Listen er uendelig af fatshaming i mit 48-årige liv

in ,

Det startede allerede i 3. klasse, hvor jeg blev mobbet så meget og blev kaldt tyk. Jeg der ellers havde en masse legekammerater i klassen, især blandt drengene, blev mobbet så meget i 3. klasse og holdt fuldstændig udenfor. Den eneste veninde, jeg havde tilbage trak sig, da hun blev truet med at hun også ville blive holdt udenfor, hvis hun blev ved med at lege med mig. Jeg skiftede skole året efter.

Men fatshamingen er helt sikkert fortsat; jeg kom cyklende en dejlig sommerdag i godt humør og følte mig smuk og lækker indtil en eller anden ung fyr pegede på mig med udstrakt arm og råbte med aggressiv stemme at jeg var fed og grim, til stor morskab for hans kæreste.

At blive fatshamed i en cykelforretning af ekspedienten, der nedladende siger, at han vil fraråde mig en tilbudscykel til mig eget bedste. For han kan ikke garantere, at den ikke vil bryde sammen under mig. Og når jeg så siger jamen det er et stålstel, jeg har haft præcis den samme cykel i tre år men den er blevet stjålet. Svarede han at tre år er heller ikke særlig længe. (Fucking nar, cyklen var i top stand, men et røvhul stjal den!). Og fordi jeg havde en dag, hvor jeg ikke havde overskudet til at blive shamet, går jeg derfra og begynder at græde da jeg er kommet ud af butikken. Jeg var så vred og ked af det over hans ubehøvlede opførsel.

En anden gang kom jeg kørende på cykel og den mandlige cyklist, der kommer kørende imod mig, sagde med vred og hånlig stemme "jeg troede ikke, at det var tilladt for sådan nogle som jer at cykle!”

Jeg var første gang hos en zoneterapeut pga. problemer med venerne i det ene ben. Lige fra starten virkede hun anspændt og så på mig, som om jeg var en total freak, og under hele behandlingen smalltalkede hun med mig og alt, hvad jeg sagde drejede hun over på min vægt. Hvilket jeg syntes var virkelig langt ude, men det er lidt svært at forsvare sig, når man ligger på en briks. Da jeg gik fra behandlingsrummet og ud forbi receptionen blev der helt tavst; både hendes kollega, og en der sad i venteværelset, holdt vejret. Lige da jeg lukkede døren efter mig og stod på gaden hørte jeg et kæmpe latterbrøl fra dem alle sammen. Jeg var så rasende og følte mig mega ydmyget.

 

Bæltet

in , ,

I en årrække fik jeg til jul, fødselsdage og andre lejligheder med rigelig mad, dessert og slik, et bælte på, som blev strammet en tak eller to for stramt ind, idet jeg samarbejdsvilligt sugede maven ind. Det gjorde ondt at få på, ondt at gå med og ondt at få af igen. Fra jeg for ung til at forstå konceptet til jeg var 9 år gammel følte jeg dette ubehag ved festlige lejligheder.

Min mor kiggede medlidende på mig, når hun gjorde det. ”Så bliver du mindet om ikke at spise så meget.” Den daglige kost med lavt fedtindhold og ingen sukker, virkede jo ikke. Heller ikke motionen, som jeg kom til at frygte og hade. Og hun var meget bange for at jeg skulle blive tykkere ved højtiderne.

Hun har senere fortalt mig, at hun fik mange kommentarer fra omgivelserne, ligesom jeg også blev mobbet af børnene i kvarteret, i børnehaven og sidenhen skolen med min runde mave og dobbelthage. Hun var desperat for at få mig til at passe ind. For mit eget bedste. Hun havde jo lært, at tykhed er forkert. Ligesom alle andre.

Nytårsaften 1991 blev sidste gang jeg havde sådan et bælte på. Jeg havde kvalme hele eftermiddagen og aftenen, men turde aldrig sige, når der var noget i vejen med min krop, som jeg jo havde lært var forkert. Et par timer før midnat kastede jeg op på vores hund, som jeg havde søgt tilflugt hos.

Min mor vaskede hunden i brusenichen, mens jeg børstede tænder. Jeg ville så gerne have haft min hund med i seng, men jeg turde ikke hente den. Jeg var bange for, at den ikke kunne lide mig

 

Julen er for børn

in ,

Julen er for børn. Der er børn til julemarkeder og til andre julearrangementer. Så jeg holder mig væk. Andre børn var ubegribeligt hårde ved mig og min tykhed, da jeg selv var barn – og ved I hvad? Det er de stadig!

