Mit ansigt skulle ikke fylde for meget
Jeg ville gerne have klippet helt kort page, men frisøren ville have mit hår skulle være lige så langt som mit ansigt, så mit ansigt ikke kom til at fylde for meget.
For tyk til specialbutikker
Jeg har tit oplevet at få mistroiske blikke fra ekspedienter og blive holdt øje med, når jeg er i små specialbutikker. De kan finde på at sige, at jeg skal passe på, at jeg ikke skubber ting ned - selvom jeg ingen taske har med. Jeg er tydeligvis for tyk til deres brand.
Jeg oplever tykfobi alle steder
Jeg har oplevet at dates spørg hvorfor jeg ikke fortæller jeg er tyk, i stedet for at “skjule” det, før en date, som de siger; de skal nok finde ud af det.
Jeg oplever at sundhedsvæsnet bagatelliserer mine kropslige smerter fordi jeg er tyk, med netop den begrundelse, i stedet for at tage mig seriøst. Har også fået at vide jeg er depressiv på grund af at jeg er tyk.
Jeg har oplevet at folk på gaden råber “fatty fatty” efter mig, og at folk råber af mig fordi jeg er på McDonalds, som om de ikke selv sidder med selv samme mad.
Jeg oplever at folk sætter tyk lig med at være klam og mindre værd, selv kendte mennesker tyr til denne form for udskamning på deres sociale medier. En amerikansk sanger, jeg lyttede til (ikke mere efter det), begyndte at udgyde denne tykfobi på sin Instagram.
Jeg oplever at skulle kæmpe hårdere for at opnå de samme karrieremål, som mine tyndere counterparts. De bliver givet flere muligheder da de er mere konventionelt attraktive.
Da jeg endelig sagde fra, blev hun sur på mig
Jeg er flere gange blevet antastet på gaden af den samme kvinde, som mente jeg skulle tabe mig.
Da jeg endelig sagde fra, blev hun sur på mig.
Respekt er en by i Rusland, når man er meget tyk
Respekt er en by i Rusland, når man er meget tyk og folk har ingen problemer med at svine én til, både folk man kender og vildt fremmede. Beder man dem om at lade være med det, så får man bare et svinsk svar retur. Jeg orker ikke at have nogen former for konfrontationer med folk over noget mere, for deres eneste reaktion er en tilsvining og nedgørelse af mig, som med det samme handler om min tykhed.
Voldtægt
Jeg var på studietur med mit uni-hold. En aften er vi i byen og jeg og en mandlig studiekammerat følges hjem til vores hostel. Vi havde snakket sammen flere gange i løbet af studietiden og kendte hinanden forholdsvis godt. Vi kommer til at snakke om voldtægt og hvordan det er noget kvinder ofte frygter når de går alene i mørket. Min studiekammerat ytrer på et tidspunkt, i en omsorgsfuld tone: “Det er jo heldigvis ikke noget du skal bekymre dig for, du ved… med din krop”. Jeg var helt paf og vidste ikke hvad jeg skulle sige. Stemningen blev akavet og jeg fandt på noget der kunne føre samtalen i en ny retning.
Jeg skal være i kontrol når jeg bevæger mig
Jeg er sikker på at andre mennesker dømmer mig som doven, ulækker, dum osv. hvis jeg ikke fremstår stærk, atletisk og i kontrol når jeg bevæger mig. Så hvis jeg f.eks. deltager i noget, hvor det er nødvendigt man sidder på gulvet, er jeg altid hyperfokuseret når jeg skal sætte/rejse mig. Jeg er meget bevidst om at jeg skal få det til at se så elegant ud som muligt.
Jeg prøver at eliminere min tykhed
Når jeg tager bussen, står jeg helst op hvis der ikke er to ledige sæder ved siden af hinanden. Hænder det, at jeg må sidde ved siden af nogen, spænder jeg i mine ben for at holde dem så samlet som muligt. Den arm der rører ved sidemanden trækker jeg så langt jeg kan i den modsatte retning. Jeg gør mig så lille som muligt. Jeg prøver at eliminere min tykhed, da jeg kan mærke at andre mennesker er irriterede over at jeg “fylder”.
Jeg forsøger ikke at lade hverken dem eller angsten styre mit liv
Jeg er blevet råbt af utroligt mange gange. Alle mulige slags chikane, f.eks. folk, der går bag mig og siger voldsomt grimme ord. Jeg udviklede derfor angst blev jeg så paranoid (hvis man kan sige det) at jeg begyndte at gå omveje når jeg var nede i byen. Dette hvis der kom grupper af unge piger eller drenge som jeg i mit hoved var bange for, ville råbe efter mig. Jeg kan stadig blive bange for det den dag i dag, men jeg går ikke nogen omvej. Jeg forsøger ikke at lade hverken dem eller angsten styre mit liv.
