Jeg var på julemærkehjem mange gange. Jeg tabte mig aldrig lige så meget, som de ville have, jeg skulle tabe mig. Og det jeg tabte, tog jeg på igen bagefter. Sådan er min krop. Jeg ville ønske, de bare havde ladet den være.
Da jeg var blevet for gammel til julemærkehjem, sagde min læge: "Hvad skal vi nu stille op med dig?!"
Jeg var aldrig god nok, som jeg var. Aldrig.
Min søster var på Julemærkehjem for kun et par år siden og der handlede det rigtig meget om vægt. Til deres sidste dag var der en ceremoni for alle forældre og elever og deres familier. Børnene på Julemærkehjemmet skulle så stå med et fad, der var fyldt med mad som vejede det samme som de havde tabt sig. Så det resulterede jo i at det blev lidt en konkurrence og de børn, der ikke havde tabt sig så meget som nogle af de andre, må have følt sig som om de havde fejlet og ikke var ligeså gode. Og alle kunne tydeligt se hvem, der havde tabt sig mest, fordi dem, der havde mindst mad på fadet, havde ikke tabt sig så meget, og som barn at stå der med et fad, der ikke er ligeså fyldt som de andres må føles forfærdeligt. Det er en syg måde at gøre det på. Så det om at Julemærkehjemmene ikke er tykfobiske er fuldstændig bullshit desværre.
Dagen for den ugentlige vejning på julemærkehjemmet var den værste. Jeg var så bange for tallet på vægten og for den skideballe, som ventede, hvis tallet ikke var blevet mindre.
Mad var strengt forbudt udenfor de afmålte måltider på julemærkehjemmet. Der stod en pakke kiks fremme, i et rum, som sikkert har været personalestue. Det var nok nogle kiks, som en af de voksne havde haft med. Den pakke tog jeg sammen med et par andre børn. Der var en lille dreng på 6 år med, som fortalte det til de voksne fordi det blev gjort til en frygtelig forbrydelse i plenum. Og så skulle vi sidde i rundkreds alle børnene og alle de voksne i flere timer, hvor de prøvede at få os til at indrømme at vi havde taget de kiks. Men vi turde ikke indrømme det.
Jeg fik ondt i maven af sult. De voksne på julemærkehjemmet sagde, jeg skulle forestille mig, smerten i maven var en ske, som gravede fedtet væk.
Mine ekstrabesøg hos skolens sundhedsplejerske for at holde “særligt øje” forløb således:
Vi talte om madpakker. Jeg fortalte, at jeg aldrig fik hverken slik, nudler eller pizza med. Som den eneste i klassen faktisk. Hun troede ikke på mig.
Vi talte om aftensmad. Jeg fortalte, at vi fik alt muligt mad og alle muliige grøntsager, og at vi som mange andre ikke havde en fast McDonaldsdag, men at jeg en gang om året måtte få et Happy Meal på min fødselsdag. Hun troede ikke på mig.
Vi talte om motion. Jeg fortalte, jeg gik til svømning. Jeg fortalte, at vi som det eneste hjem uden bil, derfor cyklede frem og tilbage til alt, uanset vejr. Hun troede ikke på mig.
Jeg fortalte, at vi spiste pizza nogen gange hos min far efter skilsmissen, fordi han var ked af det, og at jeg ikke fik madpakke med, fordi han kun købte øl. Hun skældte mig ud, for det vat ikke sundt med pizza. Og det var ikke sundt ikke at spise. Det var i 3. Klasse.
Også i 3. Klasse hentede hun mig fra en matematiktime. Op ad en pose hev hun 10 forskellige frugter frem. Hun gennemgik hver enkelt med navn, og gik først videre, når jeg havde gentaget: “Æble”. “Pære”. “Banan” “Blomme” osv.
Vi talte om venner. Jeg sagde, jeg ikke havde nogen. At jeg blev drillet. At pigerne synes jeg var underlig og grim, og drengene syntes jeg bar ulækker. Hun sagde, at det nok skulle gå. Hun sagde, at hendes mand godt gad have sex med hende, selvom der var både yngre og slankere kvinder end hende. Jeg skulle nok blive elsket en dag.
Hun lod mig først være i 8. Klasse, da jeg som
følge af en spiseforstyrrelse tabte mig markant for en kort periode. Hun - og alle voksne omkring mig - roste mig til skyerne. Det var flot jeg tog ansvar. Ingen satte spørgsmålstegn ved at jeg ikke spiste noget. At jeg trænede 3 timer i fitness om dagen.
Hun roste mig og sagde, at nu skulle en mand nok snart få øjnene op for mig.
Jeg er stadig tyk. Og stadig lesbisk. Men jeg kan alle frugtnavnene endnu.
Jeg var til min nieces barnedåb og min far besluttede sig for at bruge hele eftermiddagen på at tjekke hvor mange gange jeg var oppe at tage soft ice. Han blev ved med at komme med kommentarer såsom "nå, skal du nu have en til". Ham og min mor begyndte på et tidspunkt at diskutere hvem af dem jeg mon havde det fra. Det var så pinligt at skulle høre på de nedsættende kommentarer, og så foran andre mennesker.
