På julemærkehjemmet var der kun fokus på min tykhed, ingen af de uddannede ansatte opdagede at jeg kom fra et hjem med en fysisk og psykisk voldelig far. Og ingen af dem opdagede at mine venner på julemærkehjemmet var selvskadende og at der forsvandt knive fra køkkenet.
Jeg glemmer aldrig den sult jeg oplevede på julemærkehjemmet, den gav mig enorme mavesmerter hver dag den sidste time før frokost. Glemmer heller ikke at skulle vejes, blottet foran flere voksne og de næste børn i køen bag mig.
Jeg mindes tit hvordan et af de andre børn på julemærkehjemmet prøvede at opnå så mange point som muligt før hun skulle hjem. Hun blev så syg af at overanstrenge sin krop, at hun lå i sengen i dagevis. Point får man på julemærkehjemmet for den ekstra fysiske aktivitet man laver udover den daglige obligatoriske, det udløser præmier, ros og popularitet.
Som en der har været på julemærkehjem kan jeg sige, at jeg ikke kender én eneste derfra, som ikke har fået et forstyrret forhold til mad. Jeg kan stadig have svært ved at spise mere end tre kartofler til aftensmad, uanset hvor sulten jeg er, fordi deres regler sidder fast i mit hoved.
Jeg begynder så småt at finde ord for hvor forrådt, jeg i dag føler mig over at jeg blev sendt på julemærkehjem flere gange i min barndom. Det er helt urimeligt at behandle tykke børn på den måde. Dengang var jeg så bange for ikke at være god nok, at jeg spillede med på deres snak om at man fik det bedre af at være på julemærkehjem og at det var dejligt at tabe sig. De voksne var altid mere venlige, når forældrene var der. Og jeg smilede og prøvede at være så rigtigt et barn, som jeg kunne. Så alle kunne se, at jeg var blevet tyndere og havde fået det bedre, som det var meningen, jeg skulle. Men jeg havde det ad helvede til. Jeg havde det elendigt med min krop, med mad, med mig selv, med alle omkring om mig. Jeg vidste, at alle syntes, jeg var forkert, så jeg forsøgte at lade som om jeg var rigtig, så meget som jeg kunne. Men jeg følte mig forkert og i dag føler jeg mig forrådt.
De voksne på julemærkehjemmene havde et klart og tydeligt hierarki. Jeg var afsted i alt tre gange på to forskellige hjem i 00erne. Der var som regel et par tynde børn. De var øverst i hierarkiet både blandt voksne og børn. Jeg var en af de tykkeste og jeg var samtidig en, der havde lidt svært ved det boglige. Jeg var virkelig langt nede i de voksnes tydelige hierarki. Jeg ville ønske TV2 havde sat skjult kamera op og dokumenteret ligesom de gjorde på plejehjemmene – så ville man kunne se hvor hårdt det var for de fleste af os at være der. Og at de voksne talte til os, som om vores værd afhang af hvor mange kilo, vi tabte. I dag bryder jeg mig ikke om pædagoger og lærere. Hvis jeg møder nogen, forestiller jeg mig, at de arbejder eller har arbejdet på et julemærkehjem, og jeg prøver at slippe ud af samtalen, så hurtigt, jeg kan.
Jeg var til julefrokost på min tidligere arbejdsplads og alle fik en kagedåse med et motiv, som var det julemærke, der var udgivet, det år hver enkelt var født. Alle syntes, det var en meget fin og betænksom gave – undtagen mig, som blev sat lige tilbage i barndommens traumer. Der var en pose pebernødder i kagedåsen, og da en kollega jokede om at børnene på julemærkehjemmene jo nok ikke skulle have for mange pebernødder, blev der grinet højt og længe. Jeg tog tidligt hjem fra julefrokosten.
