Jeg havde booket tid til klip og farve hos en frisør jeg ikke havde været hos før. Da jeg sætter mig i stolen hos frisøren, bliver jeg straks klar over at stolen er for lille. Salonen har kun en type stol og jeg er flov over at jeg åbenbart er så tyk, at jeg ikke længere passer i en frisørstol. Hvis jeg siger noget vil jeg skulle forlade salonen og derfor tier jeg stille og holder smerten ud. Min krop er helt anspændt da jeg går derfra.
Jeg ville gerne have klippet helt kort page, men frisøren ville have mit hår skulle være lige så langt som mit ansigt, så mit ansigt ikke kom til at fylde for meget.
Jeg har en speciel stol hos min terapeut, som hun altid henter frem til mig, den er uden armlæn. Men hver gang jeg skal til en ny i huset er det forfra, og de tager der ikke alle sammen lige pænt. En af dem grinede, da jeg sad fast. Fuck dem mand. Fucking lortet at folk vitterligt skal føle, de fysisk ikke må være der!
Jeg har tit oplevet at få mistroiske blikke fra ekspedienter og blive holdt øje med, når jeg er i små specialbutikker. De kan finde på at sige, at jeg skal passe på, at jeg ikke skubber ting ned - selvom jeg ingen taske har med. Jeg er tydeligvis for tyk til deres brand.
Jeg har altid været tyk og allerede fra Børnehaveklassen kan jeg huske, at der var et tydeligt hierarki i klassen. De børn der var tykke var tydeligvis mindre attraktive at være venner med og man blev derfor ofte holdt udenfor. Som tyk kunne man blive inkluderet lidt, hvis man var god til noget fagligt eller hvis man sluttede sig til nogle af de stærke i klassen og indvilligede i at være deres “hjælper”. Man vidste dog aldrig hvornår man igen ville blive udstødt eller latterliggjort.
Jeg har en tynd veninde der tjekker op på hvad og hvor meget jeg spiser når vi er sammen. Hun tjekker også op på hvor meget jeg cykler, og siger konstant at jeg skal bevæge mig mere.
Jeg er egentlig ret glad for min læge, fordi han har været god til at støtte mig igennem mine psykiske udfordringer og generelt lytter meget til mig, og anerkender at jeg ofte ved mere om min situation end han gør. Men han kommer tit med tykfobiske fordomme, og det får mig for det meste bare til at stivne. Jeg har tænkt meget over det på det sidste, og det er som om at hver gang han ikke har et svar på mine kropslige udfordringer, så giver han min størrelse skylden. Selvom han ved, hvad jeg ellers har været udsat for i mit liv, så vil han ikke helt godtage at det stress og angst jeg har i mit liv, hvilket er en helt naturlig reaktion i forhold til det jeg har været udsat for, kan påvirke min krop helt direkte.
Lige nu har jeg det problem, at min venstre side ofte er følelsesløs. Mest centreret omkring mit lår, men når det er slemt, så stråler det ned i benet og op i armen. Jeg fortæller ham hvorfor jeg tror det er der, også at jeg er kropsterapeut, så jeg ved lidt om det sådan rent teknisk. Og de terapeuter jeg selv har opsøgt giver mig ret. Det er stress der sidder i min krop. Det accepterer min læge ikke, så jeg er blevet henvist til en fysioterapeut: "så kan jeg få nogle øvelser og sådan", selvom jeg fortæller at jeg laver yoga og kropsterapeutiske øvelser hver dag, for at hjælpe mig selv.
Heldigvis blev jeg mødt af en rigtig dygtig fysioterapeut, som sagde: "selvfølgelig handler dine spændinger ikke om, at du er tyk. Sikke en lettelse! At blive taget alvorligt! Det er jeg altid så bange for ikke at blive, når jeg udtaler mig om min tykhed. Jeg må være så vant til ikke helt at blive taget alvorligt.. desværre. Min fysioterapeut vil hjælpe mig med at undersøge det psykiske grundlag for mine spændinger i et mindre forløb. Lige nu glæder jeg mig faktisk til, at min læge får tilbagemelding fra forløbet, så jeg kan vise ham at jeg havde ret. Synes det er så sørgeligt, at jeg ikke bliver set som en pålidelig kilde I FORHOLD TIL MIN EGEN KROP! Suk!
