De voksne på Julemærkehjemmet var altid mere venlige, når forældrene var der

Jeg begynder så småt at finde ord for hvor forrådt, jeg i dag føler mig over at jeg blev sendt på julemærkehjem flere gange i min barndom. Det er helt urimeligt at behandle tykke børn på den måde. Dengang var jeg så bange for ikke at være god nok, at jeg spillede med på deres snak om at man fik det bedre af at være på julemærkehjem og at det var dejligt at tabe sig. De voksne var altid mere venlige, når forældrene var der. Og jeg smilede og prøvede at være så rigtigt et barn, som jeg kunne. Så alle kunne se, at jeg var blevet tyndere og havde fået det bedre, som det var meningen, jeg skulle. Men jeg havde det ad helvede til. Jeg havde det elendigt med min krop, med mad, med mig selv, med alle omkring om mig. Jeg vidste, at alle syntes, jeg var forkert, så jeg forsøgte at lade som om jeg var rigtig, så meget som jeg kunne. Men jeg følte mig forkert og i dag føler jeg mig forrådt.

De voksne på julemærkehjemmene havde et klart og tydeligt hierarki

De voksne på julemærkehjemmene havde et klart og tydeligt hierarki. Jeg var afsted i alt tre gange på to forskellige hjem i 00erne. Der var som regel et par tynde børn. De var øverst i hierarkiet både blandt voksne og børn. Jeg var en af de tykkeste og jeg var samtidig en, der havde lidt svært ved det boglige. Jeg var virkelig langt nede i de voksnes tydelige hierarki. Jeg ville ønske TV2 havde sat skjult kamera op og dokumenteret ligesom de gjorde på plejehjemmene – så ville man kunne se hvor hårdt det var for de fleste af os at være der. Og at de voksne talte til os, som om vores værd afhang af hvor mange kilo, vi tabte. I dag bryder jeg mig ikke om pædagoger og lærere. Hvis jeg møder nogen, forestiller jeg mig, at de arbejder eller har arbejdet på et julemærkehjem, og jeg prøver at slippe ud af samtalen, så hurtigt, jeg kan.

Jeg var på Julemærkehjem tre gange

Jeg var på julemærkehjem tre gange i løbet af 00erne. Det var forfærdeligt. Tre ophold á 10 uger – det er sammenlagt ca. 7 måneder. Alligevel sidder jeg som voksen tilbage med en følelse af at hele min barndom blev tilbragt på julemærkehjem. Jeg har længe ikke kunnet tale om det uden at blive meget ked af det. Nu taler jeg om det – og jeg er vred!

Julefrokost

Jeg var til julefrokost på min tidligere arbejdsplads og alle fik en kagedåse med et motiv, som var det julemærke, der var udgivet, det år hver enkelt var født. Alle syntes, det var en meget fin og betænksom gave – undtagen mig, som blev sat lige tilbage i barndommens traumer. Der var en pose pebernødder i kagedåsen, og da en kollega jokede om at børnene på julemærkehjemmene jo nok ikke skulle have for mange pebernødder, blev der grinet højt og længe. Jeg tog tidligt hjem fra julefrokosten.

Min største skræk var Julemærkehjemmet

Min største skræk, da jeg gik i folkeskolen i 1990erne var at komme på julemærkehjem. Jeg havde en veninde i parallelklassen - vi var de to tykkeste og ingen andre ville derfor være venner med os. Hun var på julemærkehjem to gange. Hun var så ulykkelig, mens hun var der. Hun ringede til sine forældre hver dag, og nogle gange fik hun lov til også at ringe til mig. Hun græd hver gang. Jeg var så ked af, at hun var der. Hun var så ulykkelig, og jeg kunne intet stille op. Jeg turde ikke tale med mine forældre om at hun var der, for jeg var så bange for selv at blive sendt afsted, at jeg undlod at tale om det. I skolen var jeg ensom og bange uden hende. Det var så hårdt at blive mobbet, når jeg var alene. Første gang hun havde været afsted, svor hun, at hun aldrig skulle tilbage. Men det kom hun to år senere. I de to år blev vi begge mobbet med at vi nok snart skulle på julemærkehjem. Da hun kom hjem anden gang, var hun helt slukket. I dag ville jeg kalde det en meget voldsom depression. Dengang kunne jeg ikke se, hvad det var. Hun var bare ikke den samme.

