På julemærkehjemmet var det kun de slanke børn der måtte få slik

På julemærkehjemmet var slik forbudt for 'slankerne', som os der skulle tabe os så fint hed. De slanke børn måtte få slik en gang om ugen. Vi andre fik en pakke tyggegummi. Altså sådan en pakke voksentyggegummi, der smager stærkt af mint. Og så fik man et stykke lagkage om lørdagen hvor der kun var en mini smule flødeskum på og måske lidt frugt. Børnene smuglede slik med ind efter hjemmebesøg, og så var man pludselig populær for et øjeblik, mens der var noget i posen.

Vores bonner blev kontrolleret

På julemærkehjemmet fik man lov at købe slik for 10 kr. hver fredag. Når man kom tilbage blev det kontrolleret at man ikke havde brugt flere penge end tilladt, ved at tjekke bonner og tælle vores penge.

Jeg følte mig kun god nok hvis jeg fik en stjerne for at tabe mig

På julemærkehjemmet fik man en stjerne for at tabe sig mest muligt. Jeg fik et par gange en stjerne og jeg følte mig aldrig god nok, hvis jeg ikke fik en stjerne. Stjernerne hang på en stor tavle i opholdsstuen så alle kunne se det.

Jeg har aldrig snakket med nogen om de dårlige oplevelser jeg havde på julemærkehjemmet

Jeg har aldrig snakket med nogen om de dårlige oplevelser jeg havde på julemærkehjemmet. Mange i min omgangskreds ved sletter ikke at jeg har været på ophold. Jeg synes det et tabu at jeg har været afsted. Hvis jeg nævner det, oplever jeg at folk tit spørger mere ind til det og det orker jeg ikke, da det er for hårdt at snakke om. Især fordi de forventer at man havde et godt ophold.

"Den størrelse havde jeg nok ikke hevet med hjem"

- "Den størrelse havde jeg nok ikke hevet med hjem"
- "Jeg siger jo kun du skal træne, fordi det er sundt for din psyke, det ved du godt"

Udsagn fra familiemedlemmer den sidste uge.

I ved jeg har psykiske udfordringer, lever med daglig trang til at misbruge receptpligtig medicin. I ved at jeg har været syg siden jeg var barn, som startede med anoreksi og OCD.
Du har skældt din mor ud for at ringe til dig og udtrykke bekymring for min størrelse, da jeg var 9 år "Hun er jo helt sindssyg, du var et barn". Men alligevel kommer der lige en bemærkning i ny og næ, her 15 år senere, omkring min størrelse og at det jo ikke er attraktivt: "Jeg havde ikke hevet den størrelse med hjem". "Du burde virkelig begynde at træne, det er sundt for din psyke".

Selvom jeg prøver at sige at jeg ikke kan styre at være i et træningscenter, jeg kommer til at gå for meget op i det, bliver syg og bliver sygeligt obsessed og spiser mindre og mindre.

"Der er ingen grund til at bruge så meget mayonnaise"
"Du får blodpropper"
"Jeg ville da lyve hvis jeg sagde, det ikke er flottere at være slank"

1. 2. 3

Hold jeres kæft og pas jer selv.

Dette er lidt af det jeg dealer med pt. og har gjort igennem mit liv som tyk.

Mine sundhedsjournaler må være blevet delt

Jeg har altid været tyk, også som barn. En dag blev min mor ringet op, fuldstændig ud af det blå, og blev spurgt om jeg ville medvirke i et tv-program for “f*dmeramte børn” som ham lægen selv kaldte mig. Jeg aner ikke hvordan han fandt frem til mig, men mine sundhedsjournaler og besøgene hos skolesundhedsplejersken, må jo på en eller anden måde være blevet sendt videre.

På julemærkehjemmet var det vigtigste at jeg tabte mig

Jeg kom på julemærkehjem fordi jeg jeg blev mobbet i skolen og derfor ikke trivedes. Det kom dog aldrig i fokus på julemærkehjemmet, det vigtigste for dem var at jeg tabte mig mens jeg var der. Jeg var der i efterårs- og vintermånederne, og det var rigtig koldt. På vores værelser måtte vi ikke skrue radiatoren op på mere end 2, fordi man forbrændte mere når der var koldt om natten. Dem der arbejdede der tjekkede konsekvent vores radiatorer om aftenen, og skruede ned hvis den stod på mere end 2.