Jeg er opvokset i en tyk familie, og har blandt dem ikke følt mig særlig forkert med min krop. Men da jeg blev teenager, så gik de allesammen på kur. Mine forældre ændrede sig totalt og gjorde ting de tidligere selv havde synes var forkerte.
Min mor begyndte til Vægtvogterne, og jeg kan huske jeg allerede der følte mig lidt.. forrådt? Hun forsøgte mere og mere at pålægge mig hendes nye livsstil. Hun ville også have at jeg skulle rose hende for hendes vægttab, det synes jeg var svært.. Et barn vil selvfølgelig gerne støtte sin mor i at "blive glad"?
Jeg glemmer aldrig, at mine forældre en dag "indkaldte" mig til en alvorlig samtale i stuen. “Vi synes du skal tabe dig”, sagde de. Jeg blev så vred! Jeg er tyk, og hva så? Hvorfor er det nu pludseligt et problem? Jeg sagde det ikke, men gik i stedet min vej. Jeg følte ikke længere at jeg var okay i mine forældres øjne, og det føltes som et kæmpe svigt. Det var en konflikt vi blev med at have i den tid jeg boede hjemme. Mine forældre forsøgte at lokke mig med penge eller nyt tøj, når jeg havde tabt mig en vis mængde kilo. Og jeg endte tit med at gå med på det, fordi som de altid sagde: så var det jo for mit eget bedste. Det gør stadig ondt, at de i mine teenageår fokuserede så meget på, at jeg var forkert. Fordi jeg pludseligt var den eneste tykke i familien.
Jeg fik en besked på en hjemmeside for fetishes, hvor det tydeligt fremgår i min profil at jeg er i et forhold. Beskeden lød noget ala “Sub søges” (submissiv sexpartner). Jeg svarede: “Søger du eller spørger du om jeg mangler en? For det gør jeg ikke. Jeg er i forhold og ikke på udkig efter nye sexpartnere”. Fik et svar retur med at jeg var “klam og så fed, at han alligevel ikke gad kneppe mig”. Og så blokerede han mig.
Jeg tænker umiddelbart at han forventede et stort tak, for at have tilbudt mig sex, men da jeg så afviste hans “tilbud”, tog han det mest brugte våben i brug - hadefuld retorik. Det er ufatteligt, at man som tyk kvinde gang på gang får at vide, at man alligevel ikke er værd at kneppe, efter man har afvist dem. Hvorfor skriver de så til at starte med, at de GERNE vil??
Jeg har oplevet at dates spørg hvorfor jeg ikke fortæller jeg er tyk, i stedet for at “skjule” det, før en date, som de siger; de skal nok finde ud af det.
Jeg oplever at sundhedsvæsnet bagatelliserer mine kropslige smerter fordi jeg er tyk, med netop den begrundelse, i stedet for at tage mig seriøst. Har også fået at vide jeg er depressiv på grund af at jeg er tyk.
Jeg har oplevet at folk på gaden råber “fatty fatty” efter mig, og at folk råber af mig fordi jeg er på McDonalds, som om de ikke selv sidder med selv samme mad.
Jeg oplever at folk sætter tyk lig med at være klam og mindre værd, selv kendte mennesker tyr til denne form for udskamning på deres sociale medier. En amerikansk sanger, jeg lyttede til (ikke mere efter det), begyndte at udgyde denne tykfobi på sin Instagram.
Jeg oplever at skulle kæmpe hårdere for at opnå de samme karrieremål, som mine tyndere counterparts. De bliver givet flere muligheder da de er mere konventionelt attraktive.
Jeg havde engang en veninde som kunne komme med ret vilde indirekte bemærkninger om min krop. Kan huske at hun engang var ude i en længere fortælling om, hvor smuk hun synes jeg var efter hun havde lært mig at kende. Hvilket sådan lige til at starte med virkede som et kompliment, men når man vender og drejer det, så er det jo bare en sviner. Kan også huske at hun engang var ked af, at hun havde taget nogle kilo på. Og jeg lyttede og anerkendte, men efter et stykke tid, så sagde jeg, at det faktisk også gjorde mig ked af det. Fordi jeg var tyk, betød det så at hun ikke synes jeg var god nok? Neeej, sagde hun. Det var jo mig og min krop. Så sagde jeg lidt udfordrende: Jamen, hvis du synes jeg er okay og smuk, hvorfor kan du så ikke rumme at du tager et par kilo på. Så blev hun faktisk sur. Fordi hun var jo tynd og derfor var det svært for hende, at tage på. Det var ret tydeligt, at jeg var hendes tykke veninde. Og på en måde i en anden kategori end hende. Det gjorde ondt. Vi er så heller ikke venner mere. Kunne ikke blive ved med at holde ud, at blive talt ned til. Selvom det var ret subtilt, og aldrig direkte, så er det helt tydeligt alligevel.