Min mor har sat mig på kur efter kur siden jeg var 9 år

Jeg har været tyk siden jeg var 9 år, og lige siden kan jeg huske hvordan at jeg er blevet sat på kur efter kur af min mor.

Som 11-årig blev jeg sendt på Julemærkehjem, som virkede i et par måneder, men jeg tog det hele på igen efterfølgende.
Da jeg som 14-årig blev sendt på efterskole var det med beskeden, "Hvis du tager på, tager jeg dig hjem og får dig til at træne indtil at du kaster op". Det resulterede i bulimi og overtræning. Og sidenhen tvangsoverspisning.
Som 17-årig tvang min mor mig til at få en gastric-bypass-hypnose til 3500 kr., som jeg selv skulle betale. Det virkede i omkring to uger, hvor jeg ingenting spiste - nok mest af frygten for hvad min mor ville sige til det.
Jeg fik som 19-årig stillet diagnosen "tvangsoverspiser" (BED), men min mor tror stadig ikke på den.
I dag, som 20-årig, får jeg regelmæssigt links til gastric-bypass-operationer af varierende art tilsendt fra min mor.

Jeg vidste fra en meget tidlig alder, at jeg ikke var lige så meget værd, fordi jeg var tyk.

Da jeg som barn faldt og slog min fod, blev jeg ikke trøstet, men i stedet belært om, at hvis jeg ikke var så tyk, ville jeg ikke slå mig så meget, når jeg faldt.
Når jeg spiste, trippede min mor på den anden side af bordet; “ikke så meget smør ... Ikke mere nu ...”, mens min far prikkede mig i maven og sagde; “det giver tykke maver!”
Jeg vidste fra en meget tidlig alder, at jeg ikke var lige så meget værd, fordi jeg var tyk.

Jeg ved aldrig hvor jeg skal begynde

Jeg ved aldrig hvor jeg skal begynde, når jeg skal forklare hvor ofte jeg er blevet udsat for tykfobi.

Skal vi starte ved begyndelsen, så starter det allerede som 6-7 årig hvor familiemedlemmer kigger på mig med dømmende blikke hver gang jeg rækker ud efter en småkage eller chokoladen, eller da jeg som pre-teen hos sundhedsplejersken får at vide at jeg skal tabe mig - alle andre har hvalpefedt, jeg er bare f*d.

Værst har været sundhedsvæsenet hvor jeg i mange år fik fortalt at mine uregelmæssige og ekstremt smertefulde menstruationer var fordi jeg var tyk. Hvor gang jeg græd af smerte, var svaret: “gå en tur”. Selv efter jeg blev diagnosticeret med en kronisk sygdom, og selvom der er manglende evidens på at tykhed og diagnosen hænger sammen, var svaret det samme. En massiv depression efterfulgte mange års kamp med smerter, her var svaret heldigvis ikke bare “gå en tur”. Endelig mødte jeg en læge der så og lyttede. 

Derudover har jeg, 30 år senere, svært ved at ryste sætningen; “ingen vil elske en f*d kvinde” af mig. Den er ikke min at eje, men det blev den og jeg kæmper stadig for at gøre den til den løgn, jeg ved den er.

Nu skal du altså passe på, ellers får du diabetes

Jeg har altid været en tyk person. Hele livet har jeg hørt kommentarer om min vægt og hvad jeg spiser fra min families side. Et gennemgående tema har været, at jeg er blevet bedt om at spise mindre og træne mere. Kommentarerne har rangeret fra "tag ikke en portion mere" til "nu skal du altså passe på, ellers får du diabetes". Mængden af kommentarer og det generelle negative blik på min krop, gjorde at jeg for et par år siden udviklede problemer med at spise.

