På julemærkehjemmet var det vigtigste at jeg tabte mig

Jeg kom på julemærkehjem fordi jeg jeg blev mobbet i skolen og derfor ikke trivedes. Det kom dog aldrig i fokus på julemærkehjemmet, det vigtigste for dem var at jeg tabte mig mens jeg var der. Jeg var der i efterårs- og vintermånederne, og det var rigtig koldt. På vores værelser måtte vi ikke skrue radiatoren op på mere end 2, fordi man forbrændte mere når der var koldt om natten. Dem der arbejdede der tjekkede konsekvent vores radiatorer om aftenen, og skruede ned hvis den stod på mere end 2.

På julemærkehjemmet lærte jeg at man kun kan elske sig selv, hvis man vejer meget lidt

På julemærkehjemmet blev man vejet to gange om ugen, og det blev nærmest en konkurrence mellem børnene om hvem der kunne tabe sig mest. Jeg lærte intet om sundhed, jeg lærte bare at man skal spise mindre og dyrke mere motion. Der blev ikke taget hensyn til hvor dårligt mig, og mange af eleverne havde det. Det handlede bare om at tabe sig konstant. På julemærkehjemmet lærte jeg ikke at elske mig selv, jeg lærte at man kun kan elske sig selv, hvis man vejer meget lidt.

Jeg var den forkerte fordi jeg var tyk

På julemærkehjemmet tabte jeg mig og det gjorde det lettere at blive accepteret i sociale sammenhænge. Kun 1,5 år efter hjemvendelse var jeg dog tyk igen og det sociale var igen svært at blive accepeteret i. Hele forløbet bekræftede mig i at jeg var den forkerte fordi jeg var tyk.

På julemærkehjemmet var der kun fokus på min tykhed

På julemærkehjemmet var der kun fokus på min tykhed, ingen af de uddannede ansatte opdagede at jeg kom fra et hjem med en fysisk og psykisk voldelig far. Og ingen af dem opdagede at mine venner på julemærkehjemmet var selvskadende og at der forsvandt knive fra køkkenet.

Jeg glemmer aldrig den sult jeg oplevede på julemærkehjemmet

Jeg glemmer aldrig den sult jeg oplevede på julemærkehjemmet, den gav mig enorme mavesmerter hver dag den sidste time før frokost. Glemmer heller ikke at skulle vejes, blottet foran flere voksne og de næste børn i køen bag mig.

Et af børnene på julemærkehjemmet blev syg af overanstrengelse

Jeg mindes tit hvordan et af de andre børn på julemærkehjemmet prøvede at opnå så mange point som muligt før hun skulle hjem. Hun blev så syg af at overanstrenge sin krop, at hun lå i sengen i dagevis. Point får man på julemærkehjemmet for den ekstra fysiske aktivitet man laver udover den daglige obligatoriske, det udløser præmier, ros og popularitet.

Julemærkehjemmets regler sidder fast i mit hoved

Som en der har været på julemærkehjem kan jeg sige, at jeg ikke kender én eneste derfra, som ikke har fået et forstyrret forhold til mad. Jeg kan stadig have svært ved at spise mere end tre kartofler til aftensmad, uanset hvor sulten jeg er, fordi deres regler sidder fast i mit hoved.

Hun blev ved og forsøgte at presse en folder i min hånd

Jordemoder ved anden graviditet var meget nedladende og insisterede på at få mig i et forløb med en diætist, så jeg "kunne lære om ernæring". Hun blev ved og forsøgte at presse en folder i min hånd. Jeg affejede hende til sidst med at jeg udmærket selv kan opsøge og håndtere viden. Hun spurgte ikke til spiseforstyrrelse, hvilket havde været langt mere relevant. Der var sat ca. 20 minutter af til undersøgelsen, de fem minutter med frem og tilbage om vægttab gik fra den samlede tid. Jeg ville ønske at jeg dengang havde kendt til udskamning af tykke og den ulighed tykke møder i sundhedsvæsenet.

Du var ellers så pæn

Til familiefest: "hvor er det ærgerligt, at du er blevet så kraftig! Du var ellers så pæn". Sagt af forældres venner og en tante.

Når livet bliver et problem og man bliver bange

Jeg er en meget tyk mand som har været tyk lige siden 5-års alderen. Jeg oplever mere og mere at livet i sig selv bliver sværere og sværere, for uanset hvor man færdes ude i samfundet, mødes man af svinskheder og manglende respekt fra andre mennesker.

