Han kunne bare ikke tænde på tykke kvinder

in ,

Jeg datede en fyr, men måtte tage en pause fordi jeg gik igennem nogle svære personlige ting. I denne periode tog jeg en del kilo på. På et tidspunkt genoptog vi kontakten, og det stod meget hurtigt klart for mig, at han ikke længere ønskede at have sex med mig. Han begyndte også at blande sig i, hvor meget jeg spiste, og spurgte hele tiden ind til mine vaner omkring træning. Når vi spiste sammen gav han mig meget små portioner og begyndte at arrangere aktive dates. Det irriterede mig og gjorde mig meget ked af det, og jeg følte det var grænseoverskridende, at han blandede sig på den måde. Desuden fandt jeg det mærkeligt, at han behandlede mig anderledes end før. Han var mindre respektfuld. En aften havde vi været sammen med nogle venner, deriblandt min meget slanke veninde. Han kommenterede meget på hendes krop og sagde, at man sørme godt kunne se, at hun dyrkede så meget yoga. Efter det spurgte jeg ind til vores manglende sexuelle liv, og han sagde, at han bare ikke kunne tænde på tykke kvinder. Jeg sagde, at jeg jo bare var mig og stadig den samme. Jeg brød med ham, men siden dengang har det siddet i mig, hvordan min tykhed kunne afgøre mit værd som menneske i andres øjne.

Det viste sig at mine lunger var sorte af blodpropper

in ,

Da jeg i november måned kontaktede min læge fordi jeg ikke kunne trække vejret, når jeg nåede op på 3. sal (noget jeg aldrig har haft et problem med før), sagde de at det måske kunne være fordi mit BMI var ret højt og at det måske ville hjælpe hvis jeg tabte mig. Jeg var ret insisterende på at det ikke kunne være det og hun sendte mig videre til tjek. Det viste sig at mine lunger var sorte af blodpropper, fordi jeg var startet på p-piller nogle måneder forinden. Heldigvis nåede jeg at komme på hospitalet og vil nok komme mig fuldstændig.

Jordemoderen gjorde et stort nummer ud af at min amning skulle lykkes så jeg kunne tabe mig hurtigt

in , ,

Da jeg var gravid med mit første barn og skulle til jordemoder for første gang, var jeg udsat for en virkelig ubehagelig og traumatisk oplevelse fra jordemoderen. Hun gik meget op i at mit BMI var højt og sagde derfor blandt andet at det især var vigtigt at “hvis jeg var sulten spiste rugbrød og ikke flødeskumskager”. Hun gjorde også et stort nummer ud af at min amning for alt i verden skulle lykkes så jeg kunne tabe mig hurtigt efter fødslen. Alt dette fik jeg af vide uden på nogen måde at have spurgt efter råd eller vejledning omkring min vægt.

Da jeg nåede til fødslen valgte jeg en epidural, da anæstesilægen havde stukket mig i ryggen sagde han: “det var overraskende let at sætte blokaden, det plejer ellers at være svært hos o***vægtige”. Lige hvad man har lyst til at høre i en presset og sårbar situation. For mig var mødet med sundhedsvæsnet ifm. min første graviditet en utrolig sårende oplevelse, der tog alt fokus fra barnet og kun handlede om min vægt. Jeg blev sat i en kasse på baggrund af min BMI. Det var direkte medvirkende til en kraftig efterfødselsreaktion.

Efter opholdet måtte vi rette op på skaderne fra Julemærkehjemmet

in ,

Vi har en tyk datter, som blev skubbet ud i hendes klasse. På grund af pres fra vores side, og grove mobnings-lignende hændelser fra klassekammeraternes side, igangsatte lærer-teamet socialt samlende aktiviteter i frikvarterer. Disse aktiviteter var bl.a. fangelege. Min datter kunne ikke løbe lige så hurtigt som de andre børn, og blev "sorteper" i legen. Hun valgte det derfor fra, og lærerteamet meddelte til os, at hun selv fravalgte og trak sig fra fællesskabet - trods deres indsats for at støtte og opnå det modsatte.