Min mor gav mig penge for at tabe mig

Jeg er vokset op i 90’erne og 00’erne, hvor de her mavekæder var populære. Alle havde dem, så selvfølgelig ønskede jeg mig også en! Min mor fortalte mig dog, at det ikke ville klæde mig på grund af min størrelse. Kan huske jeg ordret skrev på min ønskeseddel: “Mavekæde. Hvis ikke mor synes jeg er for f*d!!!” 

Hun har også flere gange givet min søster og jeg penge for at tabe os, 500 kr. ved 5 kg, 1000 kr. ved 10 kg. Dengang synes jeg det var super nice, fordi jeg så fik ekstra lommepenge - nu, som voksen, er det noget jeg bearbejder hos min psykolog. 

Når mine børns vægt problematiseres af skolesundhedsplejersken, er jeg begyndt at sige fra.

Sundhedsplejersken har ringet flere gange

Min datter bliver snart 10. Sidst vi var ved sundhedsplejersken anbefalede hun, at jeg skulle få min datter ind i et program i DGI hvor hun skulle “lære at spise det rigtige”, som hun sagde. Og at hun på “ingen måde må tage mere på det næste år”. Det er da virkelig også fedt for en 9-årig pige at høre på.

Sundhedsplejersken har ringet flere gange siden og lagt beskeder på min mobil for at give mig information omkring det program. Har dog ikke svaret.

De børn der var tykke var tydeligvis mindre attraktive at være venner med

Jeg har altid været tyk og allerede fra Børnehaveklassen kan jeg huske, at der var et tydeligt hierarki i klassen. De børn der var tykke var tydeligvis mindre attraktive at være venner med og man blev derfor ofte holdt udenfor. Som tyk kunne man blive inkluderet lidt, hvis man var god til noget fagligt eller hvis man sluttede sig til nogle af de stærke i klassen og indvilligede i at være deres “hjælper”. Man vidste dog aldrig hvornår man igen ville blive udstødt eller latterliggjort.

Pludselig var jeg forkert fordi jeg var den eneste tykke i familien

Jeg er opvokset i en tyk familie, og har blandt dem ikke følt mig særlig forkert med min krop. Men da jeg blev teenager, så gik de allesammen på kur. Mine forældre ændrede sig totalt og gjorde ting de tidligere selv havde synes var forkerte.

Min mor begyndte til Vægtvogterne, og jeg kan huske jeg allerede der følte mig lidt.. forrådt? Hun forsøgte mere og mere at pålægge mig hendes nye livsstil. Hun ville også have at jeg skulle rose hende for hendes vægttab, det synes jeg var svært.. Et barn vil selvfølgelig gerne støtte sin mor i at "blive glad"?

Jeg glemmer aldrig, at mine forældre en dag "indkaldte" mig til en alvorlig samtale i stuen. “Vi synes du skal tabe dig”, sagde de. Jeg blev så vred! Jeg er tyk, og hva så? Hvorfor er det nu pludseligt et problem? Jeg sagde det ikke, men gik i stedet min vej. Jeg følte ikke længere at jeg var okay i mine forældres øjne, og det føltes som et kæmpe svigt. Det var en konflikt vi blev med at have i den tid jeg boede hjemme. Mine forældre forsøgte at lokke mig med penge eller nyt tøj, når jeg havde tabt mig en vis mængde kilo. Og jeg endte tit med at gå med på det, fordi som de altid sagde: så var det jo for mit eget bedste. Det gør stadig ondt, at de i mine teenageår fokuserede så meget på, at jeg var forkert. Fordi jeg pludseligt var den eneste tykke i familien.