”Sandheden skal man høre fra børn og fulde folk” + latter, hver gang et barn siger ”du er tyk!” Jeg er så træt af at blive begloet af børn og høre på deres allerede indoktrinerede tykfobiske lort!

Man kunne jo smilende svare møgungen ”ja, jeg er tyk – og jeg er venner med din mor og jeg er vild med kaniner og andre bløde dyr. Hvad er du?” Så får man startet en samtale og måske er det rigtigt, at man så har været med til at afkode tyk som noget dårligt i dette barns øjne. Det har jeg gjort tidligere. Men jeg orker ikke alt det arbejde.

Jeg vil hellere tilbringe min tid alene eller sammen med mennesker, der ikke garanterer god gammeldags tykfobisk julestemning.

 

Jeg kan ikke besøge min far i julen

in ,

Jeg kan ikke besøge min far i julen. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud. Det er mange år siden, jeg sidst har besøgt ham med en enkelt undtagelse for et par år siden. Han og hans kone siger aldrig direkte til mig, at de ikke kan lide, at jeg er tyk. I stedet taler de meget grimt om alle de tykke mennesker, de kender, ser på tv, på gaden osv. Ikke en eneste chance lader de passere for at tale nedladende om tykke personer.

Den sidste jul, jeg var der, sluttede med at han kørte mig til togstationen i sin halvnye bil. Han talte hele vejen om, hvor følsom bilen var. At han havde haft en person som passager, som vejede 100 kg, og hvordan han kunne mærke det på styringen, på opbremsning osv. Mens han grinede og rystede på hovedet hver gang kan drejede og bremsede. Det handlede tydeligvis mindst lige så meget om min krop som den passager, han havde haft.

Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Mærkede bare hvordan jeg ville ønske, jeg ikke var kommet. Så snart jeg kom ind i toget, begyndte jeg at græde. Og jeg måtte love mig selv aldrig at udsætte mig for selv for denne evige hånlige omtale af tykke mennesker i så intimt et miljø.

 

Juleaften da jeg var 14 år fik jeg en skridttæller og en bog af Anne Larsen

in , ,

Juleaften da jeg var 14 år fik jeg en skridttæller og en bog af Anne Larsen om at man skal skylle fedtet ud af kødet inden man tilbereder samt opskrifter med skyllet kød. Det blev startskuddet til alle juleaftener fremover, også nu, eller især nu, hvor jeg var voksen, hvor jeg fik slanketing og -sager i julegave, mens de andre børn, senere voksne, fik ting, som de har ønsket sig eller som er sjove og spændende. For fire år siden sagde jeg ”Jeg kommer ikke juleaften næste år, hvis jeg juleaften i år får nogle som helst slankerelaterede julegaver.” Det virkerede.

 

Svømmehallen

in ,

Jeg var i svømmehallen og stod i badet da en kvinde kommer ind og udbryder "Jeg føler mig dejlig slank når jeg kommer herind!". I rummet var mig og hendes egen datter, gravid. Ydermere havde jeg min 4-årige niece og den anden kvinde havde sin 2-3 årige datter med. Skønt, at de fra så tidlig en alder kan få af vide, at kun slanke kroppe er dejlige.

 

Jeg var 14 år og havde været tilmeldt hos VægtVogterne i et stykke tid

in

Jeg var 14 år og havde været tilmeldt hos VægtVogterne i et stykke tid. Angsten ved de semi-offentlige vejninger står stadig klart i min hukommelse, ligesom panikken hos folk, når de fjernede smykker for at det ikke skulle tælle med. Så megen frygt og skam hver onsdag. Jeg nåede til et punkt hvor jeg havde det fint med min krop og sagde at nu ville jeg gerne stoppe med at tabe mig, og bare stabilisere vægten; så tog kvinden mit håndled og nev mig i huden med pege- og tommelfinger og sagde "Nej, der er lidt vej endnu.". Aldrig har jeg følt mig så meget som et stykke kød, som et tal på en vægt, som en ubetydelig ting, som kun kunne betyde noget i kraft at et vægttab.

 

Jeg skulle mødes med en ven

in

Jeg skulle mødes med en ven på Sporvejen på Gråbrødre Torv i februar, da det var hundekoldt. Jeg kom for tidligt, han kom for sent. Jeg spurgte om der var bord til to - det var der ikke, så jeg satte mig udenfor og ventede på ham. I de 20 minutter, jeg ventede så jeg hvordan andre, der ikke havde bestilt bord, blev spurgt om de ville vente udenfor, fik tilbudt at få tændt varmelampe + få et tæppe, fik menukort og blev betjent med drinks. Jeg blev fuldstændig ignoreret. Og det var ikke en fejl, for der var ingen af de tre tjenere, der kom hen til mig i løbet af de 20 minutter for at høre om jeg var sikker på jeg ikke vil have et tæppe og tændte varmelampen. Jeg blev frosset ud i frosten. Da min slanke ven kom, kom der straks en tjener hen til os sagde vi kunne komme på en venteliste og om vi ville have tændt varmelampen. Der er intet andet end tykfobi, som kan have forårsaget den forskelsbehandling.