På julemærkehjemmet lærte jeg at man kun kan elske sig selv, hvis man vejer meget lidt

På julemærkehjemmet blev man vejet to gange om ugen, og det blev nærmest en konkurrence mellem børnene om hvem der kunne tabe sig mest. Jeg lærte intet om sundhed, jeg lærte bare at man skal spise mindre og dyrke mere motion. Der blev ikke taget hensyn til hvor dårligt mig, og mange af eleverne havde det. Det handlede bare om at tabe sig konstant. På julemærkehjemmet lærte jeg ikke at elske mig selv, jeg lærte at man kun kan elske sig selv, hvis man vejer meget lidt.

Jeg var den forkerte fordi jeg var tyk

På julemærkehjemmet tabte jeg mig og det gjorde det lettere at blive accepteret i sociale sammenhænge. Kun 1,5 år efter hjemvendelse var jeg dog tyk igen og det sociale var igen svært at blive accepeteret i. Hele forløbet bekræftede mig i at jeg var den forkerte fordi jeg var tyk.

På julemærkehjemmet var der kun fokus på min tykhed

På julemærkehjemmet var der kun fokus på min tykhed, ingen af de uddannede ansatte opdagede at jeg kom fra et hjem med en fysisk og psykisk voldelig far. Og ingen af dem opdagede at mine venner på julemærkehjemmet var selvskadende og at der forsvandt knive fra køkkenet.

Jeg glemmer aldrig den sult jeg oplevede på julemærkehjemmet

Jeg glemmer aldrig den sult jeg oplevede på julemærkehjemmet, den gav mig enorme mavesmerter hver dag den sidste time før frokost. Glemmer heller ikke at skulle vejes, blottet foran flere voksne og de næste børn i køen bag mig.

Et af børnene på julemærkehjemmet blev syg af overanstrengelse

Jeg mindes tit hvordan et af de andre børn på julemærkehjemmet prøvede at opnå så mange point som muligt før hun skulle hjem. Hun blev så syg af at overanstrenge sin krop, at hun lå i sengen i dagevis. Point får man på julemærkehjemmet for den ekstra fysiske aktivitet man laver udover den daglige obligatoriske, det udløser præmier, ros og popularitet.

Julemærkehjemmets regler sidder fast i mit hoved

Som en der har været på julemærkehjem kan jeg sige, at jeg ikke kender én eneste derfra, som ikke har fået et forstyrret forhold til mad. Jeg kan stadig have svært ved at spise mere end tre kartofler til aftensmad, uanset hvor sulten jeg er, fordi deres regler sidder fast i mit hoved.

De voksne på Julemærkehjemmet var altid mere venlige, når forældrene var der

Jeg begynder så småt at finde ord for hvor forrådt, jeg i dag føler mig over at jeg blev sendt på julemærkehjem flere gange i min barndom. Det er helt urimeligt at behandle tykke børn på den måde. Dengang var jeg så bange for ikke at være god nok, at jeg spillede med på deres snak om at man fik det bedre af at være på julemærkehjem og at det var dejligt at tabe sig. De voksne var altid mere venlige, når forældrene var der. Og jeg smilede og prøvede at være så rigtigt et barn, som jeg kunne. Så alle kunne se, at jeg var blevet tyndere og havde fået det bedre, som det var meningen, jeg skulle. Men jeg havde det ad helvede til. Jeg havde det elendigt med min krop, med mad, med mig selv, med alle omkring om mig. Jeg vidste, at alle syntes, jeg var forkert, så jeg forsøgte at lade som om jeg var rigtig, så meget som jeg kunne. Men jeg følte mig forkert og i dag føler jeg mig forrådt.

De voksne på julemærkehjemmene havde et klart og tydeligt hierarki

De voksne på julemærkehjemmene havde et klart og tydeligt hierarki. Jeg var afsted i alt tre gange på to forskellige hjem i 00erne. Der var som regel et par tynde børn. De var øverst i hierarkiet både blandt voksne og børn. Jeg var en af de tykkeste og jeg var samtidig en, der havde lidt svært ved det boglige. Jeg var virkelig langt nede i de voksnes tydelige hierarki. Jeg ville ønske TV2 havde sat skjult kamera op og dokumenteret ligesom de gjorde på plejehjemmene – så ville man kunne se hvor hårdt det var for de fleste af os at være der. Og at de voksne talte til os, som om vores værd afhang af hvor mange kilo, vi tabte. I dag bryder jeg mig ikke om pædagoger og lærere. Hvis jeg møder nogen, forestiller jeg mig, at de arbejder eller har arbejdet på et julemærkehjem, og jeg prøver at slippe ud af samtalen, så hurtigt, jeg kan.