Det er ikke direkte handlinger - men, mere hverdagens indirekte eksklusions- og mistrivsels-fremmende tiltag ... hvor vi spørger os selv, “hvad tænkte lærerteamet dog på”?

Samtidig havde hun smerter på grund af bl.a. vokseværk som hun klagede over, hvortil hun fik at vide at hun søgte at undslå sig bl.a. idræt, og ikke havde ondt i virkeligheden.

Det hele endte med et julemærkeophold i efteråret 2019 (på grund af at vi desværre tog udgangspunkt i den ensidige propaganda fra Julemærkehjemmenes side). Her var der en høj grad af observation fremfor støtte og det endte med at vi en aften blev hidkaldt for at afhente vores datter - som således "blev lukket ud af bagdøren".
På opholdet blev vi, som andre forældre, stigmatiseret som (dårlige) forældre, vi var grunden til vores barns tykhed, mobning og mistrivsel - vi var faktisk i ikke-selvvalgt skole.

Efter opholdet, måtte vi igennem et forløb derhjemme, hvor vi rettede op på personligheds-skaderne fra Julemærkehjems-opholdet. Væk fra fra diskriminering og manglende anerkendelse og tilbage til ”her er børn, børn”.

Vi og vores datter har efterhånden fået nok af stigmatisering, samt af regulering af os og manglende understøttelse af hende, samt påføring af skyld til hende og os. Vi klarer nu os selv, og hun er startet på en ny skole, hvor det går godt, udover at hun er bange for gentagelser og eksklusion og hån.

Respekt er en by i Rusland, når man er meget tyk

in ,

Respekt er en by i Rusland, når man er meget tyk og folk har ingen problemer med at svine én til, både folk man kender og vildt fremmede. Beder man dem om at lade være med det, så får man bare et svinsk svar retur. Jeg orker ikke at have nogen former for konfrontationer med folk over noget mere, for deres eneste reaktion er en tilsvining og nedgørelse af mig, som med det samme handler om min tykhed.

Jeg er stoppet med at hjælpe folk

in

Jeg har altid været meget tyk, lige siden 5-års alderen faktisk. Jeg har dog altid været både klog og kvik. Desværre er det sådan, at jo større man er, jo mindre bliver man regnet for at være og når man når min størrelse, så regnes ens intelligens for ikke-eksisterende.

Jeg har været igennem det ene frygtelige forløb efter det andet hos kommunen, det er først for små 10 år siden, at det endeligt lykkedes mig at få tilkendt førtidspension. Knap 24 år i kontanthjælpssystemet, og diverse andre nedværdigende ting, har givet mig ufatteligt mange ar på sjælen og flere alvorlige psykiske diagnoser. Det har dog også givet mig en meget stor viden om systemet, herunder psykiatrien, hvad man skal og ikke skal gøre, når man er underlagt jobcenter og sagsbehandlere og hvor meget magt ens praktiserende læge, rent faktisk har, hvis vedkommende er villig til at gå ind i kampen mod systemet.

Jeg møder ofte folk, som af en eller anden grund er kommet ind i systemet og jeg har ofte prøvet at hjælpe dem, ved at give dem råd og vejledning. Det er jeg dog stoppet totalt med, for jeg fandt efterhånden ud af, at folk overhovedet ikke hørte efter hvad jeg sagde. Folk jeg gav råd, kunne ugen efter sidde og fortælle mig ting som var helt forfærdelige, f.eks. at de havde fået fjernet deres kontanthjælp. De fattede ikke hvorfor det var gået så galt for dem og anede ikke hvad de skulle gøre. Alt det på trods af jeg jo rent faktisk havde brugt mange timer på at forsøge at hjælpe dem og give dem råd og vejledning. En hjælp som åbenbart var gået ind af det ene øre og direkte ud af det andet.