FEDBERG
Var ude og købe kød hos en slagter forleden. Butikken ligger lige ved et kryds. En sort BMW triller forbi og en ung mand med omvendt kasket råber ud af sideruden: FEDBERG, tydeligt henvendt til mig. Sekunder efter lyder et højt brag, da bilen i krydset smadrer ind i siden på en lastbil. Karma is a bitch!
Hele mit liv
Hele mit liv er jeg blevet mobbet (direkte eller indirekte) pga. min tykhed.
Af min mor, der var den første, meget tidligt sagde hun til mig, at ingen vil elske mig når jeg er så tyk.
Af min far og stedmor, der er slanke og meget optagede af “sundhed”. De taler ofte om deres "meeeeget store" veninde, i chokerede vendinger, over aftensmaden. Det er svært at høre på, når man ved at de finder hende ulækker og at jeg faktisk ikke er ret meget mindre tyk end hende... En indirekte måde at fortælle mig at de synes jeg er for tyk.
Af fremmede på gaden, der råber "fede kælling" efter mig. En enkelt gang er der også en der har spyttet efter mig.
Af halvfremmede klassekammerater, der meget hurtigt føler behov for at dele deres mirakel-slankekur med mig og spørger om jeg ikke gerne vil tabe mig, for så vil de da rigtig gerne hjælpe. Som om jeg ikke i forvejen kender alt til "sund" kost og motion!
Af folk i supermarkedet, der siger "burde du købe det der?"
Af en af mine patienter, der sagde at det da var mig, der skulle have hjælp, og ikke ham, når nu jeg var så tyk.
Af min bedste veninde og hendes mor, der insisterer på at udbryde "neeej, ej, sådan skal du ikke snakke om dig selv!", hver gang jeg omtaler mig selv som tyk (hvilket jeg jo er). Som om jeg kalder mig selv grim, dum eller ond. De opfører sig som tyk er det værste skældsord.
Af slanke kvinder, der skal snakke til mig om, at de er så kede af at de er blevet TYKKE, fordi de har taget tre kg på. Hvorfor snakke med mig om det, når det er tydeligt at jeg er dobbelt så stor som dem?
Af kolleger, der til frokost konstant snakker om slankekure, så man sidder og føler sig flov over at man overhovedet spiser.
Listen er uendelig af fatshaming i mit 48-årige liv
Det startede allerede i 3. klasse, hvor jeg blev mobbet så meget og blev kaldt tyk. Jeg der ellers havde en masse legekammerater i klassen, især blandt drengene, blev mobbet så meget i 3. klasse og holdt fuldstændig udenfor. Den eneste veninde, jeg havde tilbage trak sig, da hun blev truet med at hun også ville blive holdt udenfor, hvis hun blev ved med at lege med mig. Jeg skiftede skole året efter.
Men fatshamingen er helt sikkert fortsat; jeg kom cyklende en dejlig sommerdag i godt humør og følte mig smuk og lækker indtil en eller anden ung fyr pegede på mig med udstrakt arm og råbte med aggressiv stemme at jeg var fed og grim, til stor morskab for hans kæreste.
At blive fatshamed i en cykelforretning af ekspedienten, der nedladende siger, at han vil fraråde mig en tilbudscykel til mig eget bedste. For han kan ikke garantere, at den ikke vil bryde sammen under mig. Og når jeg så siger jamen det er et stålstel, jeg har haft præcis den samme cykel i tre år men den er blevet stjålet. Svarede han at tre år er heller ikke særlig længe. (Fucking nar, cyklen var i top stand, men et røvhul stjal den!). Og fordi jeg havde en dag, hvor jeg ikke havde overskudet til at blive shamet, går jeg derfra og begynder at græde da jeg er kommet ud af butikken. Jeg var så vred og ked af det over hans ubehøvlede opførsel.
En anden gang kom jeg kørende på cykel og den mandlige cyklist, der kommer kørende imod mig, sagde med vred og hånlig stemme "jeg troede ikke, at det var tilladt for sådan nogle som jer at cykle!”