Et godt eksempel er når man parkerer sin bil i en handicapbås med sit skilt i forruden, så parkerer folk alligevel så tæt på en så man ikke kan komme ind og ud af sin bil og siger man det til dem, så bliver man svinet til øjeblikkeligt.
Ber man folk om at holde afstand i butikker og lignende på grund af covid-19, bliver man svinet til øjeblikkeligt. Og hele tiden handler det med det samme om min tykhed.
Det er næsten umuligt at komme til at sidde ned nogle steder, hos læger, tandlæger og selv i psykiatrien, fordi stolene har armlæn alle steder.
Tøj kan man kun handle på nettet, for tøj i min størrelse forhandles ikke i butikkerne.
Alle steder mødes man af folks blikke og kommentarer og det værste er deres mobiltelefoner, som man kan se der bliver taget billeder med.

Jeg er simpelthen direkte bange for at færdes ude i samfundet blandt andre mennesker, for man ved aldrig hvad de kan finde på. Samfundet er totalt ligeglade med tykke mennesker og man tøver ikke med at sige at det er vores egen skyld og at vi bare skal holde kæft.

Jeg bryder mig mindre og mindre om andre mennesker og isolerer mig mere og mere og det er ikke fordi jeg har en diagnose med social angst, for det har jeg ikke. Det er derimod fordi livet bare bliver værre og værre på grund af andres opførsel.

Jeg følte mig så lille

Da jeg ventede min første søn skulle jeg testes for graviditetssukkersyge (det bliver alle gravide i Tyskland). Overlægen på diabetescenteret spurgte hvad jeg vejede før jeg blev gravid, og kunne rigtig nok konstatere at jeg også var '*vervægtig' inden graviditeten. Hun er overbevist om at jeg har sukkersyge før jeg er blevet testet, men for god ordens skyld tester de mig. Testen er negativ og lægen konstaterer skuffende at i denne omgang havde jeg ikke diabetes, men vil helt sikkert få det i fremtiden. I et forsøg på at gøre mig selv god i hendes øjne, siger jeg til hende, at jeg også gerne vil være sund, hvortil hun siger, at det jo også er langt mere attraktivt at være slank. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. På vej ud af døren siger hun, at nu skal jeg sørge for at spise noget morgenmad, men kun et rundstykke og ikke to. Når jeg fortæller historien, plejer mine tynde venner og familie bare at grine. Men jeg følte mig så lille...

De voksne på Julemærkehjemmet var altid mere venlige, når forældrene var der

Jeg begynder så småt at finde ord for hvor forrådt, jeg i dag føler mig over at jeg blev sendt på julemærkehjem flere gange i min barndom. Det er helt urimeligt at behandle tykke børn på den måde. Dengang var jeg så bange for ikke at være god nok, at jeg spillede med på deres snak om at man fik det bedre af at være på julemærkehjem og at det var dejligt at tabe sig. De voksne var altid mere venlige, når forældrene var der. Og jeg smilede og prøvede at være så rigtigt et barn, som jeg kunne. Så alle kunne se, at jeg var blevet tyndere og havde fået det bedre, som det var meningen, jeg skulle. Men jeg havde det ad helvede til. Jeg havde det elendigt med min krop, med mad, med mig selv, med alle omkring om mig. Jeg vidste, at alle syntes, jeg var forkert, så jeg forsøgte at lade som om jeg var rigtig, så meget som jeg kunne. Men jeg følte mig forkert og i dag føler jeg mig forrådt.

De voksne på julemærkehjemmene havde et klart og tydeligt hierarki

De voksne på julemærkehjemmene havde et klart og tydeligt hierarki. Jeg var afsted i alt tre gange på to forskellige hjem i 00erne. Der var som regel et par tynde børn. De var øverst i hierarkiet både blandt voksne og børn. Jeg var en af de tykkeste og jeg var samtidig en, der havde lidt svært ved det boglige. Jeg var virkelig langt nede i de voksnes tydelige hierarki. Jeg ville ønske TV2 havde sat skjult kamera op og dokumenteret ligesom de gjorde på plejehjemmene – så ville man kunne se hvor hårdt det var for de fleste af os at være der. Og at de voksne talte til os, som om vores værd afhang af hvor mange kilo, vi tabte. I dag bryder jeg mig ikke om pædagoger og lærere. Hvis jeg møder nogen, forestiller jeg mig, at de arbejder eller har arbejdet på et julemærkehjem, og jeg prøver at slippe ud af samtalen, så hurtigt, jeg kan.