Jeg er ambulant patient på en psykiatrisk afdeling på et nybygget supersygehus. I alle samtalelokaler jeg har været i på "super”-sygehuset, har stolene været for smalle til at jeg kan sidde i dem. Det gør virkelig ondt at sidde i dem, og hver gang jeg spørger om det er muligt for dem at hente en stol uden armlæn, f.eks. i nye grupper eller overfor nye læger, sygeplejersker osv., spørger de om det er strengt nødvendigt, som om jeg bad dem om noget helt urimeligt. Hver gang henter de en kontorstol uden armlæn uden længere ventetid, så jeg VED at det ikke er det store problem, selvom personalet løber stærkt derude. Stolene i venteværelset er boltret fast, så jeg kan ikke engang tage en med derfra. Jeg har overvejet at købe en campingskammel, der kan foldes ind og ud, men jeg nægter, at de skal få lov til ikke at give plads til mig og min krop.
Jeg synes virkelig det er for langt ude, at de har bygget en hel ny afdeling, på et helt nyt sygehus, og så har de valgt nogle stole, som vi er mange, der får større smerter af at sidde i.
Da jeg var barn var min lillesøster tyk. Sådan har hun altid været, og mine forældre var meget opmærksomme på hende. De prædikede hver dag om hvor mange sukkerknalder der var i bolsjer, hvor meget fedt der var i mælk og lign. Når vi skulle købe is, måtte hun kun få den mindste sodavandsis, mens mig og min bror måtte få lige hvad vi ville have.
Det prægede mig i en sådan grad, at jeg selv blev rædselsslagen for at blive tyk. Jeg begyndte at sulte mig selv, og sagde til alle, at jeg slet ikke kunne lide slik. Jeg ville så gerne være "et godt (læs tyndt) menneske". Jeg blev meget tynd, og skulle til gentagende samtaler hos skolesundhedsplejersken, hvor han fortæller mig, at det er vigtigt at jeg spiser rugbrød og drikker mælk, og at jeg har ondt i maven, fordi jeg er sulten. Det tager jeg til mig og tager på.
Nogle år senere skal vi to og to i klassen gå ned til sundhedsplejersken og måles og vejes. Det virker som en standard-ting. Det var sidst i femte klasse, og jeg skulle derned med min veninde, der var to hoveder lavere end mig (jeg har altid været enormt høj).
Sundhedsplejersken vejer os. Han roser min veninde for hendes lave vægt og skriver bare mit tal ned.
Han spørger så, hvad vi har fået til morgenmad. Min veninde havde fået havregryn med rosiner og sødmælk, og jeg havde fået rugbrød med honning. Sundhedsplejersken roser min veninde, og siger, at man godt kan se, hun spiser havregryn. Så ser han på mig, ryster på hovedet, og siger at jeg ikke skal spise rugbrød, når jeg vejer så meget, fordi "der er alt for meget olie i kernerne i rugbrød". Jeg blev meget forvirret, men jeg kunne jo godt se, at jeg vejede en del mere end min veninde, og tog hans råd som gode varer, fordi jeg havde stor tillid til ham på grund af vores mange samtaler i årene forinden.
Min kollega blev vred på mine vegne over, at jeg ikke blev spurgt om jeg ville arbejde hjemmefra under corona-pandemien. Jeg troede først det var ud af sympati for, at jeg gerne ville og at det ville gøre min hverdag lettere. Men da vi talte om det sagde hun, "Jamen, du er jo særligt udsat fordi du jo ikke er det mindste menneske i verden." Da jeg spurgte hende om hun kendte noget til min kropsfunktion og sygdomshistorie så hun underlig ud i hovedet og svarede "...men du er jo tyk!?"
Jeg oplevede at jordemødre ikke læste min fødselsberetning, men gik ud fra, at jeg, grundet min tykhed, ville have brug for en epidural allerede ved ankomst. En jordmoder virkede nærmest fornærmet over, at jeg grinte og sagde hun burde læse op på mit første barns fødsel.