Jeg var første gang hos en zoneterapeut pga. problemer med venerne i det ene ben. Lige fra starten virkede hun anspændt og så på mig, som om jeg var en total freak, og under hele behandlingen smalltalkede hun med mig og alt, hvad jeg sagde drejede hun over på min vægt. Hvilket jeg syntes var virkelig langt ude, men det er lidt svært at forsvare sig, når man ligger på en briks. Da jeg gik fra behandlingsrummet og ud forbi receptionen blev der helt tavst; både hendes kollega, og en der sad i venteværelset, holdt vejret. Lige da jeg lukkede døren efter mig og stod på gaden hørte jeg et kæmpe latterbrøl fra dem alle sammen. Jeg var så rasende og følte mig mega ydmyget.
Svømmehallen
Jeg var i svømmehallen og stod i badet da en kvinde kommer ind og udbryder "Jeg føler mig dejlig slank når jeg kommer herind!". I rummet var mig og hendes egen datter, gravid. Ydermere havde jeg min 4-årige niece og den anden kvinde havde sin 2-3 årige datter med. Skønt, at de fra så tidlig en alder kan få af vide, at kun slanke kroppe er dejlige.
Jeg skulle mødes med en ven
Jeg skulle mødes med en ven på Sporvejen på Gråbrødre Torv i februar, da det var hundekoldt. Jeg kom for tidligt, han kom for sent. Jeg spurgte om der var bord til to - det var der ikke, så jeg satte mig udenfor og ventede på ham. I de 20 minutter, jeg ventede så jeg hvordan andre, der ikke havde bestilt bord, blev spurgt om de ville vente udenfor, fik tilbudt at få tændt varmelampe + få et tæppe, fik menukort og blev betjent med drinks. Jeg blev fuldstændig ignoreret. Og det var ikke en fejl, for der var ingen af de tre tjenere, der kom hen til mig i løbet af de 20 minutter for at høre om jeg var sikker på jeg ikke vil have et tæppe og tændte varmelampen. Jeg blev frosset ud i frosten. Da min slanke ven kom, kom der straks en tjener hen til os sagde vi kunne komme på en venteliste og om vi ville have tændt varmelampen. Der er intet andet end tykfobi, som kan have forårsaget den forskelsbehandling.
Første gang jeg oplevede at blive råbt ad i offentligheden
Første gang jeg oplevede at blive råbt ad i offentligheden – første gang, som jeg opfattede - var da jeg var 9 år (hvis man ikke tæller børn, der mobber). Min mor, som også er tyk, tog mig med til Grøn Koncert. På vej derind sad der en flok unge mænd og råbte til os ”der kommer Michelin-damen og hendes lillesøster.”
En anden gang jeg oplevede, at blive udskammet i det offentlige rum, hvor jeg ikke var alene, var da jeg var 15 år. Jeg tur med min mormor, som også er tyk. På et tidspunkt var der to mænd, som begyndte at gå bag os. ”Hold kæft hvor er de tykke!” ”Neeeej, har du set så fede svin, der går der!” De blev ved med at sige sådan noget i lang tid. I over tre kvarter gik de bag os. Min mormor og jeg talte ikke sammen, kiggede ikke på hinanden, vidste bare at vi ikke skulle gå hjem, for de skulle ikke vide, hvor vi boede. Så vi nåede at gå en lidt underlig omvej, hvor de også gik bag os. Og det var meget tydeligt, de gik med på den sære omvej kun for at chikanere os, for der var ikke rigtig noget der at komme efter.
Lamaer sluppet ud af zoo - sidst set på cykler rundt omkring i landet
Jeg har flere gange, forskellige steder i København, oplevet at gå på fortovet, hvor der kun har været en person ved siden af, jeg har snakket med, og ellers ikke andre, udover cyklisten, der kører forbi, som harker munden fuld af en “snotter” (snot/slim/spyt) og så spyttet den DIREKTE rettet mig i forbifarten.
Jeg ved ikke, hvad det er for en kedelig tendens at påtvinge andre kropslige væsker fra én selv, direkte på deres krop! Jeg savner, at man ikke skal udsættes for den slags overgreb i det offentlige rum, fordi man ikke puttes i kassen med “socialt acceptable kroppe/typer”.
Det ER et overgreb, som begrænser én i det offentlige rum, mens det er sekunders sjov - måske endog “nydelse” for udøveren af denne form for vold/dette overgreb. Det er ikke fair at give nogen så nedværdigende oplevelse i bagagen for så få sekunders sygelig fornøjelse.
Jeg har måttet stoppe med at handle i de lokale supermarkeder
Jeg er en meget tyk mand, og jeg har altid været meget tyk. Jeg har ingen venner eller omgangskreds. Jeg har måttet stoppe med at handle i de lokale supermarkeder og butikker, da jeg ikke kan få lov at være i fred. Der kommer kommentarer og direkte trusler på mit liv samt andet had fra vildt fremmede mennesker.