Sundhedsplejersken siger at jeg ikke skal spise rugbrød når jeg vejer så meget

Da jeg var barn var min lillesøster tyk. Sådan har hun altid været, og mine forældre var meget opmærksomme på hende. De prædikede hver dag om hvor mange sukkerknalder der var i bolsjer, hvor meget fedt der var i mælk og lign. Når vi skulle købe is, måtte hun kun få den mindste sodavandsis, mens mig og min bror måtte få lige hvad vi ville have.
Det prægede mig i en sådan grad, at jeg selv blev rædselsslagen for at blive tyk. Jeg begyndte at sulte mig selv, og sagde til alle, at jeg slet ikke kunne lide slik. Jeg ville så gerne være "et godt (læs tyndt) menneske". Jeg blev meget tynd, og skulle til gentagende samtaler hos skolesundhedsplejersken, hvor han fortæller mig, at det er vigtigt at jeg spiser rugbrød og drikker mælk, og at jeg har ondt i maven, fordi jeg er sulten. Det tager jeg til mig og tager på. 



Nogle år senere skal vi to og to i klassen gå ned til sundhedsplejersken og måles og vejes. Det virker som en standard-ting. Det var sidst i femte klasse, og jeg skulle derned med min veninde, der var to hoveder lavere end mig (jeg har altid været enormt høj). 
Sundhedsplejersken vejer os. Han roser min veninde for hendes lave vægt og skriver bare mit tal ned. 
Han spørger så, hvad vi har fået til morgenmad. Min veninde havde fået havregryn med rosiner og sødmælk, og jeg havde fået rugbrød med honning. Sundhedsplejersken roser min veninde, og siger, at man godt kan se, hun spiser havregryn. Så ser han på mig, ryster på hovedet, og siger at jeg ikke skal spise rugbrød, når jeg vejer så meget, fordi "der er alt for meget olie i kernerne i rugbrød". Jeg blev meget forvirret, men jeg kunne jo godt se, at jeg vejede en del mere end min veninde, og tog hans råd som gode varer, fordi jeg havde stor tillid til ham på grund af vores mange samtaler i årene forinden.

Skoleinspektøren overvejede at afvise mig fordi jeg var tyk

En af de tykfobiske oplevelser jeg er blevet udsat for, var da jeg blev diagnostiseret med angst og depression pga. stress i 8. klasse. Da min stress primært kom fra min skolegang, søgte jeg om støtteskema (hvor man kun har de primære, vigtige fag). Jeg vidste, at hvis ikke jeg fik det støtteskema, ville jeg ikke færdiggøre grundskolen, på trods af at jeg virkelig gerne ville.

Det var hovedsageligt skoleinspektørens opgave at beslutte om jeg skulle have støtteskema eller ej. Inspektøren kendte kun mit navn og at jeg kæmpede med psykiske lidelser, men kendte intet til min hverdag.

Til et møde sætter inspektøren spørgsmålstegn ved mine psykiske sygdomme, selvom jeg er blevet diagnostiseret af professionelle. Han var sikker på, at “hvis hun nu bare cyklede til og fra skole, få noget frisk luft, så er jeg sikker på at hun ville få det meget bedre. Det ser jo ud til at hun har brug for”. Dette sagde han til mine forældre, mens han lavede elevatorblikket på mig.

Han overvejede vitterligt at afvise mit behov for støtteskema, fordi jeg var tyk, og at han ud fra dette kunne sige hvordan jeg lever og hvad jeg har brug for. Jeg fik støtteskemaet alligevel, der var heldigvis ingen der støttede hans tykfobiske holdning til mødet den dag.

Men jeg kan slet ikke forstå, hvorfor min vægt skulle bruges som modargumentation for et støtteskema, når alle vidste hvor altafgørende det var for mig at få den hjælp.

Intet nyt tøj

Jeg oplevede som barn, at min mor sagde til mig, at jeg ikke skulle have nyt tøj nu, for jeg skulle alligevel tabe mig.

