Jeg var meget bange

in ,

Vi skulle gå mange kilometer ud til en eller anden og have et glas alkoholfri gløgg, og så skulle vi gå tilbage til julemærkehjemmet igen, men jeg var ikke hurtig nok, så jeg sakkede bagud og måtte selv finde tilbage, om aftenen i november, på landevejen, 10 år gammel. Jeg var meget bange.

Min mor ringede hver aften, fordi jeg havde brug for at høre hendes stemme. Fordi jeg var så ked af at være der. Den aften, da hun ringede, fik hun den besked, at jeg nok var på vej tilbage, men de ikke vidste præcis hvor jeg var. Jeg var ikke den eneste, som var bange den aften.

De børn, som kunne tabe sig, var glade for at tabe sig, fordi de troede, det var meningen med livet

in ,

Når jeg ser folk skrive, at de var glade for at være på julemærkehjem, tænker jeg, det må være en type stockholmssyndrom.

Jeg har været på to forskellige julemærkehjem og begge steder herskede samme kultur, som når jeg med voksne øjne ser tilbage, kan definere således:

De voksne havde en indstilling til os tykke børn at vi var dumme og ugidelige.

Man kom i deres favør når man tabte sig meget og hurtigt.

Børnene genskabte et hierarki, hvor de mindst tykke var mest værd - og de voksne ikke bare tillod det, men gjorde det samme.

De børn, som kunne tabe sig, var glade for at tabe sig, fordi de troede, det var meningen med livet. De troede, de blev bedre mennesker af det. Fordi det var den holdning der var på julemærkehjemmene, såvel som blandt forældre.

Man følte taknemlighed over at de prøvede at afrette den forfærdelige krop, man havde belastet verden med.

Fordi han ikke var tyk, blev han automatisk kongen af julemærkehjemmet

in ,

Jeg har været på julemærkehjem tre gange i min barndom. Den ene gang var der en dreng, som ikke var tyk. Han var blevet taget ud af skolen og sendt på julemærkehjem fordi han blev mobbet.

Fordi han ikke var tyk, blev han automatisk kongen af julemærkehjemmet. Det var ham de voksne bedst kunne lide og han mobbede så hardcore alle os andre, at det overgik den mobning, jeg var vandt til på min sædvanlige skole. Alle var bange for ham. Ingen kunne gøre noget.

Det er ham jeg tænker på, når jeg hører argumentet "Julemærkehjem er ikke kun for tykke børn" - jo det er! Og hvis der er endelig er en, som ikke er tyk, så skal han nok gøre det klart, at han er bedre and alle de tykke børn.

Jeg havde så meget hjemve på Julemærkehjemmet

in ,

Jeg havde så meget hjemve på Julemærkehjemmet. Jeg har aldrig oplevet den slags psykisk smerte før eller siden. Jeg var bange for at være der og savnede alt og alle derhjemme.

Hver nat græd jeg til jeg kastede op. Om dagen var mit ansigt opsvulmet og jeg havde voldsom hovedpine af at have grædt så meget. Det var meget svært at holde motionstimerne ud, med rungende hovedpine og øjne så hævede, jeg havde mindre udsyn.

Jeg var på julemærkehjem mange gange

in ,

Jeg var på julemærkehjem mange gange. Jeg tabte mig aldrig lige så meget, som de ville have, jeg skulle tabe mig. Og det jeg tabte, tog jeg på igen bagefter. Sådan er min krop. Jeg ville ønske, de bare havde ladet den være.

Da jeg var blevet for gammel til julemærkehjem, sagde min læge: "Hvad skal vi nu stille op med dig?!"

Jeg var aldrig god nok, som jeg var. Aldrig.

Alle kunne tydeligt se hvem der havde tabt sig mest

in ,

Min søster var på Julemærkehjem for kun et par år siden og der handlede det rigtig meget om vægt. Til deres sidste dag var der en ceremoni for alle forældre og elever og deres familier. Børnene på Julemærkehjemmet skulle så stå med et fad, der var fyldt med mad som vejede det samme som de havde tabt sig. Så det resulterede jo i at det blev lidt en konkurrence og de børn, der ikke havde tabt sig så meget som nogle af de andre, må have følt sig som om de havde fejlet og ikke var ligeså gode. Og alle kunne tydeligt se hvem, der havde tabt sig mest, fordi dem, der havde mindst mad på fadet, havde ikke tabt sig så meget, og som barn at stå der med et fad, der ikke er ligeså fyldt som de andres må føles forfærdeligt. Det er en syg måde at gøre det på. Så det om at Julemærkehjemmene ikke er tykfobiske er fuldstændig bullshit desværre.