Jeg blev fortalt af en gynækolog at jeg simpelthen var for tyk til at hun kunne hjælpe mig. Hun henviste derefter til en “anerkendt” gynækolog specialiseret i PCOS, som havde nogle slankepiller, som godt nok ikke var godkendt i Danmark endnu, men som var effektive. Jeg tog ikke pillerne og jeg havde ikke PCOS. Det viste den scanning som først blev lavet efter at jeg havde set fem forskellige gynækologer som ALLE hver og én gik “ud fra” at jeg havde det på grund af min tykhed. Jeg var målløs og i chok.
Jeg har længe haft perioder, hvor jeg stopper med at spise og sulter mig selv, straffer mig selv for at spise, men hverken læger eller psykiater tog det seriøst. Der blev aldrig taget fat i det og jeg var seriøst bekymret for mig selv og om det ville ende ud i en reel spiseforstyrrelse. Min psykiater sagde også, da jeg skulle på antidepressiv medicin, at det skulle være den "slankende" type. Der er aldrig blevet sagt hvorfor man ikke tog fat i det, men det er svært ikke at tænke, at det er fordi en tyk person ikke kan få en spiseforstyrrelse der ikke er overspisning.
En af de tykfobiske oplevelser jeg er blevet udsat for, var da jeg blev diagnostiseret med angst og depression pga. stress i 8. klasse. Da min stress primært kom fra min skolegang, søgte jeg om støtteskema (hvor man kun har de primære, vigtige fag). Jeg vidste, at hvis ikke jeg fik det støtteskema, ville jeg ikke færdiggøre grundskolen, på trods af at jeg virkelig gerne ville.
Det var hovedsageligt skoleinspektørens opgave at beslutte om jeg skulle have støtteskema eller ej. Inspektøren kendte kun mit navn og at jeg kæmpede med psykiske lidelser, men kendte intet til min hverdag.
Til et møde sætter inspektøren spørgsmålstegn ved mine psykiske sygdomme, selvom jeg er blevet diagnostiseret af professionelle. Han var sikker på, at “hvis hun nu bare cyklede til og fra skole, få noget frisk luft, så er jeg sikker på at hun ville få det meget bedre. Det ser jo ud til at hun har brug for”. Dette sagde han til mine forældre, mens han lavede elevatorblikket på mig.
Han overvejede vitterligt at afvise mit behov for støtteskema, fordi jeg var tyk, og at han ud fra dette kunne sige hvordan jeg lever og hvad jeg har brug for. Jeg fik støtteskemaet alligevel, der var heldigvis ingen der støttede hans tykfobiske holdning til mødet den dag.
Men jeg kan slet ikke forstå, hvorfor min vægt skulle bruges som modargumentation for et støtteskema, når alle vidste hvor altafgørende det var for mig at få den hjælp.
Da jeg var gravid var alle læger meget opmærksomme på mine forskellige diagnoser, blandt andet en spiseforstyrrelse. Efter en scanning spørger en læge ind til, om jeg har nogle udfordringer i forhold til min spiseforstyrrelse, fordi det ofte er udfordrende med graviditet og øget vægt, kroppen forandrer sig osv.
Jeg fortæller, at det føler jeg ikke, nærmere modsat. Positivt. Lægen går så straks videre til at mit BMI jo er meget højt, så jeg skal jo lige tænke over hvad jeg spiser…
Da jeg var omkring 20 år gammel, skulle jeg en tur på sygehuset. Jeg skulle have skannet mine knogler, pga. mistanke om knogleskørhed. Selve skanningen gik fint, og radiologen var meget empatisk og beroligende. Men da jeg efter skanningen skulle ind til en kort samtale med en læge, blev jeg mødt med elevatorblikket og et misbilligende blik. Lægen bad mig om at hoppe på vægten, og derefter at hive op i blusen, så hun kunne undersøge mit maveskind. Jeg undrede mig i øjeblikket, over hvad min vægt og mit maveskind, havde med knogleskørhed at gøre, men jeg gjorde som hun sagde. Efter “inspektionen” af min krop, begyndte hun at snakke om min vægt, om alle de risici der følger med tykhed, og at jeg skulle se at tabe mig, så jeg ikke var i farezonen for diverse følgesygdomme. Hele situationen var yderst ukomfortabel, og jeg var så paf over vægttabssnakken, at jeg ikke kunne gøre andet end at nikke, til alt hvad hun sagde. Det er først efterfølgende, at jeg kom i tanke om at den samtale, intet havde at gøre med årsagen til at jeg var der, knogleskørhed.