Jeg hader julen

Jeg hader julen fordi der er så mange fucking julemærker ud over det hele! TV2s julekalendere og alle mulige typer samarbejde med Danpo og Kop & Kande og jeg ved ikke hvad! Og fucking kendisser og kronprinsessen, som bilder sig ind, de laver velgørenhed ved offentligt at støtte de rådne hjem!

Jeg var på Julemærkehjem tre gange

Jeg var på julemærkehjem tre gange i løbet af 00erne. Det var forfærdeligt. Tre ophold á 10 uger – det er sammenlagt ca. 7 måneder. Alligevel sidder jeg som voksen tilbage med en følelse af at hele min barndom blev tilbragt på julemærkehjem. Jeg har længe ikke kunnet tale om det uden at blive meget ked af det. Nu taler jeg om det – og jeg er vred!

Julefrokost

Jeg var til julefrokost på min tidligere arbejdsplads og alle fik en kagedåse med et motiv, som var det julemærke, der var udgivet, det år hver enkelt var født. Alle syntes, det var en meget fin og betænksom gave – undtagen mig, som blev sat lige tilbage i barndommens traumer. Der var en pose pebernødder i kagedåsen, og da en kollega jokede om at børnene på julemærkehjemmene jo nok ikke skulle have for mange pebernødder, blev der grinet højt og længe. Jeg tog tidligt hjem fra julefrokosten.

Min største skræk var Julemærkehjemmet

Min største skræk, da jeg gik i folkeskolen i 1990erne var at komme på julemærkehjem. Jeg havde en veninde i parallelklassen - vi var de to tykkeste og ingen andre ville derfor være venner med os. Hun var på julemærkehjem to gange. Hun var så ulykkelig, mens hun var der. Hun ringede til sine forældre hver dag, og nogle gange fik hun lov til også at ringe til mig. Hun græd hver gang. Jeg var så ked af, at hun var der. Hun var så ulykkelig, og jeg kunne intet stille op. Jeg turde ikke tale med mine forældre om at hun var der, for jeg var så bange for selv at blive sendt afsted, at jeg undlod at tale om det. I skolen var jeg ensom og bange uden hende. Det var så hårdt at blive mobbet, når jeg var alene. Første gang hun havde været afsted, svor hun, at hun aldrig skulle tilbage. Men det kom hun to år senere. I de to år blev vi begge mobbet med at vi nok snart skulle på julemærkehjem. Da hun kom hjem anden gang, var hun helt slukket. I dag ville jeg kalde det en meget voldsom depression. Dengang kunne jeg ikke se, hvad det var. Hun var bare ikke den samme.

Karantæne

Flere af mine veninder har i forbindelse med forårets karantæne udtrykt, at deres største frygt har været at “tage på”, “blive overvægtig” eller “miste sig selv”. Jeg kommenterer sjældent på det, men bliver altid meget ramt af, at det værste der kan ske for mine veninder er, at de kommer til at ligne mig.

Min mor har sat mig på kur efter kur siden jeg var 9 år

Jeg har været tyk siden jeg var 9 år, og lige siden kan jeg huske hvordan at jeg er blevet sat på kur efter kur af min mor.

Som 11-årig blev jeg sendt på Julemærkehjem, som virkede i et par måneder, men jeg tog det hele på igen efterfølgende.
Da jeg som 14-årig blev sendt på efterskole var det med beskeden, "Hvis du tager på, tager jeg dig hjem og får dig til at træne indtil at du kaster op". Det resulterede i bulimi og overtræning. Og sidenhen tvangsoverspisning.
Som 17-årig tvang min mor mig til at få en gastric-bypass-hypnose til 3500 kr., som jeg selv skulle betale. Det virkede i omkring to uger, hvor jeg ingenting spiste - nok mest af frygten for hvad min mor ville sige til det.
Jeg fik som 19-årig stillet diagnosen "tvangsoverspiser" (BED), men min mor tror stadig ikke på den.
I dag, som 20-årig, får jeg regelmæssigt links til gastric-bypass-operationer af varierende art tilsendt fra min mor.

Jeg vidste fra en meget tidlig alder, at jeg ikke var lige så meget værd, fordi jeg var tyk.

Da jeg som barn faldt og slog min fod, blev jeg ikke trøstet, men i stedet belært om, at hvis jeg ikke var så tyk, ville jeg ikke slå mig så meget, når jeg faldt.
Når jeg spiste, trippede min mor på den anden side af bordet; “ikke så meget smør ... Ikke mere nu ...”, mens min far prikkede mig i maven og sagde; “det giver tykke maver!”
Jeg vidste fra en meget tidlig alder, at jeg ikke var lige så meget værd, fordi jeg var tyk.