Jeg var på Julemærkehjem tre gange

Jeg var på julemærkehjem tre gange i løbet af 00erne. Det var forfærdeligt. Tre ophold á 10 uger – det er sammenlagt ca. 7 måneder. Alligevel sidder jeg som voksen tilbage med en følelse af at hele min barndom blev tilbragt på julemærkehjem. Jeg har længe ikke kunnet tale om det uden at blive meget ked af det. Nu taler jeg om det – og jeg er vred!

Julefrokost

Jeg var til julefrokost på min tidligere arbejdsplads og alle fik en kagedåse med et motiv, som var det julemærke, der var udgivet, det år hver enkelt var født. Alle syntes, det var en meget fin og betænksom gave – undtagen mig, som blev sat lige tilbage i barndommens traumer. Der var en pose pebernødder i kagedåsen, og da en kollega jokede om at børnene på julemærkehjemmene jo nok ikke skulle have for mange pebernødder, blev der grinet højt og længe. Jeg tog tidligt hjem fra julefrokosten.

Min største skræk var Julemærkehjemmet

Min største skræk, da jeg gik i folkeskolen i 1990erne var at komme på julemærkehjem. Jeg havde en veninde i parallelklassen - vi var de to tykkeste og ingen andre ville derfor være venner med os. Hun var på julemærkehjem to gange. Hun var så ulykkelig, mens hun var der. Hun ringede til sine forældre hver dag, og nogle gange fik hun lov til også at ringe til mig. Hun græd hver gang. Jeg var så ked af, at hun var der. Hun var så ulykkelig, og jeg kunne intet stille op. Jeg turde ikke tale med mine forældre om at hun var der, for jeg var så bange for selv at blive sendt afsted, at jeg undlod at tale om det. I skolen var jeg ensom og bange uden hende. Det var så hårdt at blive mobbet, når jeg var alene. Første gang hun havde været afsted, svor hun, at hun aldrig skulle tilbage. Men det kom hun to år senere. I de to år blev vi begge mobbet med at vi nok snart skulle på julemærkehjem. Da hun kom hjem anden gang, var hun helt slukket. I dag ville jeg kalde det en meget voldsom depression. Dengang kunne jeg ikke se, hvad det var. Hun var bare ikke den samme.

Min mor har sat mig på kur efter kur siden jeg var 9 år

Jeg har været tyk siden jeg var 9 år, og lige siden kan jeg huske hvordan at jeg er blevet sat på kur efter kur af min mor.

Som 11-årig blev jeg sendt på Julemærkehjem, som virkede i et par måneder, men jeg tog det hele på igen efterfølgende.
Da jeg som 14-årig blev sendt på efterskole var det med beskeden, "Hvis du tager på, tager jeg dig hjem og får dig til at træne indtil at du kaster op". Det resulterede i bulimi og overtræning. Og sidenhen tvangsoverspisning.
Som 17-årig tvang min mor mig til at få en gastric-bypass-hypnose til 3500 kr., som jeg selv skulle betale. Det virkede i omkring to uger, hvor jeg ingenting spiste - nok mest af frygten for hvad min mor ville sige til det.
Jeg fik som 19-årig stillet diagnosen "tvangsoverspiser" (BED), men min mor tror stadig ikke på den.
I dag, som 20-årig, får jeg regelmæssigt links til gastric-bypass-operationer af varierende art tilsendt fra min mor.

Jeg vidste fra en meget tidlig alder, at jeg ikke var lige så meget værd, fordi jeg var tyk.

Da jeg som barn faldt og slog min fod, blev jeg ikke trøstet, men i stedet belært om, at hvis jeg ikke var så tyk, ville jeg ikke slå mig så meget, når jeg faldt.
Når jeg spiste, trippede min mor på den anden side af bordet; “ikke så meget smør ... Ikke mere nu ...”, mens min far prikkede mig i maven og sagde; “det giver tykke maver!”
Jeg vidste fra en meget tidlig alder, at jeg ikke var lige så meget værd, fordi jeg var tyk.