Handler kun i Netto og Rema, der ligger et stykke ude på landet, fra hvor jeg bor. Jeg handler kun så tidligt som overhovedet muligt på dagen. Kommer der børn eller teenagere ind i butikken forlader jeg den med det samme og tager hjem. Jeg går aldrig i biografen eller lignende steder og jeg rejser aldrig. Ingen kvinder overhovedet vil have noget med en stor mand at gøre, så jeg har altid været single.
Lad mig dog være i fred, tænker jeg ofte, kan I da ikke se at mit liv nok ikke ligefrem er særligt sjovt uden at jeg også skal tage imod uendeligt had og lort fra fremmede.
Mit eneste ønske i livet har altid være en at dele livet med en, men har indset at det aldrig vil blive virkelighed.
Jeg har siden 1. klasse fået at vide at jeg skulle tabe mig
Jeg har siden 1. klasse fået at vide at jeg skulle tabe mig af læger, lærere, forældre og generelt folk omkring mig. Jeg blev mobbet med min vægt og jeg fik et inderligt had til mig selv, som jeg stadig har rigtig svært ved at lægge fra mig. Men det er ikke fordi jeg ikke kan leve med min krop. Det er fordi andre ikke kan leve med at jeg ser ud som jeg gør.
I 10. klasse kommer jeg en dag gående ned ad trappen. For enden af trappen sidder min veninde og nogle andre, som jeg ikke har snakket med før. Jeg kan se at de sidder og griner. Jeg går så ned og smiler til dem og min veninde trækker mig til side og fortæller mig så at en af drengene fra sofaen havde sagt "Så, nu kommer fede ned ad trappen" til de andre. Det var så udmygende og tænkte hvorfor fanden hun ikke sagde noget til dem istedet for at grine hånende sammen med dem.
Jeg møder så denne dreng igen nogle år efter på en bar. Han sad ved det bord, som mine veninder og jeg havde bestilt sammen med nogle andre fra 10. klasse. Da jeg ser ham bliver jeg simpelthen så vred at jeg beder ham om at gå. Han svarer så "det skal jeg nok og undskyld, men grunden til at jeg kaldte dig fed, var fordi jeg havde det dårligt med mig selv". Og han gik. Jeg fik medlidenhed med ham, fordi jeg netop følte at vi havde samme dårlige selvværd. Jeg opsøgte ham derfor senere på baren og sagde at jeg tager i mod undskyldningen og at jeg syntes, at det var flot af ham at sige. Senere fortalte en veninde at hun havde sagt tak til drengen for hans undskyldning til mig, da hun vidste hvor meget det havde gået mig på. Hvorefter han svarede hende "men det passer jo, hun er fed". Jeg blev så indebrændt og såret, og det er desværre kun en af mange ubehagelige episoder med uforskammede, tykfobiske mennesker.
"Du er fed og du er også grim!"
En af de episoder jeg bl.a. har oplevet er følgende: Jeg stod en formiddag og ventede på grønt lys i en fodgængerovergang midt på Frederiksberg. En mand kom cyklende, midaldrende i jakkesæt og pæne sko. Da han når hen hvor jeg står standser op og læner sig over mod mig og råber lige ind i mit ansigt mens spyttet står ham ud af kæften: "Du er fed og du er også grim!", hvorefter han cykler videre. Jeg var lamslået og ydmyget og helt uforstående overfor at min blotte, tykke tilstedeværelse var så provokerende at manden følte sig kaldet til at standse op og skrige ad mig.
"Hvalen"
For mange år siden kom jeg på den samme bar i Indre By, hvor jeg kendte de fleste af stamgæsterne og bartenderne. Udover at være en lidt ældre mand, var ejeren selv en smule buttet, men uden at være decideret tyk. Jeg har det ellers fint med at være tyk indtil ejeren insisterede på altid at nævne det når han så mig. Konsekvent tiltalte han mig med forskellige nedsættende øgenavne, og til sidst tiltalte han mig kun som "Hvalen”, og det fik de andre stamgæster til at gøre det samme. Flere gange måtte jeg søge tilflugt på barens toilet, så jeg kunne græde i fred. Ejeren ødelagde fornøjelsen ved at være sammen med mine venner på baren, og det endte med, at jeg holdt op med at komme der, fordi ejeren og de andre gæster ødelagde min selvtillid, hver gang jeg viste mig. Dagligt tænker jeg tilbage på de gange, de grinte af mig og kaldte mig navne. Endelig har jeg fundet en ny bar, hvor ingen gør grin med mig.