Min største skræk, da jeg gik i folkeskolen i 1990erne var at komme på julemærkehjem. Jeg havde en veninde i parallelklassen - vi var de to tykkeste og ingen andre ville derfor være venner med os. Hun var på julemærkehjem to gange. Hun var så ulykkelig, mens hun var der. Hun ringede til sine forældre hver dag, og nogle gange fik hun lov til også at ringe til mig. Hun græd hver gang. Jeg var så ked af, at hun var der. Hun var så ulykkelig, og jeg kunne intet stille op. Jeg turde ikke tale med mine forældre om at hun var der, for jeg var så bange for selv at blive sendt afsted, at jeg undlod at tale om det. I skolen var jeg ensom og bange uden hende. Det var så hårdt at blive mobbet, når jeg var alene. Første gang hun havde været afsted, svor hun, at hun aldrig skulle tilbage. Men det kom hun to år senere. I de to år blev vi begge mobbet med at vi nok snart skulle på julemærkehjem. Da hun kom hjem anden gang, var hun helt slukket. I dag ville jeg kalde det en meget voldsom depression. Dengang kunne jeg ikke se, hvad det var. Hun var bare ikke den samme.
Jeg har været tyk siden jeg var 9 år, og lige siden kan jeg huske hvordan at jeg er blevet sat på kur efter kur af min mor.
Som 11-årig blev jeg sendt på Julemærkehjem, som virkede i et par måneder, men jeg tog det hele på igen efterfølgende.
Da jeg som 14-årig blev sendt på efterskole var det med beskeden, "Hvis du tager på, tager jeg dig hjem og får dig til at træne indtil at du kaster op". Det resulterede i bulimi og overtræning. Og sidenhen tvangsoverspisning.
Som 17-årig tvang min mor mig til at få en gastric-bypass-hypnose til 3500 kr., som jeg selv skulle betale. Det virkede i omkring to uger, hvor jeg ingenting spiste - nok mest af frygten for hvad min mor ville sige til det.
Jeg fik som 19-årig stillet diagnosen "tvangsoverspiser" (BED), men min mor tror stadig ikke på den.
I dag, som 20-årig, får jeg regelmæssigt links til gastric-bypass-operationer af varierende art tilsendt fra min mor.
Da jeg som barn faldt og slog min fod, blev jeg ikke trøstet, men i stedet belært om, at hvis jeg ikke var så tyk, ville jeg ikke slå mig så meget, når jeg faldt.
Når jeg spiste, trippede min mor på den anden side af bordet; “ikke så meget smør ... Ikke mere nu ...”, mens min far prikkede mig i maven og sagde; “det giver tykke maver!”
Jeg vidste fra en meget tidlig alder, at jeg ikke var lige så meget værd, fordi jeg var tyk.
Jeg har altid været tyk og allerede fra Børnehaveklassen kan jeg huske, at der var et tydeligt hierarki i klassen. De børn der var tykke var tydeligvis mindre attraktive at være venner med og man blev derfor ofte holdt udenfor. Som tyk kunne man blive inkluderet lidt, hvis man var god til noget fagligt eller hvis man sluttede sig til nogle af de stærke i klassen og indvilligede i at være deres “hjælper”. Man vidste dog aldrig hvornår man igen ville blive udstødt eller latterliggjort.
Julen er for børn. Der er børn til julemarkeder og til andre julearrangementer. Så jeg holder mig væk. Andre børn var ubegribeligt hårde ved mig og min tykhed, da jeg selv var barn – og ved I hvad? Det er de stadig!
”Sandheden skal man høre fra børn og fulde folk” + latter, hver gang et barn siger ”du er tyk!” Jeg er så træt af at blive begloet af børn og høre på deres allerede indoktrinerede tykfobiske lort!
Man kunne jo smilende svare møgungen ”ja, jeg er tyk – og jeg er venner med din mor og jeg er vild med kaniner og andre bløde dyr. Hvad er du?” Så får man startet en samtale og måske er det rigtigt, at man så har været med til at afkode tyk som noget dårligt i dette barns øjne. Det har jeg gjort tidligere. Men jeg orker ikke alt det arbejde.