Mad var strengt forbudt udenfor de afmålte måltider på julemærkehjemmet

in ,

Mad var strengt forbudt udenfor de afmålte måltider på julemærkehjemmet. Der stod en pakke kiks fremme, i et rum, som sikkert har været personalestue. Det var nok nogle kiks, som en af de voksne havde haft med. Den pakke tog jeg sammen med et par andre børn. Der var en lille dreng på 6 år med, som fortalte det til de voksne fordi det blev gjort til en frygtelig forbrydelse i plenum. Og så skulle vi sidde i rundkreds alle børnene og alle de voksne i flere timer, hvor de prøvede at få os til at indrømme at vi havde taget de kiks. Men vi turde ikke indrømme det.

Mine ekstrabesøg hos skolens sundhedsplejerske

in , , ,

Mine ekstrabesøg hos skolens sundhedsplejerske for at holde “særligt øje” forløb således:

Vi talte om madpakker. Jeg fortalte, at jeg aldrig fik hverken slik, nudler eller pizza med. Som den eneste i klassen faktisk. Hun troede ikke på mig.

Vi talte om aftensmad. Jeg fortalte, at vi fik alt muligt mad og alle muliige grøntsager, og at vi som mange andre ikke havde en fast McDonaldsdag, men at jeg en gang om året måtte få et Happy Meal på min fødselsdag. Hun troede ikke på mig.

Vi talte om motion. Jeg fortalte, jeg gik til svømning. Jeg fortalte, at vi som det eneste hjem uden bil, derfor cyklede frem og tilbage til alt, uanset vejr. Hun troede ikke på mig.

Jeg fortalte, at vi spiste pizza nogen gange hos min far efter skilsmissen, fordi han var ked af det, og at jeg ikke fik madpakke med, fordi han kun købte øl. Hun skældte mig ud, for det vat ikke sundt med pizza. Og det var ikke sundt ikke at spise. Det var i 3. Klasse.

Også i 3. Klasse hentede hun mig fra en matematiktime. Op ad en pose hev hun 10 forskellige frugter frem. Hun gennemgik hver enkelt med navn, og gik først videre, når jeg havde gentaget: “Æble”. “Pære”. “Banan” “Blomme” osv.

Vi talte om venner. Jeg sagde, jeg ikke havde nogen. At jeg blev drillet. At pigerne synes jeg var underlig og grim, og drengene syntes jeg bar ulækker. Hun sagde, at det nok skulle gå. Hun sagde, at hendes mand godt gad have sex med hende, selvom der var både yngre og slankere kvinder end hende. Jeg skulle nok blive elsket en dag.

Hun lod mig først være i 8. Klasse, da jeg som
følge af en spiseforstyrrelse tabte mig markant for en kort periode. Hun - og alle voksne omkring mig - roste mig til skyerne. Det var flot jeg tog ansvar. Ingen satte spørgsmålstegn ved at jeg ikke spiste noget. At jeg trænede 3 timer i fitness om dagen.

Hun roste mig og sagde, at nu skulle en mand nok snart få øjnene op for mig.

Jeg er stadig tyk. Og stadig lesbisk. Men jeg kan alle frugtnavnene endnu.

Soft ice

in ,

Jeg var til min nieces barnedåb og min far besluttede sig for at bruge hele eftermiddagen på at tjekke hvor mange gange jeg var oppe at tage soft ice. Han blev ved med at komme med kommentarer såsom "nå, skal du nu have en til". Ham og min mor begyndte på et tidspunkt at diskutere hvem af dem jeg mon havde det fra. Det var så pinligt at skulle høre på de nedsættende kommentarer, og så foran andre mennesker.

Syltetøjsmadder

in , , ,

Jeg gik i første eller anden klasse og vi skulle til den årlige lægeundersøgelse, hvor man skal vejes og måles og står helt alene i undertøj overfor skolesygeplejersken. Da jeg gik på en lilleskole var det på den lokale kommuneskole, så vi kendte ikke skolesygeplejersken, men hun var en ældre streng dame, der virkede uvenlig.