Jeg er tyk transperson

in , ,

Jeg er transperson. Da jeg var i kontakt med Sexologisk Klinik, fik jeg at vide, at jeg endda ikke kunne starte på hormoner, før jeg havde tabt mig omkring 40 kg.

De blev ved med at skifte undskyldning, men det lader til, at de af alle mulige forskellige årsager ikke starter hormoner op, før man er klar til operation. Og for at være klar til operation skal man have et BMI under 25.

Jeg tager nu hormoner uden om det danske sundhedsvæsen, men det er stadig min drøm at komme over i det danske system, fordi jeg nu er kommet på kontanthjælp og har virkelig svært ved at få økonomien til at hænge sammen med de hormoner, jeg køber uden om systemet.

Jeg var gravid med mit første barn

in , ,

Jeg var gravid med mit første barn, og skulle til en masse jordemoderundersøgelser, scanninger og glukosebelastning. Man kommer VIRKELIG i intim kontakt med sundhedssystemet, når man er gravid.... nå men jeg fik så en indkaldelse til "samtale" på sygehuset, hvor jeg skulle føde, og som BTW ligger en time fra hvor jeg bor. "Hmm en samtale, om hvad mon?" Der stod ikke noget i brevet. Det var noget ekstra ud over alle de obligatoriske ting, man render til. Pligtskyldigt mødte jeg op. Og fik en en-til-en "vejledning" i de 8 kostråd (der var kun otte i 2012) - et emne jeg i øvrigt selv underviser i, da jeg er naturfagslærer på SOSU-uddannelsen... Det var da lige meget, for når man havde et BMI over... 30 tror jeg, skulle man møde ind til en snak om kost og vægt. Sygeplejersken talte SÅ meget ned til mig. Det var med følelsen af "Du må jo være småtbegavet, siden du stadig er tyk" i øvrigt havde jeg en fantastisk graviditet, hvor mit blodtryk var spitzenklasse og der var ingen ødemer. Og havde det i øvrigt ret fantastisk. Så JA jeg kender GODT kostrådene, og NEJ jeg er ikke småtbegavet bare fordi jeg til stadighed er tyk.

Da jeg så blev gravid anden gang, og blev indkaldt til den samme fucking samtale, ringede jeg og sagde at jeg desværre var blevet syg. Damen i den anden ende, kunne godt høre det var løgn og latin, og blev fornærmet "det er jo bare et tilbud for at hjælpe dig" Jamen jeg ved godt de bare gør deres arbejde, men øv hvor er jeg træt af at bare være et nummer (et BMI i dette tilfælde) i sundhedssystemet.

BMI siger ikke en skid om din sundhedstilstand, men er blot en formel for forholdet mellem højde og vægt. Jeg underviser som sagt i naturfag for SOSU'er, og BMI er en del af pensum og fagmålene. Men jeg gør et ret stort nummer ud af at understrege at det blot er en formel og kun en ting blandt mange, vi kan bruge til vurdere vores egen, samt borgere og patienters sundhedstilstand.