Jeg vil hellere tilbringe min tid alene eller sammen med mennesker, der ikke garanterer god gammeldags tykfobisk julestemning.
Jeg var i svømmehallen og stod i badet da en kvinde kommer ind og udbryder "Jeg føler mig dejlig slank når jeg kommer herind!". I rummet var mig og hendes egen datter, gravid. Ydermere havde jeg min 4-årige niece og den anden kvinde havde sin 2-3 årige datter med. Skønt, at de fra så tidlig en alder kan få af vide, at kun slanke kroppe er dejlige.
I folkeskolen tog en lærer fat i min nakke og tvang mig hen til en skraldespand, hvor han klaskede mig i baghovedet indtil jeg spyttede mit tyggegummi ud.
Min hjemkunstskabs-lærer sagde højt i undervisningen at jeg nok burde lade være med at spise den mad vi i fællesskab havde lavet, “du er jo tyk”.
Min dansklærer sagde “du må ikke spise pommes fritter! Du er tyk!”
Klassekammeraterne synes det var sjovt at spørge om jeg ville synke til bunds hvis de smed mig i søen og om jeg fik mit tøj igennem programmet “livet er fedt”.
Gad vide hvorfor jeg ikke var glad for at gå i skole…
I min familie har vi altid haft denne her leg, som går ud på at fortælle, hvad vi ville bruge pengene på, hvis vi vandt i Lotto. Jeg har altid holdt meget af legen, bortset fra den gang, hvor min lillebror (som på daværende tidspunkt gik i børnehave) sagde at han “vil købe en flyvemaskine og så skal vi alle sammen ud og flyve - bortset fra *mit navn*, for hun vejer for meget”. Han havde allerede lært, at min krop ikke var normativ.
Jeg glemmer aldrig en oplevelse jeg havde som barn, selv om det snart er 32-33 år siden. Det har nok været i 1.-2. klasse og jeg går sammen med en anden dreng på gangen i skolen. Lige pludselig kigger han på mig og siger så: "Du har da vist tabt dig lidt, så kommer du måske snart til at ligne en rigtig dreng." En rigtig dreng! Lige præcis det udsagn har fulgt mig igennem hele livet, hvor jeg faktisk aldrig har set mig selv som et rigtigt menneske, på grund af de ting som blev sagt og gjort overfor mig igennem barndommen. Husker også at min mor, ofte bad mine klassekammerater, om de ikke godt ville sørge for at jeg ikke spiste så meget slik. Desværre var det sådan så den her lille dreng, faktisk meget meget sjældent spiste slik og derfor var hendes udsagn en ufattelig ydmygelse, og det førte til at jeg stort set aldrig havde noget med mine klassekammerater at gøre uden for skolen og derfor var jeg stort set altid alene i fritiden.
Men det der (en rigtig dreng) glemmer jeg aldrig og selv i dag hvor jeg er over 40, ser jeg mig stadig ikke selv som værende et rigtigt menneske. Så for pokker hvor er det vigtigt at man lærer børn, at de skal acceptere hinanden, uanset om de er tykke eller tynde. Og forældre til tykke børn skal virkeligt tænke sig om og ikke ydmyge deres børn overfor andre, for man glemmer aldrig sådanne ting. Jeg har aldrig haft en kæreste eller noget som helst forhold, for hvordan skulle nogen kunne ønske at være sammen med en enorm stor tyk ting som ikke er et menneske og som aldrig bliver det.
I går sad min 2-årige for sig selv og legede med et par tomme sneglehuse. Han snakkede for sig selv: "Tykke men'sker kommer og træder på dem, tykke men'sker kommer og træder på dem". Hvem har mon lært ham, at tykke mennesker kommer og træder på (ødelægger) hans ting?