Efter opholdet måtte vi rette op på skaderne fra Julemærkehjemmet

Vi har en tyk datter, som blev skubbet ud i hendes klasse. På grund af pres fra vores side, og grove mobnings-lignende hændelser fra klassekammeraternes side, igangsatte lærer-teamet socialt samlende aktiviteter i frikvarterer. Disse aktiviteter var bl.a. fangelege. Min datter kunne ikke løbe lige så hurtigt som de andre børn, og blev "sorteper" i legen. Hun valgte det derfor fra, og lærerteamet meddelte til os, at hun selv fravalgte og trak sig fra fællesskabet - trods deres indsats for at støtte og opnå det modsatte.

Det er ikke direkte handlinger - men, mere hverdagens indirekte eksklusions- og mistrivsels-fremmende tiltag ... hvor vi spørger os selv, “hvad tænkte lærerteamet dog på”?

Samtidig havde hun smerter på grund af bl.a. vokseværk som hun klagede over, hvortil hun fik at vide at hun søgte at undslå sig bl.a. idræt, og ikke havde ondt i virkeligheden.

Det hele endte med et julemærkeophold i efteråret 2019 (på grund af at vi desværre tog udgangspunkt i den ensidige propaganda fra Julemærkehjemmenes side). Her var der en høj grad af observation fremfor støtte og det endte med at vi en aften blev hidkaldt for at afhente vores datter - som således "blev lukket ud af bagdøren".
På opholdet blev vi, som andre forældre, stigmatiseret som (dårlige) forældre, vi var grunden til vores barns tykhed, mobning og mistrivsel - vi var faktisk i ikke-selvvalgt skole.

Efter opholdet, måtte vi igennem et forløb derhjemme, hvor vi rettede op på personligheds-skaderne fra Julemærkehjems-opholdet. Væk fra fra diskriminering og manglende anerkendelse og tilbage til ”her er børn, børn”.

Vi og vores datter har efterhånden fået nok af stigmatisering, samt af regulering af os og manglende understøttelse af hende, samt påføring af skyld til hende og os. Vi klarer nu os selv, og hun er startet på en ny skole, hvor det går godt, udover at hun er bange for gentagelser og eksklusion og hån.

Da jeg blev teenager begyndte mine forældre at påtale min vægt ofte

Jeg har altid været tyk. Da jeg blev teenager begyndte mine forældre at påtale min vægt ofte. En kommentar står særlig skarpt i min hukommelse: “Jeg siger jo kun de her ting fordi jeg gerne vil have at du får en chance for at blive glad, for f.eks. at få en kæreste.”

Jeg oplevede aldrig at nogen var romantisk interesserede

Som teenager oplevede jeg aldrig at nogen var seksuelt/romantisk interesserede i mig eller f.eks. spurgte mig om der var nogen jeg var interesseret i - det var ligesom besluttet at det lå uden for mit mulighedsfelt. Jeg endte endda med at blive en slags neutral datingrådgiver/samtalepartner for drengene ift. de andre piger. En enkelt gang spurgte jeg til en fest en af mine drengevenner om han ville danse, han reagerede nervøst og pointerede kraftigt at vi jo altså bare var venner.

Jeg kunne ikke prøve noget på i ungdomsafdelingen

Da jeg var teenager kunne jeg ikke passe det tøj som mine jævnaldrende kammerater købte. Jeg kunne ikke prøve noget på i ungdomsafdelingen når jeg var sammen med veninder. Jeg skammende mig frygteligt over det og fandt på løgne for at dække over det, så jeg ikke skulle fortælle dem hvilken størrelse jeg brugte. Jeg måtte gå i dametøj fra genbrug og i ellers shoppe i dametøjsbutikker. Når jeg var på shoppingtur var jeg altid bange for at vi mødte nogen jeg kendte fra skolen. I mit dametøj lignede jeg en voksen og blev pludselig behandlet som en sådan i flere sammenhænge.