Jeg var 13 år og tyk

in , ,

Jeg var 13 år og tyk og havde internaliseret tykfobien. Da det jo er et helvede at være både tyk og tykfobisk på samme tid, besluttede jeg mig for at tabe mig. Da jeg havde levet af restriktiv spisning i et par uger gik jeg til lægen, fordi jeg ikke kunne forstå, at jeg ikke tabte mig. Mit unge jeg tænkte, at det kunne have noget med hormoner at gøre. Lægen kommer så med en masse kostråd og beder mig komme igen om et par uger. I mellemtiden har jeg atter skåret ned i mit kalorieindtag og tabt 6 kg på to uger. Lidt tid efter dette tog jeg ind til lægen igen som aftalt. Da mit mål kun var 4 kg, og jeg ikke kunne vente med at begynde at spise almindeligt igen efter to ugers sult, havde jeg stoppet kuren. Det resulterede i, at jeg havde taget det hele på, da jeg ankom til lægens kontor, hvilket hun kritiserede. Jeg havde ikke lyst til at komme hos hende mere, men hun pressede mig og manipulerede mig nærmest til at komme og tale en hel time med hende hver måned, hvilket gik udover min skolegang. Jeg turde ikke sige fra, da jeg som umyndig person var bange for, at lægen ville videregive detaljer til mine tykfobiske forældre, hvis jeg modsagde hende. Hun tvang mig op på vægten, noterede tallet ned, kritiserede mig, dømte mig og talte ned til mig. På et tidspunkt ville hun også have en konsultation, hvor mine forældre var med. Jeg stod derfor et par dage inden og midt på fortovet kl. 8.00 om morgenen på vej til skole og ringede ned til klinikken for at fortælle, at jeg ikke ville have mine forældre med. Sekretæren spurgte, hvad konsultationen drejede sig om. Da jeg ikke havde lyst til at fortælle det, slog hun det op i min journal og sagde "Det er noget med, at du gerne vil tabe dig, og det vil X gerne hjælpe dig med.". Jeg havde ikke sagt, at jeg ville tabe mig, efter jeg havde taget de andre kg på. Den påstand blev bare smidt i hovedet på mig, og jeg fik at vide at X var bekymret for mig. Dengang var jeg ikke gammel nok til at skelne mellem personlig og professionel bekymring, så jeg visualiserede min læge, som lå søvnløs om natten og tænkte over min vægt, og at dette var min skyld, fordi jeg ikke tabte mig...

Jeg skammede mig så frygteligt meget over at gå til disse konsultationer. Jeg følte mig proppet direkte ned i forkertkassen med min fejl som skulle rettes. Ingen måtte vide det. Dette resulterede i at jeg gik alene med det, trods jeg havde en pædagog, som jeg havde tillid til. Jeg forsøgte at samle mod til at fortælle det til hende, men jeg kunne ikke få mig selv til det.

Til sidst kunne jeg ikke længere klare presset fra min tykfobiske læge, så jeg samtykkede i et desperat flugtforsøg til at tale med en sygeplejerske. "Du kan bare ringe herned på klinikken, hvis der er en madvare, du er i tvivl om, hvorvidt du må spise" sagde hun. Hun ville også gerne se mig en gang om ugen, men brød sig ikke om, at dette skulle gå yderligere udover min skolegang, og sagde så, at vores konsultationer måtte foregå over telefon. Hun bad mig ringe ned til klinikken engang imellem, men det gjorde jeg ikke. Jeg havde desværre stadig en aftale med min læge senere hen, som jeg ikke turde at aflyse.

Det endte dog med, at jeg ikke kunne klare omverdens pres og min egen tykfobi mere, og jeg lavede den berømte livsstilsændring (forlænget slankekur) og nåede at tabe mig inden den kommende konsultation. Da min læge så mig, var hun så glad og stolt over det "fantastiske" arbejde hun og sygeplejersken havde lavet. Og så udtalte hun med julelys i øjnene "Det er jo en helt ny *Mit navn* der kommer der!". Hun roste mig til skyerne, for nu var jeg blevet rigtig, og jeg levede rigtigt. Jeg var også selv glad, for jo havde jeg jo den ideelle krop og var dermed meget mere privilegeret og accepteret i samfundet. Stemningen på lægens kontor var som en "Happy end" i en eventyrfilm og lægen mente, at jeg kunne klare mig selv nu, så hun samtykkede til, at vi ikke skulle lave flere aftaler, men nævnte at jeg altid kunne komme igen, hvis jeg fik "problemer med vægten" igen.

I folkeskolen

in ,

I folkeskolen tog en lærer fat i min nakke og tvang mig hen til en skraldespand, hvor han klaskede mig i baghovedet indtil jeg spyttede mit tyggegummi ud.

Min hjemkunstskabs-lærer sagde højt i undervisningen at jeg nok burde lade være med at spise den mad vi i fællesskab havde lavet, “du er jo tyk”.


Min dansklærer sagde “du må ikke spise pommes fritter! Du er tyk!”

Klassekammeraterne synes det var sjovt at spørge om jeg ville synke til bunds hvis de smed mig i søen og om jeg fik mit tøj igennem programmet “livet er fedt”.

Gad vide hvorfor jeg ikke var glad for at gå i skole…

Hjemløs

in

For et par år siden gik jeg igennem en længere periode, hvor jeg var hjemløs og flygtede en hel del fra realiteten ved at tage hårde stoffer flere gange ugentligt, hvilket satte mit aktivitetsniveau op og min sult gik i dvale. Jeg tabte mig selvsagt en del, hvilket jeg fik utrolig meget ros og anerkendelse for - fra mennesker der udmærket vidste, at vægttabet var symptom på noget, som var decideret livstruende.