Jeg er blevet råbt af utroligt mange gange. Alle mulige slags chikane, f.eks. folk, der går bag mig og siger voldsomt grimme ord. Jeg udviklede derfor angst blev jeg så paranoid (hvis man kan sige det) at jeg begyndte at gå omveje når jeg var nede i byen. Dette hvis der kom grupper af unge piger eller drenge som jeg i mit hoved var bange for, ville råbe efter mig. Jeg kan stadig blive bange for det den dag i dag, men jeg går ikke nogen omvej. Jeg forsøger ikke at lade hverken dem eller angsten styre mit liv.
Jeg tog til lægen, hvad jeg ellers ikke gør ofte, med en pludseligt opstået knude i brystet. Min læge, som jeg grundet praksisoverdragelse, slet ikke kender, orienterede mig hurtigt om kræftpakke og behandlingsformer. Herefter begyndte de at tale om kolesteroltal og prøvede at tage mit blodtryk, men måtte opgive fordi jeg var rædselsslagen og mit hjerte hamrede afsted. De beordrede mig op på vægten, men jeg blev siddende, stiv af skræk, mens de nærmest skældte mig ud. Vrissent gav de mig en dato til en opfølgningssamtale. Jeg har ikke set min læge siden da.
Jeg var begyndt at have problemer med inkontinens og min læge henviste mig derfor til en fysioterapeut, som skulle hjælpe med at lokalisere problemet (altså hvilke muskler der havde brug for træning).
Jeg havde ikke døjet med noget lignende før, men var ramt af stress, hvilket nok var medvirkende til problemet, da det er opstod under sygdomsforløbet.
Hos fysioterapeuten fortæller de en helt masse ganske udmærkede ting. Det var dog vigtigt for dem at pointere, at hvis jeg tabte mig, så ville jeg helt sikkert kunne mærke en stor forskel, for så var der ikke så meget vægt på min blære. WTF. Problemet var først opstået inden for de sidste fire måneder og min vægt havde ikke ændret sig de sidste mange år. Det giver jo ingen mening!
Var ude og købe kød hos en slagter forleden. Butikken ligger lige ved et kryds. En sort BMW triller forbi og en ung mand med omvendt kasket råber ud af sideruden: FEDBERG, tydeligt henvendt til mig. Sekunder efter lyder et højt brag, da bilen i krydset smadrer ind i siden på en lastbil. Karma is a bitch!
Jeg arbejder som kok på en café og har netop bagt en lækker kage - gæsterne er vilde med mine kager! Jeg bringer den ud til baren hvor vores kagekøleskab er. Her står min kollega sammen med en af hendes venner, der hænger ud i baren. Jeg spørger ham venligt om han vil have et stykke kage, hvortil han i et sarkastisk tonefald svarer "Nej tak, jeg skulle jo nødigt komme til at se ud som dig!”, hvorefter han griner spydigt af sin egen ‘morsomhed’.
Jeg bliver helt paf og aner ikke hvordan jeg skal reagere. Med ét går jeg fra at have følt mig glad, overskudsagtig og i mit element til at føle mig ydmyget.
Jeg gik i første eller anden klasse og vi skulle til den årlige lægeundersøgelse, hvor man skal vejes og måles og står helt alene i undertøj overfor skolesygeplejersken. Da jeg gik på en lilleskole var det på den lokale kommuneskole, så vi kendte ikke skolesygeplejersken, men hun var en ældre streng dame, der virkede uvenlig.
Hun siger, efter at jeg er blevet vejet, på en meget anklagende måde, at jeg skal lade være med at spise så mange syltetøjsmadder til morgenmad. Jeg bliver forvirret og usikker, fordi det er en ubehagelig situation at hun taler strengt og fordømmende til mig, men også fordi jeg næsten aldrig spiser syltetøjsmadder til morgenmad og kan kun svare: “Men jeg spiser cornflakes.”
For nogle år siden blev jeg meget syg med galdestensanfald. Alle læger fortalte mig, at jeg spiste usundt, motionerede for lidt og vejede for meget. Der var ikke en eneste af dem, der kendte mig eller spurgte ind til mine motionsvaner og diæt. Alligevel var det den eneste forklaring - og løsning - jeg blev mødt med.
Anfaldene blev værre og der var en tegn på en galdeblærebetændelse. "Med din vægt, så skal vi vist helt op i den højeste dosis penicillin" lød det hos lægen. Så det fik jeg, selvom jeg forsigtigt sagde, at det vist var noget med, at jeg ikke kunne tåle penicillin. Men lægen mente, at "med min størrelse" var det risikoen værd.
Et par dage senere blev jeg indlagt med en livstruende allergisk reaktion.