Hun siger, efter at jeg er blevet vejet, på en meget anklagende måde, at jeg skal lade være med at spise så mange syltetøjsmadder til morgenmad. Jeg bliver forvirret og usikker, fordi det er en ubehagelig situation at hun taler strengt og fordømmende til mig, men også fordi jeg næsten aldrig spiser syltetøjsmadder til morgenmad og kan kun svare: “Men jeg spiser cornflakes.”

Bar overkrop

in , ,

Vi spillede basket hver torsdag eftermiddag da jeg gik i folkeskole. En af de slanke drenge smed ofte trøjen og trænede i bar overkrop. En dag da en tyk dreng gjorde det samme bad læreren ham om at tage blusen på igen, hvilket han selvfølgelig undrede sig over, da ingen kommenterede, når den slanke dreng gjorde det. Læren svarede "Det er fordi X har kroppen til det".

"Du er dyr at have på kost"

in ,

Da jeg var 12-13 år lavede jeg og et familiemedlem et triatlon (svømme, cykle, løbe), hvor både løbe-og cykelturen havde været klaret på tom mave, og jeg blev ikke hørt, da jeg bad om at stoppe, selvom jeg også havde løbet en tur om morgenen. Da vi endelig skulle spise frokost, snackede jeg tørrede ferskner og fodrede hunden med samme. Jeg fandt at småspisning var den mest diskrete måde at spise mig mæt på, da jeg godt vidste, at jeg var ved at have spist den mængde mad, der ville udløse kommentarer. Af hensyn til hundens mave spurgte jeg dog lige: "Er der grænser for hvor mange af de her hunden kan tåle?" Hvortil jeg fik svaret "Der er også grænser for, hvor mange du kan tåle" og min farmor tilføjede "Du er dyr at have på kost".

“Nu er du snart så fed, at du ikke kan være bekendt at gå ud af døren.”

in ,

Min far var sådan en der godt kunne finde på at råbe grimme ting efter tykke mennesker i svømmehallen. Lige inden han døde sagde han til mig: “Nu er du snart så fed, at du ikke kan være bekendt at gå ud af døren.”

Til min unge niece, på måske 11, sagde han: "Du skal passe på med at blive så stor og fed som din mor og moster, for så får du aldrig nogen mand.”

Leverpostejsmadder

in ,

Jeg er igennem de fleste af mine teenageår blevet drillet med mine deller af familien og spurgt om jeg ikke skulle spise mindre, og der blev ofte kommenteret på min vægt.
Jeg kan huske, at jeg som 17-årig kom hjem fra to timers hård motionsboksning og smurte tre leverpostejsmadder, hvorefter min mor spurgte om det var en god idé at spise så meget... Jeg er som næsten 30-årig stadig ved at lære at have et sundt forhold til mad.

En indstrammende dragt

in ,

Da jeg var 15 år begyndte jeg at gå med en indstrammende dragt under mit tøj. Jeg havde den på hver dag i skole i ca. to år. Efter noget tid begyndte jeg at få alvorlige rygsmerter. Jeg kunne ikke sidde ned uden at få ondt i ryggen, og jeg begyndte at humpe og trække meget udtalt på mit ben, når jeg gik. Jeg måtte tage mange smertestillende piller i løbet af en skoledag for at klare mig igennem. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, hvad der udløste smerten, men jeg ville ikke gå til lægen med det, fordi jeg var bange for, at de ville sige, at det var pga. min tykhed. Rygsmerten stoppede først da jeg fik en alvorlig depression og stoppede med at gå i skole og dermed have dragten på hver dag. Nu hvor jeg er lidt ældre tænker jeg med rædsel på de alvorlige konsekvenser det kunne have haft på både knoglestruktur og indre organer at indskrænke min krop sådan i så mange timer på en dag - for ikke at snakke om alle de smertestillende piller jeg tog.

Listen er uendelig af fatshaming i mit 48-årige liv

in ,

Det startede allerede i 3. klasse, hvor jeg blev mobbet så meget og blev kaldt tyk. Jeg der ellers havde en masse legekammerater i klassen, især blandt drengene, blev mobbet så meget i 3. klasse og holdt fuldstændig udenfor. Den eneste veninde, jeg havde tilbage trak sig, da hun blev truet med at hun også ville blive holdt udenfor, hvis hun blev ved med at lege med mig. Jeg skiftede skole året efter.