I min familie

in , ,

I min familie har vi altid haft denne her leg, som går ud på at fortælle, hvad vi ville bruge pengene på, hvis vi vandt i Lotto. Jeg har altid holdt meget af legen, bortset fra den gang, hvor min lillebror (som på daværende tidspunkt gik i børnehave) sagde at han “vil købe en flyvemaskine og så skal vi alle sammen ud og flyve - bortset fra *mit navn*, for hun vejer for meget”. Han havde allerede lært, at min krop ikke var normativ.

Første gang jeg oplevede at blive råbt ad i offentligheden

in ,

Første gang jeg oplevede at blive råbt ad i offentligheden – første gang, som jeg opfattede - var da jeg var 9 år (hvis man ikke tæller børn, der mobber). Min mor, som også er tyk, tog mig med til Grøn Koncert. På vej derind sad der en flok unge mænd og råbte til os ”der kommer Michelin-damen og hendes lillesøster.”

En anden gang jeg oplevede, at blive udskammet i det offentlige rum, hvor jeg ikke var alene, var da jeg var 15 år. Jeg tur med min mormor, som også er tyk. På et tidspunkt var der to mænd, som begyndte at gå bag os. ”Hold kæft hvor er de tykke!” ”Neeeej, har du set så fede svin, der går der!” De blev ved med at sige sådan noget i lang tid. I over tre kvarter gik de bag os. Min mormor og jeg talte ikke sammen, kiggede ikke på hinanden, vidste bare at vi ikke skulle gå hjem, for de skulle ikke vide, hvor vi boede. Så vi nåede at gå en lidt underlig omvej, hvor de også gik bag os. Og det var meget tydeligt, de gik med på den sære omvej kun for at chikanere os, for der var ikke rigtig noget der at komme efter.

Lamaer sluppet ud af zoo - sidst set på cykler rundt omkring i landet

in

Jeg har flere gange, forskellige steder i København, oplevet at gå på fortovet, hvor der kun har været en person ved siden af, jeg har snakket med, og ellers ikke andre, udover cyklisten, der kører forbi, som harker munden fuld af en “snotter” (snot/slim/spyt) og så spyttet den DIREKTE rettet mig i forbifarten. 

Jeg ved ikke, hvad det er for en kedelig tendens at påtvinge andre kropslige væsker fra én selv, direkte på deres krop! Jeg savner, at man ikke skal udsættes for den slags overgreb i det offentlige rum, fordi man ikke puttes i kassen med “socialt acceptable kroppe/typer”. 

Det ER et overgreb, som begrænser én i det offentlige rum, mens det er sekunders sjov - måske endog “nydelse” for udøveren af denne form for vold/dette overgreb. Det er ikke fair at give nogen så nedværdigende oplevelse i bagagen for så få sekunders sygelig fornøjelse.

En rigtig dreng

in , , ,

Jeg glemmer aldrig en oplevelse jeg havde som barn, selv om det snart er 32-33 år siden. Det har nok været i 1.-2. klasse og jeg går sammen med en anden dreng på gangen i skolen. Lige pludselig kigger han på mig og siger så: "Du har da vist tabt dig lidt, så kommer du måske snart til at ligne en rigtig dreng." En rigtig dreng! Lige præcis det udsagn har fulgt mig igennem hele livet, hvor jeg faktisk aldrig har set mig selv som et rigtigt menneske, på grund af de ting som blev sagt og gjort overfor mig igennem barndommen. Husker også at min mor, ofte bad mine klassekammerater, om de ikke godt ville sørge for at jeg ikke spiste så meget slik. Desværre var det sådan så den her lille dreng, faktisk meget meget sjældent spiste slik og derfor var hendes udsagn en ufattelig ydmygelse, og det førte til at jeg stort set aldrig havde noget med mine klassekammerater at gøre uden for skolen og derfor var jeg stort set altid alene i fritiden.

Men det der (en rigtig dreng) glemmer jeg aldrig og selv i dag hvor jeg er over 40, ser jeg mig stadig ikke selv som værende et rigtigt menneske. Så for pokker hvor er det vigtigt at man lærer børn, at de skal acceptere hinanden, uanset om de er tykke eller tynde. Og forældre til tykke børn skal virkeligt tænke sig om og ikke ydmyge deres børn overfor andre, for man glemmer aldrig sådanne ting. Jeg har aldrig haft en kæreste eller noget som helst forhold, for hvordan skulle nogen kunne ønske at være sammen med en enorm stor tyk ting som ikke er et menneske og som aldrig bliver det.