Jeg blev så småt klar over at det også gjaldt stort set alle andre ting, som jeg snakkede med folk om og det blev mere og mere klart at det simpelthen er fordi folk ikke regner mig for at vide noget som helst, på grund af at jeg er meget tyk. Jeg kunne sidde sammen med 4-5 andre mennesker og når jeg sagde noget blev der ikke reageret, men sagde en af de andre det samme, så blev der hørt efter med det samme.

Jeg er nu stoppet totalt med at ville hjælpe andre, for jeg gider ikke bruge tid og energi på det og siger nu bare ja ja eller lignende, når folk fortæller noget. Jeg har kun kontakt til min mor og ellers så er jeg 100% alene i denne verden, de venner jeg havde, er lige så stille forsvundet, efterhånden som jeg blev tykkere og mere syg. Men min forstand er mere klar end nogensinde. Jeg ville kunne hjælpe mange med mangt og meget, men folk kan i den grad sejle i deres egen sø og jeg gider ikke høre på eller om deres problemer mere.

Jeg kørte direkte hjem og skiftede læge

in ,

Jeg tog til lægen fordi jeg i en længere periode havde været stresset og deprimeret pga. mit studie. Jeg fortalte ham grædende at verden var mørk, uoverskuelig og alt for meget. Det var på samme tid at jeg for første gang i mit liv havde åbnet op omkring de overgreb jeg var udsat for i barndommen. Det vidste min læge godt. Hans løsning var at jeg 1) skulle henvises til en fedmeoperation fordi 2) det ville løse problemet med følelsen af at være deprimeret. Jeg kørte direkte hjem og skiftede læge.

Voldtægt

in , ,

Jeg var på studietur med mit uni-hold. En aften er vi i byen og jeg og en mandlig studiekammerat følges hjem til vores hostel. Vi havde snakket sammen flere gange i løbet af studietiden og kendte hinanden forholdsvis godt. Vi kommer til at snakke om voldtægt og hvordan det er noget kvinder ofte frygter når de går alene i mørket. Min studiekammerat ytrer på et tidspunkt, i en omsorgsfuld tone: “Det er jo heldigvis ikke noget du skal bekymre dig for, du ved… med din krop”. Jeg var helt paf og vidste ikke hvad jeg skulle sige. Stemningen blev akavet og jeg fandt på noget der kunne føre samtalen i en ny retning.

Jeg oplevede aldrig at nogen var romantisk interesserede

in , ,

Som teenager oplevede jeg aldrig at nogen var seksuelt/romantisk interesserede i mig eller f.eks. spurgte mig om der var nogen jeg var interesseret i - det var ligesom besluttet at det lå uden for mit mulighedsfelt. Jeg endte endda med at blive en slags neutral datingrådgiver/samtalepartner for drengene ift. de andre piger. En enkelt gang spurgte jeg til en fest en af mine drengevenner om han ville danse, han reagerede nervøst og pointerede kraftigt at vi jo altså bare var venner.

Jeg kunne ikke prøve noget på i ungdomsafdelingen

in ,

Da jeg var teenager kunne jeg ikke passe det tøj som mine jævnaldrende kammerater købte. Jeg kunne ikke prøve noget på i ungdomsafdelingen når jeg var sammen med veninder. Jeg skammende mig frygteligt over det og fandt på løgne for at dække over det, så jeg ikke skulle fortælle dem hvilken størrelse jeg brugte. Jeg måtte gå i dametøj fra genbrug og i ellers shoppe i dametøjsbutikker. Når jeg var på shoppingtur var jeg altid bange for at vi mødte nogen jeg kendte fra skolen. I mit dametøj lignede jeg en voksen og blev pludselig behandlet som en sådan i flere sammenhænge.

Jeg skal være i kontrol når jeg bevæger mig

in ,

Jeg er sikker på at andre mennesker dømmer mig som doven, ulækker, dum osv. hvis jeg ikke fremstår stærk, atletisk og i kontrol når jeg bevæger mig. Så hvis jeg f.eks. deltager i noget, hvor det er nødvendigt man sidder på gulvet, er jeg altid hyperfokuseret når jeg skal sætte/rejse mig. Jeg er meget bevidst om at jeg skal få det til at se så elegant ud som muligt.

