Jeg var 13 år og tyk og havde internaliseret tykfobien. Da det jo er et helvede at være både tyk og tykfobisk på samme tid, besluttede jeg mig for at tabe mig. Da jeg havde levet af restriktiv spisning i et par uger gik jeg til lægen, fordi jeg ikke kunne forstå, at jeg ikke tabte mig. Mit unge jeg tænkte, at det kunne have noget med hormoner at gøre. Lægen kommer så med en masse kostråd og beder mig komme igen om et par uger. I mellemtiden har jeg atter skåret ned i mit kalorieindtag og tabt 6 kg på to uger. Lidt tid efter dette tog jeg ind til lægen igen som aftalt. Da mit mål kun var 4 kg, og jeg ikke kunne vente med at begynde at spise almindeligt igen efter to ugers sult, havde jeg stoppet kuren. Det resulterede i, at jeg havde taget det hele på, da jeg ankom til lægens kontor, hvilket hun kritiserede. Jeg havde ikke lyst til at komme hos hende mere, men hun pressede mig og manipulerede mig nærmest til at komme og tale en hel time med hende hver måned, hvilket gik udover min skolegang. Jeg turde ikke sige fra, da jeg som umyndig person var bange for, at lægen ville videregive detaljer til mine tykfobiske forældre, hvis jeg modsagde hende. Hun tvang mig op på vægten, noterede tallet ned, kritiserede mig, dømte mig og talte ned til mig. På et tidspunkt ville hun også have en konsultation, hvor mine forældre var med. Jeg stod derfor et par dage inden og midt på fortovet kl. 8.00 om morgenen på vej til skole og ringede ned til klinikken for at fortælle, at jeg ikke ville have mine forældre med. Sekretæren spurgte, hvad konsultationen drejede sig om. Da jeg ikke havde lyst til at fortælle det, slog hun det op i min journal og sagde "Det er noget med, at du gerne vil tabe dig, og det vil X gerne hjælpe dig med.". Jeg havde ikke sagt, at jeg ville tabe mig, efter jeg havde taget de andre kg på. Den påstand blev bare smidt i hovedet på mig, og jeg fik at vide at X var bekymret for mig. Dengang var jeg ikke gammel nok til at skelne mellem personlig og professionel bekymring, så jeg visualiserede min læge, som lå søvnløs om natten og tænkte over min vægt, og at dette var min skyld, fordi jeg ikke tabte mig...
Jeg skammede mig så frygteligt meget over at gå til disse konsultationer. Jeg følte mig proppet direkte ned i forkertkassen med min fejl som skulle rettes. Ingen måtte vide det. Dette resulterede i at jeg gik alene med det, trods jeg havde en pædagog, som jeg havde tillid til. Jeg forsøgte at samle mod til at fortælle det til hende, men jeg kunne ikke få mig selv til det.
Til sidst kunne jeg ikke længere klare presset fra min tykfobiske læge, så jeg samtykkede i et desperat flugtforsøg til at tale med en sygeplejerske. "Du kan bare ringe herned på klinikken, hvis der er en madvare, du er i tvivl om, hvorvidt du må spise" sagde hun. Hun ville også gerne se mig en gang om ugen, men brød sig ikke om, at dette skulle gå yderligere udover min skolegang, og sagde så, at vores konsultationer måtte foregå over telefon. Hun bad mig ringe ned til klinikken engang imellem, men det gjorde jeg ikke. Jeg havde desværre stadig en aftale med min læge senere hen, som jeg ikke turde at aflyse.
Det endte dog med, at jeg ikke kunne klare omverdens pres og min egen tykfobi mere, og jeg lavede den berømte livsstilsændring (forlænget slankekur) og nåede at tabe mig inden den kommende konsultation. Da min læge så mig, var hun så glad og stolt over det "fantastiske" arbejde hun og sygeplejersken havde lavet. Og så udtalte hun med julelys i øjnene "Det er jo en helt ny *Mit navn* der kommer der!". Hun roste mig til skyerne, for nu var jeg blevet rigtig, og jeg levede rigtigt. Jeg var også selv glad, for jo havde jeg jo den ideelle krop og var dermed meget mere privilegeret og accepteret i samfundet. Stemningen på lægens kontor var som en "Happy end" i en eventyrfilm og lægen mente, at jeg kunne klare mig selv nu, så hun samtykkede til, at vi ikke skulle lave flere aftaler, men nævnte at jeg altid kunne komme igen, hvis jeg fik "problemer med vægten" igen.
