte det derfor fra, og lærerteamet meddelte til os, at hun selv fravalgte og trak sig fra fællesskabet - trods deres indsats for at støtte og opnå det modsatte.

Det er ikke direkte handlinger - men, mere hverdagens indirekte eksklusions- og mistrivsels-fremmende tiltag ... hvor vi spørger os selv, “hvad tænkte lærerteamet dog på”?

Samtidig havde hun smerter på grund af bl.a. vokseværk som hun klagede over, hvortil hun fik at vide at hun søgte at undslå sig bl.a. idræt, og ikke havde ondt i virkeligheden.

Det hele endte med et julemærkeophold i efteråret 2019 (på grund af at vi desværre tog udgangspunkt i den ensidige propaganda fra Julemærkehjemmenes side). Her var der en høj grad af observation fremfor støtte og det endte med at vi en aften blev hidkaldt for at afhente vores datter - som således "blev lukket ud af bagdøren".
På opholdet blev vi, som andre forældre, stigmatiseret som (dårlige) forældre, vi var grunden til vores barns tykhed, mobning og mistrivsel - vi var faktisk i ikke-selvvalgt skole.

Efter opholdet, måtte vi igennem et forløb derhjemme, hvor vi rettede op på personligheds-skaderne fra Julemærkehjems-opholdet. Væk fra fra diskriminering og manglende anerkendelse og tilbage til ”her er børn, børn”.

Vi og vores datter har efterhånden fået nok af stigmatisering, samt af regulering af os og manglende understøttelse af hende, samt påføring af skyld til hende og os. Vi klarer nu os selv, og hun er startet på en ny skole, hvor det går godt, udover at hun er bange for gentagelser og eksklusion og hån.

Jeg oplevede aldrig at nogen var romantisk interesserede

in , ,

Som teenager oplevede jeg aldrig at nogen var seksuelt/romantisk interesserede i mig eller f.eks. spurgte mig om der var nogen jeg var interesseret i - det var ligesom besluttet at det lå uden for mit mulighedsfelt. Jeg endte endda med at blive en slags neutral datingrådgiver/samtalepartner for drengene ift. de andre piger. En enkelt gang spurgte jeg til en fest en af mine drengevenner om han ville danse, han reagerede nervøst og pointerede kraftigt at vi jo altså bare var venner.

Jeg kunne ikke prøve noget på i ungdomsafdelingen

in ,

Da jeg var teenager kunne jeg ikke passe det tøj som mine jævnaldrende kammerater købte. Jeg kunne ikke prøve noget på i ungdomsafdelingen når jeg var sammen med veninder. Jeg skammende mig frygteligt over det og fandt på løgne for at dække over det, så jeg ikke skulle fortælle dem hvilken størrelse jeg brugte. Jeg måtte gå i dametøj fra genbrug og i ellers shoppe i dametøjsbutikker. Når jeg var på shoppingtur var jeg altid bange for at vi mødte nogen jeg kendte fra skolen. I mit dametøj lignede jeg en voksen og blev pludselig behandlet som en sådan i flere sammenhænge.

Jeg var meget bange

in ,

Vi skulle gå mange kilometer ud til en eller anden og have et glas alkoholfri gløgg, og så skulle vi gå tilbage til julemærkehjemmet igen, men jeg var ikke hurtig nok, så jeg sakkede bagud og måtte selv finde tilbage, om aftenen i november, på landevejen, 10 år gammel. Jeg var meget bange.

Min mor ringede hver aften, fordi jeg havde brug for at høre hendes stemme. Fordi jeg var så ked af at være der. Den aften, da hun ringede, fik hun den besked, at jeg nok var på vej tilbage, men de ikke vidste præcis hvor jeg var. Jeg var ikke den eneste, som var bange den aften.

De børn, som kunne tabe sig, var glade for at tabe sig, fordi de troede, det var meningen med livet

in ,

Når jeg ser folk skrive, at de var glade for at være på julemærkehjem, tænker jeg, det må være en type stockholmssyndrom.

Jeg har været på to forskellige julemærkehjem og begge steder herskede samme kultur, som når jeg med voksne øjne ser tilbage, kan definere således:

De voksne havde en indstilling til os tykke børn at vi var dumme og ugidelige.

Man kom i deres favør når man tabte sig meget og hurtigt.

Børnene genskabte et hierarki, hvor de mindst tykke var mest værd - og de voksne ikke bare tillod det, men gjorde det samme.

De børn, som kunne tabe sig, var glade for at tabe sig, fordi de troede, det var meningen med livet. De troede, de blev bedre mennesker af det. Fordi det var den holdning der var på julemærkehjemmene, såvel som blandt forældre.

Man følte taknemlighed over at de prøvede at afrette den forfærdelige krop, man havde belastet verden med.

Fordi han ikke var tyk, blev han automatisk kongen af julemærkehjemmet

in ,

Jeg har været på julemærkehjem tre gange i min barndom. Den ene gang var der en dreng, som ikke var tyk. Han var blevet taget ud af skolen og sendt på julemærkehjem fordi han blev mobbet.

Fordi han ikke var tyk, blev han automatisk kongen af julemærkehjemmet. Det var ham de voksne bedst kunne lide og han mobbede så hardcore alle os andre, at det overgik den mobning, jeg var vandt til på min sædvanlige skole. Alle var bange for ham. Ingen kunne gøre noget.

Det er ham jeg tænker på, når jeg hører argumentet "Julemærkehjem er ikke kun for tykke børn" - jo det er! Og hvis der er endelig er en, som ikke er tyk, så skal han nok gøre det klart, at han er bedre and alle de tykke børn.

Jeg havde så meget hjemve på Julemærkehjemmet

in ,

Jeg havde så meget hjemve på Julemærkehjemmet. Jeg har aldrig oplevet den slags psykisk smerte før eller siden. Jeg var bange for at være der og savnede alt og alle derhjemme.

Hver nat græd jeg til jeg kastede op. Om dagen var mit ansigt opsvulmet og jeg havde voldsom hovedpine af at have grædt så meget. Det var meget svært at holde motionstimerne ud, med rungende hovedpine og øjne så hævede, jeg havde mindre udsyn.

Jeg var på julemærkehjem mange gange

in ,

Jeg var på julemærkehjem mange gange. Jeg tabte mig aldrig lige så meget, som de ville have, jeg skulle tabe mig. Og det jeg tabte, tog jeg på igen bagefter. Sådan er min krop. Jeg ville ønske, de bare havde ladet den være.

Da jeg var blevet for gammel til julemærkehjem, sagde min læge: "Hvad skal vi nu stille op med dig?!"

Jeg var aldrig god nok, som jeg var. Aldrig.

Alle kunne tydeligt se hvem der havde tabt sig mest

in ,

Min søster var på Julemærkehjem for kun et par år siden og der handlede det rigtig meget om vægt. Til deres sidste dag var der en ceremoni for alle forældre og elever og deres familier. Børnene på Julemærkehjemmet skulle så stå med et fad, der var fyldt med mad som vejede det samme som de havde tabt sig. Så det resulterede jo i at det blev lidt en konkurrence og de børn, der ikke havde tabt sig så meget som nogle af de andre, må have følt sig som om de havde fejlet og ikke var ligeså gode. Og alle kunne tydeligt se hvem, der havde tabt sig mest, fordi dem, der havde mindst mad på fadet, havde ikke tabt sig så meget, og som barn at stå der med et fad, der ikke er ligeså fyldt som de andres må føles forfærdeligt. Det er en syg måde at gøre det på. Så det om at Julemærkehjemmene ikke er tykfobiske er fuldstændig bullshit desværre.