Jeg prøver at eliminere min tykhed

in

Når jeg tager bussen, står jeg helst op hvis der ikke er to ledige sæder ved siden af hinanden. Hænder det, at jeg må sidde ved siden af nogen, spænder jeg i mine ben for at holde dem så samlet som muligt. Den arm der rører ved sidemanden trækker jeg så langt jeg kan i den modsatte retning. Jeg gør mig så lille som muligt. Jeg prøver at eliminere min tykhed, da jeg kan mærke at andre mennesker er irriterede over at jeg “fylder”.

Jeg var meget bange

in ,

Vi skulle gå mange kilometer ud til en eller anden og have et glas alkoholfri gløgg, og så skulle vi gå tilbage til julemærkehjemmet igen, men jeg var ikke hurtig nok, så jeg sakkede bagud og måtte selv finde tilbage, om aftenen i november, på landevejen, 10 år gammel. Jeg var meget bange.

Min mor ringede hver aften, fordi jeg havde brug for at høre hendes stemme. Fordi jeg var så ked af at være der. Den aften, da hun ringede, fik hun den besked, at jeg nok var på vej tilbage, men de ikke vidste præcis hvor jeg var. Jeg var ikke den eneste, som var bange den aften.

De børn, som kunne tabe sig, var glade for at tabe sig, fordi de troede, det var meningen med livet

in ,

Når jeg ser folk skrive, at de var glade for at være på julemærkehjem, tænker jeg, det må være en type stockholmssyndrom.

Jeg har været på to forskellige julemærkehjem og begge steder herskede samme kultur, som når jeg med voksne øjne ser tilbage, kan definere således:

De voksne havde en indstilling til os tykke børn at vi var dumme og ugidelige.

Man kom i deres favør når man tabte sig meget og hurtigt.

Børnene genskabte et hierarki, hvor de mindst tykke var mest værd - og de voksne ikke bare tillod det, men gjorde det samme.

De børn, som kunne tabe sig, var glade for at tabe sig, fordi de troede, det var meningen med livet. De troede, de blev bedre mennesker af det. Fordi det var den holdning der var på julemærkehjemmene, såvel som blandt forældre.

Man følte taknemlighed over at de prøvede at afrette den forfærdelige krop, man havde belastet verden med.

Fordi han ikke var tyk, blev han automatisk kongen af julemærkehjemmet

in ,

Jeg har været på julemærkehjem tre gange i min barndom. Den ene gang var der en dreng, som ikke var tyk. Han var blevet taget ud af skolen og sendt på julemærkehjem fordi han blev mobbet.

Fordi han ikke var tyk, blev han automatisk kongen af julemærkehjemmet. Det var ham de voksne bedst kunne lide og han mobbede så hardcore alle os andre, at det overgik den mobning, jeg var vandt til på min sædvanlige skole. Alle var bange for ham. Ingen kunne gøre noget.

Det er ham jeg tænker på, når jeg hører argumentet "Julemærkehjem er ikke kun for tykke børn" - jo det er! Og hvis der er endelig er en, som ikke er tyk, så skal han nok gøre det klart, at han er bedre and alle de tykke børn.

Jeg havde så meget hjemve på Julemærkehjemmet

in ,

Jeg havde så meget hjemve på Julemærkehjemmet. Jeg har aldrig oplevet den slags psykisk smerte før eller siden. Jeg var bange for at være der og savnede alt og alle derhjemme.

Hver nat græd jeg til jeg kastede op. Om dagen var mit ansigt opsvulmet og jeg havde voldsom hovedpine af at have grædt så meget. Det var meget svært at holde motionstimerne ud, med rungende hovedpine og øjne så hævede, jeg havde mindre udsyn.