Vi spillede basket hver torsdag eftermiddag da jeg gik i folkeskole. En af de slanke drenge smed ofte trøjen og trænede i bar overkrop. En dag da en tyk dreng gjorde det samme bad læreren ham om at tage blusen på igen, hvilket han selvfølgelig undrede sig over, da ingen kommenterede, når den slanke dreng gjorde det. Læren svarede "Det er fordi X har kroppen til det".
Da jeg var 12-13 år lavede jeg og et familiemedlem et triatlon (svømme, cykle, løbe), hvor både løbe-og cykelturen havde været klaret på tom mave, og jeg blev ikke hørt, da jeg bad om at stoppe, selvom jeg også havde løbet en tur om morgenen. Da vi endelig skulle spise frokost, snackede jeg tørrede ferskner og fodrede hunden med samme. Jeg fandt at småspisning var den mest diskrete måde at spise mig mæt på, da jeg godt vidste, at jeg var ved at have spist den mængde mad, der ville udløse kommentarer. Af hensyn til hundens mave spurgte jeg dog lige: "Er der grænser for hvor mange af de her hunden kan tåle?" Hvortil jeg fik svaret "Der er også grænser for, hvor mange du kan tåle" og min farmor tilføjede "Du er dyr at have på kost".
Min far var sådan en der godt kunne finde på at råbe grimme ting efter tykke mennesker i svømmehallen. Lige inden han døde sagde han til mig: “Nu er du snart så fed, at du ikke kan være bekendt at gå ud af døren.”
Til min unge niece, på måske 11, sagde han: "Du skal passe på med at blive så stor og fed som din mor og moster, for så får du aldrig nogen mand.”
Jeg er igennem de fleste af mine teenageår blevet drillet med mine deller af familien og spurgt om jeg ikke skulle spise mindre, og der blev ofte kommenteret på min vægt.
Jeg kan huske, at jeg som 17-årig kom hjem fra to timers hård motionsboksning og smurte tre leverpostejsmadder, hvorefter min mor spurgte om det var en god idé at spise så meget... Jeg er som næsten 30-årig stadig ved at lære at have et sundt forhold til mad.
Hele mit liv er jeg blevet mobbet (direkte eller indirekte) pga. min tykhed.
Af min mor, der var den første, meget tidligt sagde hun til mig, at ingen vil elske mig når jeg er så tyk.
Af min far og stedmor, der er slanke og meget optagede af “sundhed”. De taler ofte om deres "meeeeget store" veninde, i chokerede vendinger, over aftensmaden. Det er svært at høre på, når man ved at de finder hende ulækker og at jeg faktisk ikke er ret meget mindre tyk end hende... En indirekte måde at fortælle mig at de synes jeg er for tyk.
Af fremmede på gaden, der råber "fede kælling" efter mig. En enkelt gang er der også en der har spyttet efter mig.
Af halvfremmede klassekammerater, der meget hurtigt føler behov for at dele deres mirakel-slankekur med mig og spørger om jeg ikke gerne vil tabe mig, for så vil de da rigtig gerne hjælpe. Som om jeg ikke i forvejen kender alt til "sund" kost og motion!
Af folk i supermarkedet, der siger "burde du købe det der?"
Af en af mine patienter, der sagde at det da var mig, der skulle have hjælp, og ikke ham, når nu jeg var så tyk.
Af min bedste veninde og hendes mor, der insisterer på at udbryde "neeej, ej, sådan skal du ikke snakke om dig selv!", hver gang jeg omtaler mig selv som tyk (hvilket jeg jo er). Som om jeg kalder mig selv grim, dum eller ond. De opfører sig som tyk er det værste skældsord.
Af slanke kvinder, der skal snakke til mig om, at de er så kede af at de er blevet TYKKE, fordi de har taget tre kg på. Hvorfor snakke med mig om det, når det er tydeligt at jeg er dobbelt så stor som dem?
Af kolleger, der til frokost konstant snakker om slankekure, så man sidder og føler sig flov over at man overhovedet spiser.
Da jeg var 15 år begyndte jeg at gå med en indstrammende dragt under mit tøj. Jeg havde den på hver dag i skole i ca. to år. Efter noget tid begyndte jeg at få alvorlige rygsmerter. Jeg kunne ikke sidde ned uden at få ondt i ryggen, og jeg begyndte at humpe og trække meget udtalt på mit ben, når jeg gik. Jeg måtte tage mange smertestillende piller i løbet af en skoledag for at klare mig igennem. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, hvad der udløste smerten, men jeg ville ikke gå til lægen med det, fordi jeg var bange for, at de ville sige, at det var pga. min tykhed. Rygsmerten stoppede først da jeg fik en alvorlig depression og stoppede med at gå i skole og dermed have dragten på hver dag. Nu hvor jeg er lidt ældre tænker jeg med rædsel på de alvorlige konsekvenser det kunne have haft på både knoglestruktur og indre organer at indskrænke min krop sådan i så mange timer på en dag - for ikke at snakke om alle de smertestillende piller jeg tog.