Men fatshamingen er helt sikkert fortsat; jeg kom cyklende en dejlig sommerdag i godt humør og følte mig smuk og lækker indtil en eller anden ung fyr pegede på mig med udstrakt arm og råbte med aggressiv stemme at jeg var fed og grim, til stor morskab for hans kæreste.

At blive fatshamed i en cykelforretning af ekspedienten, der nedladende siger, at han vil fraråde mig en tilbudscykel til mig eget bedste. For han kan ikke garantere, at den ikke vil bryde sammen under mig. Og når jeg så siger jamen det er et stålstel, jeg har haft præcis den samme cykel i tre år men den er blevet stjålet. Svarede han at tre år er heller ikke særlig længe. (Fucking nar, cyklen var i top stand, men et røvhul stjal den!). Og fordi jeg havde en dag, hvor jeg ikke havde overskudet til at blive shamet, går jeg derfra og begynder at græde da jeg er kommet ud af butikken. Jeg var så vred og ked af det over hans ubehøvlede opførsel.

En anden gang kom jeg kørende på cykel og den mandlige cyklist, der kommer kørende imod mig, sagde med vred og hånlig stemme "jeg troede ikke, at det var tilladt for sådan nogle som jer at cykle!”

Jeg var første gang hos en zoneterapeut pga. problemer med venerne i det ene ben. Lige fra starten virkede hun anspændt og så på mig, som om jeg var en total freak, og under hele behandlingen smalltalkede hun med mig og alt, hvad jeg sagde drejede hun over på min vægt. Hvilket jeg syntes var virkelig langt ude, men det er lidt svært at forsvare sig, når man ligger på en briks. Da jeg gik fra behandlingsrummet og ud forbi receptionen blev der helt tavst; både hendes kollega, og en der sad i venteværelset, holdt vejret. Lige da jeg lukkede døren efter mig og stod på gaden hørte jeg et kæmpe latterbrøl fra dem alle sammen. Jeg var så rasende og følte mig mega ydmyget.

 

Bæltet

in , ,

I en årrække fik jeg til jul, fødselsdage og andre lejligheder med rigelig mad, dessert og slik, et bælte på, som blev strammet en tak eller to for stramt ind, idet jeg samarbejdsvilligt sugede maven ind. Det gjorde ondt at få på, ondt at gå med og ondt at få af igen. Fra jeg for ung til at forstå konceptet til jeg var 9 år gammel følte jeg dette ubehag ved festlige lejligheder.

Min mor kiggede medlidende på mig, når hun gjorde det. ”Så bliver du mindet om ikke at spise så meget.” Den daglige kost med lavt fedtindhold og ingen sukker, virkede jo ikke. Heller ikke motionen, som jeg kom til at frygte og hade. Og hun var meget bange for at jeg skulle blive tykkere ved højtiderne.

Hun har senere fortalt mig, at hun fik mange kommentarer fra omgivelserne, ligesom jeg også blev mobbet af børnene i kvarteret, i børnehaven og sidenhen skolen med min runde mave og dobbelthage. Hun var desperat for at få mig til at passe ind. For mit eget bedste. Hun havde jo lært, at tykhed er forkert. Ligesom alle andre.

Nytårsaften 1991 blev sidste gang jeg havde sådan et bælte på. Jeg havde kvalme hele eftermiddagen og aftenen, men turde aldrig sige, når der var noget i vejen med min krop, som jeg jo havde lært var forkert. Et par timer før midnat kastede jeg op på vores hund, som jeg havde søgt tilflugt hos.

Min mor vaskede hunden i brusenichen, mens jeg børstede tænder. Jeg ville så gerne have haft min hund med i seng, men jeg turde ikke hente den. Jeg var bange for, at den ikke kunne lide mig

 

Juleaften da jeg var 14 år fik jeg en skridttæller og en bog af Anne Larsen

in , ,

Juleaften da jeg var 14 år fik jeg en skridttæller og en bog af Anne Larsen om at man skal skylle fedtet ud af kødet inden man tilbereder samt opskrifter med skyllet kød. Det blev startskuddet til alle juleaftener fremover, også nu, eller især nu, hvor jeg var voksen, hvor jeg fik slanketing og -sager i julegave, mens de andre børn, senere voksne, fik ting, som de har ønsket sig eller som er sjove og spændende. For fire år siden sagde jeg ”Jeg kommer ikke juleaften næste år, hvis jeg juleaften i år får nogle som helst slankerelaterede julegaver.” Det virkerede.